Søg i denne blog

søndag den 19. april 2015

Ikke et ord om Frankenstein



DNA-forskeren Eske Willerslev kom for et par uger siden med en næsten guddommelig udtalelse: Videnskabens teorier om livets opståen giver ikke meget mere mening end teorien om, at livet er skabt af en gud, sagde han, her refereret i kortform. Eske Villerslev er en af verdens førende videnskabsmænd, så det er en ret usædvanlig udtalelse. Men det er befriende, at han udtrykker sig så klart, for så behøver alle os, der ikke helt har fattet Big Bang-teorien, ikke længere at føle os som idioter.

Men hvordan blev livet så til? Var det hele blot et tilfælde? Var der en skabergud? Og hvis der var, kan mennesket så ikke også skabe liv, gøre Gud kunsten efter, så at sige?

Det spørgsmål har optaget jødiske teologer og mystikere i århundreder - mindst. På den baggrund er myten om Golem opstået. En golem er et væsen skabt af mennesker, lavet af ler. Det er et rigtig godt spørgsmål om det nogensinde er lykkedes en jødisk rabbiner at skabe en golem – altså i virkeligheden – for myten og virkeligheden bliver her blandet sammen på samme måde som med tempelriddere, pagtens ark, den hellige gral og den slags.

Vi ved det ikke. Lige som vi stadig ikke ved, hvordan livet blev til. Men som altid er det, vi ikke ved, godt romanstof. Forleden faldt jeg over en bog på brandudsalg, 10 kroner kostede den, og den var skrevet af hollandske Harry Mulisch. Proceduren hedder den, og den opstiller en meget inciterende teori: En den moderne DNA-videnskab blot en ubevidst kopi af den jødiske golem-myte?

Den sammenligning havde jeg ikke hørt før, men spændende lød det, så jeg smed de 10 kroner, gik hjem og læste nærmest ud i én køre. Proceduren lægger ud med en fantastisk god historie om en jødisk rabbiner, som bliver pålagt at skabe en golem til kejser Rudolf II. Rudolf er panisk angst for at dø, så han omgiver sig med mystikere og videnskabsfolk for at være på forkant med den nyeste forskning. Noget nødtvunget bliver rabbineren derfor pålagt at skabe en Golem til kejseren. Hvis det lykkes ham, vil han blive belønnet med at det jødiske folk i Prag, hvor denne del af romanen foregår, ikke vil blive udsat for hverken forfølgelse eller pogromer i kejserens levetid.

En faustisk pagt. For er det ikke gudsbespottelse at gå Gud i bedene? Det er rabbineren slemt bange for, men omvendt synes han ikke, at han har noget valg. Så han går i gang og efter tre år lykkes det ham faktisk at skabe en golem. Hans kone nægter, at dette ugudelige væsen kommer ind i deres hus, så hun – det blev en kvinde – tilbringer sin første levende nat hos rabbinerens hjælper. Men noget er gået frygteligt galt i skabelsesprocessen, og golem-eventyret ender i mord, kaos og destruktion.

Herefter tager romanen et spring til nutiden, hvor DNA-forskeren Victor Werker er blevet verdensberømt på at have skabt kunstigt liv. Han har ved hjælp af indædt forskning skabt en såkaldt eobiont, en levende organisme af dødt stof. Det er naturligvis en verdenssensation, så Victor Werker lever det gode forskerliv med masser af rejser, hyldester og gode middage. Men lykkelig er han ikke. For vel er det lykkedes ham at skabe kunstigt liv, men da hans kone er gravid, dør fosteret i hendes mave. Og da han ikke kan holde til at se hende føde det døde barn, forlader han hende under fødslen. Det tilgiver hun ham ikke, så hun forlader også ham.

Det er rammefortællingen. Men romanen beviser sig selv som stor litteratur, fordi den rummer mange gode sidehistorier, som alle bliver flettet ind i det store billede. Men først og fremmest er det et portræt af mennesket og videnskabsmanden Victor Werker, hans liv og tanker. Store dele af romanen er fortalt som Victors dagbogsbreve til sin døde datter, som han på denne måde prøver at puste liv i.

Det lyder tragisk, men det er det nu ikke. Store dele er bogen er meget vittig, og Harry Mulisch er en blændende fortæller. Han kan det lille trick med at få en masse spændende observationer ud af nærmest ingenting, og han lægger ofte kloge ord i munden på sin hovedperson. Således får den lykkelige læser mange guldkorn med i hatten, livskloge betragtninger der ikke vil overbevise om noget som helst, men meget gerne vil vise forskellige forestillinger om, hvad det vil sige at være menneske.

Det kom lidt bag på mig, at Proceduren er god. Jeg har aldrig før hørt om Harry Mulisch, men bliver betragtet som en af Hollands største forfattere nogensinde. Han døde i 2010, og hans mesterværk siges at være bogen Skabelsen af himlen, som ikke er oversat til dansk, men som kan fås på engelsk. Mange kalder den for den bedste hollandske bog nogensinde, og da han døde, slap Nobel-komitéen for at have ham på listen over mulige pristagere. Han var en af de talrige kandidater, som man egentlig ikke kender meget til, når man hver år scroller ned over listen. Det er forbløffende, at så mange såkaldte verdensnavne kan være så ukendte.

Og dog. Proceduren blev udgivet af Tiderne Skifter i 2004 med udgiverstøtte af en hollandsk litteraturorganisation, i øverigt fremragende oversat af Aino Roscher. 11 år efter kan man erhverve sig et eller flere eksemplarer i en større stak restoplag hos Bog og Idé. Så penge er der ikke i det, og det er også derfor, at Harry Mulischs Skabelsen af himlen ikke er oversat. Men måske ligger en enkelt eller to Bog og Idé-butikker stadig inde med et eksemplar. Køb endelig rigeligt. Det er en af den slags bøger, som man har lyst til at stoppe ned i halsen på alle og enhver, der kan lide kvalitetslitteratur.

Gud ved – for nu at sige det på den måde – om Eske Willerslev har læst den? Det må jeg hellere spørge ham om en gang ved lejlighed.

mandag den 13. april 2015

Et spøgelse går gennem sin egen verden. Om Olga Ravns ”Celestine”.


Der er noget uendelig skrøbeligt over den meget hypede forfatter Olga Ravn. Hun er ikke fyldt 30, men alligevel har hun skrevet en bog om at være spøgelse, om at være fremmed i verden. Den hedder Celestine, og den er blevet nærmest skamrost af de fleste anmeldere – ligesom hendes debut, digtsamlingen Jeg æder mig selv som lyng fra 2012.

Jeg havde det svært med den digtsamling. Jeg er helt med på, at metaforer giver et udvidet billede af virkeligheden, men de skal behandles med konsekvens, for at det ikke skal ende i vrøvl. Tag alene titlen ”Jeg æder mig selv som lyng”. Kan det overhovedet give mening at gøre det? Nix. Lyng æder ikke sig selv, ikke engang i overført betydning. Lyng spreder sig på sandede områder, det æder sgu ikke sig selv. Altså giver billedet ingen mening, det et et slag i luften, som lyder smart, fordi vi ikke har hørt det før. Men selv salig Rifbjerg kunne finde på at skrive ”Gnuffelityp” som et ord for, hvad hjernen driver af gæk med folk, før de falder i søvn. Det er ingen kunst at associciere vildt og uhæmmet, mens hvis præcisionen mangler, hvis det ikke giver mening, er det blot en leg med ord.

Den leg er blevet meget populær blandt forfattere og anmeldere de seneste fem år. Tag en forfatter som Josephine Klougart, tag en Cecilie Lind eller en Jonas Rolsted. Alle lider de af en litterær fejlantagelse, nemlig at hvis man skriver meget inderligt, følsomt og uforståeligt, ja, så er det kunst. Men sådan er det ikke. Kunst er at formidle en påtrængende opfattelse af verden til andre, fordi man vil blive hørt, fordi man vil være i verden. Fordi man har noget at sige. Og hvis vi lige tager fat i Jonas Rolsted, så er det påfaldende, at hans bedste kapitel i digtsamlingen Flex Death (hvis titel lyder smart, men heller ikke giver mening) er hans oplevelse af verden set gennem en hjemmehjælpers øjne. Dér fik manden noget stof fra virkeligheden at skrive på i stedet for bare at sidde og hive sig selv i ordbavianen.

Tilbage til Olga Ravn. Hun kan skrive det mest tåbelige vrøvl og de mest smukke sætninger. Som de andre nævnte forfattere kan hun ikke helt styre det, men deri ligger værdien af at blive publiceret, at udkomme. Man bliver bedre og klogere undervejs, men det er vigtigt at have forlag, der tror på talentet. Mange elsker at hade Gyldendal, som udgav Celestine, men dette forlag praktiserer stadig en slags yngelpleje for talentfulde forfattere; de får lov til at prøve sig selv af foran publikum. Den slags har jeg meget respekt for, det er god, gammeldags udgivervirksomhed, som ikke er skemalagt efter nuets flygtighed og troløshed.

Mange af Olga Ravs sætninger og metaforer er upræcise; meningsløse. Andre er helt fantastiske. Det legendariske litterære mæcen, amerikaske H.C. Mencken, beskrev ret godt, hvad der udgør en forfatter: At få en hel masse ud af det tilsyneladende intet. Men det kan også overdrives: Man skal få noget ud af intetheden, noget, der kan åbne læserens øjne for at se virkeligheden på en ny måde. Olga Ravn kan den kunst, når hun er bedst.

Den ydre handling i Celestine er en navnløs person, der bliver dansklærer på en kostskole. Hun er meget distanceret i forhold til de fleste elever og de andre lærere. Hun identificerer sig mest med et spøgelse ved navn Celestine; hun overtager hendes krop og vandrer hvileløs rundt. Hun er hjemløs, et forladt menneske i en døende verden, som blot er et spejl af hende selv. Hun prøver at sætte pris på, at hun er levende, men det virker ikke helt. Hun er dødsfikseret og føler sig dødsmærket. På mange måder ønsker hun at dø, men frygter at døden bliver en uendelighed, ikke en afslutning.

Her begynder det at blive blodig alvor for Olga Ravn, for hvorfor skriver hun om sådan en hovedperson? Svaret ligger i hendes barndom, eller i hovedpersonens barndom, take your pick, som består af en lang række af stedmødre. Olga har med andre ord aldrig fundet hvile, tryghed, stabilitet. Derfor er hun flygtet ind i en fantasiverden, hvor der altid er gennemtræk, hvor der altid er nye gespenster i virkelighedens realitet.

Hvad stiller man op som menneske i den situation? Man flygter, man opfinder sig egen verden. Man bliver fiktiv, et spøgelse. Verden bliver en film, noget, der defilerer forbi. Der er ingen rod, intet anker. Celestine er en hudløs beskrivelse af sådan en verden, hvor man følgelig heller ikke får alvor tør knytte sig til noget eller nogen. Det er en spøgelsesverden. Du lever, men du føler ikke, at du lever. Du er zombie.

Olga Ravn beskriver en sådan verden med konsekvens. Og så tilgiver man hende gerne, at hendes metoforer ofte er blinde udfald. Man kunne tage Celestine og  derivere 10 meget smukke sange ud af den. Når hun er bedst, skriver hun som ingen anden hertillands. Hvilket naturligvis er en stor kompliment.

onsdag den 8. april 2015

Et hyl mod himlen i helvede. Om Sia Sophia Schjernings femdobbelte debut



Illustration: Gustave Doré
Den symbolistiske og surrealistiske digtning har af en eller anden grund altid haft trange kår i Danmark. Derfor bliver mange digtere, der skriver i denne tradition, ofte til undergrundslitteratur. Det kan man naturligvis begræde, men man kan også glæde sig over at finde mange gode forfattere i undergrunden. Ofte er deres bøger vildnisser, man kan finde både det kiksede og det  storartede side ved side.

En af disse digtere er Sia Sophia Schjerning. Prøv lige at læse dette uddrag fra hendes bog Symposia:

”Åh denne syngende afsindighed af frembringende strøm, forstærk min lyd – forstærk din lyd. Forstærk vores højsang – fri af skyttegave, skudsalver og tåger af røg – frem mod barndommens latter af hav, ja frembring ham fra skygge til dans til han smelter ind i dig igen og I danser væggene sorte i passion, der sprænger rummets begrænsning, din indre kælderangst som sved der pibler månen frem mod solen og mågerne skriger ømt og du bliver blød og falder i dette evige hav, som kyster mod dine hvide lagener, du kan falde som et foster i en engels hud.”

Ahvabehar?! Jeg synes, at det er fremragende, det er billedmættet som et gammeldags raritetskabinet, det er syngende, rytmisk og messende, en højsang til elskovens forening og selvforglemmelse. Sådan skriver Sia Sophia Schjerning, når hun er bedst. Og hvis man ikke kan lide det, leve sig ind i det, så skyldes det, at man ikke er til det surrealistiske, symbolistiske parret med det anråbende, som jeg godt kan lide at kalde den form for digtning, der trækker spor fra de ældste digteriske rødder.

Billedet giver ikke nødvendigvis mening. Hvordan falder man som et foster i en engels hud? Jeg har en anelse, for billedet er lysende og stærkt. Og tænk engang at falde som kyster mod sine hvide lagner – eller have en indre kælderangst, der svedigt pibler månen frem mod solen.

Men Sia Sophia Schjerning kan mere end det. Hun kan også levere grotesker, ætsende satire over samtiden og hverdagslivet. Og hun behandler ikke sproget videre frøkenfingeragtigt:

”Rækkehusene røvpuler sig ind i flettede trådløse rækværk, netværk. Vi sidder fast i struben på morgendagens rovdrift. Løven har tabt sin manke, træder vande står i stampe. Kaninen vil have bamse og boller med gummistøvler til frådende middag.”

Så den slags er hun også leveringsdygtig i. Og endelig kan hun faktisk også skrive fine, afrundede digte. Som for eksempel dette digt betitlet Menneskedyr:

angstens blod
snører struber og
skrig sammen til
sløjfede knuder
i dine indvolde
og stakåndede
organer

Du taber
dine drømme
på kødets
slagmark

kan du følge
dine spor
tilbage til

længslens
ophav

eller vil du
altid hyle
mod himlen
i helvedet
menneskedyr?

Bogens titel, Symposia, er afledt af Platons Symposion. Fra dette hans måske mest kendte skrift stammer en af de mest berømte romantiske myter, nemlig historien om det kløvede menneske. Mennesket var engang to mennesker, der var hæftet sammen i ryggen, men deres magt truede guderne, så derfor kløvede Zeus dem i to, det nuværende menneske på to ben. Men af samme grund længes mennesket altid mod forening med den halvdel, der blev skåret fra. Det er det, som ”længslens ophav” refererer til i digtet Menneskedyr.

Symposia er en digtsamling med prosanedslag om kærlighedens væsen. Den er lidt af et monstrum trods sine kun 84 sider, for den stritter i mange retninger. Og som jeg indledningsvis var inde på, er der også mange digteriske unoder i den. Sia Sophia Schjerning er tydeligvis forelsket i ordene, i at vende og dreje dem. I et digt betitlet Hjemkomst kan man for eksempel læse dette:

for de vidste at vide
at de hver især vidste
at den anden vidste
alt det der var at vide

I et andet digt kaldet Vesper-læsper hedder det:

han kom
og han gik

fravendt
omvendt
bagvendt

tilbagespoler sporene
tomhvisker ordene

Og så videre. Den slags er i min bog noget sprogligt tomgangssnak uden sjæl eller nerve. Det er der desværre lidt for meget af hos Sia Sophia Schjerning, som tilsyneladende ikke går ind for begrænsninger. Således er Symposia blot en af fem bøger, som hun udgav samtidig på eget forlag, kaldet Signiphikant, efteråret 2014. Valget af forlagsnavn vidner også om en sproglig optagethed, der mere nærmer sig det fjollede end det præcise og det fokuserede. Det samme kan man også sige om at udgive fem bøger på samme tid – og så endda som debutant. Alle forfattere bliver over tid klogere på deres egen skrift og formåen, når de ser sig selv på tryk. Den chance gav Sia Sophia Schjerning så ikke sig selv; hun fyrede alt krudtet af på én gang.

Men skrive – det kan hun. Også så englene synger. At jeg så kunne ønske mig en noget mere fintakket tættekam i udvælgelsen, kan lige så vel være et surt gammel redaktøropstød. Der er også noget fascinerende ved bøger, der er uligevægtige. Man kan jo bladre hen over det, som ikke passer ind. Og det er ofte i bøger som disse, at man kan finde rent guld.

Hvis man vil læse Sia Sophia Schjernings bøger, bliver man næsten nødt til at købe dem, for et opslag på bibliotek.dk fortæller, at kun ét bibliotek, Syddansk Universitetsbibliotek, har en af hendes bøger, nemlig Atomgenerationen. Det er en rigtig god titel. Således kan man ikke låne Symposia. Det er til gengæld overkommeligt at investere i bøgerne, Sia Sophia Schjerning sælger dem fra sit forlags hjemmeside for 50 kroner stykket – eller alle fem for 150. Efterhånden er der mange undergrundsforfattere, der finder ud af, at 50 kroner er den rigtige pris for en digtsamling. Det kan få lyrikfolket til give en ukendt forfatter en chance.

Det synes jeg absolut, at man skal gøre med Sia Sophia Schjerning. Her er endnu et eksempel på, hvor godt hun kan skrive: ”Jeg så et glimt af englene i dine øjne, jeg mærkede et sug af evighed i dine kys og måske bliver jeg en dag sat fri. Fra mig selv”. Andre vil garanteret finde det lige på kanten af det sentimentale og sødladne, men mig – jeg er en sucker for den slags, når det bliver garneret med den karskhed og brutalitet, som man også finder i Symposia.

Sia Sophia Schjerning er 38. Jeg er ret spændt på at se hendes næste udspil.