Det er ikke hver måned, at anmeldere på forskellige dagblade
falder samlet på halen over en novellesamling. Men det skete for en måneds tid
siden, da Jonas Eika udgav samlingen Efter
solen på det lille, men meget litterært estimerede forlag Basilisk. Jonas
Eika? Ham kender man måske fra romanen Lageret
Huset Marie, en autofiktiv, socialrealistisk beretning om at arbejde på Dansk
Supermarkeds lager uden for Århus. Den blev også rost mange steder og fik
desuden en debutantpris.
Anmeldere, og professionelle litteraturfolk generelt, er
altid på jagt efter ”det nye”. Og det er her, at Jonas Eika bonger ud til alle
stjernerne og roserne: Man kan forstå på anmelderne i Information og
Weekend-Avisen, at de faktisk ikke helt ved, hvad de har med at gøre i
novellerne. Er det Science fiction eller hvad? Om ikke andet er det tindrende
velskrevet, er de enige om. Og så er der jo ikke andet for, end at gå i gang
med novellesamlingen, der består af fem noveller over 160 sider. Nysgerrighed
er en dyd.
Den første novelle hedder ”Alvin” og handler om en systemudvikler,
der lander i København for at hjælpe sit internationale firma med et
længerevarende projekt – men finder ud af at bygningen er blevet jævnet med
jorden. Det er bare sådan det er, og der kommer ikke noget svar på det, der er
ingen hylende sirener og breaking news, ruinerne ligger der bare. Herefter
møder den navnløse hovedperson en mand ved navn Alvin, der er kapitalinvestor.
De to bliver venner og rejser sammen til Rumænien, dette foregangsland i
kapitalistisk og nationalistisk opløsning. Det er sådan set det – kort refereret,
og det er ikke videre interessant, når man siger det på den måde.
Det spændende ved novellen – og de andre noveller – er fortællestilen
og tematikken. Læseren får intet forklaret på forhånd, men begynder midt i et
livsforløb, som derefter folder sig ud til en historie – og den historie
handler i alle novellerne om kærlighedens mulighed i en verden i opløsning. Det
er mere eller mindre desperate mennesker, der søger netop menneskelighed i
forskellige samfund, der er kendetegnet ved fravær af netop dette. Samfundene
som sådan bliver slet ikke nævnt, menneskene er overladt til sig selv og deres
søgen.
Det er vel dette, der skaber forvirringen om, hvorvidt novellerne
er science fiction eller ej. For er dette virkelig billedet af verden af i dag?
Det bliver der skrevet tykke politiske og filosofiske bøger om, men fordelen
ved Efter solen er, at den tager det
for givet. Sådan er verden. Og den
bliver beskrevet fra det udsigtspunkt. Det er den slags, der viser noget om,
hvad litteratur kan, som politisk teori og analyse ikke kan: Den får fiktion
til at være en opfattelse af virkeligheden, som man ikke kan argumentere sig
frem til. Take it or leave it.
Det er i det spændingsfelt, at Efter
solen lever. For selvfølgelig er kan en bygning ikke styrte sammen midt i
København, uden at nogen gør noget ved det. Eller kan den? Hvis man nu først
ser det et halvt år efter, og ingen har haft nærvær nok til at orientere en om
det? Nej, det går ikke. Det er ikke realisme, det er en slags moderne
surrealisme – i hvert fald i denne novelle.
Men tag så en anden novelle, der handler om unge beach boys
i Cancun, Mexico. Et helt hold af unge drenge fungerer som opvartere for rige
turister ved stranden, og en af dem taber en bakke forfriskninger ned over en turist.
Resolut bliver han banket ihjel, og det får heller ikke nogen konsekvenser,
beach boys’ene begraver ham alene under et selvskabt ritual. Kan den slags så
forekomme? Tjah ... det må man selv ligge og rode med, men her handler det om
ligegyldighed over for de mange, der hverken har penge eller status. Og en
realisme er i hvert fald til stede, nemlig at et menneskeliv i dag ikke er lige
så meget værd, som da menneskerettighederne blev skrevet efter Anden
Verdenskrig. Der er ikke længere nogen fungerende konventioner, der gælder
alle, den dér gamle sang om at alle menneskers liv er lige meget værd i sin
egen ret, er blevet udhulet af de alt for mange mennesker i verden, som der
ikke er brug for. Et besiddelsesløst – og måske endda statsløst – menneske er
kun noget værd for de, der kender og elsker vedkommende. Det internationale
samfunds bestemmende magter er reelt helst fri for, at dette problem kaldet et overflødigt
menneske eksisterer.
Det er sådan en verden, som Efter solen maner frem, og den gør det med en fortælleteknik, der
virker meget moderne. Novellerne er oftest lagt i hovedet på en enkelt
beretter, der som nævnt begynder midt i begivenhederne, og som ikke er videre
stringent, for her er et menneske, der fortæller en historie, som hvis man
mødte vedkommende og gav ham et par timer, men redigerede sine egne opklarende
spørgsmål ud. Det bevirker, at man som læser egentlig ikke aner, hvad novellen
handler om, og hvem der fortæller den, før man begynder at lægge alle brikkerne
sammen til en helhed, som langsomt åbenbarer sig. Og lad mig sige det, som det
er: Det er ikke strandlæsning, man skal bide tænderne godt fast i bordpladen
de første 10 sider af hver novelle, men så begynder de at åbne sig – og bliver
interessante, men kun fordi Jonas Eika skriver så bragende godt – på samme tid
flyvsk og fortættet. Og naturligvis også kommenterende, for det er jo et
menneske, der fortæller en historie, som er vigtig for vedkommende. Her er et
godt eksempel fra novellen ”Mig, Rory og Aurora”, der handler om et
trekantsforhold blandt randeksistenser i London. Vi kommer ind der, hvor
fortælleren kommer hjem til deres fælles lejlighed, hvor en masse hjemløse er
inviteret indenfor:
”Jeg undgik at falde
i snak med de hjemløse. I min øjenkrog var de en væg af stemmer, en grålig
tåge, og jeg skammede mig over det. Men jeg så ikke andet i dem end trætheden.
Den dybe, udødelige træthed der har overtaget ansigtet og normaliseret sig i
det. For meget vejr og dårlig søvn, for meget larm, misbrug og trafik, det var
alt der kom til udtryk. Det var det der skræmte mig ved dem, den måde deres
træk var veget for en alt for generel og fælles tilstand.”
Det er den slags han kan, Jonas Eika, give klare billeder på
nutidige situationer midt mens han er ved med at fortælle en anden historie,
men billederne føjer sig ind til et samlet hele. Og det efterlader naturligvis
læseren med dette, overvejende akademiske spørgsmål: Hvorfor virker det så godt
at ty til surrealistiske effekter, når man vil gengive virkeligheden? Det er
der også skrevet meget om, men chokeffekten ved noget usandsynligt midt i en
kendt virkelighed er et gennemprøvet kneb. Jonas Eika bruger det dog ikke som
effektjageri, men som middel til at sige noget væsentligt om menneskers vilkår
i periferien under eller ved siden af den almindelige middelklasses arbejdsliv.
Så ja, hvis man er frisk på at læse det nyeste nye i dansk
litteratur, så skal man give sig i kast med Efter
solen. Og hvorfor hedder den så Efter
solen? Se det kan man undre sig over meget længe, men løsningen kommer –
delvis – til sidst: Det er en direkte oversættelse af Apres soleil,
eftersolssmørelse. Det optræder i anden del af novellen ”Bad Mexican Dog” om beach
boys’ene i Cancun. Men det er så én ting, noget andet er, hvad Eika driver
eftersol og efterhånden også parasol ud i mod slutningen af novellen. Vi kommer
ind der, hvor soldrengene holder fest:
”Vi smed en parasol i
karret og sang. En slimet tåge rejste sig fra det og fortættedes i et langt,
hult skaft og en skærm med blafrende billeder: ild der breder sig i klubben,
gennem håndklæder og parasolskærme, et flammende gitterværk set fra himlen ...
med et kæmpestort klæde holder vi røgen nede og slipper den ud i skiftende
intervaller, en tåget kode ... en lav, krybende skov, hvor træerne koger og
krummer mod jorden ... i mørkningerne står der parasoller med skærmen bøjet
opad i tragter der griber regnvandet og leder det ned i store bassiner med krebsdyr
og tangplanter ... i vandet et dybt, orange lys. Det ledes rundt i render
mellem træerne og oplyser de første par meter over jorden ... (...)
Så syret kan Jonas Eika også skrive, og det giver naturligvis
et apokalyptisk skær over ikke bare denne novelle, men også de andre. Som om
det er de sidste tider, efter solen. Oplevelsen af verden handler som altid om
synsvinkel og social status: Hvad kommer efter dette nu?
