Blandt magikere og elementarkræfter

Siden oplysningstiden har Danmark og det meste af den vestlige verden været ledet af en organisation af højt uddannede magikere. Deres opgave er at understøtte den almindelige samfundsorden, som den blev etableret efter Enevælden. Disse magikere kalder sig luminarer, lysbringere. De virker i det skjulte, og deres fjender er de samfundsnedbrydende magikere fra både fortid og nutid, som benytter sig af bevidsthedsændrende metoder: Påvirkning af mennesker gennem magi, tidsrejser og andet godt fra den sorte boks. Det gør dem farlige, og de viger ikke tilbage for noget i deres konstante forsøg på at udslette de herskende luminarer.

Det er med andre ord en værre røverhistorie, som forfatteren til den nys udkomne roman Københavns skygger har bikset sammen. Forfatteren selv er lige så mystisk som sit emne, han kalder sig Aspiciens Haufniensis, som vel bedst kan oversættes til ”Københavns vogter”. Romanen er udkommet på det lille forlag Ulven og Uglen, som ligger i det umiddelbart meget lidt magiske Ballerup. Men hvad ved vi almindelige dødelige om magiske kraftfelters beliggenhed?

Hovedpersonen i Københavns skygger ved  intet om magi og luminarer til at begynde med. Han hedder Thor og er ikke meget mere end 19 år gammel, da han begynder på historiestudiet i København. Inden han ser sig om, er han hvirvlet ind i en sideløbende oplæring i magi, fordi han er i besiddelse at specielle evner. Det viser sig hurtigt, at hans mor også er i besiddelse af dem, men hun har helt droppet magien, fordi hendes mand, Thors far, er død under mystiske omstændigheder, som hun nægter at tale med Thor om. Men Thor finder nogle spændende ting i et par gamle kasser og finder ud af, at hans far også var luminar. Han sætter sig naturligvis for at opklare gåden om sin fars død – hvad ellers?

Thor finder hurtigt en anden luminar på studiet, den meget mere drevne Janus, hvis far er institutleder for MET, som Det Magiske Akademi hedder. Janus kan derfor meget mere end sin alakazam, og han interesserer sig mest for den forbudte magi kaldet ”atra”, som de samfundsnedbrydende kræfter både før og nu benytter sig af. Snart bliver Thor en slags discipel hos Janus, og så begynder der at ske ting og sager for de to venner, som går stadig dybere ind i organisationen, samtidig med at de dyrker deres hemmelige og forbudte magi.

Overordnet set er det en fortælling om magt og modmagt, om kontrol modsat fri vilje. Hvor meget skal man kontrollere for at undgå kaos? Hvordan undgår man, at kontrollanterne, magtudøverne, bliver til despoter og undertrykkere? Aktuelle spørgsmål, der ligger som en fin understrøm i denne velkomponerede roman.

Københavns skygger en en blanding af Erwin Neutzsky-Wulff og tegneserien X-Men. Som begge forbilleder lever den, fordi den er troværdig og velresearchet. Som læser accepterer man, at det da godt kunne være, at der findes sådan en organisation, og at magi findes også i dag. Magi er at ændre i de fysiske elementarkræfter, at kunne frembringe varme eller kulde for eksempel – eller teleportere. Meget af bogen går med beskrivelser af alle de magiske øvelser, og det er helt sikkert, at forfatteren er godt inde i sit stof. Det er lidt af en kunst at gøre noget så usandsynligt virkeligt, men her er det gennemført.

Sjovt nok er romanen meget roligt skrevet. Der er ikke overdrevent ramasjang i den, den ligger nærmest det modsatte sted af en bog som Da Vinci-mysteriet, hvor man dårligt når at trække vejret. Alligevel er den elementært spændende i beskrivelsen af Thors og Janus’ forhold til hinanden og til de ledende luminarer, og spændingen fortættes betragteligt hen mod den både overraskende og  tankevækkende slutning. Københavns skygger er en slags coming of age i et magisk univers med livet som indsats. Hvis man er til den slags, kan man trygt – sådan da – gå ombord. For gu er det er røverhistorie, men den slags skal man som bekendt ikke kimse af.

Branden bag øjenlågene

Det er ikke de enkelte digte i sig selv, det er hele stemningen i Lene Henningsens nye digtsamling, der trænger sig ind på læseren.

Samlingen hedder Stilhedsbilleder til et oprør, en meget præcis titel. Her er stilheden før den storm, som Lene Henningsen ser komme: Stormen af de døde og de desperate overflødige, som verden er så rig på her i 2016.

Men det er ikke en storm, der høres, det er en storm, der anes. Lene Henningsens stemme i Stilhedsbillederne befinder sig i en slags afmægtig venten på, at noget må komme, et oprør måske. At det bliver nødt til at være sådan, for ellers er der ikke andet tilbage end at leve i de velbjergedes tryghed, som ender med at blive ubærlig, hvis man ikke er i stand til at isolere sig fra verdens mange afmægtige stemmer.

Der er masser af referencer, der trænger sig på under læsningen. Verden ender ikke med et brag, men med en klynken, den stille desperation i en ventesal, hvor man ikke aner, om der kommer flere tog. 
Men Stilhedsbillederne er ikke en temadigtsamling om flygtninge- og immigrantsituationen i dag. Det er en samling om at leve i den stemning, den foranlediger. Det kan lyde sådan her:

Fortæl mig 

og jeg accepterer det ufærdige
i en blandet hånd
det fine det grove det altid virkelige
som brænder bag øjenlågene
de gennemførte eller de ødelagte scener
og
sammenhænge
båndene til dig og jer
fortæl mig

Dét er tonen i Stilhedsbillederne. De står oftest stille, er fine sansninger om at leve i en slags trods uden at blive nedbrudt. De er alt andet end bastante, et modbillede til dagens ofte skingre debat. Pludselig kan de så flamme op i et programskrift:

Lær som ganske lille
at sejre

byg dine skibe med
flere master

sejl jorden rundt i
tilfældige badekar

og fortsæt

uden stop til evigheden
over for
en du elsker

kroppen og de
bristefærdige tanker

om skibe i vinden
der sejrer sig

gennem jordmørket

Dette digt er et af de stærkeste selvstændige digte i Stilhedsbillederne. Sådan lyder en anråbelse på de besiddelsesløses vegne, når Lene Henningsen skriver den.

Ydermere er der alle afstikkerne i samlingen, digte om natur og kærlighed, for uden var det hele vel ikke meget værd, så ville der ikke være meget til at lyse op. Det kan lyde således:

Svane læg dit hoved her
dit træk var stjernens
smeltet hvidt

ned efter grenene
der skal fange din lyd
og et blik hvor du kan hvile

Det er et fuldstændig uudgrundeligt billede, der bare skal have lov til at fryse sig fast eller smelte sig ind i læserens erindring. Man går galt i byen, hvis man prøver at fortolke mange af stemningerne og billederne i bogen. Hvis man går løs på den med bare en lille hammer, går det hele i stykker, for det er lavet af glas, stjerner og åndedræt.

Hvis politik var skabt af dette stof, ville verden være en gavmild lagkage.

Det er Stilhedsbillederne også som fysisk objekt. Lene Henningsen har selv taget en række sort/hvide, meget skarpe billeder, og bogen er trykt på glat papir uden at teksten skærer i øjnene, som det ellers ofte sker, hvis forlaget ikke har styr på virkemidlerne. Det er ganske enkelt en smuk bog på både den ene og den anden måde, og hvis nogen tvivler på, at visse bøger skal være fysiske, holdes i hånden og bladres i, så skal de bare tage Lene Henningsens nye i hånden. Med sine små 100 sider er den overraskende tung. Det fine og florlette i digtene skal selvfølgelig have en modpol. Lige som dagens debat har brug for et modspil skabt af et helt andet og mere lyrisk udtryk.

Hen til komodovaranen og tilbage igen

Det var en munter dag i Holbæk, og det var i Bog og Ide. Mange rigtig gode bøger er som bekendt billigere end en burger, og man kan altid finde et eller andet godt i stakken af kvalitetsbøger, som blev trykt i for store oplag. Nogle gange undrer jeg mig også over enkelte udgivelser og ikke mindst timingen af et eventuelt salg. Hvem vil for eksempel købe en bog med titlen Lyst og nød – træk fra kønssygdommenes historie sådan en tidlig forårsdag i Bog og Idé?

Til gengæld lå der en gammel bog af Martin Hall, Vægtløs mand under truende sky. Det er hans dagbog fra dengang han var dommer i TV-freakshowet Talent 2008. Jeg så ikke et eneste afsnit af serien – eller hvad man nu kalder den slags. Hele afdelingen af amatører, der fremviser et eller andet til højlydt offentlig applaus eller hån, får det til at risle koldt ned ad ryggen på mig. Det er så mit stejf af paranoia, jeg ser billeder af den gamle sort/hvide Klokkeren fra Notre Dame i min indre biograf, jeg ser uniformer i strækmarch og drukne lynchninger i store træer. Det er sikkert bare mig – og i øvrigt også Martin Hall, som meget passende varmer op til den første talent-audition ved at læse Dan Andersens ganske glimrende bog Nazimyter – blodreligion og dødskult i Det tredje rige. Folketdybets brøl gør også ham angst.

Martin Hall er sjældent mindre end interessant at læse. I min optik er han bedst i sine dagbøger. Engang i 80erne læste jeg hans debut Genopbyggelsen er større end selve skabelsen, og det var virkelig en gang fortænkt vrøvl, ulæseligt. Prøv selv. Dengang var Hall ikke mere end 20 år, men det bevirkede at jeg holdt mig væk fra ham som forfatter indtil jeg faldt over hans dagbog Kommunikaze fra 2001. Dét var en oplevelse, og den rangerer stadig højt på min liste over yndlingsbøger.

Martin Hall er lidt af en ener i Danmark. Han er vel mest kendt som den verdensfjerne dandy, der velklædt betragter denne verdens tilskikkelser med mere end blot et strejf af weltschmertz. Det billede er godt nok, men det er ikke komplet. Martin Hall er samtidig en meget personlig og følsom registrant af sin samtid, og det eneste, han for alvor er fordømmende overfor, er dumhed. Folk må skabe sig lige så tosset de vil og have diverse obskure interesser, det er kun et plus i hans bog. Læg dertil at han er ekstremt vidende om både musik og litteratur, såvel den populære som den obskure.

Med Martin Hall som samtidsregistrant har vi derfor fat i en slags outsider, som har dybden til at sige noget både intelligent og anderledes om populærkulturen. Når han bliver kastet direkte ind i løvens hule som dommer i et freakshow, der blev en landeplage med tilhørende tabloidfokus på dommerne, som også talte Peter Aalbæk og musicaleksperten Julie Steincke, så er der dømt jackpot i den offentlige bingohal. Det er der så også i Halls dagbog fra tiden som dommer. Den følsomme æstetiker i orkanens øje med sprog og viden til at reflektere over populærkulturen fra dens mest ekstreme side.

Reflektionerne er ikke bange for det store sving med kosten. Hall reflekterer for eksempel over kedsomhedens historie og citerer en gammel bog for udsagnet ”Livet bliver kort, når tiden føles lang”. Koblingen til Talent 2008 er, at vi som art finder på den slags, fordi vi keder os. ”Ædt op af kedsomhedens langsomt arbejdende svamp arbejder vi os planmæssigt hen mod stedet, hvor kultur erstattes af civilisation. Vi er ånder, der endnu ikke har opdaget, at vi er døde. Vi er sitcom-latterens oprindelige stemmer, de i tusindvis af døde mennesker, hvis grin blev indspillet i et præhistorisk JFK-Amerika, som stadig runger løs i den syndflod af tv-serier og talkshows, vi glubsk fylder os med”.

Udsagnet er emblematisk for Halls indgangsvinkel til populærkulturen, og han er ikke bange for at stemple helt ind i dysterheden; for at kalde tv-skærmen for ”forbrændingens pejsebillede, det dansende vivisektionsmateriale, de døde kroppe på Panum Instituttets brikse”. Han lukker dette dagbogsafsnit med at undre sig over, at det overhovedet kan lade sig gøre: ”Millioner af års evolutionær celleudvikling og puf!, der står Birthe og spiller på trompet, mens nationen vrider sig af grin”.

Det er et spørgsmål om synsvinkel. Halls kan synes overdrevet, men han har mere end én pointe. Og så må han for min skyld gerne være teatralsk og krukket. Som senere hen i dagbogen, hvor han pludselig udbryder: ”Kære alle jer, der hader og foragter mig, I har vundet. Jeg er en knækket mand. Et nedbrudt menneske. Et skælvende gespenst. En smertelig meningsløshed betrukket med et tyndt lag kløende og eksemplaget hud.”

Så hvorfor kastede han sig ind i denne helvedesmaskine, som populærmedierne bereder de følsomme sjæle, der drager ind i uhyrets bug? Penge såmænd, men også forfængelighed og en slags trods blandet med eventyrlyst: Hvordan ser der ud i mørkets hjerte? Vil jeg slippe levende ud?

Martin Hall slap levende ud, selv om han ofte var på nervepiller under optagelserne. Man kan vel sige, at der er dem, der er født ind i spotlightet, så som hans meddommere, og så er der dem, der skyr det. Takket være en af de sidstnævnte har vi fået en beretning om, hvordan populærkulturen fungerer. Og selv om bogen er otte år gammel, holder beskrivelsen stadigvæk. Alene det er lidt af en bedrift, når man benytter sig af dagbogsformen.

Så lad Hall få det sidste ord her, fra den sidste optegnelse i Vægtløs mand under truende sky: ”Gør øjets lyster én blind i hjertet? Jeg ved det ikke. Man føler sig som et forpustet rovdyr, der netop har overstået drabet og nu, uden for mange dikkedarer, gerne bare vil i gang med at æde”.

Måske er det derfor, at der bliver spist så meget slik foran det blå lys? Sublimeringsanalytikere, line up.