Esbjergs lyriske comeback-kid

For 20 år siden var jeg journalist på dagbladet Aktuelts kulturredaktion. Det var i avisens sidste dage, den lukkede i 2001, og digte var ikke det, der var højest prioriteret. På redaktionen lå der derfor altid en frygtelig masse digtsamlinger, som ingen gad åbne og læse. Her fandt jeg i 1998 en digtsamling kaldet Pestskibet, skrevet af en esbjergenser ved navn Erik Trigger Olesen. Ham havde jeg ikke hørt om før, men digtene – de var gode! Tag bare de allerførste linjer fra Pestskibet:

Under decembers grå slør

udsender kulkraftværket

en kold, let violet røg

imens man i en pause sidder

på ru sække af halvfærdigt

liv og venter på tiden, arbejdet,

anløbende skibes dønninger,

nogens død.

Det er et ret konkret billede, og det er et af dem, som der ikke var mange af i datidens – eller nutidens for den sags skyld – digte, fordi der er så meget hav, havn og industri i det. Digtene holdt samme standard samlingen igennem, konkrete digte om en virkelighed ved Vesterhavet, der blev både universel, dagligdags og ophøjet. Den slags digte skal man normalt til for eksempel Færøerne for at opleve, læs bare Jóanes Nielsens mange digtsamlinger, hvor vejret og havet altid er et sindbillede på livet. Selvfølgelig blev jeg nysgerrig, og i Paludans Antikvariat i Fiolstræde fandt jeg Erik Triggers tre første digtsamlinger, ligeledes fra 90erne, i restoplag for ingen penge. Samme høje kvalitet, samme billedmættede skrivestil.

Der kom en digtsamling mere fra Erik trigger, i 2000. Men bum – så blev der ellers stille, hvad digte angår. Indtil lige før jul 2017, hvor samlingen Mørkets journaler kom ud i lyset, udgivet af gode gamle Brøndums Forlag, der ellers har ligget stille i lang tid. Faktisk er forlaget så hemmeligt, at det ikke engang har en hjemmeside. Den slags er selvfølgelig ikke optimalt for en forfatter, men til gengæld har Brøndum ikke glemt håndværket: Mørkets journaler er en meget smuk og stilfuld udgivelse, som holder sig til det strengt nødvendige på bagsiden:

Gud er nådig

men dans ikke i en robåd

står der ganske enkelt. Det er et fortræffeligt motto – det kan vel dårligt kaldes et digt, vi er snarere henne i afdelingen for avancerede Gajolpakkeslogan, en aforisme der indrammer stemningen i Mørkets journaler, som nærmest flyder over af den slags mere eller mindre uudgrundelige udsagn. 

Som man sikkert kan fornemme, er Erik Trigger tilbage i storform. Det er fristende at kalde Mørkets journaler for en god, gammeldags digtsamling, altså af den slags, hvor sætningerne er komprimerede, og hvor man lige skal læse et digt én gang til før det åbner sig. Samtidig er digtene stadig billedmættede i sjældent ekspressiv grad. Så hvorfor ikke tage et af de længere digte:

Igennem verdensrummet

styrtbløder gadelyset

i systemets kartoteker

mørket gærer i det ubevægelige bag mig

i sofaen klædeskabet kommoden lænestolen

en rest af bristet oktober

løsrevne breddegrader

glider ud i en verden uden tal

fra havet

vokser horisonten op

som en forventet sorg

lande bæres frem uden folk

indhold uden verden

processioner af restmennesker

tvinges videre

blymånen blomstrer

under blodmånen

Digtet er emblematisk for samlingen som helhed. Der ligger noget truende, ildevarslende over verden, både den nære og den fjerne, en apokalyptisk stemning fremmanet af usikkerhed og tomhed. Det fornemme ved digtningen er, at billederne aldrig bliver fastlåst i Erik Triggers egen personlige erfaring, tværtimod bliver de universelle, en journalisering af et mørke, der enten er her eller på vej. Det har naturligvis konsekvenser:

Ægget vender ryggen til fremtiden

og nægter at klække

som det hedder i et digt. Yes, selv de ufødte fugle eller krybdyr gider ikke være med mere. På realplanet er det naturligvis noget værre vrøvl, men billedmæssigt gengiver det meget godt en omsiggribende stemning af dysterhed, der synes at have grebet verden. Alle de mennesker der ikke er brug for. Det giver naturligvis grobund for en global kynisme, der ville være uhørt for bare 20 år siden, men det er så mine egne mørkejournaler, min egen registrering, som jeg dog er ret sikker også på ligger til grund for Erik Triggers.

Mørkets Journaler er en elegi, et syn fremkaldt af en verden, der ikke er for de sagtmodige, blandet godt rundt i en digtertromle, der heldigvis ikke er størknet de sidste 17 år siden Erik Triggers forrige digtsamling. Der virker som om, at han er krøbet ind i Svend Wiig Hansens monumentale skulptur af de fire siddende mænd, som man ikke kan undgå at se lidt uden for Esbjerg. Der sidder han og skuer ud over verden, forstenet. Den eneste trøst i Mørkets Journaler er kvinden, som Erik Trigger skriver ind i mange digte, kvinden som forløser af den universelle smerte, der bliver digterens. Det er meget traditionelt – men fordi digtene er så eviggyldige, tidløse, bliver det ikke til en kliché. Det er sådan det er, når man prøver at komme ind fra den yderste revle og heldigvis finder en favn:

Jeg vågner ved

at du åbner mine porer

og kobler mig til sandets dynamo