For 20 år siden var jeg journalist på dagbladet Aktuelts
kulturredaktion. Det var i avisens sidste dage, den lukkede i 2001, og digte
var ikke det, der var højest prioriteret. På redaktionen lå der derfor altid en
frygtelig masse digtsamlinger, som ingen gad åbne og læse. Her fandt jeg i 1998
en digtsamling kaldet Pestskibet,
skrevet af en esbjergenser ved navn Erik Trigger Olesen. Ham havde jeg ikke
hørt om før, men digtene – de var gode! Tag bare de allerførste linjer fra Pestskibet:
Under decembers grå slør
udsender kulkraftværket
en kold, let violet røg
imens man i en pause sidder
på ru sække af halvfærdigt
liv og venter på tiden, arbejdet,
anløbende skibes dønninger,
nogens død.
Det er et ret konkret billede, og det er et af dem, som der
ikke var mange af i datidens – eller nutidens for den sags skyld – digte, fordi
der er så meget hav, havn og industri i det. Digtene holdt samme standard
samlingen igennem, konkrete digte om en virkelighed ved Vesterhavet, der blev
både universel, dagligdags og ophøjet. Den slags digte skal man normalt til for
eksempel Færøerne for at opleve, læs bare Jóanes Nielsens mange digtsamlinger,
hvor vejret og havet altid er et sindbillede på livet. Selvfølgelig blev jeg
nysgerrig, og i Paludans Antikvariat i Fiolstræde fandt jeg Erik Triggers tre
første digtsamlinger, ligeledes fra 90erne, i restoplag for ingen penge. Samme
høje kvalitet, samme billedmættede skrivestil.
Der kom en digtsamling mere fra Erik trigger, i 2000. Men
bum – så blev der ellers stille, hvad digte angår. Indtil lige før jul 2017,
hvor samlingen Mørkets journaler kom
ud i lyset, udgivet af gode gamle Brøndums Forlag, der ellers har ligget stille
i lang tid. Faktisk er forlaget så hemmeligt, at det ikke engang har en
hjemmeside. Den slags er selvfølgelig ikke optimalt for en forfatter, men til
gengæld har Brøndum ikke glemt håndværket: Mørkets
journaler er en meget smuk og stilfuld udgivelse, som holder sig til det
strengt nødvendige på bagsiden:
Gud er nådig
men dans ikke i en robåd
står der ganske enkelt. Det er et fortræffeligt motto – det
kan vel dårligt kaldes et digt, vi er snarere henne i afdelingen for avancerede
Gajolpakkeslogan, en aforisme der indrammer stemningen i Mørkets journaler, som nærmest flyder over af den slags mere eller
mindre uudgrundelige udsagn.
Som man sikkert kan fornemme, er Erik Trigger tilbage i
storform. Det er fristende at kalde Mørkets
journaler for en god, gammeldags digtsamling, altså af den slags, hvor
sætningerne er komprimerede, og hvor man lige skal læse et digt én gang til før
det åbner sig. Samtidig er digtene stadig billedmættede i sjældent ekspressiv
grad. Så hvorfor ikke tage et af de længere digte:
Igennem verdensrummet
styrtbløder gadelyset
i systemets kartoteker
mørket gærer i det ubevægelige bag mig
i sofaen klædeskabet kommoden lænestolen
en rest af bristet oktober
løsrevne breddegrader
glider ud i en verden uden tal
fra havet
vokser horisonten op
som en forventet sorg
lande bæres frem uden folk
indhold uden verden
processioner af restmennesker
tvinges videre
blymånen blomstrer
under blodmånen
Digtet er emblematisk for samlingen som helhed. Der ligger
noget truende, ildevarslende over verden, både den nære og den fjerne, en
apokalyptisk stemning fremmanet af usikkerhed og tomhed. Det fornemme ved
digtningen er, at billederne aldrig bliver fastlåst i Erik Triggers egen
personlige erfaring, tværtimod bliver de universelle, en journalisering af et
mørke, der enten er her eller på vej. Det har naturligvis konsekvenser:
Ægget vender ryggen til fremtiden
og nægter at klække
som det hedder i et digt. Yes, selv de ufødte fugle eller
krybdyr gider ikke være med mere. På realplanet er det naturligvis noget værre
vrøvl, men billedmæssigt gengiver det meget godt en omsiggribende stemning af
dysterhed, der synes at have grebet verden. Alle de mennesker der ikke er brug
for. Det giver naturligvis grobund for en global kynisme, der ville være uhørt
for bare 20 år siden, men det er så mine egne mørkejournaler, min egen
registrering, som jeg dog er ret sikker også på ligger til grund for Erik
Triggers.
Mørkets Journaler er en elegi, et syn fremkaldt af en
verden, der ikke er for de sagtmodige, blandet godt rundt i en digtertromle,
der heldigvis ikke er størknet de sidste 17 år siden Erik Triggers forrige
digtsamling. Der virker som om, at han er krøbet ind i Svend Wiig Hansens
monumentale skulptur af de fire siddende mænd, som man ikke kan undgå at se
lidt uden for Esbjerg. Der sidder han og skuer ud over verden, forstenet. Den
eneste trøst i Mørkets Journaler er
kvinden, som Erik Trigger skriver ind i mange digte, kvinden som forløser af
den universelle smerte, der bliver digterens. Det er meget traditionelt – men fordi digtene er så
eviggyldige, tidløse, bliver det ikke til en kliché. Det er sådan det er, når
man prøver at komme ind fra den yderste revle og heldigvis finder en favn:
Jeg vågner ved
at du åbner mine porer
og kobler mig til sandets dynamo
