Friheden som fængsel

Det virker fuldstændig logisk, at de mest dramatiske, vilde og sære eventyr udspiller sig ved verdens ende. Nej, om igen: Verdens ende findes ikke, verden er rund. Alligevel bruger vi udtrykket verdens ende for det, vi opfatter som den yderste forpost før døden. Verdens ende er dødens pølse. Hertil og ikke længere, schluss, endgame, vift med hatten, tænd nødblus.

Tyske Judith Schalansky har skrevet en bog om verdens mange ender. Den hedder noget så prosaisk som ”Atlas over afsidesliggende øer”. Judith Schalansky er født og opvokset i DDR, og der kom man aldrig nogle vegne rent fysisk, altså måtte man dagdrømme sig væk, hvis man havde udlængsel.

Hvis man har en rig forestillingsevne, er der ikke noget så befordrende som et atlas. Man kommer hele verden rundt, og hvorfor hedder steder og byer nu engang det, som de hedder? Hvis man én gang har haft den fascination, slipper den ikke taget i kødet, den har nappet sig fast. Jeg ved det, for jeg havde det på samme måde som barn. Jeg er født og opvokset på Bornholm, og jeg kom heller aldrig nogen steder, bortset fra i fantasien. Jeg kunne bruge endeløse dage med at studere atlasser og frimærker fra fjerne lande.

Judith Schalansky har næsen i dette spor i sit ”Atlas over afsidesliggende øer”. Og hun tager den med rundt til de 50 mest øde øer, hun har kunnet finde; øer, som de færreste har hørt om. Hun har samlet forskellige beretninger og registreringer fra disse øer, og det bruger hun til at fabulere over folk og skæbne. Samtidig er hun helt skamløst opslugt af navnene – og med god grund: For eksempel findes den mytologiske passage til underverdenen, floden Styx, i virkeligheden. Find den selv på billedet. Styx ligger på den fransk-ejede Possession-ø i Det Indiske Ocean, langt, langt væk fra noget andet fastland. Den er lidt større end Bornholm, men – hold nu fast – nærmeste sted at finde fodfæste er Antarktis, 2150 kilometer mod syd.  Rejser man mod nord, kommer man til Madagaskar, 2370 kilometer væk.

Styx er ikke det eneste fascinerende navn på Possession-øen. En bjergkæde er opkaldt efter Jules Verne, en af de største opdagelsesrejsende i fantasien, som Judith Schalansky skriver. Hun bruger sit lille tekststykke om øen – hver ø har en sides tekst og et kort med alle stednavnene – til at citere Jules Vernes helt ved navn Cyrus Smith fra ”Den hemmelighedsfulde ø” for følgende lettere gådefulde udsagn: ”Jeg følger ikke min vej, min vej følger mig”. Det ligger godt i tråd med den sø, hvis vand ledes ud i havet via Styx: Hvad kan den hedde andet end ”Lac Perdu”, den fortabte sø?

Bor der nogen her? Ja da. 26-45 indbyggere, angiver Judith Schalansky. I 1964 oprettede Frankrig en forskningsstation der – og den har de åbenbart stadig den dag i dag. Hvad forsker de i? Det skriver hun ikke noget om, men det kan man selvfølgelig selv finde ud af, hvis man nu absolut vil vide det. Man kan også skrive en roman om det. Og man kan lade det være et mysterium, som man pludselig støder ind i fra en helt anden og uventet side.

Mange af beretningerne i ”Atlas over afsidesliggende øer” handler om folk, der søger friheden på den ene eller anden måde. Til det formål søger de mod en udvalgt endestation i håbet om at starte på en frisk. Men langt de fleste af beretningerne – om ikke dem alle – ender katastrofalt. For nissen, den gamle verden, følger med, den er rodfæstet i hjernebarken. Det er fortællinger om mord, incest, voldtægt, kannibalisme, indavl og lignende. Friheden ender som et nyt fængsel. En ø bliver til en indespærring. Drøm bliver mareridt. Men der findes også positive historier, og de foregår blandt folk, der har formået at bo på deres ø gennem mange generationer. De har deres egne mytologier og skabelsesberetninger – og når man har det, er man ikke en fremmed for sig selv. Man er rodfæstet – også i hjernebarken.

Det er naturligvis fristende at drage en slags Gajolæske-konklusion på alt dette, men måske skal man bare lade være. Konstatere at Judith Schalansky har skrevet en hyldest til den menneskelige nysgerrighed, fantasi og grænseløshed. Det er en fantastisk bog, læs den før du planlægger at realisere drømmen om paradiset på en øde ø. Det hænder ofte, at der ikke er nogen vej tilbage, heller ikke den, som du havde forestillet dig.

Dit væsens rod. Tove Ditlevsen i 2015

Tove Ditlevsen? Jo, alle kender hende, også de unge. Nu er hun kommet med i den danske kanon for gymnasieklasser – på bekostning af ronkedoren Rifbjerg. Nu ved jeg ikke i hvilket omfang man skal tage kanonen alvorligt, men hvis man vælger at gøre det, så er det er godt valg og en meget timet udskiftning. Indse det: Rifbjerg har virkelig skrevet nogle klassikere, men for tidens unge er der vist ikke meget at hente.

Det er der hos Tove Ditlevsen. Det ligger i sproget, tonen og socialklassen. Tove Ditlevsen skriver et djærvt og alligevel forfinet dansk og hendes digte er klassiskere. Alle kan læse dem, de er folkelige, følsomme og hjertegribende.  Dermed siger hun mange unge læsere uden særlige litterære forudsætninger meget mere end mange nutidens digtere og forfattere.

I et interview i Politiken var litteraturforskeren Lise Busk-Jensen inde på det samme: ”Hun er jo på ingen måde noget, der minder om en populærforfatter, men man kan sige, at der er alt for mange moderne forfattere, der føler at det er en kvalitet i sig selv at være svært forståelig”. Det har hun ret i. Tænk Klougart, Cecilie Lind, Jonas Rolsted og mange andre af de nye primært digtere, der har det som litterær metode at opløse sprogets gængse sammenhænge for at skabe rum og nye indsigter både hos læseren og sig selv. Af og til fungerer det, men der er også meget vrøvl, der mest minder om små piger og drenge med ordklodser. Litterær legestue for den litterært skolede middelklassebevidsthed.

Tove Ditlevsen er til gengæld rundet af både arbejderklassen og skrøbeligheden, usikkerheden. Stik et af hendes gode digte til en ung pige med tankemylder i hovedet, og vedkommende vil føle genkendelse i et digt, der er skrevet for 75 år siden. Det kan man sige en hel masse mere eller mindre klogt om, man man kan også lade være. Naturligvis er det sådan. Ditlevsen skulle på ingen måder opsøge stoffet, for hende var det et spørgsmål om at sortere i det. Man kan sagtens hævde, at kernen i hendes liv var en søgen og en længsel efter kærlighed og tryghed. Når hun var alene, skrev hun, for så kunne hun transcendere sig selv over på et stykke papir. Give slip på virkeligheden.

Fornylig læste jeg den nu genudgivne erindringsbog Gift. Den er virkelig skræmmende. Den beskriver hvordan hun blev narkoman og i en meget ung alder var ved at dø af det takket være en ægtemand, som var sindsforvirret læge og gav hende alle de stoffer, hun ville have. Det er en fortælling om afhængighed på mange planer: Ditlevsen er afhængig af en mand i huset, og manden i huset er afhængig af at have et offer, en kvinde, han kan kontrollere, for han kontrollerer ikke så meget andet. Stofferne, morfinen, er deres eneste fælles omdrejningspunkt.

Gift rummer mange andre sidehistorier og den er skrevet i det, der engang kaldtes et prunkløst dansk, ingen dikkedarer her. Og som altid fanger fortællinger, hvor man kan mærke, at der virkelig er noget, der brænder på hos forfatteren. Som læser er man lidt som en frø, der ikke kan mærke, hvornår den bliver kogt, hvis den får en langsom opvarmning. Det er storartet fortællekunst og det er ikke planlagt på forhånd, for den slags fortællinger kan forfattere kun sjældent planlægge og plotte sig til.

Genudgivelsen af Tove Ditlevsen og hendes fornyede aktualitet lægger sig i sporet af de gamle klassikere, der taler ind i nutidens tendens med selvoplevede beretninger, litterær reality. Vita Andersen er et andet godt eksempel. Tom Kristensens Hærværk er tredje, især hvis vi taler om forfattere, der primært siger mænd noget. Men med god litteratur er det sådan, som Jens Christian Grøndahl formulerede det i et interview fornylig:

»Litteraturen er universel, fordi den insisterer på det individuelt menneskelige. Litteraturens begrundelse ligger i dens loyalitet over for det enkelte menneskes perspektiv, ikke i at reducere ham eller hende til et spørgsmål om baggrund, kultur eller sociale forhold. Alle kan leve sig ind i personerne i en roman, hvis den er ordentlig skrevet.«

Den klub hører Tove Ditlevsen hjemme i. Og det er altid herligt, når klassiskere rammer nutiden, fordi de giver et historisk korrektiv til nutiden – hvilket de nutidige forfattere i sagens natur ikke kan levere.

Tove Ditlevsen begik selvmord i 1976, tre år efter skilsmissen fra Viggo Andreassen, hendes fjerde og sidste mand. Billedet øverst er fra 1950; Tove Ditlevsen på besøg i sin barndomsgade på Vesterbro. Sidst i marts udkommer en bog med hidtil uudgivne tekster af Ditlevsen. Gyldendal har redigeret og udvalgt, bogen hedder ”Jeg ville være enke, og jeg ville være digter”, et citat fra netop Gift.