Branden bag øjenlågene

Det er ikke de enkelte digte i sig selv, det er hele stemningen i Lene Henningsens nye digtsamling, der trænger sig ind på læseren.

Samlingen hedder Stilhedsbilleder til et oprør, en meget præcis titel. Her er stilheden før den storm, som Lene Henningsen ser komme: Stormen af de døde og de desperate overflødige, som verden er så rig på her i 2016.

Men det er ikke en storm, der høres, det er en storm, der anes. Lene Henningsens stemme i Stilhedsbillederne befinder sig i en slags afmægtig venten på, at noget må komme, et oprør måske. At det bliver nødt til at være sådan, for ellers er der ikke andet tilbage end at leve i de velbjergedes tryghed, som ender med at blive ubærlig, hvis man ikke er i stand til at isolere sig fra verdens mange afmægtige stemmer.

Der er masser af referencer, der trænger sig på under læsningen. Verden ender ikke med et brag, men med en klynken, den stille desperation i en ventesal, hvor man ikke aner, om der kommer flere tog. 
Men Stilhedsbillederne er ikke en temadigtsamling om flygtninge- og immigrantsituationen i dag. Det er en samling om at leve i den stemning, den foranlediger. Det kan lyde sådan her:

Fortæl mig 

og jeg accepterer det ufærdige
i en blandet hånd
det fine det grove det altid virkelige
som brænder bag øjenlågene
de gennemførte eller de ødelagte scener
og
sammenhænge
båndene til dig og jer
fortæl mig

Dét er tonen i Stilhedsbillederne. De står oftest stille, er fine sansninger om at leve i en slags trods uden at blive nedbrudt. De er alt andet end bastante, et modbillede til dagens ofte skingre debat. Pludselig kan de så flamme op i et programskrift:

Lær som ganske lille
at sejre

byg dine skibe med
flere master

sejl jorden rundt i
tilfældige badekar

og fortsæt

uden stop til evigheden
over for
en du elsker

kroppen og de
bristefærdige tanker

om skibe i vinden
der sejrer sig

gennem jordmørket

Dette digt er et af de stærkeste selvstændige digte i Stilhedsbillederne. Sådan lyder en anråbelse på de besiddelsesløses vegne, når Lene Henningsen skriver den.

Ydermere er der alle afstikkerne i samlingen, digte om natur og kærlighed, for uden var det hele vel ikke meget værd, så ville der ikke være meget til at lyse op. Det kan lyde således:

Svane læg dit hoved her
dit træk var stjernens
smeltet hvidt

ned efter grenene
der skal fange din lyd
og et blik hvor du kan hvile

Det er et fuldstændig uudgrundeligt billede, der bare skal have lov til at fryse sig fast eller smelte sig ind i læserens erindring. Man går galt i byen, hvis man prøver at fortolke mange af stemningerne og billederne i bogen. Hvis man går løs på den med bare en lille hammer, går det hele i stykker, for det er lavet af glas, stjerner og åndedræt.

Hvis politik var skabt af dette stof, ville verden være en gavmild lagkage.

Det er Stilhedsbillederne også som fysisk objekt. Lene Henningsen har selv taget en række sort/hvide, meget skarpe billeder, og bogen er trykt på glat papir uden at teksten skærer i øjnene, som det ellers ofte sker, hvis forlaget ikke har styr på virkemidlerne. Det er ganske enkelt en smuk bog på både den ene og den anden måde, og hvis nogen tvivler på, at visse bøger skal være fysiske, holdes i hånden og bladres i, så skal de bare tage Lene Henningsens nye i hånden. Med sine små 100 sider er den overraskende tung. Det fine og florlette i digtene skal selvfølgelig have en modpol. Lige som dagens debat har brug for et modspil skabt af et helt andet og mere lyrisk udtryk.