Følelsesmaskinen forklædt som litteratur

Måske er jeg ved at blive gammel. Eller rettere: Jeg er blevet gammel. I snart 40 år har jeg altid fulgt opmærksomt med i al ny lyrik, men nu begynder det at kede mig. Jeg synes, at det er en slags ungdomslitteratur; en frygtelig masse unge mennesker skriver om deres liv i en ny form for knækprosa. Den er en anelse mere afsnuppet og springende end i 70erne, men i bund og grund er det samme grundsubstans. Her er mit liv. 

De sidste fem år har vi været igennem mange betegnelser for dette. Autofiktion, performativ biografisme og endelig Litterær Reality, som jeg selv fortrækker, fordi det inddrager genren i hele mediebilledet. Litterær Reality er noget, der opstår, når en forfatter skriver en mere eller mindre fiktiv selvbiografisk bog, et stort forlag slår på tromme for den og medierne lytter, fordi det ligger i deres DNA, at det bedste nyt er det nye nyt. Og de tager for givet, at de store forlag har fingeren på pulsen.

Når en ung forfatter skriver om sig selv og sine gerne lidt anderledes erfaringer end det allermest almindelige og med følelserne uden på tøjet og coveret, er der jackpot i den litterære spillehal. Det bevirker også, at mange nye digtsamlinger af unge forfattere er temadigtsamlinger. Her er digtsamlinger om døde pårørende, om livet som borderliner, om livet som udsendt soldat, om at være handikappet, om at være nybagt far, om stort set alt. Digtsamlingerne taler til dem, der har en lignende alder og oplevelse – og ikke særlig mange andre. Slet ikke os, der er blevet så gamle, at vi både har oplevet og hørt om det hele før.

I virkeligheden er det jo enormt sympatisk. De unge digtere gør deres bedste for at videregive deres oplevelser, og det er langt nemmere – for en umiddelbar betragtning – at skrive en digtsamling end en roman. Det er erfaringsudveksling mellem ligesindede, en slags offentlig terapigruppe, hvor alle er velkomne, og hvor digte nu igen bliver læst af mange i stedet for at være et reservat for de få og højpandede. Det kan man ikke have noget imod, tværtimod, det er jo al ære og respekt værd. 

Men det får mig til at føle mig gammel og udenfor, for jeg griber mig i at tænke Herregud, lille ven, det er da også noget værre noget. Et af forbillederne for de unge danske reality-lyrikere er amerikanske Mira Gonzalez, hvis digtsamling ”Jeg vil aldrig blive smuk nok til at gøre os smukke sammen”, oversat af den måske mest hypede unge danske digter, Caspar Eric, er ganske rørende. Men jeg står udenfor og betragter et ungt menneske, der føler sig ”udsat på hjertets bjerge”, for nu at citere Rilke. Og jeg bliver ikke lukket ind, for i Mira Gonzalez digte er der ikke plads til andre end hende. Hendes selv, hendes følelser, fylder hele rummet og favner ikke andre. Som hos mange af de unge danske digtere.

Jeg er helt med på, at det er meget tidstypisk. Man behøver blot at lukke op for TV eller radio for at se det samme fænomen udbredt i andre formater. Alle interviews i den menneskelige sfære fokuserer i dag på, hvem den interviewede er. Der synes at være en udbredt konsensus om, at jo flere personlige følelseslunser, man kan skære ud af folk, jo mere nærværende og godt er det. Den personlige oplevelse er udbredt i et hidtil uset omfang – og de interviewede spiller gladeligt med. Men kan såmænd også opleve det live til forskellige oplæsningsarrangementer rundt omkring i landet – de unge oplæsere gør en dyd ud af at være så oprigtige, ærlige og offentligt private som mulig. Man ser virkelig giraffen.

Men man kan også være så heldig at opleve det stik modsatte, både live og i litteraturen. Her i foråret befandt jeg mig i Poesiens Hus, som nu har fået mere eller mindre permanente lokaler i Den Fri Udstillingsbygning lige over for Østerport Station i København. Tre skuespillere opførte meget fyldige og godt redigerede uddrag af danske digtsamlinger, blandt andet Ole Sarvigs ”legende”, som til næste år har 70 år på bagen. ”Legende” er – som så mange andre af Sarvigs digte – befriet for tid, sted og personfiksering. Det er det fællesmenneskelige, vores kollektive hukommelse som mennesker, der er i højsædet. At høre digtet læst op af professionelle befriede det endeligt fra digteren, mennesket, det private. Der var vel en 60 mennesker i lokalet, og under næsten hele oplæsningen sad folk som forstenede, fordi de forholdt sig til ordene, ikke til digteren.

Naturligvis skete det magiske, som al god kunst lever af: Selv om digtet er over 70 år gammelt, blev det vibrerende og aktuelt. Sarvigs digte kredser om orden og kaos i et betændt spændingsfelt, og den erfaring er vel så aktuel som nogensinde. Vis mig lige det normalfungerende menneske, som i dag ikke nærer en vis fremtidsangst på en klode, der bliver stadig mindre i takt med, at den bliver mere og mere overbefolket. 

Problemstillingen er ny, men angsten er så gammel som Methusalem. Der har altid været angst for at kaos afløser orden, der har altid været bestræbelser på at beskytte den aktuelle orden, for det handler om overlevelse for sig selv og sine nærmeste. Man kan sagtens se det som det mest aktuelle politiske spørgsmål i dagens verden: Skal man favne eller afvise det ukendte? Slå syv kors for sig eller indkorporere det ukendte, så det bliver kendt – også med de farer for forandring, som det kan medføre.

Det er den slags, som kunst kan. Den slår bro over den enkelte person og den kollektive erfaring. Den forbinder myter og virkelighed, skaber rum for reflektion, gør folk klogere på sig selv i verden. Der bliver plads til den enkeltes erfaring, tilhøreren – eller læseren – bliver meddigter, bliver medskabende. Netop fordi det hæver sig ud over fokuseringen på individet, på forfatteren. Kunst handler ikke om at finde ind til kunstnerens inderste, den handler om at indvinde nye indsigter om verden, mennesker og sig selv. Det er i den spænding, at man skal vurdere den. Det tidløse bliver tidsbundet, gamle erfaringer bliver indoptaget i nutiden og giver mening her og nu, netop fordi det ikke er historieløst og privat.

Jeg talte engang med forfatteren Katarina Lewkovich, som garanteret ikke er kendt af særlig mange, men hun har skrevet en fremragende digtsamling ved navn ”Øksepunktet”. Hun formulerede sit krav til en god digtsamling – eller roman – på den måde, at hun vil rammes på et højere punkt end netop alt det dagligdags, hvis hun skal have noget ud af litteratur. 

Men hvad, hun er sikkert også ved at blive gammel.

Meget af den nutidige Litterær Reality kikser nærmest grandiøst i forhold til at ramme folk på et højere punkt end dagligdagen set gennem lyriske formuleringer. Læserne eller tilhørerne bliver ikke udfordret, de må nøjes med at forholde sig til en andens følelser og sammenligne det med sine egne. Det bliver meget hurtigt til en meget flad og meget lidt givende samtale.

Man kan selvfølgelig sige, at det måtte komme. Det private har i mange år haft forrang i offentligheden, og nu er det så også for alvor flyttet ind i litteraturen. Men hvor man i 70erne gjorde det private politisk, er det ikke længere muligt i dag, for politiske budskaber uanset indhold er nu slidte, gammelkendte klichéer, som man kan være enig i eller ej. I dag skal der det modsatte til: At gøre det politiske nærværende via den fællesmenneskelige erfaring og historie. Den slags digtsamlinger og romaner er der i dag langt imellem hertillands – og med få undtagelser hører man sjældent om dem.

Det skal laves om. Landets litteraturredaktioner har stadig en forpligtigelse til at skelne skidt fra kanel. Tør jeg anmode om, at medierne fokuserer på den litterære kvalitet i stedet for at løbe i måsen på de store forlags tidstypiske døgnfluer? Jeg medgiver, at de er bedre stof end de forfattere, der har fat i de lange perspektiver og ikke giver ved de private døre, men i det lange løb vil det altid være de forfattere, der har blik for historien, myterne og sammenhængene, der bliver stående.