Jeg kan godt lide røverhistorier. Røverhistorier er et godt
navn for den slags romaner, der ligger et sted mellem krimier og mytologiske
fortællinger. Historier, der er lidt for fantastiske til at være
sande – men på den anden side: Det kunne de have været! Tænk nu hvis ...
Og så skal der naturligvis være gang i dem, over stok og
sten, tak. Pageturners. Dér falder mange krimier, simpelthen fordi de er for
langtrukne. 4-500 sider, hvor alt går for langsomt til at man er interesseret i
slutningen, og hvor personerne er for stereotype til at man kan interessere sig
for dem. Der er masser af eksempler, men jeg kan ikke huske dem. Men OK,
Millennium-trilogien kan jeg huske, den droppede jeg på side 120 – alt for
langtrukken, meget bedre som film, men dog med fint tegnede hovedpersoner.
Så simpelthen en god historie, godt fortalt uden for mange
dikkedarer. Ikke stor kunst, men effektiv underholdning, hvor man både kan være
spændt på, hvad der vil ske, og samtidig få noget at vide om problemstillinger
og miljøer, som man ikke møder hver dag.
Sådan en roman har jeg lige læst. Den hedder Korsvejen og er skrevet af den danske
guitarist med det enkle navn B-Joe. Mange vil kende ham i forbindelse med de
utallige jobs, han har spillet over hele landet, men særligt i det københavnske
Lades Kælder, hvor han i en årrække var husguitarist. I dag spiller han mest i
Hardinger Band, som er Shubiduas arvtager. Det er et folkeligt festival- og
halbal-orkester, alle de gamle hits. B-Joe kom med for nogle år siden, og han har givet bandet
noget blues-kant. B-Joe er nemlig en god, gammeldags rockguitarist, der elsker
at fyre soloer af. Han kan i øvrigt også spille både med tungen og med guitaren
bag ryggen. Så vidt jeg ved, har han aldrig lavet andet end at spille guitar.
Nu har han også skrevet en selvbiografisk roman om det. Korsvejen handler om at finde ind til
sig selv som guitarist og som menneske, den slags hænger sammen, når man lever
af sin kunst og er kommet op i årene. Men det med det selvbiografiske skal man
som altid tage med et gran salt. I hvert fald er hændelserne i Korsvejen i den fantastiske afdeling,
den metafysiske, den sjælelige – det som på engelsk hedder en quest, en
søgning. Ordet findes også på dansk, en kvest, men det møder man mest hos folk,
der beskæftiger sig med magi og okkultisme – Neutzsky-Wullf er det oplagte
eksempel.
Korsvejen er
beretningen om Joes (lad os for nemheds skyld bare kalde ham det) amerikanske
sydstatsrejse mod bluesens og sine egne rødder som guitarist. Oplægget er
klassisk: Joe har tabt energien, lysten, gejsten. Efter mange år på landevejen
er der gået stilstand i den, han fyrer bare det samme, kendte af til
koncerterne. Det er muligvis godt nok til publikum, men ikke til vor helt – eller
antihelt om man vil. Så Joe drager ud på en rejse til guitarlegenden Robert
Johnsons grav, tager noget af den indviede jord og laver sin egen mojo – sin egen lille magiske pose, der
skal give ham energien tilbage.
Det virker. Hjemme igen er Joe elektrificeret, som barn
igen. Alt kører pludselig for ham, så han undfanger den skæbnesvangre idé, at
han vil tage tilbage til Mississippi for at fylde en hel pose med Johnsons
gravjord og begynde en mojo-produktion til andre musikere. Og ja – det går
naturligvis galt, det ved vi allerede her som læser, for man tager ikke bare
andres sjæl uden at give noget tilbage, uden at betale en pris. Det er
ældgammel viden, tage bare Goethes Faust. Men vor naive helt tænker selvfølgelig
ikke på konsekvenserne – eller han tager dem i hvert fald ikke alvorligt, for
det er jo bare nogle ammestuehistorier.
Det er det selvfølgelig ikke, ellers havde der ikke været
nogen roman. Inden Joe når at se sig om, er han allerede forbandet, Sydstaternes
sorte magi, områdets voodoo-sjæl har et fast greb i struben på ham, og det er
med nød og næppe, at han slipper fra det med livet i behold. Men det gør han
selvfølgelig, ellers ville der jo ikke være nogen left alive til at fortælle historien.
Langt hovedparten af Korsvejen
foregår i Mississippi-deltaets kulsorte bluesmiljøer. Og her er blues ikke bare en
musikstil, det er en kultur i et ludfattigt område af USA. B-Joe fortæller
eminent godt om Det Dybe Syden og dets mennesker og miljøer, hele tiden med sig
selv som omdrejningspunkt: Den rige, hvide mand fra Danmark, der prøver at
finde ind til det, der har inspireret ham mest, men som han alligevel er så
langt væk fra. På en måde vader han rundt i landskabet med naive træsko på,
tænker at det hele nok skal gå, at man bare kan gå ind allevegne i alle
miljøer. Der kommer sådan noget Jacob Holdt over det: Hvis man bare siger ja og
tror på det gode i mennesket, skal det nok gå. Som sagt – det gør det også. Med
nød og næppe og ikke før Joe har lært alle de hårde realiteter om sjælerejser i
et fremmed landskab: Hvis man tager, skal man give tilsvarende. Og hvis man vil
lave en pagt med djævlen, er det med livet som indsats. Først og fremmest skal
man dog gøre sig klart, at man vitterlig laver en pagt med djævlen, med døden.
Man skal tage det – dødsens, sorry – alvorligt.
Korsvejen er en ægte rock’n’roll-roman. Den stinker af
beskidte cowboystøvler og guitarer på den gode måde, af at sætte livet på spil
for at finde ind til essensen af magien. For i bund og grund er al god musik
magisk, den er transcendens, bevidsthedsudvidelse. Alle kender fornemmelsen af
pludselig at nå til nye indsigter og andre dybder under påvirkning af musik –
især hvis det er kombineret med alkohol og sex. Desuden er den godt skrevet,
som sagt: over stok og sten, hurtigt læst, intens. I begyndelsen og slutningen
forfalder B-Joe til lidt for smarte, meget korte sætninger i bedste
tegneseriestil. Men det tilgiver man gerne, for det forsvinder hurtigt. Til
gengæld er det en roman skrevet på dansk bortset fra et par enkelte, udvalgte
amerikanske nøgleord. B-Joe forfalder heldigvis ikke til at spille smartass ved
at kolportere en række gammelkendte amerikanske sætninger og ord ind i romanen,
og det er faktisk lidt af en bedrift, der må have krævet en bevidst – og
besværlig – stillingtagen. Især når man tænker på, hvor mange i rockmiljøet,
der tit siger hele og halve sætninger på amerikansk, når man snakker med dem.
Og det bedste ved det hele: Måske er det sandt? Måske mødte
B-Joe virkelig døden i form af en sort, tandløs kvinde på kirkegården i New Orleans? Eller er det bare en god historie, en tyk gang tagen røven på læseren?
Vi ved det ikke, og det er essensen af en god røverhistorie. Selv vælger jeg at
tro på kernen i historien, ganske enkelt fordi det er troværdigt og ærligt
skrevet og i øvrigt ligger i tråd med alle de klassiske og mytologiske
beretninger om en mand, der vil finde ind til sig selv.
