En forfriskende anderledes roman om landsbyliv i de tidlige 60ere

Omtrent 50 sider inde i Bo Dahl Olssons roman Geronimos hævn kom jeg til at tænke på skole/hjem-samtaler. Jeg har altid hadet den slags, især når det arme barn er til stede og bliver omtalt i camoufleret tredje person. Jeg kom også til at tænke på MUS-samtalernes slet skjulte pisk. Og meget mere i samme skuffe fra det managementhelvede, der har taget det arme, født frie menneske som gidsel de sidste 15 år.

Der var faktisk en tid før denne disciplinerings-nutid. Og den tid genopliver Bo Dahl Olsson på ret imponerende vis i Geronimos hævn. Men han gør mere end det, han går tilbage til de tidlige 60ere, som de udspillede sig i lillebyen Fennerup, en fiktiv landsby. Den store by i nærheden hedder Nykøbing, og det er ret snedigt, for dem har vi tre af hertillands. Historien kan med andre ord foregå hvor som helst.

Geronimos Hævn er historien om to halvbrødre, Ingvar og Hector, som drømmer store drømme om at komme væk, især om at komme til det forjættede land, som USA var dengang. Vi møder dem som teenagere 5-6 år efter James Dean og Marlon Brando personificerede denne nye type ungdom, som søgte at blive fri for alt det pligt og ansvar, som Anden Verdenskrig havde krævet. Og de var ikke alene, Elvis Presley, Little Richard og mange andre satte strøm til guitaren og skabte rock’n’roll.

Dén musik er omdrejningspunktet for Ingvar og Hector. De laver et band sammen med en tredje ven og bliver taget i skole af en sort udvekslingsstudent fra Louisiana, som landsbyens brugsuddeler af en eller anden grund har taget ind – han er ellers lidt af en nærigfryns, så måske er der penge i det. Musikken er omdrejningspunktet for de to drenge, og jeg har aldrig før læst så vilde beskrivelser af musikkens frisættelse af mennesket, som Bo Dahl Olsson kan fremmane. Hør blot her hvad der farer igennem hovedet på Hector, mens han spiller guitar til ”Whole lotta shakin’ goin’ on”:

”Et tog i det fjerne. Fly på himlen. En hakket knallert på en skovvej. En sav der flækker stammer på langs. Negle på tavlen. Mareridt flænger natten. Gnister fra essen. Hammeren rammer ambolten. Grise hængt i bagbenene. Kniven i luften. Råbukken vejrer. Skuddet. Prikker i horisonten. De navnløse i rækker. Graveren tørrer sveden af panden. Skibe i havnen tuder en hilsen. Torden. Jorden ryster.”

Det er en fantastisk god beskrivelse af musik som prisme for de dér hellige glimt af pludselig at kunne se alt i et klart lys. Men Hector og Ingvar er også blevet godt opdraget i det ekstatiske, de har nemlig en onkel Kjeld, som er maler, men som ellers går mest op i at finde ud af verdens uendelighed, godt inspireret af de amerikanske indianere og egyptiske mysterier. De tre har bygget en pyramide ved siden af en stendysse for at fremmane jordens stærke kræfter. De bruger den som en slags shamanistisk svedehytte, et sjælens frirum. Men det ikke ikke sådan, at de ikke kan lide Fennerup, Fennerup er snarere en slags tryg base for at de kan være lige så sære, som de kan være. Det må de jo selv om, folk er folk. Der er højt til loftet.

Det er denne accept af hinanden i en lille landsby, der er en af de væsentlige styrker ved romanen. For på en måde tror man jo, at det er løgn, landsbyliv for 50 år siden bliver ofte betragtet som indskrænket, en forsamling bønder, der gør deres bedste for at blive ved jorden. Men sådan er det ikke i ”Geronimos Hævn”, og lur mig om det ikke er et lige så troværdigt billede som det dersens centnertunge lutheranske skyld og helvede, der ellers ofte står som en slags fællesnævner for den tid på bøhlandet.

Og så var det, at jeg begyndte at tænke på skole/hjem- og MUS-samtaler. Det er sådan set bare et nyt åg, der har sænket sig over befolkningen, men  gud ved om det ikke er endnu mere massivt en de tidlige tresseres landsbyliv.

Det er den slags tanker, der strømmer igennem en, mens man læser Geronimos Hævn. Historien er ganske prunkløst fortalt, her er ingen hævede pegefingre eller moralisering fra forfatterens side. Når jeg tænker på romaner om 50erne og 60erne, så kredser de fleste om tabet af landbokulturen – eller om frigørelsen fra den. Langt de fleste af forfatterne har en dagsorden med deres historier, men på forunderlig vis er det lykkedes Bo Dahl Olssen at være fri for sådan en. Måske bortset fra en helt tredje: At fortælle historien om disse drømme og længsler for at vise, hvordan det også var. Jeg mindes ikke at have læst noget lignende, så en sammenligning må blive en blanding af en Bill og Ben-bog, Morten Korch på speed og Huckleberry Finn. Det er derudaf over stok og sten med en masse dialoger, og meget af det er ret underholdende på en underfundig måde.

I den sidste tredjedel af bogen har Bo Dahl Olsson skruet tiden frem til halvfemserne, og så begynder det desværre at blive forudsigeligt. Her får vi en historie om den sædvanlige konflikt mellem kreative keramiker-tilflyttere og det pengeliderlige landbrug, som den ene af de to venner Hector og Ingvar nu er repræsentant for. Det vil være lidt synd at afsløre, hvem af de to, det er, for jeg synes absolut, at man skal give sig i kast med denne roman. Det er en debutroman, og den ligner som nævnt ikke ret meget andet, men den er lige ud ad landevejen, og hvis der er retfærdighed til i bogverdenen, vil den få en masse glade læsere. Glade fordi det sætter en masse tanker i gang om det Danmark, der var, og det, der er. Men på en helt anden og mere åben måde end man ellers er vant til i både nutidens og datidens romaner om udkantsDanmark.

Og hov! Vi mangler lige titlen ”Geronimos hævn”. Det skal man ikke lægge for meget i. Det er bare sådan noget, som Hector, Ingvar og Onkel Kjeld siger til hinanden, lidt som ”En for alle og alle for en”. Det er en fælles bekræftelse i, at der er noget andet og mere end Fennerup, og at det er dem, der vil finde det.

Find romanen på forlaget ”Det Poetiske Bureau”s hjemmeside for skaldede 150 kroner eller bestil den på biblioteket. Jeg var lige inde og tjække på bibliotek.dk, og ikke et eneste bibliotek har indkøbt den endnu, selv om den udkom for en måned siden. Det kan man lave om på ved at bestille den. Mig bekendt er der heller ingen aviser, der har anmeldt den. Well. Det syndrom har jeg allerede tærsket langhalm på mindst en gang for meget på denne blog.

Den rene drøm – om Franzens nye roman Purity

På mange danske teenageværelser, brune værtshuse og lignende steder hænger der et emaljeskilt, hvor der står ”Hellere lidt skidt i krogene end et rent helvede”. Det er en klassiker, jeg kan huske skiltet fra min barndom, og det er stadig i omløb. Prøv selv at finde det i den lokale kramfitterknasbutik. Og efter at have læst Jonathan Franzens nye 600-siders roman Purity, renhed, får det en lidt dybere betydning – på en måde hæver det sig fra Gajolpakke-niveauet til visdomsord.

Der er mange, der drømmer om og praktiserer renhed – også som andet end nullermænd i krogene. For den rene er alting rent, hedder det også, men det er noget vrøvl. For den rene skal alting med djævelens vold og magt være rent, og det er noget helt andet. Det påvirker folk omkring en, hvis de ikke er lige så forhippede på renheden. Renhedsdyrkere er ofte også frelsere, de har en hellig mission.

Så her kommer 1000-kroners-spørgsmålet. Er verden blevet mere beskidt de sidste 30 år? Måske ikke, men den er, ikke mindst takket være internettet, blevet mere gennemsigtig, så det er blevet langt sværere at slippe godt fra skidt i krogene, ikke mindst i overført betydning. Jo mere beskidt verden og omgivelserne forekommer os, jo stærkere bliver ønsket om renhed, enkelhed og overskuelighed. Simple Living, Feng Shui og så videre, inden vi ser os om, havner vi i et overforbrug af selvhjælpsbøger og populærbuddhisme. Det er svært ikke at se det som et værn mod den beskidte verden og de personer, der er skyld i det.

Franzéns Purity tager sit udgangspunkt her, og det er den røde tråd gennem hele romanen. Purity er samtidig navnet på romanens hovedperson, som dog foretrækker at blive kaldt Pip for ikke at vække så meget opmærksomhed. Hun er i begyndelsen af 20erne, fattig som en kirkerotte takket være en studiegæld og en mor, der har fortalt hende, at hun ikke skal tænke på penge. De er uvæsentlige.

Pip er vokset op uden sin far. Til gengæld har hun en mor, som altid har elsket hende grænseløst. Og hun nægter at fortælle Pip, hvem faderen er, for hvis hun gør det, så er hun overbevist om, at han vil tage Pip fra hende. Men Pip er nu blevet så voksen, at hun sætter alt ind på at finde ud af, hvem faderen er. Det er bogens motor på handlingsplanet, og det er her, at Franzen viser sig som den drevne, klassiske romanforfatter, der over 600 sider kan holde tungen lige i munden trods alverdens skift i personer, synsvinkler og tider. 

Med udgangspunkt i kvinden Purity og den moderne drøm om renhed, om det ubesmittede, møder vi mange personer, der på den ene eller anden måde er en del af hendes – og vores – historie. Fælles for dem er, at de drømmer om enten at gøre verden til et bedre sted eller lader som om. Og de gør det alle for at komme overens med sig selv og de historier, de har i bagagen, deres opvækst, deres fortid. Drømmen om renhed har sin rod i skyldfølelse, enten over sig selv og egne gerninger, familien eller verdens generelle uretfærdighed. Ofte er det en mere eller mindre uskøn blanding.

Det er blevet fremhævet mange steder, at Purity er en skarp kritik af internettet. Flere gør det nærmest til et omdrejningpunkt. Men det er ikke helt korrekt. Purity handler om vores liv her i internettets tidsalder, og det er noget andet. Internettet er en ny faktor, som for alvor er blevet dominerende de seneste 10 år. Internettet er en laserstråle gennem folks liv i dag, det er blevet en uomgængelig faktor, en universel støvsuger, som kaster skidtet i posen tilbage i hovedet på brugerne – hvilket er omtrent 80 procent af den vestlige verdens indbyggere. Men ellers er alt ved det gamle, det er de samme problemer, vi går og tumler med. Men internettet gør det sværere at være privat, at have skidt i krogene.

Man kan læse handlingsreferater af bogen mange steder på nettet. Politikens og The Guardians anmeldelser er glimrende, og anmelderne her er lige så begejstrede for Purity, som jeg er. Dette er Franzens tredje store bog, og denne gang er det lykkedes ham at skære alt det overflødige fra. Både Korrektioner og Freedom havde lange passager, hvor handlingen forsvandt, fordi Franzen havde svært ved skære fra, når han kørte ud ad en tangent. Denne gang er tangenterne næsten perfekt afstemt. 

Det har altid været Franzens styrke at levere både troværdige, rørende og engagerende menneskeportrætter. I hans romaner er folk mennesker på godt og ondt, ingen er enten det ene eller det andet. De tilsyneladende dumme svin er ofte nogle stakler, og de gode mennesker har ofte strategier bag. Ingen en ren. Og dog. Puritys hovedperson er nok det tætteste, Franzen nogensinde er kommet en heltinde i sine bøger, og som læser følger man hende med hjertet i hænderne, alle hendes fejl og mangler til trods. Men hun gør sit bedste for at bevare sit hjertes renhed, sin vilje til at se gennem alskens tåge, løgn og forstillelse – med det navn og den mor er hun født til det. 

Af en eller anden grund forsvandt Purity hurtigt fra både avisspalter og bestsellerlister, måske fordi det er efterårssæson, og der er mange om buddet. Men sikkert også fordi den er svær at referere kort, for der er utrolig mange vinkler og tråde ind i den. Men fællesnævneren er drømmen om det perfekte liv, håbet om at komme overens med sig selv i alle forhold. Men drømmen er en endeløs søgen – man må konfrontere og acceptere skidtet i krogene. Det er bogens morale. Hvis man vil læse sådan en fortælling med alle dens forgreninger, er Purity vinterens bedste bud på en langlæser.

Gud, Fanden, almesteren og Bo Reinholdt

Dette er en slags anmeldelse af Bo Reinholdts nye roman ”Almester”. Men først lige et sving forbi nutiden, da Almesters handling er henlagt til renaissancen.

Vi taler ikke særlig meget om Gud her i dagens Danmark. Vi taler til gengæld meget om at være kristen, og vi diskuterer de forskellige afarter af kristendom; tidehvervs-bevægelsen, Kierkegaards kristendoms-forståelse, grundtvigianismen og så videre.

Men som man ser: Det hele foregår under lutheranismens vinger. Når folk siger kristne, mener de lutheranere. Der bliver tænkt en hel masse gode og relevante tanker inde i denne ramme, men der bliver sjældent talt – eller skrevet – ud af boksen.

Men hvad er gud? Eller hvem, om man vil. Hvad er det guddommelige? Hvad er essensen af religiøs søgen, uanset hvilken religion, vi taler om. 

Den debat bliver af og til ført, men sjovt nok er det ofte indenfor buddhistiske cirkler. Der er en slags koncensus om, at hvis folk søger noget højere i en kamp for at slutte fred med sig selv eller gå ud over sig selv, så bliver det tit til tibetansk buddhisme eller – i vore dage lidt mere usekterisk og trendy – zenbuddhisme. Som så hurtigt bliver til mindfulness og dermed lukket inde i selvudviklingsuniverset.

Gud som begreb, det guddommelige, mystikken, magien – det har vi et lidt stedmoderligt forhold til. Det er  egentlig ejendommeligt, da mange lutheranere indtager deres guds ånd og legeme i kirken om søndagen. Og det er da om noget magi, men folk er nok blevet så vant til det, at de ikke længere tænker over essensen i det.

Der er heller ikke tradition for litteratur på området herhjemme. Eller: Det er der nok, men den har aldrig rigtig fået opmærksomhed. Kristen mystik og symbolisme er langt mere accepteret og studeret i lande som for eksempel USA, England, Sverige og Frankrig. I Danmark havde vi en symbolistisk bevægelse, som ebbede ud for omtrent 100 år siden, og vi havde Heretica-bevægelsen, som modernisterne gjorde effektivt kål på i slutningen af halvtredserne.

Der er én markant undtagelse i nyere tid, nemlig Karen-Marie Edelfeldts digtsamling ”Til Babylon”, som røg på bestsellerlisten og udkom som paperback i begyndelsen af 1990erne. Dét savner stadig en forklaring, jeg har den i hvert fald ikke.
 

Men der bliver stadig og til stadighed skrevet symbolistiske og visionære digte og romaner herhjemme, de nyder bare ikke videre opmærksomhed i medierne og blandt folk. Man kan nævne mange navne, som for de fleste vil være ukendte, men lad mig her indskrænke mig til et enkelt: Bo Reinholdt.

Forlaget Spring har netop udgivet hans nyeste roman Almester. Bogen er Reinholdts fantasi over, hvem billedskæreren Claus Berg var – og ikke mindst hvordan et menneske udvikler et syn og et håndværk, som gør vedkommende i stand til at lave et så ophøjet værk som altertavlen i Odense Domkirke.

Man ved meget lidt om virkelighedens Claus Berg, men ét er sikkert: Det var ham, der stod for denne altertavle, som er et af de fornemste billedskærerværker i Europa. Færdiggjort i begyndelsen af 1500-tallet, lige før reformationen,  står den i dag i Odense Domkirke, man kan bare hoppe forbi og se den. Mange har sikkert set den uden at fordybe sig i den – det er lidt som med nadveren, man skal se bagom tingenes almindelighed for at få øjnene op for, hvad deres bestanddele er.

Dét er en pointe, som Bo Reinholdt har beskæftiget sig med hele sit liv. Han har i talrige romaner og noveller beskæftiget sig med synet. Hvordan ser vi egentlig? Hvad ser vi med? Det kan synes lidt nørdet – og det er det selvfølgelig også – men Bo Reinholdt bruger sit udgangspunkt i synet til at skabe en i dansk sammenhæng unik eskatologi om menneskets muligheder for at nærme sig det guddommelige. Med dette fikspunkt skaber han fortællinger om den menneskelige stræben og dens konsekvenser. Denne stræben er ikke kun forbeholdt det guddommelige; det er også en stræben efter kvinder og viden.

Viden, bevidsthed, er centralt for denne slags litteratur. Hvis jeg skal sætte Bo Reinholdt i bås, må det være sammen med den jødiske gnosticisme, forfatteren William Blake og katolsk mysticisme – det hele blandet godt op med de førkristne myter og den menneskelige evolutionshistorie. Hvad gør et menneske til et oplyst menneske? Eller for nu at vende tilbage til buddhismen: Hvordan opnår vi satori? Hvad ligger der af sten på vejen til Nirvana?

Det er den rejse, som Bo Reinholdt sender sin hovedperson Claus Berg ud på i Almester. Og det er ikke småting, Claus Berg bliver udsat for. Han er født i Lybeck, egentlig en horeunge med en stedfar som dør, mens Berg er en ung mand. Derfor finder han hurtigt andre forbilleder i faderens trykkeri, som naturligvis også har en vaskeægte alkymist ansat. Men da stedfaderen dør, forsvinder hans mor, og hele det velhavende fødehjem opløses. Claus Berg drager på landevejen, og dér er han mere eller mindre hele sit liv, indtil den danske Dronning Christine ansætter ham til at stå for altertavlen i Odense Domkirke. 

Bogens titel Almester hentyder til, at Claus Berg kan det hele. Han er på farten med en omrejsende skuespillertrup, er både scenograf og skuespiller, han lærer sig at fange det flygtiges essens via kultegninger, og han lærer både at helbrede og at dræbe. Intet menneskeligt er ham efterhånden fremmed, netop fordi han søger ud over det menneskelige, ind i den fællesmenneskelige stræben efter det, det er hævet over os, det guddommelige.

Og det er så her, at den gode læser skal holde tungen lige i munden, for dette er en fantastisk roman, forstået som en symbolistisk, overnaturlig fortælling. Det er fristende, med et sideblik til Marquez, at kalde det for Magisk Nordisme. Der er ikke meget sydamerikaneri over det, men det er en blanding af det så velkendte nordiske mørke med det sydlandske temperament og sans for helgener, helgeninder og det guddommelige mirakel. Claus Berg har ret svært ved at møde en kvinde, som han bliver indtaget af, uden både af få stådreng og læse Jomfru Maria ind i hende. Reinhold er ikke videre politisk korrekt, hverken i forhold til religiøsitet eller kvinder. På den led ligner han William Blake ret meget.

Den fantastiske i Almester viser sig blandt andet ved, at Claus Berg bogstaveligt talt kommer op at flyve med ”Milanomesteren”, Reinholdts navn for Michelangelo. Det er kendt, at Michelangelo opfandt en flyvemaskine, men romanen virkeliggør den. Således ser Claus Berg på en af disse ture direkte ind i solen som en anden Ikaros og styrter følgelig ned, men overlever, i modsætning til Ikaros, som måtte bøde med livet.

Så hvorfor overlever Claus Berg? Fordi han ikke bare har indgået en pagt med det guddommelige, men også med djævelen. Faktisk møder han djævelen, som han opererer for en knude i hjernen. Dette gør han ved et besøg hos en af de mest hellige mænd i datiden, en eneboer, som udmærket godt ved, at djævelen er en nødvendighed for det guddommelige, for intet eksisterer uden sin modsætning. I det hele taget synes dette at være bogens pointe. Uden det onde ville vi ikke få øje på det ophøjede. Ægteskabet mellem himmel og helvede, som Blake kaldte det. Eller ying og yang – for nu igen at tage det over i buddhismen.

Som det fremgår, er Almester både en meget jordnær og kødelig roman. Der bliver gået til stålet i den menneskelige sfære, opløste lig, voldtægter (Selv vor hovedperson holder sig ikke tilbage, han er langt fra en helgen), myrderier myldrer frem over siderne side om side med denne evige stræben efter det guddommelige, det perfekte, det enestående.


Selv i sproget holder Reinholdt sig ikke tilbage; efter meget skønne, præcise og maleriske skildringer af Claus Bergs syner og visioner i oplevelsen af for eksempel kvinder og natur, skal vor hovedperson pludselig ”skide”, som der står. Claus Berg dyrker heller ikke kønslig omgang, kan ”knepper” – specielt i en scene, hvor Dronning Christine sender ham en hofdame, som han kan gifte sig med for at få stillet sine kødelige lyster.

Over det hele svæver Jesu Kristi lændeklæde, som dukker op igen og igen i Almester. Hvad er meningen med det? Jeg er ikke helt sikker, men hvis man ser på altertavlen i Odense Domkirke, vil man opdage, at lændeklædet ikke er fæstnet til den korsfæstede Jesus – det svæver bare foran ham. Hvordan kan det det? Ved guddommelig indvirken, et moderne figenblad, eller står der noget helt andet og kødeligt bag? Dén lader Reinholdt hænge i luften, og lur mig, om ikke det er begge dele – det ville ligge i god tråd med bogens øvrige blanding af det guddommelige og det djævelske, det høje og det lave, det hele liv som en lang stræben efter noget andet og mere end menneskets ubodelige indespærring i sin sjæls og krops hylster, hvis det ikke finder ud af at række ud mod noget andet og større end sig selv.

Bo Reinholdt er efterhånden blevet 67 år gammel, og det er svært ikke at se Almester som hans foreløbige mesterværk. Her er alle brikkerne fra hans tidligere bøger faldet på plads i en samlet fantasi og narration over billedskæreren og renaissancemennesket Claus Berg. Det kan man kun ønske både ham og den litterære offentlighed i Danmark tillykke med. Almester er en stolt viderefølese af den symbolistiske og himmelstræbende tradition, der trods alt ikke har så mange udøvere herhjemme.

Men læs selv Almester. Det er et trip ind i en anden verden, folkens, det er en guddommelig komedie, som kræver sin læser. Men sådan er det jo med alt det, der virkelig er noget værd.

I Langhornets have

Forlaget Gladiator lancerede et nyt litteraturmagasin forleden. Det hedder Texas Longhorn, navngivet efter Gladiator-matadoren Hans Otto Jørgensens yndlingsko. Og brøle kunne dyret, med en meget tidstypisk selviscenesættelse mente forlaget, at det var det nærmeste, vi kom genialitet på denne side af Efter Knausgaard.

Så derfor har jeg virkelig prøvet at tage ja-hatten på.

For det første: Det er altid godt, når et nyt litterært magasin ser dagens lys, og det er især godt, nær det trykkes i et oplag på 12.000 og distributionen – som her – er i orden. Litteratur ud til alle, det er det, vi vil. 

For det andet: Det er ret mange unge, ukendte navne i bladet, og de bliver skønsomt blandet med de etablerede, Josefine Klougart og Cecilie Lind for eksempel. Den slags er også altid godt, så kan tekster bedømmes og læses, for hvad de er uden andet kendisfilter end navnet.

For det tredje: Tjah ... det er i farver! Og layoutet er som skidt ud af (lad os endelig blive i ko-universet) Se & Hør. Bortset fra at mange af teksterne nærmer sig det ulæselige – hov, nu er jeg på vej væk fra ja-hatten – fordi layouteren ikke altid har styr på sammenhængen mellem tekstlængde og farvelægning. Mange tekster skal man virkelig ville læse, for det er en hård kamp for øjnene – også selv om de er unge og friske. En klassisk begyndefejl i magasinlayout.

For det fjerde: Det er faktisk nogle gode tekster imellem. Problemet er bare, at man næsten ikke gider læse dem, fordi layoutet skriger så meget, at det modarbejder en eventuel fordybelse. Og det er måske lige dér  at Langhornet fejler monumentalt. Et layout som Se & Hørs er skabt til sensationer, hurtig læsning og bladren, så at pakke litterær kvalitet ind i dette skrigeri svarer til at lande en økologisk kvalitetspølse i et luftpumpet Paaskebrød. Havde det så bare været en ulv i fåreklæder, men det er det heller ikke. Det er ikke meget vilddyr over Langhornet.

Det skyldes, at redaktionen tydeligvis ikke har journalistisk erfaring med den profession, det er at lave blad. Manglen på præsentationer er monumental. Tag nu bare forsiden: Ingen af overskrifterne vækker nysgerrighed, tværtimod er de gabende kedsommelige. ”I mine forældres have” for eksempel. Ikke ligefrem en kioskbasker. Det samme kan man sige om de andre, ”The necklace”, ”Den gamle mand” og ”Inge og HP”.

Det bliver ikke meget bedre inde i bladet.

Kunsten at lave magasiner består i at ægge læseren til at læse teksterne, og det gør man med overskrift, introduktion, billeder og billedtekster. Og i Se & Hør-layout også med knaldstjerner så som ”Nøgenchock”, en af de flittigst brugte i Se & Hør. Men det skal passe med overskriften.

Tag nu igen overskriften ”I mine forældres have” – det hjælper ikke meget, at man booster den med den klassiske knaldstjerne ”Afsløring”, for der en ingen genkendelse i overskriften. Det tilhørende sorthvide amatørbillede forestiller en kvinde, der drikker et eller andet. Er det så i haven hun gør det? Er det afsløringen? En kvinde drikker noget i sine forældres have? Vi ved det ikke, og vi gider egentlig heller ikke vide det, for hvad rager det os.

Samlet set bliver Langhornet derfor sært ligegyldigt, teksterne imploderer i hovedet på den arme læser i stedet for at eksplodere. Overordnet sidder jeg tilbage med en følelse af, at Gladiator har gjort sine forfattere en bjørnetjeneste. Sjovt nok er der mange reportager i bladet, ofte rejsereportager, som godt kunne have stået i aviser eller andre magasiner. Men de er oftest for lange til at fungere i Se & Hør-indpakning, som jo råber på korte tekster. Derfor fungerer digtene og de digtagtige tekster bedst her i Langhornet.

At de så er meget repræsentative for den nye trend med dagbogsdigte, private og ikke videre inkluderende, kan ikke overraske, det er Gladiators kendetegn. Her bliver oftest skrevet til folk, der har det som forfatteren, ikke til andre. Og som altid er übernarcissisten over dem alle, Cecilie Lind, tåkrummende pinlig med sin tekst om sig selv set gennem spejle.

I fugleperspektiv: Lad os antage, at 60.000 primært unge mennesker har læst langhornet. De vil blive bekræftet i, at hvis dette er litterær kvalitet, så kan de gøre det lige så godt eller bedre. På den måde er bladet meget demokratisk; der er en kvalitet ved det mislykkede, det får andre til at strenge sig an. Desuden er det lykkedes for Langhornet at lægge nyt brænde under den aktuelle debat om, hvad litteratur kan og skal, hvad litterær kvalitet er. Mange har garanteret også fået sig et godt grin. Og det er jo ikke så galt.

Langhornet lover, at bladet ikke er en enlig svale. Så der kommer mindst et til, må vi tro. Og hvem ved? Måske lærer de af fejlene, hyrer en professionel bladmand, gør det hele meget bedre. Det første nummer af et magasin er altid hylesvært.