Ja undskyld
overskriften, men jeg kunne ikke lade være. Til sagen: Skal det være
røverhistorier, skal det den ondenlyneme være nogle ordentlig nogen af slagsen.
Men hvad kendetegner en god røverhistorie? Det kan man sagtens tænke lidt over,
mens man funderer over Den Danske Ordbogs definition: ”Spændende,
men usandfærdig eller overdreven fortælling eller beretning”. Det lyder
tilforladeligt, så lad os blive ved det, mens øjet forgæves søger at se bort
fra ordbogens andre forslag, der begynder med røv. Røvballegardiner for
eksempel, men det er der ikke meget af i den røverhistorie, jeg lige har læst.
Til gengæld er der så meget andet. Vi taler nemlig om Morten
Ramslands nye roman med det meget enkle navn Æg. Det er en tempofyldt fortælling om en fattig familie på Fyn i
Middelalderens Danmark. Det særlige ved familien er, at den ydmyge kvinde Tora
pludselig bliver gravid med ingen anden end Kong Erik den 6. af Danmark, i
romanen også kaldet Hr. Gulerod og Menved-Abekat-af-Danmark, så er tonen lissom
slået an.
Toras mand Thord har i årevis prøvet at gøre hende
frugtsommelig, men uden held. Pludselig kommer denne Erik Menved, også kaldet sagnkonge,
galopperende med sine følgesvende, og en af dem falder i et muldvarpehul, som
Thord har gravet. Det får hele forsamlingen til at stoppe op, og det lykkes den
lille familie at lokke kongen ind i huset, hvor Tora i al hast har forberedt
sig på at forføre kongen, så hun endelig kan blive gravid med et mandfolk, der
har andet end mosevand i bollerne.
Forsøget lykkes, måske mere end lykkes, for da Tora føder sit
uægte kongebarn, er der ekstra gevinst med: Et guldæg i en moderkage for sig.
Ægget bliver naturligvis betragtet som en stor skat og en gave fra de højere
magter, og derefter går det ellers over stok og sten. Ramsland ruller en
fantastisk historie ud om primært tre generationers liv i medgang og modgang
med ægget. Det hele er pakket ind i en nutidig ramme om en dreng, der oplever
at drukne og være ved at blive kvalt i en mose. Det har forbindelser til en af
de andre historier i Æg, nemlig at et
barn kastes væk på møddingen, fordi det er vanskabt og derfor skal gives
tilbage til sin ellemor, der formodes at have have født det. Barnet er med
andre ord en skifting.
Romanens omdrejningspunkt er selve det at fortælle historier,
for uden historier ved vi ikke, hvem vi er, som det hedder et sted. Selve indholdet
i Æg er en god historie om
verdensbilledet hos en familie i Middelaldrenes Danmark, deres kampe mod
fattigdom og dermed deres inddragen af guder og det, som de fleste i dag ville
kalde overtro. Det minder mig om en anden god røverhistorie, nemlig den at Kong
Harald kristnede Danerne, som der står på den verdenshistoriske runesten i
Jelling. Da kirken blev renoveret i år 2000, blev begivenheden endda mejslet
ind i en sten på kirkegulvet: På dette sted blev Danmark samlet og kristendommen
indført. Men som mange historikere påpeger, var det mere af navn end af gavn.
Kristendommen blev indført i Danmark som en beslutning på statsniveau, men der
gik mange år, før danskerne som sådan blev kristne. Mange blev det aldrig.
Den slægt, vi møder i Æg, har da også et noget tvivlsomt
forhold til kristendommen. Den tror på det over- og underjordiske, på forsynet;
kristendommen og præsterne er blot en del af de højere magter, og i virkeligheden
er slægten mere tilbøjelig til at tro på folketroens overlevering. Det giver
nogle fantastiske historier, for eksempel den om den unge kvinde i huset hos
den sure præst. Han er en rigtig tyran, men hun formår at blødgøre hans
jernhjerte gennem kærlighed og sex. Der udspiller sig kostelige scener, hvor
hun udfører sine sortekunster så som at proppe fisk op livet på sig selv (for
nu at udtrykke det mere høvisk end i romanen, hvor der på ingen måder bliver
lagt fingre imellem), hvorefter hun serverer dem for præsten. Det mest
hjertelige ved den historie er, at præsten faktisk opdager hendes forehavende –
men vælger at ignorere det, da han egentlig bedre kan lide sig selv som et godt
menneske end som den tyran, han engang var. I øvrigt får han kærlighed ud af
det, både på den ene og den anden måde, og så må Herren vel se gennem fingre
med sortekunsterne.
Her er vi nok inde på Mortens Ramslands morale med denne
roman: Det gode i mennesket vinder over det onde, uanset om de højere magter er
hedenske eller religiøse. I virkeligheden betyder det ikke så meget – selv ikke
for en præst – om man tror på det ene eller det andet. Livet handler for det
første om at overleve, dernæst om at få det bedst mulige liv, og til det formål
bruger man de kristne eller hedenske gerninger, der fungerer. Præsten kan
prædike nok så meget, men hvis det giver mere mening at udføre hedenske
ritualer, så gør man naturligvis det.
Og hvilke ritualer! Hvilke historier diverterer Ramsland os
dog ikke med i denne roman, der får selv det mest usandsynlige til at virke
ganske tilforladeligt. Fortolkningen af historien er altid til debat, ganske
enkelt fordi den er præget af den tid, som folk lever i. En given nutid vil
altid søge at pådutte fortiden sit verdensbillede, og der er altid debat om
det. I vore dage står historietolkningen mellem det nationalkonservative og det
internationale, hvem er egentlig disse danskere? Spørgsmålet er umuligt at
besvare entydigt, da det nu som dengang i Middelalderen handler om, hvem der
får mest held med sin tolkning og dermed vinder ”folks sjæle”, som det hedder.
I Morten Ramslands nye roman findes der ikke nogen
nationalstat af betydning. Der er en kongeslægt, som sætter sine spor, men den
bliver kaldt sagnkongerne, for tror folk i virkeligheden på, at de findes? Det
er helt sikkert, at der fandtes en Kong Menved Abekat, for han besvangrede Tora
dengang; og det er også helt sikkert, at der findes et guldæg med magiske
inskriptioner, for det har slægtens ældste set med egne øjne. Hvad er fiktion og
hvad er virkelighed? Det spørgsmål optager mange litterater i dag, og det er en
stor del af den offentlige litteraturdebat at finde ud af, om en given bog er
sand, hvilket vil sige en sand beretning, hvilket vil sige at forfatteren ikke,
som han eller hun ofte hævder, bare er fuld af gode historier, hvis nogle andre
her i gennemsigtighedens tidsalder finder elementer, som de genkender fra deres egen
personalhistorie med forfatteren.
Men med Æg har vi
fået en rigtig røverhistorie om almindelige mennesker i middelalderens Danmark,
deres liv, tanker og tro. Det er en god, gammeldags roman – ingen litterater
har mulighed for at smide en autofiktiv dagsorden ind her. Sjovt nok virker
romanen alligevel ganske realistisk i al sin sagnomspundne virkelighed. Meget
af dette kunne være sket. Det er den slags, som god fiktion kan: Skabe en
virkelighed ud af en røverhistorie.
Æg er nok Morten Ramsland bedste roman til dato. Hans debut,
Hundehoved, var på mange måder også en fantastisk slægtsroman, men den
efterlod mange løse ender, som man måtte acceptere. Med Æg binder han det hele
sammen og skriver desuden så veloplagt, at man ærgrer sig over, at dette ord bliver
brugt lidt for ofte. Det er ganske tydeligt, at Ramsland nyder at fortælle
denne historie – han har ganske enkelt siddet og klukket af grin undervejs. Den
slags går lige i læseren – på samme måde som når man mærker, at det har være en
kamp for forfatteren at skrive en given bog, fordi det var for tæt på nogle
personlige brændpunkter. Det kan der komme storartede resultater ud af – men Æg
er en helt anden slags fortælling. Som sagt: En sand røverhistorie og måske
endda noget af det tætteste, vi er kommet en beskrivelse af almindelige
mennesker i middelaldrens Danmark. Hvem ved?
Illustration: Mosekoneskulptur i Flamingo
Naturpark ved Vemb