Den hvide verden

Doris Lessing med den 15-årige Jenny Diski, 1963

En kvinde i sin bedste alder har haft en elendig barndom, og det har fået hende til at foretrække farven hvid, fordi den er neutral og ikke indeholder informationer. Hun kan ikke få nok af det hvide, så hun undfanger er radikal idé: Hvorfor ikke tage til Antarktis, der må hele verden jo være hvid? Som sagt, så gjort, forfatteren tager til Antarktis og skriver en rejseberetning om turen – der naturligvis bliver blandet sammen med, at hun også noget nødtvungent genbesøger sin barndom.

 

På dansk hedder bogen På skøjter til Antarktis, og den er skrevet af engelske Jenny Diski. Hun var en kendt kritiker, journalist og forfatter, som døde af lungekræft sidste. Indtil fornylig havde jeg ikke hørt om hende, men så læste jeg en nekrolog i amerikanske New York Review of Books – og det lød interessant, primært fordi den omtalte rejseberetningen fra Antarktisk. Dem er der ikke mange af, hvis man ser bort fra alle de gamle opdagelsesrejsende – og desuden forekom udgangspunktet at være originalt: Et forslået menneske foretrækker den hvide farve – og vil have mere.

Diski har en noget usædvanlig personalhistorie. Som nævnt var hendes barndomshjem kaotisk, den sædvanlige historie om forældre, der ikke kan finde ud af at få styr deres eget liv og dermed slet ikke kan være ansvarlige forældre. Det hele går op i røg, og Diski stikker som 14-årig af hjemmefra, hvorefter hun får lov til at bo hos ingen andre end Doris Lessing, der havde regnet med taknemmelighed fra Diskis side. Men det får hun ikke. Hun får en totalt uregerlig teenager, der endda hurtigt får en psykiatrisk diagnose. Hele den historie om Doris Lessing skriver Diski om i flere af sine bøger, men den bliver kun perifert berørt i På skøjter til Antarktis, så den lader vi også ligge her.

"Det må da være neurotisk at opsøge lidelse, hvis man kan nøjes med almindelig misfornøjelse? Psykoanalysen har gjort os tilbøjelige til at tænke på underbevidstheden som en fjende, der skal besejres, men måske er den snarere en god kammerat, som hjælper os med at overleve?"

Men tilbage til hvidheden: Jenny Diski lærte at sætte pris på denne for hende beroligende farve på de psykiatriske hospitaler, hun røg ind og ud af som ung. Den hvide farve, de hvide lagner, her kunne hun isolere sig og opnå den vægtløshed, der satte bevidstheden på stand-by – indtil hun blev jaget ud af sengen. Man måtte ikke bare være deprimeret, som hun tørt bemærker. Derfor har hun som voksen indrettet sit soveværelse så hvidt, som det kan lade sig gøre, endelig herre i sit eget liv.

Men hvidheden har også en anden betydning: Diskis mor prøvede konstant at snobbe opad, så hun drømte om, at datteren blev skøjteprinsesse. Derfor lærte Diski meget tidligt at skøjte, med den følelse af frihed og uendelighed det giver. Igen: Bevidstheden annuleres, det er ren krop. Og derfor slog det hende pludselig som voksen, at hun burde tage til Antarktis. Alt er hvidt og uendeligt der. Det måtte være den perfekte verden for en kvinde som hende, der altid har kæmpet mod erindringen – ved at skrive om den. Den dobbelthed deles af mange forfattere, og det vil ikke være forkert at kalde den en basal forudsætning.

Det er ikke helt nemt at komme til Antarktis, der ikke tilhører nogen, og derfor tilhører forskerne. Jenny Diski skriver meget sarkastisk om diverse samtaler med myndigheds-personer, og det sarkastiske, den tørre humor, ligger virkelig godt til hende. Læg dertil, at hun også er noget af en Rasmus Modsat. Blot fordi noget er alment accepteret, køber hun det ikke. For eksempel ved hun ikke, om hendes mor stadig lever, og hun er heller ikke interesseret i at få vished. Det vækker naturligvis undren i sociale sammenhænge – vished er altid bedre en uvished, ikke sandt? Tag bare alle de programmer om folk, der leder efter deres biologiske ophav og bryder grædende sammen i døråbningen sammen med TV-holdet. Det er den historie, vi vil have: Genforening og klarhed. Men for Diski er hvidheden – intetheden - klarhed. Ikke erindringen.

Det er den slags, der gør På skøjter til Antarktis virkelig interessant, for de gængse opfattelser bliver taget op og vendt en omgang: ”Der synes ikke at være nogen grænser for, hvor langt populærpsykologien er trængt ud, og hvor stor magt den har. I dag ved alle og enhver, at mødre er et altafgørende element i enhver psyke, og at tilknytning til dem er absolut påkrævet – også selv om forhold til mødre kan være vanskelige eller endda rædselsfulde,” som Diski skriver i et referat fra en middagssamtale, hvor den fremmede mener, at det da må være forfærdeligt ikke at have klarhed. ”Nej, jeg synes, at det er pragtfuldt”, er hendes svar. Og hvorfor? ”Måske beskyttede den permanente gåde om min fraværende mor mig mod noget værre, noget uoverkommeligt. Og det gjorde den virkelig, den beskyttede mig mod hende, hvis hun tilfældigvis stadig levede”, som hun skriver, hvilket er svært at modsige. Og desuden: ”Det må da være neurotisk at opsøge lidelse, hvis man kan nøjes med almindelig misfornøjelse? Psykoanalysen har gjort os tilbøjelige til at tænke på underbevidstheden som en fjende, der skal besejres, men måske er den snarere en god kammerat, som hjælper os med at overleve?”.

Men, men. Jenny Diski har en datter, Chloe, og hun er noget mere nysgerrig end moderen, ubelastet af de personlige erfaringer fra moderens barndom. Så Chloe sætter sig selvfølgelig for at finde ud af, om hun har en levende bedstemor eller ej. Og dér tager den biografiske del af bogen fart: Selvfølgelig bliver Jenny Diski involveret i jagten på den forsvundne mor, uanset om hun vil det eller ej. Det er langt hen ad vejen en solid og interessant beretning om barndom, mødre, fædre, psykologiseringer og erindringer. Jenny Diski skriver oftest blændende, og hun er original, fordi hun i begyndelsen modsætter sig alt - for derefter at undersøge, hvorfor hun gør det. Jenny Diski er glimrende til at se sig selv både udefra og indefra og holde de to synsvinkler op mod hinanden. Og hun gør det oftest med en noget vrissen form for både humor og smerte.

Det andet spor i bogen er rejsen til Antarktis. Diski kommer med et krydstogtskib, som fortrinsvis består af fuglekiggere, og som bekendt er den slags nørder, der mangler at krydse nogle fugle af på deres liste, altid godt stof. Man er ikke helt almindelig, hvis man bruger sit liv på at rejse verden rundt for at krydse fugle af på en liste, og der er nogle herlige beskrivelser af disse folk og besætningen ombord på det russiske skib, der sejler dem til Antarktis.

Antarktis er på en måde verdens ende, og det gælder også for de steder, hvor der gøres ophold, Ildlandet, Falklandsøerne, den slags. Det er hårdføre folk, der lever her, fiskere og hustlere, ikke helt som i en almindelig forstad i den vestlige verden, så hele den særegne forsamling af krydstogtgæster passer godt ind. Og så er der dyrene: Jenny Diski bruger flere sider på en guddommelig beskrivelse at søelefanter, som turisterne vader rundt mellem. Søelefanter bliver op til syv meter lange, tonstunge kødbjerge med det mest obskønne udseende, der kan opdrives; Jenny Diski holder sig ikke tilbage for at kalde dem søpeniser, for andet kan hun ikke sammenligne deres snabel med. Det er meget underholdende alt sammen.

I bund og grund er På skøjter til Antarktis meget traditionel: En rejseberetning om det ydre, selve rejsen, og det indre, den rejsendes motivation og baggrund. Men det bliver alligevel til en meget fin og anderledes beretning, fordi Diski er så utraditionel, som hun er – og fordi det ikke er meget, man ellers læser om Antarktis og naturen dér. Bogen er udkommet på dansk med 20 års forsinkelse, den udkom allerede i 1997, men det gør intet. Sådan er det med gode bøger.

Som nævnt døde Jenny Diski af lungekræft i 2016. Hendes sidste bog var en slags dagbog over en hverdag som kræftpatient, og den hedder In gratitude. Titlen er møntet på Doris Lessing, for som hun sagde ved dennes begravelse: Lessing lærte mig, hvordan man blev en forfatter. Og der er ingen tvivl om, at skrivning har været Diskis vej ud af de blindgyder, mange andre med sådan en opvækst og ungdom havner i. Mange af konflikterne mellem Lessing og Diski handlede om, at Lessing først og fremmest var forfatter. Alt andet – inklusive den uregerlige teenager – kom i anden række. Forfattergerningen handler om fokus, om at komme videre med skriveriet. Resten må underordne sig. Men hele den historie er skrevet mange gange af forfatteres ægtefæller og børn, så den lader vi ligge her.