Brænd det litterære overskæg

Peter Laugesen ligner vel alt andet end en digter, da han kommer op på scenen til årets Bogforum. Tyk, hjemmestrikket sweater, ubestem-melige bukser og vandrestøvler. Det er jo blevet en slags vinter. Han har en øl i hånden – okay, det er måske meget digteragtigt – og roder lidt rundt med det ene og det andet, inden han fortæller om sin digtsamling Tohuvabohu. Det er en gammel, forsvundet digtsamling fra 1978, som forlæggeren og forfatteren Asger Schnack pludselig fandt blandt en stak andre efterladte manuskripter fra Borgens Forlag, der i 80-90erne var det førende lyrikforlag hertillands.
 

Bum! Der lå Tohuvabohu. Titlen er det hebræiske ord for øde og tomhed, altså det der ifølge Biblen var før, der var noget andet. Laugesen fortæller en længere historie om, at digtsamlingen egentlig begyndte som et bestillingsprojekt om en børnebog, men så skete der et eller andet, så projektet blev skrinlagt. Derefter arbejdede han videre med det og sendte det ind til sit forlag – som så fik det forlagt. Men nu er det her pludselig igen, og det er Peter Laugesen i høj grad også. Han begynder at læse op på sit underspillede østjyske:

I begyndelsens lys
før det første menneske
blev til
spillede de navnløse
på rummets strenge
og legede
med kloder
der ikke findes
i stjernekiggernes
sjælegranskernes
eller nervelægernes
kort over
det tilladte univers
...

Peter Laugesen er en garvet oplæser, og snart har han publikums fulde opmærksomhed. Det særlige kendetegn ved Laugesen er hans blanding af det indsigtsfulde og det pjattede i samme digtsamling, ofte også i samme digt. Det gør det pjattede mere indsigtsfuldt og det indsigtsfulde knap så ophøjet. Mange af digtene i denne forlagte samling handler om dyr, en slags barnligt blik på det store og hele, som vi kalder verden, og dermed også på ganske almindelige folk og deres oplevelse af omverdenen. Det kan lyde sådan her:

Der er mus i posen lille mor
åh bare du
kan finde dem
men det skal jeg nok
når jeg blir stor
åh glæd dig
lille mor
for far er den bedste i verden
hvad laver din far så
jae min far han er
øh ja øh bøh
han er
han er død
og din far
jae han er sådan nærmest øh
han er sgu æh bæh øh
bøh
han er hvad er det nu
det hedder
han er sgu da for faen
arbejdsløs
                      mand
jamen så ved du jo
hvad jeg mener
ikke
fedt mand kul på
blå syre moster
og isblomster
i øjnene
jae joe sådan er det du
sådan skal det være
                               Mand

Den slags er klassisk Laugesen, og det vækker naturligvis jubel her på scenen i Bogforum, hvor Laugesen ikke har problemer med at overdøve al messestøjen. I Tohuvabohu har Laugesen selv et udtryk for sin digtpraksis: Brænd det litterære overskæg, som der står et sted i bogen. På mange måder er det nærmest en lykkelig digtsamling med børn, dyr, århusiansk forstadsliv og en hyldest til det hele –”planterne synger i urtepotterne” – bortset fra alle teknokrater, teknologiske vira og politikeres tågesprog. Peter Laugesen er anarkist af guds nåde. Han var det allerede i begyndelsen af 60erne, hvor han søgte at alliere sig med daværende Situationistisk Internationale, der blandt andet talte folk som Asger Jorn og Jørgen Nash. Men situationisterne var kendetegnet ved, at de hele tiden brød ud i mindre grupper, som ikke var enige med de andre, så det var en noget rodet forsamling, den unge Laugesen, født 1942 og typograflærling, mødte rundt om i Europa. Men det er en anden og heller ikke kedelig historie.

I dag er Peter Laugesen fyldt 75 og har et hav af primært digtsamlinger på bagen. Han har aldrig skrevet en roman. Anmelderen og digteren Poul Borum begyndte engang en anmeldelse af endnu en digtsamling med at konstatere, at nu var der igen brev fra ham digteren fra Brabrand. Og sådan er det med Laugesen: Hele hans værk er ét langt brev, tilsyneladende en lang, ustruktureret associationsleg, men kun tilsyneladende. Noget er meget stramt, andet meget løst for at give læseren et flow, der stikker i mange retninger. Laugesen skriver selv i efterordet til Tohuvabohu, at han såmænd godt kunne have redigeret den til at være noget, han havde skrevet i dag, men at det ville være snyd.

Og hvis man sammenligner med hans seneste digtsamling, Travelling, her fra i år, er der også forskel i tempo og intensitet. Den overdådighed og livsboblen, der kendetegner Tohuvabohu, er kun glimtvis til stede, hvilket vel ikke er så underligt 40 år efter, hvor

Vidnerne er døde
jeg kan sige, hvad jeg vil,
hvad som helst,
de siger mig ikke imod.
Tiden rummede, hvad der skete
i glemte folks tilgroede huse,
i deres buskede ører og næser.
Deres gamle fotos af sig selv,
da de var dem,
der så sådan ud engang,
før glemselen
satte sine robotter på sagen.

Jeg mærker, en sang er på vej.

Fugle og insekter krydser
som spruttende raketter hen
gennem himlen mellem træerne.
Regnen står skråt ind over bordet.
En lille grøn fyr
falder død om på papirbunken,
mørket står ud af alt levende
som et minde og det unges tilladelse
til glemsel. Den vokser ikke med årene.

Lad os tale om noget andet, nu
vi er ved det. 

Og sådan er det. Godt nok er Laugesen blevet 40 år ældre, men fugle kan stadig kaldes spruttende raketter. Og han er som altid god til at lege med ordene, ”Der er ikke noget at sige, men sig det ikke til nogen”. Savner han ungdommen og vildskaben? Ja, sikkert, hvem gør ikke det. Til gengæld er han blevet mere forfinet med årene, der er ikke så meget rablen og automatskrift, som hans praksis hed dengang i 60erne og 70erne. Automatskrift er er ord fra surrealisterne: Skriv lige hvad der kommer ind i hovedet og rediger ikke. Alt er lige værdigt. Hvis man læser den meget tidlige Laugesen, kan man møde meget af det. 

Og i det hele taget: Hvis man ikke før har læst noget af Laugesen, kan man bare tage på biblioteket og plukke mellem det store udvalg. Her kan man for eksempel finde samlingen ”Guds ord fra landet”, der har Gandhi, Niels Bohr og Lenin på forsiden – alle med hugtænder – og suppleret af det i 70erne så ikoniske billede af Burt Reynolds uden en trevl på et lammeskind. Men man kan også låne Tohuvabohu eller Traveling, hvor især disse strofer fra den sidstnævnte har brændt sig fast:

Fremmede steder står
som lysende blod i støvet.

Den hvide verden

Doris Lessing med den 15-årige Jenny Diski, 1963

En kvinde i sin bedste alder har haft en elendig barndom, og det har fået hende til at foretrække farven hvid, fordi den er neutral og ikke indeholder informationer. Hun kan ikke få nok af det hvide, så hun undfanger er radikal idé: Hvorfor ikke tage til Antarktis, der må hele verden jo være hvid? Som sagt, så gjort, forfatteren tager til Antarktis og skriver en rejseberetning om turen – der naturligvis bliver blandet sammen med, at hun også noget nødtvungent genbesøger sin barndom.

 

På dansk hedder bogen På skøjter til Antarktis, og den er skrevet af engelske Jenny Diski. Hun var en kendt kritiker, journalist og forfatter, som døde af lungekræft sidste. Indtil fornylig havde jeg ikke hørt om hende, men så læste jeg en nekrolog i amerikanske New York Review of Books – og det lød interessant, primært fordi den omtalte rejseberetningen fra Antarktisk. Dem er der ikke mange af, hvis man ser bort fra alle de gamle opdagelsesrejsende – og desuden forekom udgangspunktet at være originalt: Et forslået menneske foretrækker den hvide farve – og vil have mere.

Diski har en noget usædvanlig personalhistorie. Som nævnt var hendes barndomshjem kaotisk, den sædvanlige historie om forældre, der ikke kan finde ud af at få styr deres eget liv og dermed slet ikke kan være ansvarlige forældre. Det hele går op i røg, og Diski stikker som 14-årig af hjemmefra, hvorefter hun får lov til at bo hos ingen andre end Doris Lessing, der havde regnet med taknemmelighed fra Diskis side. Men det får hun ikke. Hun får en totalt uregerlig teenager, der endda hurtigt får en psykiatrisk diagnose. Hele den historie om Doris Lessing skriver Diski om i flere af sine bøger, men den bliver kun perifert berørt i På skøjter til Antarktis, så den lader vi også ligge her.

"Det må da være neurotisk at opsøge lidelse, hvis man kan nøjes med almindelig misfornøjelse? Psykoanalysen har gjort os tilbøjelige til at tænke på underbevidstheden som en fjende, der skal besejres, men måske er den snarere en god kammerat, som hjælper os med at overleve?"

Men tilbage til hvidheden: Jenny Diski lærte at sætte pris på denne for hende beroligende farve på de psykiatriske hospitaler, hun røg ind og ud af som ung. Den hvide farve, de hvide lagner, her kunne hun isolere sig og opnå den vægtløshed, der satte bevidstheden på stand-by – indtil hun blev jaget ud af sengen. Man måtte ikke bare være deprimeret, som hun tørt bemærker. Derfor har hun som voksen indrettet sit soveværelse så hvidt, som det kan lade sig gøre, endelig herre i sit eget liv.

Men hvidheden har også en anden betydning: Diskis mor prøvede konstant at snobbe opad, så hun drømte om, at datteren blev skøjteprinsesse. Derfor lærte Diski meget tidligt at skøjte, med den følelse af frihed og uendelighed det giver. Igen: Bevidstheden annuleres, det er ren krop. Og derfor slog det hende pludselig som voksen, at hun burde tage til Antarktis. Alt er hvidt og uendeligt der. Det måtte være den perfekte verden for en kvinde som hende, der altid har kæmpet mod erindringen – ved at skrive om den. Den dobbelthed deles af mange forfattere, og det vil ikke være forkert at kalde den en basal forudsætning.

Det er ikke helt nemt at komme til Antarktis, der ikke tilhører nogen, og derfor tilhører forskerne. Jenny Diski skriver meget sarkastisk om diverse samtaler med myndigheds-personer, og det sarkastiske, den tørre humor, ligger virkelig godt til hende. Læg dertil, at hun også er noget af en Rasmus Modsat. Blot fordi noget er alment accepteret, køber hun det ikke. For eksempel ved hun ikke, om hendes mor stadig lever, og hun er heller ikke interesseret i at få vished. Det vækker naturligvis undren i sociale sammenhænge – vished er altid bedre en uvished, ikke sandt? Tag bare alle de programmer om folk, der leder efter deres biologiske ophav og bryder grædende sammen i døråbningen sammen med TV-holdet. Det er den historie, vi vil have: Genforening og klarhed. Men for Diski er hvidheden – intetheden - klarhed. Ikke erindringen.

Det er den slags, der gør På skøjter til Antarktis virkelig interessant, for de gængse opfattelser bliver taget op og vendt en omgang: ”Der synes ikke at være nogen grænser for, hvor langt populærpsykologien er trængt ud, og hvor stor magt den har. I dag ved alle og enhver, at mødre er et altafgørende element i enhver psyke, og at tilknytning til dem er absolut påkrævet – også selv om forhold til mødre kan være vanskelige eller endda rædselsfulde,” som Diski skriver i et referat fra en middagssamtale, hvor den fremmede mener, at det da må være forfærdeligt ikke at have klarhed. ”Nej, jeg synes, at det er pragtfuldt”, er hendes svar. Og hvorfor? ”Måske beskyttede den permanente gåde om min fraværende mor mig mod noget værre, noget uoverkommeligt. Og det gjorde den virkelig, den beskyttede mig mod hende, hvis hun tilfældigvis stadig levede”, som hun skriver, hvilket er svært at modsige. Og desuden: ”Det må da være neurotisk at opsøge lidelse, hvis man kan nøjes med almindelig misfornøjelse? Psykoanalysen har gjort os tilbøjelige til at tænke på underbevidstheden som en fjende, der skal besejres, men måske er den snarere en god kammerat, som hjælper os med at overleve?”.

Men, men. Jenny Diski har en datter, Chloe, og hun er noget mere nysgerrig end moderen, ubelastet af de personlige erfaringer fra moderens barndom. Så Chloe sætter sig selvfølgelig for at finde ud af, om hun har en levende bedstemor eller ej. Og dér tager den biografiske del af bogen fart: Selvfølgelig bliver Jenny Diski involveret i jagten på den forsvundne mor, uanset om hun vil det eller ej. Det er langt hen ad vejen en solid og interessant beretning om barndom, mødre, fædre, psykologiseringer og erindringer. Jenny Diski skriver oftest blændende, og hun er original, fordi hun i begyndelsen modsætter sig alt - for derefter at undersøge, hvorfor hun gør det. Jenny Diski er glimrende til at se sig selv både udefra og indefra og holde de to synsvinkler op mod hinanden. Og hun gør det oftest med en noget vrissen form for både humor og smerte.

Det andet spor i bogen er rejsen til Antarktis. Diski kommer med et krydstogtskib, som fortrinsvis består af fuglekiggere, og som bekendt er den slags nørder, der mangler at krydse nogle fugle af på deres liste, altid godt stof. Man er ikke helt almindelig, hvis man bruger sit liv på at rejse verden rundt for at krydse fugle af på en liste, og der er nogle herlige beskrivelser af disse folk og besætningen ombord på det russiske skib, der sejler dem til Antarktis.

Antarktis er på en måde verdens ende, og det gælder også for de steder, hvor der gøres ophold, Ildlandet, Falklandsøerne, den slags. Det er hårdføre folk, der lever her, fiskere og hustlere, ikke helt som i en almindelig forstad i den vestlige verden, så hele den særegne forsamling af krydstogtgæster passer godt ind. Og så er der dyrene: Jenny Diski bruger flere sider på en guddommelig beskrivelse at søelefanter, som turisterne vader rundt mellem. Søelefanter bliver op til syv meter lange, tonstunge kødbjerge med det mest obskønne udseende, der kan opdrives; Jenny Diski holder sig ikke tilbage for at kalde dem søpeniser, for andet kan hun ikke sammenligne deres snabel med. Det er meget underholdende alt sammen.

I bund og grund er På skøjter til Antarktis meget traditionel: En rejseberetning om det ydre, selve rejsen, og det indre, den rejsendes motivation og baggrund. Men det bliver alligevel til en meget fin og anderledes beretning, fordi Diski er så utraditionel, som hun er – og fordi det ikke er meget, man ellers læser om Antarktis og naturen dér. Bogen er udkommet på dansk med 20 års forsinkelse, den udkom allerede i 1997, men det gør intet. Sådan er det med gode bøger.

Som nævnt døde Jenny Diski af lungekræft i 2016. Hendes sidste bog var en slags dagbog over en hverdag som kræftpatient, og den hedder In gratitude. Titlen er møntet på Doris Lessing, for som hun sagde ved dennes begravelse: Lessing lærte mig, hvordan man blev en forfatter. Og der er ingen tvivl om, at skrivning har været Diskis vej ud af de blindgyder, mange andre med sådan en opvækst og ungdom havner i. Mange af konflikterne mellem Lessing og Diski handlede om, at Lessing først og fremmest var forfatter. Alt andet – inklusive den uregerlige teenager – kom i anden række. Forfattergerningen handler om fokus, om at komme videre med skriveriet. Resten må underordne sig. Men hele den historie er skrevet mange gange af forfatteres ægtefæller og børn, så den lader vi ligge her.