Det store nordiske venteværelse. Om Carl-Henning Wijkmarks roman "Natten der kommer"

Litteraturen er et troldspejl. Den er hullet i jorden i Alice i Eventyrland, oplevelsen af en given ting, som pludselig ændrer sig, fordi man møder noget uventet. Mange af os har oplevelsen af at leve mere eller mindre permanent i litteraturen, at lade fiktionen befrugte vores oplevelse af verden, så vi bliver bedre til at – til at se, såmænd. At se verden og menneskene. At forstå.

Det er svært at få hold på, for på den ene side er det et mysterium, en slags vedblivende skabelse at sig selv og andre som levende i verden, på den anden side er det dybt banalt. Vi fødes, vi lever, vi dør. Det ved alle og enhver, så mysteriet skal sikkert findes i den måde, vi alle er tvunget til at leve: At give livet mening. For langt de fleste mennesker her i Norden er livet ikke længere en kamp om overlevelse, det er en kamp for mening, indhold – eller endnu mere banalt: søgningen efter lykke, de der magiske øjeblikke, hvor bevidstheden bliver tømt for tvivl og spørgsmål, hvor der kun er væren i et skær af varmt lys.

I de øjeblikke ønsker man næsten, at man dør, og det kan kun skyldes en underliggende bevidsthed om, at øjeblikket umuligt kan vare evigt. Men deraf kommer vore forestillinger om det evige paradis, det hinsides, og det er dér, alle religioner forenes. Det er selve fundamentet for mening. Hvis vi ikke drømte og levede for indsigt og lykke, så var det hele ikke meget værd.

Lige der kommer litteraturen som troldspejl ind. Den kan i magiske øjeblikke give svar på spørgsmål, som man ikke havde formuleret, en slags kemisk opløsning som salt i et kogekar. Et tandhjul der falder i hak, en defekt cykelkrank, der bliver udskiftet.

Jeg er netop blevet færdig med at læse svenske Carl-Henning Wijkmarks meget roste og prisbelønnede roman Natten der kommer. Carl-Henning Wijkmark er en af disse store svenske forfattere, som vi sært nok ikke kender så meget til herhjemme. Og med store mener jeg de forfattere, som tager livtag med alle de store spørgsmål, som er afledt af denne søgen efter lykkens forudsætninger og betingelser, efter de magiske øjeblikke.

Natten der kommer handler om en mand, der er ved at dø. Dér ligger han på et hospital eller hospice, først sammen med tre andre. Den ene er en nærmest mytisk skikkelse, han ligger bag et gardin og er kun til stede, fordi der kommer nogle sygeplejersker og sørger for ham. På et tidspunkt får han besøg af en mand, og de to taler sammen på et fremmed sprog, som romanens fortæller, skuespilleren Hasse, først tror er sydamerikansk, men det viser sig, at han stammer fra den lille øgruppe Nicobarerne, son Danmark engang prøvede at oprette en koloni. Vore landsmænd opgav endelig forsøget i 1868, jaget på flugt af malaria og den oprindelige befolkning, som ville være i fred. Vi solgte den for en slik til briterne, som indlemmede øerne i kronkolonien Indien – og derefter lod folkene dér være i fred.

Nicobarerne er den sydligste del af øgruppen Andamanerne, og offentligheden hørte om den i forbindelse med Tsunamien, som ramte øerne hårdt, men mirakuløst nok overlevede langt de fleste. Ellers ved man faktisk ikke meget om folkene der, men der går mange historier om, at hvis de ser en helikopter i deres luftrum, så forsøger de at skyde den ned. Det er med andre ord en oprindelig befolkning, som ikke gider at lege med i denne moderne verden – og da der ikke er noget af værdi på øerne, får de deres vilje.

Så hvad laver en repræsentant fra disse øer i denne svenske roman? Det mest nærliggende er at fokusere på tsunamien, som har åbenlyse referencer til den mytologiske syndflod. Det gamle liv bliver skyllet væk, så et nyt kan opstå. Og stort set inden Natten der kommer er begyndt, skylles den navnløse nicobar også væk, dør. Exit. Så er der tre tilbage.

På dette tidpunkt begynder romanens frelsende engle, sygeplejesken Angela, at gøre sig gældende. Hun er både lysets og dødens engel, for hun udfrier vor hovedpersons to værelseskammerater ved at give dem smagen af lykken på vej til døden. En aften kommer hun iført sin blå kjole og ledsager de to ind i døden ved hjælp af en flaske vodka. Ikke noget systemmoral her, ikke noget falsk forstilthed. De to dør i en lykkerus med en dejlig kvinde ved deres side. Hvilken mand drømmer ikke om et endeligt som det?

Dermed er Hasse alene med sine tanker, sin reflesion over sit liv, der viser sig at være meget nordisk i betydningen sort og ligegyldigt, denne særlige nordiske spleen, der hænger sammen med blandingen af de tunge, nordiske mørke vintre, som lurer i bevidstheden selv i de lyseste sommernætter. Mørket kommer, døden kommer. Ligegyldigheden er en blanding af vore forfædres hårde slid med jorden og havet, der som bekendt både giver og tager. Det er derfor, at det lutheranske tungsind passer så godt til os europæere her i de nordligste provinser, i Ultima Thule. Ak, hvad var dog det hele andet end et vindpust, alt det, som vi genkender os i, men samtidig prøver at holde os fra livet. Mange finder en slags trøst i konstateringen af, at de ikke havde den store betydning her i verden og godt så – for så bliver det på en eller anden måde også ligegyldigt om de lever eller dør.

Hovedpersonen Hasse er sådan et menneske. Han finder en tilfredsstillelse og en udfrielse i, at hans liv var mere eller mindre ligegyldigt. Hans sidste gestalt i denne verden bliver derfor en flagermus, der kommer på natlige besøg. Og da hans liv er næsten færdigt, bliver flagermusen erstattet af dødsenglen – og lysenglen – Angela, som lægger sig ned sammen med ham og hjælper ham til at give endeligt slip. Exit Hasse og roman, tæppefald for skuespilleren.

Mange har åbenlyst haft en stor oplevelse med denne roman, den er en prisvinder og har høstet de bedste anmeldelser, som kan opdrives i hele Norden. Som et sindbillede på Norden og som allegorisk fortælling om livets mulige mening er den storartet, man lever i den, og den lever i en. Men personligt har jeg det mere end svært med hovedpersonen. Egentlig synes jeg, at han er lidt af et sølle vrag, en tørvetriller, en stakkel af en nordboer, som hverken havde modet, evnen eller viljen til at være noget for nogen andre end sig selv. Det snapper ham så i kødet her i terminalfasen.

Men det er min morale. Natten der kommer er absolut læsværdig og en storartet samtalepartner. For mig bliver romanen dog mest en påmindelse om at tælle sine velsignelser, som det hedder, om at give noget mere, så man kommer til at modtage mere. Ikke som beregnet strategi, men som simpel konsekvens, som karma.

Så farvel og tak til Hasse, til Carl-Henning Wijkmark og til romanen. Du var et fint troldspejl og du tjente dit formål. Resten er alt andet end stilhed.

Pædagogen, palæstinenseren og den litterære forløsning

Er der mon nogen, der kan huske Louise Østergaard? Det dæmrer sikkert for de, der ikke kan, når jeg tilføjer, at det var hende, der var kontaktperson for Yahya Hassan og indledte et forhold til ham. Det kostede hende dyrt, hun blev idømt fem måneders betinget fængsel og 100 timers samfundstjeneste efter straffelovens paragraf 223. Og ja, fyret fra sit arbejde. Og skilt.

Faktisk var det billigt sluppet rent juridisk, for straffen var krævet ubetinget. Men heldigvis kunne dommeren godt se det specielle i sagen. Det blev til gengæld en dyr affære rent omdømmemæssigt. Næsten samtlige traditionelle og sociale medier fordømte hende, sidstnævnte med sprogets værste gloser, ”En klam so” og mere af samme skuffe.

Et par stykker forsvarede hende, herunder den jyske havheks, forfatteren Susanne Staun. Hun har altid haft et godt øje til ”kærlighedens veje og vildveje”, ikke mindst vildvejene. Og historien om Yahya Hassan og Louise Østergaard er af den karakter. Det kan man forvisse sig om ved at læse den bog, Louise Østergaard skrev om forholdet, betitlet Ord. Det gjorde jeg fornylig, passende syntes jeg, her et år efter den nærmest unisone nedrakning af Louise Østergaard.

Det er en interessant bog. De nyfigne kan forvisse sig om, at Yahya Hassan var (er) lidt af en slyngel, for nu at sige det mildt. I bogen er det ham, der kører rundt med Louise Østergaard, ham, der udnytter hende, og i min erfaringsverden svarer den version meget bedre til virkeligheden, som den må have set ud.

Louise Østergaard insisterer naturligvis på, at bogen er fiktion, men det gør alle forfattere, hvis de skriver noget fra deres eget liv. Det er Knausgaard-syndromet. Og fred være med det. Så hvordan er Ord som roman?

Langt hen ad vejen er det faktisk en glimrende historie om en dansklærer, der pludselig falder over en elev, der ikke er ligeglad med timerne, men har en umættelig litterær nysgerringhed og et talent for selv at skrive. De to begynder at se hinanden privat, de læser det samme og diskuterer det. De går op i det med liv og sjæl, for sådan er det ofte: Ord forfører, især når man endelig finder en sjæleven. De indleder et seksuelt forhold, og eleven forstår til fulde at drage fordel af den klemme, han nu har på læreren, som senere bliver kontaktperson. Eleven kommer nemlig fra et dybt kriminelt miljø, så han kender alle finterne og tricksene. Alligevel bliver læreren ved med at elske ham, en noget aparte kærlighed mellem lærer og elev. Ikke aparte fordi det er unormalt, at elever kan blive seksuelt tiltrukket af de lærere, der kan give dem, hvad de længe har tørstet efter, men fordi forholdet er mellem en 38-årig gammel ungdomsoprører og en 16-årig palæstinenser, der et træt af tæsk og hykleri, som han kender alt til fra sin egen opvækst.

Det er sgu da en god historie! Og fraset den sidste tredjedel af ”Ord” er den her også godt skrevet. Den er yderst troværdig, ja, den stinker nærmest af den virkelige verden. Altså den, der ikke arter sig efter diverse konventioner, hverken seksuelt eller socialt.

Men romanens brist ligger i beskrivelsen af forholdets inderste kerne. Louise Østergaard skriver godt og virkelighedsnært om dragningen mod hinanden via ord, via litteratur og fælles glæde ved den. Men når det kommer til den seksuelle spænding mellem disse to forskellige mennesker, bliver romanen vag. Forfatteren har ikke villet folde dette tema ud, som ellers ville være det, der kunne give en helstøbt oplevelse af et forløst romanprojekt. Det virker ikke videre troværdigt, at den seksuelle del af forholdet nærmest var sådan en lille hygge-biting. Louise Østergaard mangler ganske enkelt Knaugaards hensynsløshed og maniske optagethed af detaljer. Hun er for sød.

Som nævnt burde Louise Østergaard også have udeladt eller genskrevet den sidste tredjedel. Romanen falder fuldstændig fra hinanden mod slutningen, og det skyldes naturligvis, at det ikke en en roman, men blodig virkelighed for forfatteren. Og som alle forfattere ved eller burde vide: Det, der er tættest på, er sværest at forløse litterært.

Men Louise Østergaard fik udgivet sin bog, og hun fik et nyt liv. Det sidste var ikke tilsigtet, men en naturlig konsekvens af hendes dragning mod Yahya Hassan, den farlige oprører. Det er en klassisk kærlighedshistorie.

I dag er Louise Østergaard i færd med at skrive en ny bog, denne gang en rigtig roman, hvis man skal tro diverse meldinger fra de sociale medier og omegn. Det er de samme temaer som i Ord, og hvis det lykkes hende at forløse det, hvilket muligvis kræver en bedre redaktør end det, som Peoples Press, der udgav ord, kunne stille op med, stiller jeg mig gerne op i den sikkert noget reducerede kø af læsere.

Sluttelig: Tak til den dommer, der gjorde Louise Østergaards dom betinget. Paragraf 223 er naturligvis berettiget som beskyttelse af mindreårige mod seksuelle overgreb, men det er lige så åbenlyst, at forholdet mellem Yahya Hassan og Louise Østergaard var baseret på gensidig intellektuel og seksuel titrækning. Shit happens. Love happens. Og det har konsekvenser. Jeg tror ikke, at Yahya Hassan havde været en succes-historie, hvis det ikke havde været for Louise Østergaard. Så når krudtrøgen er lettet, skulle man måske hænge en medalje på hendes bryst. Det vil jeg gerne gøre mig til fortaler for. Tapperhedsmedaljen for eksempel.

Kolonibilleder 1: Den gode moder

Her er et billede af en chimpansé feminin, som der står på postkortet. Chimpansen er død, men billedet lever i kraft af overraskelses-
effekten – chimpansen er bundet op, så den kan have en hånd på hvert barns skulder. Det er et billede af den gode, kærlige moder, der tager sig af sine børn.

I øjeblikket er der en debat om danskernes forhold til sine tidligere kolonier. Mest kendt er vel diskussionen om Pippi og hendes fader, der er ”negerhøvding” på Sydhavsøerne. Mange danskere er vokset op med denne fortælling, og flere af dem forsvarer nidkært, at det er historieforfalskning, hvis man redigerer negerhøvdingen ud af historierne.

Debatten er – som altid, når vi diskuterer forholdet til andre folkeslag – løbet af sporet. Der har aldrig været tale om at redigere ”negerhøvdingen” ud af de gamle bøger. Der har været tale om at udelade figuren i en ny filmatisering. Og i øvrigt er det værd at gøre opmærksom på, at Astrid Lindgren selv i begyndelsen af 70erne sagde, at hvis hun havde skrevet bogen i dag, ville hun ikke have gjort Pippis far til negerhøvding, men at han sandsynligvis ville have været sørøverkaptajn eller noget i den retning. Morale: Dengang da Pippi blev skrevet, vidste man ikke særligt meget om andre folkeslag – andet end at de var mere primitive end europæere.

I 70erne kunne vittighedstegnerne Quist og Füchsel også sagtens have hele serier kørende med tegninger af kannibaler, oftest fremstillet med en knogle i næsen, i færd med at koge europæere. Kinesere havde skæve øjne og sagde tjing tjang. Og så videre.

Men tilbage til chimpansen på postkortet. Det er afsendt i Belgisk Congo, 1912. Der er ikke nogen besked til modtageren bagpå, der står blot adressen og så ”Antoine”, afsenderen. Med andre ord: Billedet er budskabet, en vits anno 1912.

Dengang var det nærmest normen, at afrikanere blev betragtet som en slags højerestående chimpanser eller aber. De var ikke rigtige mennesker som os, europæerne. Det findes der mange beretninger om, men det visuelle virker ofte stærkere. Billedet her er helt utroligt, og det er med til at fortælle historien om, hvordan europæerne har set på ikke bare afrikanere, sorte, negre, kinøjsere, japsere, rødhuder, krakkemutter, muselmænd og andet af samme skuffe.

Det er en historie, som jeg har været optaget af, lige siden jeg var barn. Og siden da har jeg samlet på vidnesbyrd, primært som postkort og frimærker, fra hele denne kolonihistorie, som mange har så svært ved at revidere i dag. Mange ønsker stadig at bevare deres barndomserindringer intakte. Som om nogen ville tage dem fra dem ved at minde dem om, at i dag er de forældede som opfattelse af virkeligheden anno 2015. Minder er minder, ikke andet, og jeg har en stærk fornemmelse af, at mange holder så krampagtigt fast i retten til at kalde sorte for negre osv, fordi det minder dem dem deres aldrig udlevede drøm om eventyret, om at rejse til fjerne egne og kolonisere de hvide pletter. Det drømte alle raske drenge om indtil ca. 1980. Prøv bare at se i et Tarzan-blad anno 1975. Eller Fantomet. Eller Korak. Eller Johnny Hazard. Det er ligeledes en længsel efter barndommens glade uskyld.

Det er så her, at kortslutningen indtræffer. For hvordan kan det være vigtigere for disse hovedsageligt mænd 50+ at ville fastholde disse drømme i stedet for at indse, at de i dag er med til at fastholde et billede af andre folkeslag som mindreværdige? Hvis man spørger dem direkte, om hvide er mere mennesker, mere intelligente eller mere værd end sorte, svarer de stort set altid nej.

Fascinerende er det stadig at se billeder fra den tid. For eksempel har jeg prøvet at finde ud af, hvordan den døde chimpanse på postkortet bliver holdt oprejst. Der er vist ikke anden forklaring, end at fotografen har bundet den fast i halsen med en stærk, tynd kæde og snurret den om palmetræet.

Men det er leg. Til gengæld er det ikke en spøg at fastholde den undertrykkende terminologi. Sprog er bevidsthed.

Dette er det første indslag på denne blog med billeder fra kolonihistorien.