Stærkere farver og mere liv

Det er ikke en ny oplevelse at opfatte verden som et vanvidsridt. Det kan man forvisse sig om ved at læse Lene Henningsens nye bog, der unddrager sig genrebetegnel-se. Til gengæld er den nem at beskrive: En digter anno 2017 bosat i Klippede på Midtsjælland bjergtages af en maler bosat i Arles i Sydfrankrig anno 1888. Maleren er Van Gogh, og bogen bringer hans dagbogsoptegnelser fra det, der beskrives som hans mest maniske og kreative periode. Mange af hans kendteste billeder er fra Arles.

Lene Henningsen nye bog hedder Arles. Japan. Klippede, og hvis man synes, at det er en mærkelig titel, er man sikkert ikke alene. Japan er med, fordi Van Gogh i denne periode var strærkt inspireret af Japan, ligesom Lene Henningsen er stærkt inspireret af Van Goghs farver. For farverne kan noget særligt, de kan andet og mere end at være farver:

Bed den grønne farve ved Kværkerup om at vælte ind over kanten på ethvert givent billede, og tage de andre stærke farver med, så billederne ikke ser sig selv som de samme mere.(...) Det øjeblik hvor hver lille plet af krop og ånd dækkes af de stærkeste farver, deres dybere virkelighed, total i en følelse for noget andet, for det fælles, en ikke-naiv lidenskab.

Her er det Lene Henningsen, der har ordet, ikke Van Gogh, og citatet en sigende for det fællesskab, der opstår mellem de to kunstnere. Farverne er frelsere! Farverne, de stærkest mulige, giver mennesket en chance for at hæve sig ud over den grå virkelighed, det kendte, det ofte begrædelige. Virkeligheden skal  befrugtes, fortrylles, give vore øjne ny glød og verden nyt indhold. For verden af i dag ser blandt andet sådan her ud ifølge Lene Henningsen:

Selvretfærdigt trækker de vedtagne sandheder deres sidste kort, gemt under bordet, skinnende som en halvmagisk opdatering, den dygtige elevs retorik, skinnende som et nyt og større kontor, den højere gages tyngde over den laveres, imens skyskraberen smuldrer i galskab udefra og ind – måske en fejl, men en dyrt markedsført, og nylakeret, overvirkeligt skinnende fejl af værdi.

Hold da op! Man mærker forfatterens hamren på tasterne helt ud i tåspidserne. Og man kan sagtens tage fortolkningen af hele bogen ud i det religiøse: De falske guder har regeret længe nok, nu må de gøre plads for at de nye og mere menneskelige kan komme til. Det er den slags billeder, som Lene Henningsen fremkalder, og det er der ikke noget nyt i. Hendes digte har altid nærmet sig anmodningen om noget større og højere kombineret med ens egen evne og vilje til at gøre noget for at få mere ud af alt:

Det er vigtigt at hugge sig ud af dagens jungle

Og nå kystens rene linje som befriet

Tæt på den elskedes krop når det bliver nat

Som hun skriver i digtsamlingen Karnevals Alter fra 2011. Lene Henningsen bevæger sig altid på grænsen mellem nedskrivninger af en fordummende nutid og anråbelser af en anden og bedre fremtid. Trædestenene derhen er ofte skønhed og ærlighed kombineret med et vist mål af galskab og styrke.

Lene Henningsen forrige bog hed Stilhedsbilleder til et oprør, og dem er der mange nye af i Arles. Japan. Klippede. Skriften har her taget nogle andre former og farver, men i bund og grund er der en opfattelse af, at den gamle verden er ved at bryde samme og et forsøg på at fremmane en ny. ”En dag får vi nok af kynisme”, som der står et sted i bogen. Det er en protestskrivelse mod verdens uretfærdighed, der står som en slags korrelat til Van Goghs dagbogsfragmenter, hvor verdens uretfærdighed oftest er det nære: Manglen på anerkendelse, manglen på penge og såmænd også manglen på venner i eksilet i Sydfrankrig. Men også – som hos Lene Henningsen – denne drøm om et fællesskab:

Venter der ude i fremtiden et samfund, hvor alle stemmer harmonisk sammen, og alle har deres plads i den store bygning? Nu er alt slaphed og anarki. (...) Kunstnerne, som tror på orden og symmetri, isolerer sig og arbejder kun på at definere den ene ting. En eller anden ting. Den store sammenhæng mangler.

De ord kunne være møntet på Lene Henningsens tanker, der tager mange afstikkere. For eksempel til lidenskaben:

Lidenskab er ikke et ord. Lidenskab er ikke en grimasse. Lidenskab er ikke en holdning. Lidenskab er dit slid, dit offer, din smerte, din retfærdighed, din lysende tumor af sind, din afsindige glæde, din blodige hjertemuskel, din død en stormende dag, med naturen i oprør fra alle retninger. Kun det kan gøre det nu.

Arles. Japan. Klippede består af den slags små afsnit, destillerede dagbogsnotater, et på hver side, enten af Van Gogh eller Lene Henningsen. Det bevirker, at den ikke er helt nem at komme ind i, man får lyst til at læse enten den ene eller den anden, sådan er det altid med denne form. Men der er jo heller ikke nogen, der siger at man absolut skal læse den fra begyndelse til slutning, selv om der er et vist forløb i den: Mens Van Gogh synes at blive mere og mere desperat, bliver Lene Henningsen tilsvarende mere afklaret. Dog uden at de to forfattere på nogen måde danner et logisk forløb. Fællesnævnerne er drømmen om fællesskabet og viljen til at få så meget ud af livet som muligt, blandt andet gennem synet og intensiteten. Her er det igen Lene Henningsen:

Et stengærde under de flammende træer, som nogen læner sig opad. En tærskel, en dør, hård at banke på, og pludselig gennemsigtig, flager af tid der falder sammen. Et liv, som kan udfolde sig i en slags naturlighed, består af strækninger mellem tærskler, mellem stengærdet, hvor bevidstheden skal vokse. (...) Hvad var det vil skulle lære her? Spørges der igen og igen. På alle mulige og umulige måder.

Det samme kan man sige om hele bogen. Hvad skal vi lære her? Skriften er fortættet, og tit skal man læse afsnittene mere end én gang. Til gengæld trænger de så ofte dybere ned. Arles. Japan. Klippede er en bog af den type, som man gerne vil have liggende indenfor rækkevidde, for den egner sig til at slå op i på må og få, hvis tingene trænger til perspektiv og retning, til liv – mere liv. Og igen mere.

Det er det lille forlag Spring, der i dag udgiver Lene Henningsen, som debuterede i 1991 og lige er fyldt halvtreds. Folkene på Spring skal have tak for at blive ved med at udgive små, smalle bøger som denne, der næppe får boghandlerne til at stå i kø for at bestille den hjem og sætte den i vinduet. Men lad nu det ligge, heldigvis kan man jo alligevel sagtens få fingre i den – når man ved, at den findes.