Alt er lige virkeligt

Der er noget hemmeligt over Iben Claces. Jeg vil godt holde en halv kanelstang på, at der ikke er særlig mange, der kender hende, og hvis de gør, så er det for hendes digte i 1990’erne, hvor hun udkom med tre digtsamlinger på det dengang førende lyrikforlag Borgen. Den første, Tilbage bliver fra 1994, blev tildelt den dengang nystiftede Bogforums Debutantpris, hvilket bringer Iben Claces i selskab med Tore Ørnsbo og Yahya Hassan som de kun tre forfattere, der har modtaget prisen for en digtsamling.  Man kan sagtens kalde disse tre digtsamlinger for Iben Claces' tidlige digttrilogi, for med det nye årtusinde blev der stille omkring Iben Claces, hvilket hænger sammen med børn. Det kan man forvisse sig om i hendes eneste bog fra Nullerne, fortællingen Akikos ammehjerne fra 2004, som handler om – ja, det giver sig selv.

I 2011, tolv år efter hendes sidste 90er-digtsamling, den helt vidunderlige Stjernehavet, udkommer Claces igen med nye digte, nemlig samlingen Den femte sol, der blev totalt overset af både anmeldere og et bredere publikum, hvilket muligvis skyldes den poetik, som Iben Claces har fulgt hele vejen, nemlig at forene myter med virkelighed. Det bliver hurigt til den retning i  litteraturen, som vi kalder symbolisme. Den femte sol trækker tråde tilbage til gamle, mytologiske kvad om menneskets stilling i verden og naturen, om altings sammenhæng. Historisk set er det ikke den form for digtning, som danskere sætter mest pris på, måske bliver det bare for mærkeligt, fremmed og alvorligt, hvad ved jeg. Men man kan sagtens finde lignende digtning her i Norden, tag bare islandske Gerður Kristnys to digtsamlinger Blodhingst og Drapa, der forbinder en nutidig hverdag med de nordiske mytologiske rødder. Det er den tradition, som Iben Claces befinder sig i med sine digte i Den femte sol, hør bare et tilfældigt udpluk her:

Barkklædt med oksehorn, fletning
  af regnvand, læbernes
sandjord, øjnenes muld.
  Hendes fødder planter frø
i forårets storm, væver sne
  i sommerens tæppe.
Hun borer hælene ned
  i have af sand, af is, i have
af stjerner, af salt.
  Kredsen
trædes i vandet, stampes
  i vinden
(...)

De er sjældne vækster, de digtere der kan skrive på den måde, for det afslører sig selv lynhurtigt, hvis det blot er en påtaget, ydre form. For at det skal blive nærværende og vigtigt, skal det være personligt gennemlevet, det skal være båret af indsigt i langt mere end sprog og digtning, det skal være et udtræk af forfatterens erfaringer i forbindelse med myterne, trådene tilbage til skabelsesberetningerne, de kollektive og den individuelle.

Det er i det lys, man skal læses Iben Claces nye bog ved navn Tærskler, der udkom for et par måneder siden på Forlaget Spring, som denne blog har et godt øje til. Tærskler er en roman om en piges barndom og ungdom, primært, men den er selvfølgelig også andet og mere. Det er en fintfølende registrering af et menneskes individuationsproces, som det hedder, hvis man skal bruge de termer, som symbolanalytikeren par excellence, C. G. Jung bruger, og det synes jeg, at man skal, for det ligger i titlen, Tærskler. En tærskel er andet og mere end et dørtrin, det er det sted, hvor mennesket overgår fra et stadie til et andet, både helt konkret og på et psykologisk plan. Tærsklen er forandringens fikspunkt, og den bliver brugt symbolsk i mange eventyr og film, ofte med en tærskelvogter iblandet. Tærskelvogteren kan være den onde drage, der forhindrer prinsen i af få prinsessen, tærsklen er vindebroen, der skal passeres.

Men så dramatisk går det slet ikke for sig i Iben Claces roman, der umiddelbar kan se ud som en ganske almindelig fortælling om at være barn. Men kun umiddelbart, for tærsklerne pigen/kvinden betræder er magiske, hvilket blot er et andet ord for at gå fra én tilstand til en anden. Det kan være ganske små ting som at gå ind i et legehus eller større som seksualitet og død, det hele har sin værdi og betydning i individuationsprocessen, i formningen af et menneske. Og det sjove ved det er, at det hele kan se ganske tilforladeligt og almindeligt ud, hvilket det også er, men det kan samtidig være noget langt mere betydningsfuldt. Forskellen kommer med opmærksomheden, med bevidstheden om at være en del af noget større end blot et tilfældigt menneske i en tilfældig tid.

I Tærskler viser opmærksomheden sig gennem sproget. Iben Claces skriver noget af det mest klokkerene dansk og beskriver de enkelte episoder med den gode digters præcision. Derfor er der mange afsnit i Tærskler, der kan stå lige så tågede som elverpiger i mosekonebryg, hvis man ikke ved, hvad der overordnet er på spil. Pigen i romanen kan for eksempel aldrig sove, hvilket naturligvis irriterer forældrene, der gerne vil have tid til sig selv, tid til sex og kærlighed, så pigen bliver sendt i seng efter aftensmaden, uden forklaring, så hun kan ikke argumentere imod det, som det hedder. Og videre:

”Hun ligger i den smalle underkøje i den orangemalede seng, og hun drømmer og tænker og lytter. Netop fordi man skal sove, er barnets hørelse slået vidåben. Som en dør mod en tærskel, et blændende hvidt men sløret rum, hvor alt træder alt for tydeligt frem. Som en køkkendør, der lukkes sagte, ad to omgange. Først forlader moren huset. Så forlader faren det.”

Her klipper romanen til en oplevelse, som den nu unge kvinde har i en bar, der kun består af kvinder, hvor hun er på date med en anden kvinde. Og klipper så tilbage til barne-erindringen, hvor en tåge blænder hende; det er mosekonen, og al tid bliver ophævet, barnet er

”... alene i halvlyset, i aftendagen, i halvverdenen mellem de hvide gardiner og hjerteslagene, der bliver så heftige og faste, at de banker hende ned i den blå madras. Ned og ned, og måske kan hun ikke rejse sig, med mindre hun prøver lige nu. Måske kan hun aldrig komme fri, men forstenet, som det to millioner år gamle træ, de så i antikvitetsforretningen. Det ligner sten. Det var meningen, at det skulle vokse, men to millioner år er længe nok til at ligne en sten”.

Herefter klipper romanen igen til en anden oplevelse med forældrene, på et skib hvor faren og moren hvisker sammen og barnet ikke vil vide af det, ikke høre.

”Så hun flyver ud af sit bryst og forvandler sig til en sommerfugl, der søger forskellige bregner (...) Halvlyset i hvidnatten forvandler ingen til sten; det forvandler børn til tåge”.

Den slags præcise observationer og overgange er der mange af i Tærskler, nok til at rundbarbere en hvilken som helst læser. Derfor kan romanen godt fremstå både ualmindelig syret og uendelig almindelig, lidt som hvis man læser en roman af Kafka, Slottet for eksempel: Der sker et eller andet meget mærkeligt, men du aner ikke, hvad det er, for nøglen eksisterer kun i din egen bevidsthed. Hvis den da gør det. Og det er vel det, der er essensen af magisk tænkning: Alt er lige virkeligt, tid og sted kan ophæves, elverpiger (dem er der mange af i romanen, og de hænger sammen med pigen/kvindes optagethed af farven og sindsstemningen hvid) kan være realiteter. Alt formes og former.

Derfor er der heller ikke nogen decideret handling i Tærskler, der er situationer og forløb. Samlet giver det en roman, der dårligt kan kaldes en roman, det er snarere et langtidsfremkaldende billede af en piges forvandling til kvinde primært gennem hendes erfaringer med den ultimative anderledeshed, nemlig drengen og manden. Hvordan rummer man sådan en størrelse, hvad består den af? Det gør også romanen til en oplevelse for en mandlig læser, der nødvendigvis skal rumme og prøve at forstå den modsatte anderledeshed, nemlig kvinden og pigen.

Men jeg vil godt holde – denne gang en hel – kanelstang på, at Tærskler ikke får mange mandlige læsere, og det kan man selvfølgelig synes er lidt ærgerligt, men jeg tror, at den meget feminine skrift bliver for hardcore, for fremmed. ”Det er der ikke noget at gøre ved”, som Iben Claces gentager meget ofte hen mod slutningen af romanen, når hun ser, at noget kunne og muligvis burde være anderledes, men hvorfor ændre det? På den måde bliver Tærskler også til en bog om at – måske ikke acceptere, det er et forkert ord – men komme overens med virkeligheden i dens mange gestalter. Og den udfordring (i ordets oprindelige betydning) er nok i virkeligheden en af de største for os mennesker.

Man skal absolut prøve at give sig i kast med Tærskler. Den har potentiale til at være en tærskel, en forandringsproces og indsigtsudvidelse i sig selv.

For hver død bliver vi stærkere

Den 42-årige israelske forfatter Nir Baram udkom i foråret på dansk med romanen Verdens skygge, og det er nok den mest interessante roman, jeg har læst i år. Det er en politisk roman med et globalt perspektiv, og den slags er ikke noget man kommer let til, hvis det skal være troværdigt. Baram har da også fået et internationalt gennembrud med romanen, og specielt i Tyskland er man svært glade for ham.

Motoren i Verdens Skygge er den kommende verdensrevolution, intet mindre. En gruppe udstødte i London finder sammen og beslutter sig for at gøre oprør mod den bestående verdensorden, ganske enkelt fordi de ikke har noget at tabe. De har set deres forældre blive arbejdsløse og leve stadigt mere udsatte liv på det arbejdsmarked, der langsomt tog form i 80erne, konsoliderede sig i 90erne og blev normen i Nullerne. Selv lever de mere eller mindre på gaden og fra hånden til munden; der er hele dage, hvor de sulter og ikke kan tænke på andet end hvornår klokken bliver 20.00, hvor det lokale suppekøkken åbner. Den slags folk har ikke noget hverken at tabe eller vinde, og der bliver flere og flere af dem verden over.

For et par år siden læste jeg et essay i det glimrende amerikanske litterære magasin The Threepenny Review. Det var skrevet af en midaldrende, men veluddannet hjemløs, Howard Tharsing, som tidligere havde levet et almindeligt middelklasseliv med arbejde i finanssektoren, men som pludselig var faldet igennem samfundets masker, der viste sig at være knap som fintmaskede. Tharsing var begyndt at læse Jack London, der, foruden at skrive Ulvehunden og den slags, var glødende socialist, en glimrende taler og skrev patosfyldte romaner om arbejderklassens lidelser. Tharsing sammenlignede London med situationen i nutidens San Francisco, hvor han boede på gaden i et par år. Lighederne var slående: For eksempel at den sociale opstigning ikke eksisterer for de subsistensløse, og at virksomhederne har uindskrænket magt til at gøre, hvad de vil. Det er den slags, der kan være svært at tro på hvis man er middelklasse i Danmark, men ikke desto mindre er det virkelighed. For masser af mennesker i den vestlige verden er 2018 lige så rå som 1918 – efter en velfærdsoptur fra 1950 til 1990 er vi tilbage igen. Det er drømmen om verdensrevolutionen også.

I Verdens skygge begynder revolutionen da også med en drøm. Christoffer, en af de udstødte i London, fortæller en morgen de andre om en mærkelig drøm, han havde: Han står på et bjerg bygget af stearinlys, som langsomt begynder at blive tændt. Det er hans far, der ejer bjerget, men han er ved at sælge det til et kinesisk-tysk firma. Langsomt går lysene ud igen, og frem toner verdens storbyer, Berlin, New York, Beijing og mange andre, ud af mørket. De fortoner sig langsomt igen, og Christoffer ved pludselig, at hvis hans far sælger bjerget, så vil han sætte ild til det – og dermed verden i brand.

En noget syret drøm. Gruppen snakker lidt frem og tilbage om det, men pludselig kommer Julian med en tolkning: Dem på toppen tager røven på os, og det er på tide, at vi svarer igen. Men hvordan? Inden længe dukker idéen op: Vi iværksætter historiens første verdensomspændende strejke, den 11.11, en milliard strejkende verden over, anarkistisk struktureret, aktiveret gennem Facebook. Julian laver begivenheden, men det kommer der ikke noget ud af. Altså skal der mere radikale tiltag til. 

Gruppen beslutter sig for at iværksætte en aktion på British Museum, hvor de hærger udstillingsmontrer og får tæsk af politiet. De filmer det hele og lægger det ud på YouTube og bum: 180.000 visninger, 75.000 følgere på Facebook, autonome ligesindede støttegrupper i andre storbyer, en japansk avantgardekunstner hærget i Berlin og så videre. Revolutionen er i gang. Men hvorfor kulturinstitutionerne? Den navnløse fortæller blandt de udstødte i romanen beskriver det således: 

”Det var ikke banker, koncerner og regeringer, der var vores første mål. Den gamle sang havde vi allerede hørt en milliard gange, Nej, vi ville ryste den vestlige kultur, så den mistede balancen, undergrave den afklarede ro hos alle dem, der tilbad denne kultur, og især dem, der arbejdede for at fremme deres egne, personlige mål, samtidig med at de dyrkede den illusion, at verden kunne fungere uforstyrret, sådan som den var, mens andre blev pløjet ned. Vi ville ryste disse ærværdige institutioner i deres prægtige gamle bygninger med de udskårne søjler, de høje lofter og lysekronerne, med alle deres festforestillinger og fejringer og cocktailreceptioner til ære for en eller anden kunstner, der havde vovet at sige det, der gav sig selv, eller en forfatter der havde udtrykt kritik af kapitalismen eller kolonialismen eller et eller andet åndssvagt tv-show. (...) For slet ikke at tale om disse dobbeltmoralske hykleres demonstrationer, bønskrifter og protester, samtidig med at de falbyder deres varer på statsligt finansierede festivaller eller gennem koncernejede forlag, som så sælger ud af deres arbejde til diamant- og slavehandlere, der bruger de erhvervede kunstværker til at tørre lortet og blodet af fjæset. (...) Vi ville lade dem se ned i afgrunden, på samme måde som vi selv så ned i den hver dag. Det var netop det, stilheden i Christoffers drøm havde betydet: Intet skulle have lov at gå sin vante gang, så længe vi blev holdt nede.”

Denne navnløse fortæller er sandsynligvis Liot, en ung, israelsk kvinde som vi møder i begyndelsen af romanen, hvor hun takket være sin indflydelsesrige far har fået sat et interview i stand med en af de samfundsspidser, der tjente en masse penge på fredsprocessen i 90erne. Han hedder Gavriel Mantzur, og som ung blev han headhuntet af et amerikansk konsulentfirma i den absolut tunge ende for at styrke båndende mellem USA og Israel. Årsag: Hans far levede af at skrive nekrologer blandt døende jøder, der ville fortælle om deres liv og hvorfor de havde truffet de valg, de havde. Følgelig ligger han inde med en god portion hemmeligheder om kendte og rige folk, og den slags familier er det godt at have tæt kontakt til – eller gøre dem til sine egne. Så langsomt begynder Gavriel Mantzur at arbejde sig ind i denne ellers lukkede verden af lobbyvirksomheder, politikere og virksomhedsejere. 

Det spændende hos Nir Baram er selvfølgelig, at hele denne verden, som han lukker op for læseren, ikke er de slemme kapitalister, men de gode, dem der arbejder for demokrati og fred. Men man skal ikke tro, at det er barfodsidealister, der er millioner af dollars på spil, og Gavriel Mantzur ender da også som en hovedrig lobbyist, indtil det hele ramler for den hedgefond, han arbejder for, i forbindelse med krakket i 2007. Så det er en nedbrudt og desillusioneret Gavriel Mantzur, den unge revolutionære Liot interviewer i begyndelsen af romanen, der således ser verden fra to sider: De velmenende kapitalister og de udstødte. Det er lidt af et scoop, og Nir Baram er ganske troværdig i sin fremstilling. Det er så her, at man undersøger hans baggrund og opdager, at han selv er vokset op i en politikerfamilie, faren var medlem af Knesset og farfaderen en aktiv kraft i grundlæggelsen af staten Israel. Nir Baram burde altså vide, hvad han taler om. Og det er alfa og omega for en politisk roman, at den er troværdig, og så vidt jeg kan se, er der heller ikke i Israel sat spørgsmålstegn ved de faktuelle elementer i romanen.

For at det ikke skal være løgn, er der også et tredje spor i romanen, nemlig de interne forhold i et internationalt konsulentfirma, der beskæftiger sig med demokratiudvikling. Firmaet, der hedder MSV efter grundlæggernes initialer, bryster sig af, at de kun arbejder for folk og bevægelser, som de kan stå inde for. Ligesom Gavriel Mantzur arbejder de altså i det godes tjeneste, men det er selvfølgelig en hårfin grænse, når vi taler om præsidentkandidater i Congo og Bolivia. Det begynder ofte med de bedste intentioner, men på dette niveau har virkeligheden det med at udvande grænserne mellem godt og ondt. Hvor meget skal man gå på kompromis med en given præsidentkandidat, hvis man tror, at det samlet set vil være det bedste, hvis han bliver valgt? Det er et klassisk politisk dilemma, som også bliver foldet ud i Verdens Skygge, og igen sidder man som læser med oplevelsen af, at man har en direkte linje ind til det internationale maskinrum af politik i virkeligheden. Millioner flyder, kompromiser og studehandler bliver indgået.

De tre spor i romanen fletter sig naturligvis sammen på den mest ubarmhjertige måde. De revolutionære bliver flere og flere i talrige lande, dødsfald begynder at tikke ind, men det radikaliserer dem naturligvis endnu mere. Til sidst ændrer de også taktik og finder på en ny aktionsform kaldet "Personligt Ansvar": Spidserne i samfundet begynder at få hjemmebesøg af små autonome grupper, der for eksempel svinebinder de nøgne ofre og filmer dem: Se, sådan går det, hvis man er en af dem, der ”holder den herskende orden i live”, som det hedder. Og det stopper ikke der. ”Tilbageerobring af borgernes ejendom” er en anden aktionsform, raid på indkøbscentre, banker, regeringsbygninger, fagforeningskontorer, avisredaktioner og den slags. Kulturinstitutionerne har tjent deres formål som det, der fik presse, politikere og kommentatorer op på dupperne, nu går de revolutionære efter struben. Og det går ikke stille af. ”For hver død bliver vi stærkere”, som det hedder i titlen på romanens første kapitel. Og hvad det hele ender med, skal naturligvis ikke afsløres her.

Verdens skygge er Nir Barams anden roman på dansk. Det er Gyldendal der udgiver, det samme forlag der også udgiver Kasper Colling Nielsen, hvis politiske romaner har haft ganske stor udbredelse og indflydelse herhjemme. Hvis man kan lide dem, skal man absolut kaste sig over Nir Baram og Verdens skygge, men det skal man også, selv om man synes, at Collings mani med talende dyr er lidt trættende. Dem er der ikke nogen af hos Nir Baram, hvor indignationen til gengæld er større. Nir Baram er selv en af dem, der blev skuffet over at se fredsprocessen løbe af sporet, ikke på grund af høgene, men på grund af de velmenende deltageres korrumpering. Men det bevirker heldigvis ikke, at han kammer over i fordømmelse. Alle i denne roman er mennesker – på godt og ondt. Men de revolutionære er budbringere for ”den uundgåelige fremtid” som det hedder, og lur mig om ikke han har noget at have den profeti i.

Nir Baram: Verdens skygge. Roman, Gyldendal. 430 sider.

Drukkenskab og arbejderblod omkring år 1900

Maurice de Vlaminck, Ved baren, år 1900

Dér lå den på Hvidovre biblioteks disk med nye udgivelser og gloede mig lige op i hovedet: Endnu et bind i forlaget Gladiators Sandal-serie, der omfatter både nyere og ældre danske klassikere, som ikke længere er til at opstøve hos boghandlere eller i antikvariater. Der er snart kommet 40 bind i serien, og det nye på disken blev udgivet i 1896: Gadens roman hedder den såmænd, og den er skrevet af Lauritz Petersen, en af de mange danske forfattere, der begyndte at skrive om arbejdernes usle forhold omkring år 1900. De fleste af forfatterne er i dag gået i glemmebogen, men dengang var de med til at gøre proletariatet synligt. Virkeligheden var ikke bare overklassens kærlig-hedskvababbelser, kønsdiskrimine-ring og positioneringsproblemer, arbejderne var der også, og de var flest. 

Siden har socialrealismen gået sin sejrsgang. Se bare på dagens bestsellere, Morten Pape og Merete Pryds Helle for eksempel. Men der er nu noget særligt over at læse de oprindelige klassikere, så jeg nappede Gadens Roman med hjem og læste den. For et års tid siden læste jeg nemlig en ny antologi med uddrag af disse tidlige arbejderromaner, Arne Herløv Petersens samling Proletar med hele 13 forskellige bidrag. Og det slog mig, hvor godt disse ukendte forfattere skrev, malende reportageagtige beskrivelser af livet på bunden. Der er smæk for skillingen! Det skyldes, at mange af forfatterne ernærede sig som journalister, så de brugte bare redskaberne fra den kasse til at fortælle meget mere om arbejdernes forhold, end der kunne indeholdes i en avisartikel. En slags fiktionaliseret journalistik i bogform, direkte og uden omsvøb.

Det er til gengæld skægt at tænke på, når man læser bagsideteksten på Gadens roman, der står som  et credo for hele serien. Den fulde tekst lyder således: ”Gladiators Sandalserie er klassikere på kanten. Dansk litteratur fra oldtiden til i dag. Principielt set. Det vil sige den litteratur, der udvider undersøgelsen af hjernens geografi. Som rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer. Og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os, flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre.”

Ja, tak for kaffe, folkens. En ting er de ubehjælpsomme formuleringer, noget andet retorikken. Der er tænkt så meget over denne tekst – eller måske har der været et helt gladiatorhold studerende indover – at den er endt som et skoleeksempel på, hvor galt det kan gå, når akademikere i flok eller in spe skal kloge sig. Fint skal det være, men det ender med at være den mest oplagte kandidat til årets pris for litterær højrøvethed. Ja, undskyld sproget, men jeg har som nævnt lige læst indholdet, Lauritz Petersens Gadens roman, og der er der andre boller på suppen. Kun en af personerne kunne finde på at udtrykke sig på den måde, og det er en stakkels falleret student, der er endt som korrekturlæser oppe under loftet på et mindre dagblad, hvor han stille og roligt går i hundene af overdreven druk, delirium og livslede. Det må vi ikke håbe for Gladiators Sandalserie, for initiativet er prisværdigt: Find oversete danske romaner og genudgiv dem.

Gadens roman er en kollektivroman centreret omkring Baggesensgade på Nørrebro i København i 1890erne. Det er en broget skare, vi møder i dette portræt af et arbejderkvartér og folkene, der bor der. Hovedpersonerne er Madam Jakobsen og hendes ene søn Rudolf, der er en god dreng i modsætning til den ældre søn Johannes, en svirebroder og ødeland, der ikke holder sig for god til at tigge og stjæle penge fra moderen, som i forvejen ikke kan få dem til at slå til. Men som alle andre mødre af hendes kaliber har hun stadig et svagt punkt for den ældstefødte, selv om han ikke gider passe et arbejde. Faderen har for længst slået hånden af ham, men han er selv ikke meget bevendt, for hans fiskeforretning er gået nedenom og hjem – og desuden er han så kristen, at han mere tænker på efterlivet end det daglige brød her og nu. Det er med andre ord nogle sølle mænd, der omgiver Madam Jakobsen – bortset lige fra Rudolf. Han kan komme op om morgenen, han står i lære som murer og fuldfører det, hvorfor han har en helt hæderlig indtægt – hvis den altså ikke skal række til at stifte familie med. 

Men Rudolf er forelsket i Josse, som er vokset og i gaden, og som har udviklet nogle ypperlige former, der nok kan gøre et mandfolk forskruet. Tillige bliver hun varietésanger på etablissementet Nordstjernen, hvor alle naturligvis tilbeder hende og kommer med slet skjulte amurøse tilbud. Så Rudolf har så travlt med at forsvare sit territorium, at han helt glemmer sin mor, der får det stadig sværere med den fordrukne ældstesøn og den verdensfjerne ægtemand. Som så mange andre må hun købe på klods hos urtekræmmeren og spækhøkeren, der opfører sig vidt forskelligt: Den ene er et hovent og dumt svin, den anden har stadig sin medmenneskelighed i behold. Gadens roman er langt fra en beretning om den fattige og forarmede, men ædle arbejderklasse, den er snarere en beskrivelse af de farer, der er udenfor gadedøren, når man lever i det miljø på Nørrebro. Druk og lediggang lurer på de unge mænd, mens uægte børn og prostitution lurer på de unge kvinder. Det skal begge køn finde ud af at navigere i, og det gør man ved at holde sin sti ren og sige nej – længere er den sådan set ikke fra forfatterens side. Ellers kommer der ikke et ordentligt liv ud af det. 

Lauritz Petersens heltinde er helt klart Madam Jakobsen, der bliver skildret som den opofrende, godhjertede moder, uden hvem det hele ville brase sammen. En hverdagens heltinder kunne man kalde hende, og der er ikke langt fra Lauritz Petersen til Morten Korch i de floromvundne beskrivelser af ”den stakkels Madam Jakobsen”, den ”modige og ufortrødne lille sjæl” med det ”stakkels moderhjerte”, og her 120 år senere bliver det lige i overkanten, så meget at det er svært ikke at lægge en vis distance til romanen. Den kryber ikke rigtigt ind under huden, man græder ikke med Madam Jakobsen, heller ikke når det til sidst går grueligt galt; det sørger den overdrevne brug af tillægsord for.

Til gengæld er beskrivelserne af det udsvævende liv på varietéerne og beværtningerne af en helt anden kaliber, her er det som i mange andre af de socialrealistiske romaner fra den tid reportagen, der er i højsædet, og det er til gengæld underholdende. Selv har jeg haft en fest ud af de mange ord og udtryk fra den tid, især de der handler om druk. Det skorter jo ikke ligefrem på nutidig sprutslang, men det var nyt for mig, at man kan blive ”en smule blisset”, hvis man får for mange ”Snudevadskere” eller ”Hivenkradsere”, en lokal afart af hybenkradser, der bliver indtager på den maleriske beværtning Hasebjørnen. Øgenavne er der også, betjenten i nabolaget hedder naturligvis Sorte Igle, og ham skal det vanartede søskendepar med pukkelryggene, hvor den ene hedder Nolderik, passe godt på, når de er på tyvetogt. Madam Jakobsen har også en datter, Oline, og hun bliver beskrevet som en ”Ærtepind og Plageaand”. Den gammeldags stavemåde er bibeholdt i den nye udgave, og det bidrager naturligvis til koloritten. Men lur mig om det ikke også er derfor, at man læser den med en vis distance.

I Arne Herløv Petersens antologi Proletar er stavemåden nutidig. Her er også gengivet et kapitel af Gadens roman, og det gør det hele mere nærværende og nutidigt. Det er svært at fortrække den ene bog frem for den anden, men Proletar giver et noget mere bredspektret perspektiv, da der er hele 13 romanuddrag, så det giver en større variation. Der er fantastiske smagsprøver imellem, mine favoritter er en beskrivelse af et delirium og en reportage fra en slagtehal i Hamborg, hvor en dansker har taget arbejde. Hør bare her:

”Slagteriet maser videre. Højt over maskinernes drønen, over hele rummets bragende stålskratten, skingrer svineskrigene ud i et endeløst hyl. Det er, som selve Satan raser derinde. Schmidt var oversprøjtet af blod. Hans legeme var som stålribber i spænding, og blodet brændte som syre i hans hals. Ved et stød med kniven ramte dens spids et nøgleben, så bladet sprang midt over. Men han slagtede videre med den stumpe kniv. Huggede den gennem den seje svær, gennem strube og pulsåre og trak den ud med et sydende blodsprøjt efter sig. Der vibrerede dyrefornemmelser i hans mundvige, og han glammede med i larmen – men selv hans højeste råb kunne end ikke tænkes i alle disse sprængende lyde. Maskinernes rotation forøges, spændingen presses, svingakslerne suser. Og i en torden af jern og zink knuses menneskeørets evne til at skelne.”

Det er Christen Bundgaard, der står for denne beskrivelse, som i Dansk Litteraturhistorie bind 7 (1984) kaldes for ”rædselsrealisme”, og ”en ophobning af gysereffekter”, som det er gengivet i Arne Herløv Petersens præsentation af forfatteren og romanen Proletarer fra 1907. Man får lyst til at læse hele romanen, og sådan er det med mange af disse bidder i antologien, der blev udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag i 2017. Og det kan man faktisk også, for Arne Herløv har udgivet den som ebog sammen med et vred af andre danske klassikere, som man sjældent har hørt om. Og det ellers blandt bibliofile så nedrakkede danske bibliotekssystem har den faktisk også i originaludgaven.

Men ikke Gadens roman, her må man ty til den spritnye genudgivelse, og det kan man roligt gøre. Der er noget særligt over at læse den tids romaner i stedet for at læse de nye om samme tid. Det finder flere og flere ud af, for salget af genudgivne klassikere er støt stigende.

Mor som er så stor

Det er på mange måder en meget besynderlig og utraditionel roman, som norske Marit Tusvik (født 1951) skrev for lidt over 10 år siden. Den hedder Sigrid Finne, og den blev udgivet i Danmark 2014 af det slet ikke så lille kvalitetsforlag Batzer & Co, der er en af de flittigste udgivere af norsk litteratur herhjemme. Sigrid Finne er navnet på Marit Tusviks mor, men det står der ikke noget om i bogen, navnet findes kun i titlen. 

Jeg blev interesseret i Marit Tusvik, fordi hun kommer til Danmark i midten af september, nærmere bestemt til Helsingørs NORD-festival, der beskæftiger sig med nordisk litteratur. Her kan man møde mange af de forfattere, der er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2018, men også Marit Tusvik, selv om hun ikke er en af dem. Hendes tredje roman på dansk, I hans arme, kommer dog her til efteråret. Mere aktualitet kan man ikke pive ud af hende her og nu.

Men, men. Romanen Sigrid Finne er værd at bide mærke i af flere årsager, mest åbenlyst fordi den netop ikke er en roman om Tusviks mor, ikke til at begynde med i hvert fald. Romanens fortæller, lad os bare kalde hende Marit, for bogens motto er ”Enhver lighed mellem personer i romanen og personer i virkeligheden er slående”, rejser til Sicilien for at skrive om sin mor, der er død to år tidligere. Hun har lejet en vinpresse, et lille rustikt hus, i seks uger, og hun glæder sig til at komme i gang. Men ak – Sicilien betager og undrer hende så meget, at hun ikke får skrevet en linje. Det var jeg ret irriteret over til at begynde med – så kom dog for helvede i gang! Hvorfor skal vi læse om en forfatter, der ikke kan tage sig sammen? – men stille og roligt krøb tonen i romanen og dermed også det indirekte portræt af forfatteren ind på mig. Det normale ville være, at forfatteren blev irriteret på sig selv over denne nølen, men det bliver Marit slet ikke. Go with the flow, som det hedder med et modeord, det behersker fortælleren til fulde. Så hele den første halvdel af bogen er en beskrivelse af hendes hverdag på vinpressen med alle de rutiner, hun efterhånden oparbejder: Ned til byen, drikke små kaffer, købe fisk, vejen frem og tilbage, plukke oliven med ejerne af vinpressen. Det er den slags roman, hvor man virkelig føler dramaets vingesus, da hun bliver bidt af en hund! Det er selvfølgelig ikke alvorligt, hverken stivkrampe eller rabies.

Jeg har altid fundet den slags romaner, hvor fortælleren mere eller mindre er lig med forfatteren, og hvor der reverenter talt ikke sker en hujende fis, fascinerende. Et andet godt – og nordisk – eksempel er islandske Gyrðir Eliasson, der modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2011 for romanen Mellem Træerne. Han har også skrevet en lille roman kaldet Ved Sandåen, som efterfølgende blev oversat, men mere eller mindre totalt overset. En mand, en maler, tager ud i naturen og maler og snakker lidt med sig selv og møder næsten en kvinde. Det er det. Nåja, så har han vistnok også lidt bøvl med sin gamle bil. Men det er en lille perle, fordi den siger noget meget almenmenneskeligt om det at være til, og til det formål behøver man ikke meget Harrison Ford. 

På samme måde siger Marit Tusviks Sigrid Finne noget meget almenmenneskeligt om at være datter af en mor, som man altid har beundret og set op til. For selv om hele første del af den 300 sider lange roman handler om datteren på Sicilien, får vi nogle glimt af moderen, ellers handler det om datteren og hendes måde at være menneske på. Jeg har en fornemmelse af, at mange vil finde det beundringsværdigt at acceptere, at man tager seks uger væk for at udføre et stykke arbejde, men så alligevel godtage, at det ikke kommer til at ske – nærmest gnidningsløst. Troen på at når det ikke kommer, så kommer det ikke, men det gør det nok en anden god gang. Hver ting til sin tid og alt det der – det er nemmere sagt end gjort. Andre vil sikkert blive ret irriterede. Men som indstilling betragtet er det interessant at udforske nærmere – og det er lige præcis det, man gør i første afsnit. Fortælleren træder lyslevende frem for læseren med alt sit liv og sine sanser – og sin måde at komme overens med dem på. Man bliver slet og ret betaget og også lidt forelsket i denne kvinde, der forstår at være der, hvor hun nu er. 

Men moderen – hvad med hende? Hun kommer selvfølgelig på banen i andet afsnit og anden halvdel af bogen, der foregår ved hospitalssengen. Datteren sidder ved sengegærdet og noterer hendes historie ned, ikke den hele, men den del af den, der foregår lige før og under krigen. Her ændrer Marit Tusvik stil, meget af billedet kommer kun frem ved at hun skriver moderens fortælling ned i notatform, som hun så viser hende – hvorefter moderen selvfølgelig ofte kommenterer, at sådan var det slet ikke – og i øvrigt bebrejder sin datters lyst til at dramatisere tingene. 

Så igen får vi egentlig ikke historien om Sigrid Finne, moderen. Vi får datterens notater og kommentarer, og lige så stille begynder vi at finde ud af, hvor meget moderen ligner sin datter og omvendt. Moderen vil bestemt ikke have nogen pylren, og så er hun i øvrigt ret gådefuld ved at lade som om, at alt er helt normalt, hendes liv ikke noget særligt. Men det særlige er naturligvis at hun ejer den samme form for ubekymrethed som datteren. Det hele skal nok gå, og gør det ikke, ja – så må man finde på noget nyt eller – det er oplevelser fra et besat Norge, hvor hun er modstandskvinde indtil hun flygter – så har man i det mindste fået det meste ud af det. 

Hvordan er det at have sådan en mor? Det er overvældende, naturligvis. Her er en af fortællerens beskrivelser:

Jeg vil have at hun skal blive ved med at være her. Samtidig ønsker jeg hende væk. Ikke død, jeg ønsker ikke at tage livet af hende. Men at hun kunne betyde lidt mindre. Blive lidt usynlig, det kunne være fint. Som når nogen er rejst på ferie, det er tit dejligt, så er de væk, men ikke uigenkaldeligt væk. Folk tager på ferie og så kommer de tilbage, det er helt normalt. Af og til bliver de længere væk end forventet, nogle gange sker det næsten utænkelige, at de bosætter sig og aldrig kommer tilbage. Den slags sker, men selv da er de stadig i live og det er dette tiltrækkende og skræmmende usikkerheds-moment som jeg gerne vil drøfte med hende nu, men snart er det alt, alt for sent, for sent til at sige: du er så stor, du stråler uafbrudt, du er og bliver min mor dag og nat, år efter år – hvordan er det muligt?

Svaret på det sidste spørgsmål får Marit ikke – ligesom hun heller ikke får svar på ret meget andet. Der er en distance hos moderen, som sikkert altid har været der, og det er den distance, der er så dragende, det er den, der skaber forelskelsen i moderen, fascinationen der varer hele livet. Når man har læst bogen færdig, er man egentlig ikke blevet meget klogere på hverken moderens eller datterens liv, men man er blevet kørt godt og grundigt rundt i manegen af et mor/datter-forhold, hvor det personlige bliver alment. Det er den type roman, hvor man bliver ved at at diskutere med sig selv – eller medlæsere hvis man har den slags – om dette eller hint nu er godt eller skidt, men ender med at resignere: Det var. Det handler om at tage ind uden at dømme, om at rydde sine egne forestillinger af vejen og prøve at se klart: Hvad skete der? I virkeligheden? Det kan man passende også gøre i sit eget liv, for så dragende kommer Sigrid Finne til at være. På den led er romanen også af den type, der slår nok så mange bøger om personlig udvikling af pinden.

Så Marit Tusvik fik alligevel i sidste ende skrevet bogen om sin mor, sikkert ikke som hverken hun eller moren havde forestillet sig. Men måske mere værdifuldt fik hun skrevet en roman om at komme overens med det man er rundet af og den man er. Om at undres, om at være nysgerrig. Som alt der er stille, skal man give den tid, før den lukker sig op. Eller lægge den til side og tage den op igen en anden gang. Der er ikke noget her, der kan forceres.

Jonas Eikas surrealistiske nutid

Det er ikke hver måned, at anmeldere på forskellige dagblade falder samlet på halen over en novellesamling. Men det skete for en måneds tid siden, da Jonas Eika udgav samlingen Efter solen på det lille, men meget litterært estimerede forlag Basilisk. Jonas Eika? Ham kender man måske fra romanen Lageret Huset Marie, en autofiktiv, socialrealistisk beretning om at arbejde på Dansk Supermarkeds lager uden for Århus. Den blev også rost mange steder og fik desuden en debutantpris.

Anmeldere, og professionelle litteraturfolk generelt, er altid på jagt efter ”det nye”. Og det er her, at Jonas Eika bonger ud til alle stjernerne og roserne: Man kan forstå på anmelderne i Information og Weekend-Avisen, at de faktisk ikke helt ved, hvad de har med at gøre i novellerne. Er det Science fiction eller hvad? Om ikke andet er det tindrende velskrevet, er de enige om. Og så er der jo ikke andet for, end at gå i gang med novellesamlingen, der består af fem noveller over 160 sider. Nysgerrighed er en dyd.

Den første novelle hedder ”Alvin” og handler om en systemudvikler, der lander i København for at hjælpe sit internationale firma med et længerevarende projekt – men finder ud af at bygningen er blevet jævnet med jorden. Det er bare sådan det er, og der kommer ikke noget svar på det, der er ingen hylende sirener og breaking news, ruinerne ligger der bare. Herefter møder den navnløse hovedperson en mand ved navn Alvin, der er kapitalinvestor. De to bliver venner og rejser sammen til Rumænien, dette foregangsland i kapitalistisk og nationalistisk opløsning. Det er sådan set det – kort refereret, og det er ikke videre interessant, når man siger det på den måde.

Det spændende ved novellen – og de andre noveller – er fortællestilen og tematikken. Læseren får intet forklaret på forhånd, men begynder midt i et livsforløb, som derefter folder sig ud til en historie – og den historie handler i alle novellerne om kærlighedens mulighed i en verden i opløsning. Det er mere eller mindre desperate mennesker, der søger netop menneskelighed i forskellige samfund, der er kendetegnet ved fravær af netop dette. Samfundene som sådan bliver slet ikke nævnt, menneskene er overladt til sig selv og deres søgen.

Det er vel dette, der skaber forvirringen om, hvorvidt novellerne er science fiction eller ej. For er dette virkelig billedet af verden af i dag? Det bliver der skrevet tykke politiske og filosofiske bøger om, men fordelen ved Efter solen er, at den tager det for givet. Sådan er verden. Og den bliver beskrevet fra det udsigtspunkt. Det er den slags, der viser noget om, hvad litteratur kan, som politisk teori og analyse ikke kan: Den får fiktion til at være en opfattelse af virkeligheden, som man ikke kan argumentere sig frem til. Take it or leave it. Det er i det spændingsfelt, at Efter solen lever. For selvfølgelig er kan en bygning ikke styrte sammen midt i København, uden at nogen gør noget ved det. Eller kan den? Hvis man nu først ser det et halvt år efter, og ingen har haft nærvær nok til at orientere en om det? Nej, det går ikke. Det er ikke realisme, det er en slags moderne surrealisme – i hvert fald i denne novelle.

Men tag så en anden novelle, der handler om unge beach boys i Cancun, Mexico. Et helt hold af unge drenge fungerer som opvartere for rige turister ved stranden, og en af dem taber en bakke forfriskninger ned over en turist. Resolut bliver han banket ihjel, og det får heller ikke nogen konsekvenser, beach boys’ene begraver ham alene under et selvskabt ritual. Kan den slags så forekomme? Tjah ... det må man selv ligge og rode med, men her handler det om ligegyldighed over for de mange, der hverken har penge eller status. Og en realisme er i hvert fald til stede, nemlig at et menneskeliv i dag ikke er lige så meget værd, som da menneskerettighederne blev skrevet efter Anden Verdenskrig. Der er ikke længere nogen fungerende konventioner, der gælder alle, den dér gamle sang om at alle menneskers liv er lige meget værd i sin egen ret, er blevet udhulet af de alt for mange mennesker i verden, som der ikke er brug for. Et besiddelsesløst – og måske endda statsløst – menneske er kun noget værd for de, der kender og elsker vedkommende. Det internationale samfunds bestemmende magter er reelt helst fri for, at dette problem kaldet et overflødigt menneske eksisterer.

Det er sådan en verden, som Efter solen maner frem, og den gør det med en fortælleteknik, der virker meget moderne. Novellerne er oftest lagt i hovedet på en enkelt beretter, der som nævnt begynder midt i begivenhederne, og som ikke er videre stringent, for her er et menneske, der fortæller en historie, som hvis man mødte vedkommende og gav ham et par timer, men redigerede sine egne opklarende spørgsmål ud. Det bevirker, at man som læser egentlig ikke aner, hvad novellen handler om, og hvem der fortæller den, før man begynder at lægge alle brikkerne sammen til en helhed, som langsomt åbenbarer sig. Og lad mig sige det, som det er: Det er ikke strandlæsning, man skal bide tænderne godt fast i bordpladen de første 10 sider af hver novelle, men så begynder de at åbne sig – og bliver interessante, men kun fordi Jonas Eika skriver så bragende godt – på samme tid flyvsk og fortættet. Og naturligvis også kommenterende, for det er jo et menneske, der fortæller en historie, som er vigtig for vedkommende. Her er et godt eksempel fra novellen ”Mig, Rory og Aurora”, der handler om et trekantsforhold blandt randeksistenser i London. Vi kommer ind der, hvor fortælleren kommer hjem til deres fælles lejlighed, hvor en masse hjemløse er inviteret indenfor:

”Jeg undgik at falde i snak med de hjemløse. I min øjenkrog var de en væg af stemmer, en grålig tåge, og jeg skammede mig over det. Men jeg så ikke andet i dem end trætheden. Den dybe, udødelige træthed der har overtaget ansigtet og normaliseret sig i det. For meget vejr og dårlig søvn, for meget larm, misbrug og trafik, det var alt der kom til udtryk. Det var det der skræmte mig ved dem, den måde deres træk var veget for en alt for generel og fælles tilstand.”

Det er den slags han kan, Jonas Eika, give klare billeder på nutidige situationer midt mens han er ved med at fortælle en anden historie, men billederne føjer sig ind til et samlet hele. Og det efterlader naturligvis læseren med dette, overvejende akademiske spørgsmål: Hvorfor virker det så godt at ty til surrealistiske effekter, når man vil gengive virkeligheden? Det er der også skrevet meget om, men chokeffekten ved noget usandsynligt midt i en kendt virkelighed er et gennemprøvet kneb. Jonas Eika bruger det dog ikke som effektjageri, men som middel til at sige noget væsentligt om menneskers vilkår i periferien under eller ved siden af den almindelige middelklasses arbejdsliv.

Så ja, hvis man er frisk på at læse det nyeste nye i dansk litteratur, så skal man give sig i kast med Efter solen. Og hvorfor hedder den så Efter solen? Se det kan man undre sig over meget længe, men løsningen kommer – delvis – til sidst: Det er en direkte oversættelse af Apres soleil, eftersolssmørelse. Det optræder i anden del af novellen ”Bad Mexican Dog” om beach boys’ene i Cancun. Men det er så én ting, noget andet er, hvad Eika driver eftersol og efterhånden også parasol ud i mod slutningen af novellen. Vi kommer ind der, hvor soldrengene holder fest:

”Vi smed en parasol i karret og sang. En slimet tåge rejste sig fra det og fortættedes i et langt, hult skaft og en skærm med blafrende billeder: ild der breder sig i klubben, gennem håndklæder og parasolskærme, et flammende gitterværk set fra himlen ... med et kæmpestort klæde holder vi røgen nede og slipper den ud i skiftende intervaller, en tåget kode ... en lav, krybende skov, hvor træerne koger og krummer mod jorden ... i mørkningerne står der parasoller med skærmen bøjet opad i tragter der griber regnvandet og leder det ned i store bassiner med krebsdyr og tangplanter ... i vandet et dybt, orange lys. Det ledes rundt i render mellem træerne og oplyser de første par meter over jorden ... (...)

Så syret kan Jonas Eika også skrive, og det giver naturligvis et apokalyptisk skær over ikke bare denne novelle, men også de andre. Som om det er de sidste tider, efter solen. Oplevelsen af verden handler som altid om synsvinkel og social status: Hvad kommer efter dette nu?