Det er snart
fem år siden, det var i maj, og jeg husker det, som var det i går. Jeg var
steget ombord på en båd i Køben-
havns Havn til et litterært arrangement, hvor
den norske forfatter Hanne Ørstavik deltog. Som sædvanlig ved den slags
arrangementer er der også hyret en interviewer, og det var Politikens Lilian Munk
Rösing. Hun var i hopla, men det var desværre den forkerte form for hopla. Hun
blev ved med at udspørge Ørstavik om, hvor meget af hendes dengang nye roman, Hyænerne, der var hende selv, og hvor
meget, der var fiktion.
Dengang var autofiktion,
litterær reality – eller vidnesbyrdlitteratur, som det er kommet til at hedde i
dag - relativt nyt, og takket være Knausgaard var det også virkelig oppe i
tiden. Pludselig var al litteraturkritik kommet til at handle om personen bag
romanen og samspillet mellem værk og person. Der er vi mere eller mindre stadig
den dag i dag, men dog ikke helt så galt som dengang.
Hanne
Ørstavik bed ikke på Lillian Munk Rösings krog, overhovedet ikke. En bog taler
for sig selv, og det er temaerne i den, som vi skal diskutere, forsøgte hun
sig, men det gik hen over hovedet på Rösing, som holdt fast i sit udgangspunkt:
Sammenblandingen af forfatter og hovedperson. Til sidst blev det for meget for
Ørstavik, som resolut tog mikrofonen fra den danske biografi-fikserede anmelder
og vendte sig mod den finske forfatter Riikka Pulkkinen, som også var til stede.
Derefter brugte de to forfattere en halv times tid på at diskutere det særligt nordiske i
deres respektive bøger, mens Rösing pænt måtte se på fra sin skammekrog.
Og se – det
er jo en god historie. Jeg kom til at tænke på den for nylig, da jeg havde læst
en anmeldelse af den danske litteraturforsker og cand. phil. Hans Hauges nye
bog. Han er kendt som lidt af en havkat i det litterære hyttefad, da han holder
fast i, at man bør skille værket fra forfatteren. Desuden er han aktiv i CEPOS
og skriver ganske ofte i Berlingskes Groft
sagt-panel. Han er med andre ord borgerlig, og dem er der ikke så mange af
i litteraturkredse.
Men nu har
Hans Hauge skrevet en ny bog. Nogle gange kan man blive helt stakåndet over,
hvor meget folk producerer. Ordene formelig vælter ud af Hans Hauge, og der er oftest noget interessant at hente. Hans nye bog handler om Martin Heidegger, der
af de fleste – også Hauge – beskrives som Det 20. Århundredes største filosof.
Samtidig har den et særligt fokus – et opgør med opfattelsen af, at Heidegger
er en nazistisk filosof. De seneste år er der nemlig kommet nye mulige beviser
på bordet takket være udgivelsen af Heideggers efterladte Sorte Hæfter – dagbogsoptegnelser fra 30erne til 70erne.
Hele
debatten handler naturligvis om, hvorvidt man skal afskrive Heidegger som
anvendelig filosof, fordi han var medlem af det tyske nazistparti fra 1933-45. Altså:
Kan en nazist være en af de største filosoffer i Det 20. Århundrede? Ja, mener
Hans Hauge, som kalder Heidegger ”en lille nazist, men en stor filosof”. Alene
det er forkætret. Man kan finde mange debatindlæg i danske medier, hvor folk
argumenterer for, at hvis man er nazist, så er man nazist. Man kan ikke bare
være sådan en lille lommenazist, bordet fanger.
Det er denne
argumentation, som Hauge prøver at trevle op i sin nye bog, Løgstrup, Heidegger og nazismen, og det
gør han virkelig grundigt. Pointerne bliver hamret fast op til flere gange,
hvilket Hauge selv gør opmærksom på i forordet: Bogen er rodet, der er ikke
gjort noget forsøg på at konstruere en narration. En af Hauges væsentligste
pointer er, at Heidegger godt nok var medlem af Nazipartiet, men det var mest
for at få lov til at være i fred. Han var med andre ord en medløber, og efter
krigen kaldte han sin deltagelse for en dumhed og hævdede, at han ikke var
nazist. I retsopgøret efter krigen blev han heller ikke kendt skyldig i noget
som helst.
Desuden
dokumenterer Hauge ganske grundigt, at jo længere bort fra Anden Verdenskrig vi
kommer, jo mere er folk optaget af, at han var medlem af nazipartiet. Efter
krigen var de fleste ligeglade, for de vidste godt, at han ikke var overbevist nazist
– og at hans hovedværk ”Væren og tid” fra 1927 om menneskets forståelse af sig
selv i en given tid, ikke har det fjerneste med nazisme at gøre. I øvrigt – og her er vi så ovre i det
biografiske – havde han et livslangt elsker/elskerinde-forhold til Hannah Ahrendt,
både før og efter krigen. Hannah Arendt var som bekendt jøde og skrev det
epokegørende værk om ”ondskabens banalitet”, Eichmann i Jerusalem.
Heidegger
selv adskilte personen fra skriften, den såkaldte ”biografiske minimalisme”. Det
er der ret mange gode grunde til at gøre, for hvor skal man stoppe? Som Hauge
skriver: ”Hvis man skulle bedømme Rousseau eller Kant ud fra, hvad de sagde om
kvinder eller negre, hvad Hegel sagde om afrikanere, Leibniz om tyskere,
Aristoteles om slaver eller Schopenhauer om sex, ville der ikke være mange, vi
kunne læse.”
Det burde
være indlysende, men sådan er det ikke, og da slet ikke i filosofikredse, hvor
alt bliver undersøgt ned i de mindste detaljer. På den anden side er det
naturligvis en svær pille at sluge: Ja, Heidegger, som bliver kaldt Det 20.
Århundredes største filosof, var nazist. Måske. Han var i hvert fald medlem af
nazipartiet ligesom mange andre i 30ernes tyskland. Og K. E. Løgstrup, som
mange er enige om er Danmarks største filosof i sidste århundrede, havde Heideggers filosofi som springbræt. Løgstrup
var ikke nazist, selv om han gik til forelæsninger hos Heidegger i 30erne. Både
Heidegger og Løgstrup byggede videre på Søren Kirkegaard, der til gengæld ikke
gik ind for folkestyret, demokratiet. Og sådan kan man blive ved. Som Hauge
påpeger i sin nye bog, ingen filosof har noget at sige om alting. Hvorefter han
kommer med en af de spydigheder, som bogen er ret rig på: ”Det kunne Vincent
Hendricks lære noget af”.
I det hele
taget er der mange gode grunde til at adskille personen fra skriften. Hvis
skriften er nazistisk, skal det nok fremgå, ligeledes hvis den er totalitær,
racistisk eller misogyn.
Tilbage står
spørgsmålet om, hvorfor så mange er interesserede i personen bag romanen eller
filosofien. Hvorfor denne biografiske optagethed? Hvorfor kan en kritiker som
Lilian Munk-Rösing ikke lade være med at blive ved med at spørge til, hvor
meget af personen Hanne Ørstavik der er i hendes roman? Det er meget svært at
se det som andet en banal sladderbladsnyfigenhed – ih, hvor vil mange gerne
vide noget om de kendtes private liv. Det gælder i stigende grad også i kunstens verden, og her
kan man i dag pakke nyfigenheden ind som en kritisk metode takket være den
autobiografiske tendens, der præger store dele af den blandt anmeldere mest
roste litteratur.
Jeg forstår
det ikke. Problemet er, at den biografiske optagethed skygger for værket selv,
uanset om vi taler om litteratur eller fagbøger.
