Faktisk har jeg
læst Umberto Ecos sidste roman Nr. 0 om en avisredaktion, der skal lave et
prøveeksemplar af et nyt magasin. Den er ikke særlig god, nærmest noget sjusk
med en masse halvkvalte konspirationsteorier og forudsigelige meninger om
journalistikkens forfald i internetalderen. Men hvad faen. Som ung læste jeg Foucaults pendul, der bedst kan karakteriseres som Da Vinci-mysteriet med pondus. Den
betog mig meget og sendte mig på en livslang rejse med tempelriddere og andre esoteriske
emner. Rosens Navn er i samme boldgade.
Men hans måske
mest udfordrende bog er Kant og næbdyret – der bedst kan karakteriseres som en
ultralærd semiotisk og dermed erkendelsesteoretisk bog om, hvorfor vi opfatter
verden, som vi gør, og hvad vi så kan udlede af det om hvem vi er. ”Vi” er her
ikke ment som det plebejerjournalistiske vi, som mange medier i dag benytter
sig af. ”Vi” er det fællesmenneskelige – hvilket kan udvides til det fælles
fundament for alt, der lever. Deraf Kant. Og deraf næbdyret – det æglæggende
pattedyr.
Kant og
næbdyret er en tyk bog, som konsekvent tager en masse sidegader i erkendelsens
morads. Eco skrev den naturligvis bevidst på den måde, fordi et net af
sidehistorier skaber en større forståelse og fører til flere spørgsmål hos
læseren end en deduktiv bevisførelse af den slags, hvor man kun behøver at læse
forord og konklusion for at erklære sig enig eller ej.
Umberto Ecos
forfatterskab var demokratisk. Hans ideal var det tænkende menneske, det
selvstændige menneske, på alle niveauer. Hvilket selvfølgelig minder mig om
Bruce Springsteens fantastiske introduktion til ”War” i en liveoptagelse fra
1985: ” You’re gonna wanna need a lot of information to know what you’re gonna
do. Cause in 1985, blind faith in your leaders – or in anything – will get
you killed”.
Det er stadig
aktuelt. Umberto Eco var en af dem, der tog idealet om det oplyste og vidende
menneske alvorligt. Heldigvis var han ikke alene, og der er masser af
arvtagere. I sagens natur er det ikke folk, der har den politiske magt. Regeringspolitik
vil i næsten alle tilfælde stå i modsætning til personlig erkendelse og indsigt; politik handler om at holde fast. Indsigt handler om at turde give slip.
Jeg har på
fornemmelsen, at det værste man kan ønske for Umberto Eco er, at han skal hvile
i fred. Det kommer han heller ikke til. Der er så meget pondus i hans
forfatterskab, at folk vil blive ved med at tage ham op af graven, vende og
dreje ham, gå løs på ham, blive inspirerede. Det var T.S. Eliot,
der for 100 år siden skrev i digtet Journey of the Magi, at ”With an alien
people clutching their gods, I should be glad of another death”. Det kan nogen passende skrive på Ecos gravsten.
Jeg tror ikke,
at døden passede Umberto Eco. Men det var noget af det eneste, som han trods alt
ikke kunne prøve at lave om på.
