Drukkenskab og arbejderblod omkring år 1900

Maurice de Vlaminck, Ved baren, år 1900

Dér lå den på Hvidovre biblioteks disk med nye udgivelser og gloede mig lige op i hovedet: Endnu et bind i forlaget Gladiators Sandal-serie, der omfatter både nyere og ældre danske klassikere, som ikke længere er til at opstøve hos boghandlere eller i antikvariater. Der er snart kommet 40 bind i serien, og det nye på disken blev udgivet i 1896: Gadens roman hedder den såmænd, og den er skrevet af Lauritz Petersen, en af de mange danske forfattere, der begyndte at skrive om arbejdernes usle forhold omkring år 1900. De fleste af forfatterne er i dag gået i glemmebogen, men dengang var de med til at gøre proletariatet synligt. Virkeligheden var ikke bare overklassens kærlig-hedskvababbelser, kønsdiskrimine-ring og positioneringsproblemer, arbejderne var der også, og de var flest. 

Siden har socialrealismen gået sin sejrsgang. Se bare på dagens bestsellere, Morten Pape og Merete Pryds Helle for eksempel. Men der er nu noget særligt over at læse de oprindelige klassikere, så jeg nappede Gadens Roman med hjem og læste den. For et års tid siden læste jeg nemlig en ny antologi med uddrag af disse tidlige arbejderromaner, Arne Herløv Petersens samling Proletar med hele 13 forskellige bidrag. Og det slog mig, hvor godt disse ukendte forfattere skrev, malende reportageagtige beskrivelser af livet på bunden. Der er smæk for skillingen! Det skyldes, at mange af forfatterne ernærede sig som journalister, så de brugte bare redskaberne fra den kasse til at fortælle meget mere om arbejdernes forhold, end der kunne indeholdes i en avisartikel. En slags fiktionaliseret journalistik i bogform, direkte og uden omsvøb.

Det er til gengæld skægt at tænke på, når man læser bagsideteksten på Gadens roman, der står som  et credo for hele serien. Den fulde tekst lyder således: ”Gladiators Sandalserie er klassikere på kanten. Dansk litteratur fra oldtiden til i dag. Principielt set. Det vil sige den litteratur, der udvider undersøgelsen af hjernens geografi. Som rapporterer om nye opdagelser, andre erfaringer. Og som i en vis forstand har gjort arbejdet før os, flyttet grænserne for det normale, så vi ikke behøver at kæntre.”

Ja, tak for kaffe, folkens. En ting er de ubehjælpsomme formuleringer, noget andet retorikken. Der er tænkt så meget over denne tekst – eller måske har der været et helt gladiatorhold studerende indover – at den er endt som et skoleeksempel på, hvor galt det kan gå, når akademikere i flok eller in spe skal kloge sig. Fint skal det være, men det ender med at være den mest oplagte kandidat til årets pris for litterær højrøvethed. Ja, undskyld sproget, men jeg har som nævnt lige læst indholdet, Lauritz Petersens Gadens roman, og der er der andre boller på suppen. Kun en af personerne kunne finde på at udtrykke sig på den måde, og det er en stakkels falleret student, der er endt som korrekturlæser oppe under loftet på et mindre dagblad, hvor han stille og roligt går i hundene af overdreven druk, delirium og livslede. Det må vi ikke håbe for Gladiators Sandalserie, for initiativet er prisværdigt: Find oversete danske romaner og genudgiv dem.

Gadens roman er en kollektivroman centreret omkring Baggesensgade på Nørrebro i København i 1890erne. Det er en broget skare, vi møder i dette portræt af et arbejderkvartér og folkene, der bor der. Hovedpersonerne er Madam Jakobsen og hendes ene søn Rudolf, der er en god dreng i modsætning til den ældre søn Johannes, en svirebroder og ødeland, der ikke holder sig for god til at tigge og stjæle penge fra moderen, som i forvejen ikke kan få dem til at slå til. Men som alle andre mødre af hendes kaliber har hun stadig et svagt punkt for den ældstefødte, selv om han ikke gider passe et arbejde. Faderen har for længst slået hånden af ham, men han er selv ikke meget bevendt, for hans fiskeforretning er gået nedenom og hjem – og desuden er han så kristen, at han mere tænker på efterlivet end det daglige brød her og nu. Det er med andre ord nogle sølle mænd, der omgiver Madam Jakobsen – bortset lige fra Rudolf. Han kan komme op om morgenen, han står i lære som murer og fuldfører det, hvorfor han har en helt hæderlig indtægt – hvis den altså ikke skal række til at stifte familie med. 

Men Rudolf er forelsket i Josse, som er vokset og i gaden, og som har udviklet nogle ypperlige former, der nok kan gøre et mandfolk forskruet. Tillige bliver hun varietésanger på etablissementet Nordstjernen, hvor alle naturligvis tilbeder hende og kommer med slet skjulte amurøse tilbud. Så Rudolf har så travlt med at forsvare sit territorium, at han helt glemmer sin mor, der får det stadig sværere med den fordrukne ældstesøn og den verdensfjerne ægtemand. Som så mange andre må hun købe på klods hos urtekræmmeren og spækhøkeren, der opfører sig vidt forskelligt: Den ene er et hovent og dumt svin, den anden har stadig sin medmenneskelighed i behold. Gadens roman er langt fra en beretning om den fattige og forarmede, men ædle arbejderklasse, den er snarere en beskrivelse af de farer, der er udenfor gadedøren, når man lever i det miljø på Nørrebro. Druk og lediggang lurer på de unge mænd, mens uægte børn og prostitution lurer på de unge kvinder. Det skal begge køn finde ud af at navigere i, og det gør man ved at holde sin sti ren og sige nej – længere er den sådan set ikke fra forfatterens side. Ellers kommer der ikke et ordentligt liv ud af det. 

Lauritz Petersens heltinde er helt klart Madam Jakobsen, der bliver skildret som den opofrende, godhjertede moder, uden hvem det hele ville brase sammen. En hverdagens heltinder kunne man kalde hende, og der er ikke langt fra Lauritz Petersen til Morten Korch i de floromvundne beskrivelser af ”den stakkels Madam Jakobsen”, den ”modige og ufortrødne lille sjæl” med det ”stakkels moderhjerte”, og her 120 år senere bliver det lige i overkanten, så meget at det er svært ikke at lægge en vis distance til romanen. Den kryber ikke rigtigt ind under huden, man græder ikke med Madam Jakobsen, heller ikke når det til sidst går grueligt galt; det sørger den overdrevne brug af tillægsord for.

Til gengæld er beskrivelserne af det udsvævende liv på varietéerne og beværtningerne af en helt anden kaliber, her er det som i mange andre af de socialrealistiske romaner fra den tid reportagen, der er i højsædet, og det er til gengæld underholdende. Selv har jeg haft en fest ud af de mange ord og udtryk fra den tid, især de der handler om druk. Det skorter jo ikke ligefrem på nutidig sprutslang, men det var nyt for mig, at man kan blive ”en smule blisset”, hvis man får for mange ”Snudevadskere” eller ”Hivenkradsere”, en lokal afart af hybenkradser, der bliver indtager på den maleriske beværtning Hasebjørnen. Øgenavne er der også, betjenten i nabolaget hedder naturligvis Sorte Igle, og ham skal det vanartede søskendepar med pukkelryggene, hvor den ene hedder Nolderik, passe godt på, når de er på tyvetogt. Madam Jakobsen har også en datter, Oline, og hun bliver beskrevet som en ”Ærtepind og Plageaand”. Den gammeldags stavemåde er bibeholdt i den nye udgave, og det bidrager naturligvis til koloritten. Men lur mig om det ikke også er derfor, at man læser den med en vis distance.

I Arne Herløv Petersens antologi Proletar er stavemåden nutidig. Her er også gengivet et kapitel af Gadens roman, og det gør det hele mere nærværende og nutidigt. Det er svært at fortrække den ene bog frem for den anden, men Proletar giver et noget mere bredspektret perspektiv, da der er hele 13 romanuddrag, så det giver en større variation. Der er fantastiske smagsprøver imellem, mine favoritter er en beskrivelse af et delirium og en reportage fra en slagtehal i Hamborg, hvor en dansker har taget arbejde. Hør bare her:

”Slagteriet maser videre. Højt over maskinernes drønen, over hele rummets bragende stålskratten, skingrer svineskrigene ud i et endeløst hyl. Det er, som selve Satan raser derinde. Schmidt var oversprøjtet af blod. Hans legeme var som stålribber i spænding, og blodet brændte som syre i hans hals. Ved et stød med kniven ramte dens spids et nøgleben, så bladet sprang midt over. Men han slagtede videre med den stumpe kniv. Huggede den gennem den seje svær, gennem strube og pulsåre og trak den ud med et sydende blodsprøjt efter sig. Der vibrerede dyrefornemmelser i hans mundvige, og han glammede med i larmen – men selv hans højeste råb kunne end ikke tænkes i alle disse sprængende lyde. Maskinernes rotation forøges, spændingen presses, svingakslerne suser. Og i en torden af jern og zink knuses menneskeørets evne til at skelne.”

Det er Christen Bundgaard, der står for denne beskrivelse, som i Dansk Litteraturhistorie bind 7 (1984) kaldes for ”rædselsrealisme”, og ”en ophobning af gysereffekter”, som det er gengivet i Arne Herløv Petersens præsentation af forfatteren og romanen Proletarer fra 1907. Man får lyst til at læse hele romanen, og sådan er det med mange af disse bidder i antologien, der blev udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag i 2017. Og det kan man faktisk også, for Arne Herløv har udgivet den som ebog sammen med et vred af andre danske klassikere, som man sjældent har hørt om. Og det ellers blandt bibliofile så nedrakkede danske bibliotekssystem har den faktisk også i originaludgaven.

Men ikke Gadens roman, her må man ty til den spritnye genudgivelse, og det kan man roligt gøre. Der er noget særligt over at læse den tids romaner i stedet for at læse de nye om samme tid. Det finder flere og flere ud af, for salget af genudgivne klassikere er støt stigende.

Mor som er så stor

Det er på mange måder en meget besynderlig og utraditionel roman, som norske Marit Tusvik (født 1951) skrev for lidt over 10 år siden. Den hedder Sigrid Finne, og den blev udgivet i Danmark 2014 af det slet ikke så lille kvalitetsforlag Batzer & Co, der er en af de flittigste udgivere af norsk litteratur herhjemme. Sigrid Finne er navnet på Marit Tusviks mor, men det står der ikke noget om i bogen, navnet findes kun i titlen. 

Jeg blev interesseret i Marit Tusvik, fordi hun kommer til Danmark i midten af september, nærmere bestemt til Helsingørs NORD-festival, der beskæftiger sig med nordisk litteratur. Her kan man møde mange af de forfattere, der er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2018, men også Marit Tusvik, selv om hun ikke er en af dem. Hendes tredje roman på dansk, I hans arme, kommer dog her til efteråret. Mere aktualitet kan man ikke pive ud af hende her og nu.

Men, men. Romanen Sigrid Finne er værd at bide mærke i af flere årsager, mest åbenlyst fordi den netop ikke er en roman om Tusviks mor, ikke til at begynde med i hvert fald. Romanens fortæller, lad os bare kalde hende Marit, for bogens motto er ”Enhver lighed mellem personer i romanen og personer i virkeligheden er slående”, rejser til Sicilien for at skrive om sin mor, der er død to år tidligere. Hun har lejet en vinpresse, et lille rustikt hus, i seks uger, og hun glæder sig til at komme i gang. Men ak – Sicilien betager og undrer hende så meget, at hun ikke får skrevet en linje. Det var jeg ret irriteret over til at begynde med – så kom dog for helvede i gang! Hvorfor skal vi læse om en forfatter, der ikke kan tage sig sammen? – men stille og roligt krøb tonen i romanen og dermed også det indirekte portræt af forfatteren ind på mig. Det normale ville være, at forfatteren blev irriteret på sig selv over denne nølen, men det bliver Marit slet ikke. Go with the flow, som det hedder med et modeord, det behersker fortælleren til fulde. Så hele den første halvdel af bogen er en beskrivelse af hendes hverdag på vinpressen med alle de rutiner, hun efterhånden oparbejder: Ned til byen, drikke små kaffer, købe fisk, vejen frem og tilbage, plukke oliven med ejerne af vinpressen. Det er den slags roman, hvor man virkelig føler dramaets vingesus, da hun bliver bidt af en hund! Det er selvfølgelig ikke alvorligt, hverken stivkrampe eller rabies.

Jeg har altid fundet den slags romaner, hvor fortælleren mere eller mindre er lig med forfatteren, og hvor der reverenter talt ikke sker en hujende fis, fascinerende. Et andet godt – og nordisk – eksempel er islandske Gyrðir Eliasson, der modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2011 for romanen Mellem Træerne. Han har også skrevet en lille roman kaldet Ved Sandåen, som efterfølgende blev oversat, men mere eller mindre totalt overset. En mand, en maler, tager ud i naturen og maler og snakker lidt med sig selv og møder næsten en kvinde. Det er det. Nåja, så har han vistnok også lidt bøvl med sin gamle bil. Men det er en lille perle, fordi den siger noget meget almenmenneskeligt om det at være til, og til det formål behøver man ikke meget Harrison Ford. 

På samme måde siger Marit Tusviks Sigrid Finne noget meget almenmenneskeligt om at være datter af en mor, som man altid har beundret og set op til. For selv om hele første del af den 300 sider lange roman handler om datteren på Sicilien, får vi nogle glimt af moderen, ellers handler det om datteren og hendes måde at være menneske på. Jeg har en fornemmelse af, at mange vil finde det beundringsværdigt at acceptere, at man tager seks uger væk for at udføre et stykke arbejde, men så alligevel godtage, at det ikke kommer til at ske – nærmest gnidningsløst. Troen på at når det ikke kommer, så kommer det ikke, men det gør det nok en anden god gang. Hver ting til sin tid og alt det der – det er nemmere sagt end gjort. Andre vil sikkert blive ret irriterede. Men som indstilling betragtet er det interessant at udforske nærmere – og det er lige præcis det, man gør i første afsnit. Fortælleren træder lyslevende frem for læseren med alt sit liv og sine sanser – og sin måde at komme overens med dem på. Man bliver slet og ret betaget og også lidt forelsket i denne kvinde, der forstår at være der, hvor hun nu er. 

Men moderen – hvad med hende? Hun kommer selvfølgelig på banen i andet afsnit og anden halvdel af bogen, der foregår ved hospitalssengen. Datteren sidder ved sengegærdet og noterer hendes historie ned, ikke den hele, men den del af den, der foregår lige før og under krigen. Her ændrer Marit Tusvik stil, meget af billedet kommer kun frem ved at hun skriver moderens fortælling ned i notatform, som hun så viser hende – hvorefter moderen selvfølgelig ofte kommenterer, at sådan var det slet ikke – og i øvrigt bebrejder sin datters lyst til at dramatisere tingene. 

Så igen får vi egentlig ikke historien om Sigrid Finne, moderen. Vi får datterens notater og kommentarer, og lige så stille begynder vi at finde ud af, hvor meget moderen ligner sin datter og omvendt. Moderen vil bestemt ikke have nogen pylren, og så er hun i øvrigt ret gådefuld ved at lade som om, at alt er helt normalt, hendes liv ikke noget særligt. Men det særlige er naturligvis at hun ejer den samme form for ubekymrethed som datteren. Det hele skal nok gå, og gør det ikke, ja – så må man finde på noget nyt eller – det er oplevelser fra et besat Norge, hvor hun er modstandskvinde indtil hun flygter – så har man i det mindste fået det meste ud af det. 

Hvordan er det at have sådan en mor? Det er overvældende, naturligvis. Her er en af fortællerens beskrivelser:

Jeg vil have at hun skal blive ved med at være her. Samtidig ønsker jeg hende væk. Ikke død, jeg ønsker ikke at tage livet af hende. Men at hun kunne betyde lidt mindre. Blive lidt usynlig, det kunne være fint. Som når nogen er rejst på ferie, det er tit dejligt, så er de væk, men ikke uigenkaldeligt væk. Folk tager på ferie og så kommer de tilbage, det er helt normalt. Af og til bliver de længere væk end forventet, nogle gange sker det næsten utænkelige, at de bosætter sig og aldrig kommer tilbage. Den slags sker, men selv da er de stadig i live og det er dette tiltrækkende og skræmmende usikkerheds-moment som jeg gerne vil drøfte med hende nu, men snart er det alt, alt for sent, for sent til at sige: du er så stor, du stråler uafbrudt, du er og bliver min mor dag og nat, år efter år – hvordan er det muligt?

Svaret på det sidste spørgsmål får Marit ikke – ligesom hun heller ikke får svar på ret meget andet. Der er en distance hos moderen, som sikkert altid har været der, og det er den distance, der er så dragende, det er den, der skaber forelskelsen i moderen, fascinationen der varer hele livet. Når man har læst bogen færdig, er man egentlig ikke blevet meget klogere på hverken moderens eller datterens liv, men man er blevet kørt godt og grundigt rundt i manegen af et mor/datter-forhold, hvor det personlige bliver alment. Det er den type roman, hvor man bliver ved at at diskutere med sig selv – eller medlæsere hvis man har den slags – om dette eller hint nu er godt eller skidt, men ender med at resignere: Det var. Det handler om at tage ind uden at dømme, om at rydde sine egne forestillinger af vejen og prøve at se klart: Hvad skete der? I virkeligheden? Det kan man passende også gøre i sit eget liv, for så dragende kommer Sigrid Finne til at være. På den led er romanen også af den type, der slår nok så mange bøger om personlig udvikling af pinden.

Så Marit Tusvik fik alligevel i sidste ende skrevet bogen om sin mor, sikkert ikke som hverken hun eller moren havde forestillet sig. Men måske mere værdifuldt fik hun skrevet en roman om at komme overens med det man er rundet af og den man er. Om at undres, om at være nysgerrig. Som alt der er stille, skal man give den tid, før den lukker sig op. Eller lægge den til side og tage den op igen en anden gang. Der er ikke noget her, der kan forceres.