Hytteballe og den effektive civilisation

Det er en svær disciplin at skrive politiske digte. Faktisk er det nok en af de sværeste, da det lynhurtigt bliver forudsigelige postulater og brandtaler, som man har hørt mange gange før – og digtes fornemste kvalitet er at give nye indsigter eller nye billeder på gamle indsigter. Prøv lige det i en så opkæftende tid som denne, hvor alle kan sige hvad som helst i kommentarfelter og på sociale medier – og gør det.

Det gælder også forfatteren Albert Hytteballe Petersen. Han af en af de her undergrundsforfattere, der er ret kendt i diverse litterære miljøer, for det er svært at undgå at lægge mærke til ham, hvis han er i samme lokale som en selv. Hytteballe taler gerne og længe – og har en mening om stort set alt.

Derfor er det fint at læse Hytteballes nye digtsamling, Uanset hvad, der er udkommet på Det Poetiske Bureaus Forlag. Det er nemlig en langt mere afdæmpet og lyrisk stemme, vi møder her. Tag nu for eksempel åbningsdigtet:

Jeg skrev et digt i drømme
da jeg vågnede i morges
havde sneen dækket det.

Se det har jo intet med politik at gøre, det er en fin lille lyrisk observation, der blander drøm og virkelighed på en meget elegant måde. I bogens næste digt hedder det så:

Ineffektive civilisationer
er vilde med poesi.
Effektive civilisationer
er vilde med boligindretning.

Så er vi straks ovre i det mere politiske, men ikke som en brandtale, igen som en observation, en pludselig indskydelse eller indsigt, der er originalt udtrykt. Og har manden ret? Er det sådan, det er? Måske. Det kan man så diskutere lidt med sig selv. Lidt senere et lidt længere digt:

Jeg er overhovedet ikke bange for terrorister
det er tavsheden der holder mig vågen;
døden er ikke skræmmende
kun en alvorlig påmindelse om et begrænset antal løvspring;
mit fjernsyn og jeg havde en lykkelig skilsmisse -
det er ensomheden
der flakker rundt på fortovene
jeg ikke kan slukke for.

Politisk? Ja da, især fordi næsten samtlige politikere har fået terrorrister på hjernen, og fordi det er det mest mediedækkede område overhovedet. Forleden kunne vi for eksempel opleve SFs Pia Olsen Dyhr tage afstand fra muslimske terrorrister – som dog senere viste sig at være højreorienterede terrorister. Det siger noget om, hvor hurtigt dagens debattører er på tasterne – ikke et sekund skal spildes i kampen om opmærksomhed. Eller som Hytteballe skriver i et andet digt:

Aldrig før
har vi kommunikeret mere
samtalet så lidt.

Aldrig før
har nogle så fjendefri
været så krigsgale.

Aldrig før
har demokratiet været så lovprist
borgere så magtesløse.

Her er vi så endelig henne i mere rendyrket politisk digtning af den slags, som man kan være enig eller uenig i. Men hvis man sammenholder disse fire digte (det sidste er kun et uddrag) kan man uddrage en opskrift på, hvordan man i dag kan skrue en god politisk digtsamling sammen: Det politiske skal kun være en del af helheden, både i samlingen og den verdensanskuelse, der ligger til grund.

Albert Hytteballe Petersen er efterhånden en gammel svend i midten af 60erne, og det giver sig udtryk i mange digte om tiden nu og før, endda også før han blev født, men skrevet i jeg-form. Hytteballe nærer heller ikke nogen angst for det storladne, og han er ikke bange for at skrive et digt kaldet ”Jer er i dem alle”, der handler om at kunne se sig selv i alle mennesker (og dyr med såmænd) og faktisk være hos dem som en slags trøster, en altfavnende ven, en verdslig Jesusfigur. Jesustemaet ligger ikke fjernt fra Hytteballe, hvis forrige digtsamling hed Brev til Menneskesønnen – og her optræder en fortæller, der både er Jesus, Muhammed og sikkert også Albert Hytteballe samt alle andre. Digtsamlingen er forbilledligt godt skruet sammen, man sidder tilbage med en fornemmelse af, at alle er jesus’er, hvis de vil, og alle andre også kan være jesus’er for en selv. Jeg har set digtsamlingen rost af en anmelder, der kalder sig ”en forbenet ateist”, og større ros kan sådan en digtsamling vel ikke få.

Men hvad er det egentlig, som Albert Hytteballe kan og gør? Mit eget bud er, at han har formået at beholde barnets undrende blik på verden i stedet for at bliver gammel og bitter – en sygdom som rammer mange gamle venstreorienterede, der oplever en verden, der slet ikke blev, ”som vi mente/ det var vores ret/at kræve”, som en beslægtet digter, Peter Laugesen, engang skrev. Hytteballe er i øvrigt også i slægt med en anden gammel kending, nemlig Ivan Malinowski – samt en forfatter som færøske Jóanes Nielsen. Fælles for firkløveret her en en naturorienteret og anarkistisk indstilling til liv og digtning.

Som det fremgår, kan jeg kun anbefale, at man griber fat i både Brev til Menneskesønnen og Uanset hvad. Titlen, Uanset hvad, dækker over opfattelse af, at uanset hvad er der stadig masser af skønhed, kærlighed og alt det, der ligner:

Uanset hvad
sker det at min søn
sådan helt uden påviselig grund
holder om min gamle hærgede krop.

Uanset hvad
dukker der stadig nye beretninger op
om delfiner der redder mennesker fra druknedøden
bare fordi de finder det naturligt.