Friheden som fængsel

Det virker fuldstændig logisk, at de mest dramatiske, vilde og sære eventyr udspiller sig ved verdens ende. Nej, om igen: Verdens ende findes ikke, verden er rund. Alligevel bruger vi udtrykket verdens ende for det, vi opfatter som den yderste forpost før døden. Verdens ende er dødens pølse. Hertil og ikke længere, schluss, endgame, vift med hatten, tænd nødblus.

Tyske Judith Schalansky har skrevet en bog om verdens mange ender. Den hedder noget så prosaisk som ”Atlas over afsidesliggende øer”. Judith Schalansky er født og opvokset i DDR, og der kom man aldrig nogle vegne rent fysisk, altså måtte man dagdrømme sig væk, hvis man havde udlængsel.

Hvis man har en rig forestillingsevne, er der ikke noget så befordrende som et atlas. Man kommer hele verden rundt, og hvorfor hedder steder og byer nu engang det, som de hedder? Hvis man én gang har haft den fascination, slipper den ikke taget i kødet, den har nappet sig fast. Jeg ved det, for jeg havde det på samme måde som barn. Jeg er født og opvokset på Bornholm, og jeg kom heller aldrig nogen steder, bortset fra i fantasien. Jeg kunne bruge endeløse dage med at studere atlasser og frimærker fra fjerne lande.

Judith Schalansky har næsen i dette spor i sit ”Atlas over afsidesliggende øer”. Og hun tager den med rundt til de 50 mest øde øer, hun har kunnet finde; øer, som de færreste har hørt om. Hun har samlet forskellige beretninger og registreringer fra disse øer, og det bruger hun til at fabulere over folk og skæbne. Samtidig er hun helt skamløst opslugt af navnene – og med god grund: For eksempel findes den mytologiske passage til underverdenen, floden Styx, i virkeligheden. Find den selv på billedet. Styx ligger på den fransk-ejede Possession-ø i Det Indiske Ocean, langt, langt væk fra noget andet fastland. Den er lidt større end Bornholm, men – hold nu fast – nærmeste sted at finde fodfæste er Antarktis, 2150 kilometer mod syd.  Rejser man mod nord, kommer man til Madagaskar, 2370 kilometer væk.

Styx er ikke det eneste fascinerende navn på Possession-øen. En bjergkæde er opkaldt efter Jules Verne, en af de største opdagelsesrejsende i fantasien, som Judith Schalansky skriver. Hun bruger sit lille tekststykke om øen – hver ø har en sides tekst og et kort med alle stednavnene – til at citere Jules Vernes helt ved navn Cyrus Smith fra ”Den hemmelighedsfulde ø” for følgende lettere gådefulde udsagn: ”Jeg følger ikke min vej, min vej følger mig”. Det ligger godt i tråd med den sø, hvis vand ledes ud i havet via Styx: Hvad kan den hedde andet end ”Lac Perdu”, den fortabte sø?

Bor der nogen her? Ja da. 26-45 indbyggere, angiver Judith Schalansky. I 1964 oprettede Frankrig en forskningsstation der – og den har de åbenbart stadig den dag i dag. Hvad forsker de i? Det skriver hun ikke noget om, men det kan man selvfølgelig selv finde ud af, hvis man nu absolut vil vide det. Man kan også skrive en roman om det. Og man kan lade det være et mysterium, som man pludselig støder ind i fra en helt anden og uventet side.

Mange af beretningerne i ”Atlas over afsidesliggende øer” handler om folk, der søger friheden på den ene eller anden måde. Til det formål søger de mod en udvalgt endestation i håbet om at starte på en frisk. Men langt de fleste af beretningerne – om ikke dem alle – ender katastrofalt. For nissen, den gamle verden, følger med, den er rodfæstet i hjernebarken. Det er fortællinger om mord, incest, voldtægt, kannibalisme, indavl og lignende. Friheden ender som et nyt fængsel. En ø bliver til en indespærring. Drøm bliver mareridt. Men der findes også positive historier, og de foregår blandt folk, der har formået at bo på deres ø gennem mange generationer. De har deres egne mytologier og skabelsesberetninger – og når man har det, er man ikke en fremmed for sig selv. Man er rodfæstet – også i hjernebarken.

Det er naturligvis fristende at drage en slags Gajolæske-konklusion på alt dette, men måske skal man bare lade være. Konstatere at Judith Schalansky har skrevet en hyldest til den menneskelige nysgerrighed, fantasi og grænseløshed. Det er en fantastisk bog, læs den før du planlægger at realisere drømmen om paradiset på en øde ø. Det hænder ofte, at der ikke er nogen vej tilbage, heller ikke den, som du havde forestillet dig.

Dit væsens rod. Tove Ditlevsen i 2015

Tove Ditlevsen? Jo, alle kender hende, også de unge. Nu er hun kommet med i den danske kanon for gymnasieklasser – på bekostning af ronkedoren Rifbjerg. Nu ved jeg ikke i hvilket omfang man skal tage kanonen alvorligt, men hvis man vælger at gøre det, så er det er godt valg og en meget timet udskiftning. Indse det: Rifbjerg har virkelig skrevet nogle klassikere, men for tidens unge er der vist ikke meget at hente.

Det er der hos Tove Ditlevsen. Det ligger i sproget, tonen og socialklassen. Tove Ditlevsen skriver et djærvt og alligevel forfinet dansk og hendes digte er klassiskere. Alle kan læse dem, de er folkelige, følsomme og hjertegribende.  Dermed siger hun mange unge læsere uden særlige litterære forudsætninger meget mere end mange nutidens digtere og forfattere.

I et interview i Politiken var litteraturforskeren Lise Busk-Jensen inde på det samme: ”Hun er jo på ingen måde noget, der minder om en populærforfatter, men man kan sige, at der er alt for mange moderne forfattere, der føler at det er en kvalitet i sig selv at være svært forståelig”. Det har hun ret i. Tænk Klougart, Cecilie Lind, Jonas Rolsted og mange andre af de nye primært digtere, der har det som litterær metode at opløse sprogets gængse sammenhænge for at skabe rum og nye indsigter både hos læseren og sig selv. Af og til fungerer det, men der er også meget vrøvl, der mest minder om små piger og drenge med ordklodser. Litterær legestue for den litterært skolede middelklassebevidsthed.

Tove Ditlevsen er til gengæld rundet af både arbejderklassen og skrøbeligheden, usikkerheden. Stik et af hendes gode digte til en ung pige med tankemylder i hovedet, og vedkommende vil føle genkendelse i et digt, der er skrevet for 75 år siden. Det kan man sige en hel masse mere eller mindre klogt om, man man kan også lade være. Naturligvis er det sådan. Ditlevsen skulle på ingen måder opsøge stoffet, for hende var det et spørgsmål om at sortere i det. Man kan sagtens hævde, at kernen i hendes liv var en søgen og en længsel efter kærlighed og tryghed. Når hun var alene, skrev hun, for så kunne hun transcendere sig selv over på et stykke papir. Give slip på virkeligheden.

Fornylig læste jeg den nu genudgivne erindringsbog Gift. Den er virkelig skræmmende. Den beskriver hvordan hun blev narkoman og i en meget ung alder var ved at dø af det takket være en ægtemand, som var sindsforvirret læge og gav hende alle de stoffer, hun ville have. Det er en fortælling om afhængighed på mange planer: Ditlevsen er afhængig af en mand i huset, og manden i huset er afhængig af at have et offer, en kvinde, han kan kontrollere, for han kontrollerer ikke så meget andet. Stofferne, morfinen, er deres eneste fælles omdrejningspunkt.

Gift rummer mange andre sidehistorier og den er skrevet i det, der engang kaldtes et prunkløst dansk, ingen dikkedarer her. Og som altid fanger fortællinger, hvor man kan mærke, at der virkelig er noget, der brænder på hos forfatteren. Som læser er man lidt som en frø, der ikke kan mærke, hvornår den bliver kogt, hvis den får en langsom opvarmning. Det er storartet fortællekunst og det er ikke planlagt på forhånd, for den slags fortællinger kan forfattere kun sjældent planlægge og plotte sig til.

Genudgivelsen af Tove Ditlevsen og hendes fornyede aktualitet lægger sig i sporet af de gamle klassikere, der taler ind i nutidens tendens med selvoplevede beretninger, litterær reality. Vita Andersen er et andet godt eksempel. Tom Kristensens Hærværk er tredje, især hvis vi taler om forfattere, der primært siger mænd noget. Men med god litteratur er det sådan, som Jens Christian Grøndahl formulerede det i et interview fornylig:

»Litteraturen er universel, fordi den insisterer på det individuelt menneskelige. Litteraturens begrundelse ligger i dens loyalitet over for det enkelte menneskes perspektiv, ikke i at reducere ham eller hende til et spørgsmål om baggrund, kultur eller sociale forhold. Alle kan leve sig ind i personerne i en roman, hvis den er ordentlig skrevet.«

Den klub hører Tove Ditlevsen hjemme i. Og det er altid herligt, når klassiskere rammer nutiden, fordi de giver et historisk korrektiv til nutiden – hvilket de nutidige forfattere i sagens natur ikke kan levere.

Tove Ditlevsen begik selvmord i 1976, tre år efter skilsmissen fra Viggo Andreassen, hendes fjerde og sidste mand. Billedet øverst er fra 1950; Tove Ditlevsen på besøg i sin barndomsgade på Vesterbro. Sidst i marts udkommer en bog med hidtil uudgivne tekster af Ditlevsen. Gyldendal har redigeret og udvalgt, bogen hedder ”Jeg ville være enke, og jeg ville være digter”, et citat fra netop Gift.

Kloden er mindre end mennesket. Mindeord over digteren Jens Asbjørn Seehuusen.

Af og til bliver man sgu så glad for aviserne. I sidste uge døde den nærmest totalt ukendte digter Jens Asbjørn Seehuusen, kun 56 år gammel. Men alligevel ofrede Information en halv side på en nekrolog ved senioranmelder Erik Skyum-Nielsen.

Selv havde jeg glemt alt om Seehuusen, og at jeg overhovedet kender ham skyldes mere eller mindre et tilfælde. Så her kommer en god historie i bedste litterær reality-stil: Den foregiver at være sand, men alt afhænger som bekendt af øjnene, der ser, og erindringen, der altid er en svigefuld elsker.

Engang arbejdede jeg på et månedsblad ved navn PRESS. Det var i 1987. Bladet havde godt og vel et år på bagen og var klart mandsdomineret, en bande hårde nødder med saft i løgene gik målrettet efter de kontante afsløringer af magthavernes skalten og valten med folks liv og rettigheder. I den kamp havde det såkaldt bløde stof ikke mange chancer.

Men der var også kvinder på bladet, og en af dem hed Agnete Vistar. Hun var lidt af en helvedeshund – og hun var vild med digte og litteratur. Efterhånden var hun blevet så irriterende for alfahannerne, at de stak hende seks sider til et forfatterinterview. ”Så får vi vel for helvede fred for kællingen”. Og naturligvis: Læserne var lykkelige for hendes interview – det var lige den slags, der manglede i det månedsblad, så hun vandt retten til at bringe forfatterinterviews, hvilket blev en genre, som PRESS senere rendyrkede og forfinede.

Så var det, at Agnete Vistar – frygtløs som altid – kastede sig over Jens Asbjørn Seehuusen, som også dengang var totalt ukendt bortset fra mindre, litterære cirkler. Interviewet blev bragt, og det var mere eller mindre lige så uforståeligt som Seehuusens digte. Udtrykket ”noget snot” blev anvendt af mindst en af alfahannerne.

Problemet med Seehuusen var og er, at han er lavmælt, stille, forfinet. Han skrev på de ganske subtile nuancer i opfattelsen af verden, og den slags kræver ro og indlevelse hos læseren – plus sikkert også en vis erfaring med overhovedet at læse digte.

I sin nekrolog bringer Skyum et eksempel på et af hans digte, og det kan på mange måder tjene som et skoleeksempel på, at gode digte kan lukke op for en anden måde at se verden på. Eller en måde at være sig bevidst om, hvordan man opfatter verden. Hvordan vi ser – og hvordan det kan bruges til et generelt udsagn om os alle. Det er jo ikke så lidt – på kun 22 ord. Digtet kommer her:

Halvt hjemme
er fuglen større
end hesten. Og
stjernerne større
end himlen.
Båden er større
end havet.
Og kloden
er mindre end
mennesket.

Udsagnet, digtet, skal læses som et maleri, en synsvinkel. For at illustrere det har jeg taget vedhæftede billede fra Friheden Station: Jerndækslerne er større end bilerne i baggrunden, fordi de er tættere på synsvinklen. Og derfra kan man så fabulere frit over, hvad synet betyder for vores opfattelse. Digtet kan også illustrere, hvordan mange forveksler fortolkning med synsvinkel. Det er op til alle og enhver at fortolke digtets udsagn, men hvis man først har opfattet dets synsvinkel, er det ligetil at læse. Her er vi så inde på, hvorfor så mange mennesker synes, at digte er ”noget snot”: Hvis en eller anden dansklærer dengang i skoletiden begyndte at udbrede sig om, hvordan mennesket kan være større end verden, bliver det hurtigt plat. Mange digte skal ikke pindes ud. I hvert fald ikke hvis man vil vinde gehør hos raske drenge med flitsbuer – eller alfahanner.

Digtet kan heller ikke bruges til noget sådan rent materielt, målbart. Det står der bare og foregiver ikke at være andet end en følsomhed overfor verden. Derfor er det sårbart. Jens Asbjørn Seehuusen var en lavmælt digter, som debuterede i de højtråbende vilde punkdigterår og døde i de højtråbende narcissistiske FB-digterår. Men hans bøger er i stadig i verden, tilgængelige for dem, der søger en anelse stilhed og fordybelse.

Nøgne grønlændere med banan

Niviaq Korneliussen er et af de nye navne, der bliver ved med at dukke op forskellige steder i de litterære cirkler – og med stadig stigende styrke. Jeg havde ikke hæftet mig så meget ved det, måske fordi jeg er blevet lidt for gammel (måske især på den dårlige måde) til at tage alt for store lovprisninger af unge kometer og mulige talenter særlig alvorligt. Alarmapparatet bliver tændt, for hvorfor er det nu, at ungdommens stemme skal hyldes blot fordi den er ung og ny, blot fordi den inkorporerer de nye medier i sin skrift? Jeg forstår det ikke, og jeg synes at det er lidt pinligt. Der er alt for meget ungdomsdyrkelse, X-Factor og medieselvsving over det.

Omvendt læser jeg disse nye unge forfattere, for ellers kan jeg jo ikke udtale mig om det. Og ret skal være ret: Jeg kan godt se, at mange af dem har en ægthed og en blafrende ungdommelig åbenhed. Mange passer perfekt ind i den moderne medierede verden som forbilleder for andre unge, der ikke vil tilpasse sig ”optimeringssamfundet”, som Danmark her anno 2010erne er blevet kaldt. Al respekt for det, jeg kender det fra mig selv dengang i 80erne, da jeg var ung.

Mange af disse unge forfattere har givet det litterære greb en plads i samtidsdebatten, og det er som sådan, at de oftest skal vurderes. Bøger som debatindlæg, litterære indslag i samtiden. Det er essensen af litterær reality. Folk skriver deres liv ud nærmest 1:1, og på den måde bliver de og deres skrift ofte en kritik af samfundsindretningen, konformiteten.

For nylig mødte jeg en ung teaterinstruktør, som skar det ud i pap: Når virkeligheden bliver fiktion, må fiktionen blive virkelighed. Godt sagt! Og hun hentydede naturligvis til politikersnak og indholdsløse medier, som gengiver en virkelighed, der er fiktion på den måde, at den er så konstrueret og gennemtygget, at folk ikke længere kan se sammenhængen med deres egen virkelighed.

Forleden faldt jeg så over Niviaq Korneliussens debutbog, HOMO sapienne, på det lokale bibliotek her i Hvidovre. Det er et storartet bibliotek. Det udstiller altid de nyindkøbte bøger, så man hurtigt kan tage dem med hjem og orientere sig i dem, eventuelt læse dem med hud og hår. Homo Sapienne har en forside, der fænger. Man ser en grønlandsk kvinde, tilsyneladende nøgen, som sidder og spiser en banan. Køn er hun ikke, deller her og der, nul fotomodel, hun er sådan ganske almindelig, og hvor klog ser man lige ud, når man tager en bid af en banan?

Henvisningen til at kvinden her er en slags abe ligger naturligvis lige for. Altså: En ung grønlandsk kvinde skriver en bog, hvor grønlænderen er en nøgen forsideabe. Ikke for fem øre floromvundet hyldest til den storladne grønlandske natur og den slags, som vi danskere ellers bliver diverteret med rent visuelt i medier og rejsekataloger. Og HOMO sapienne er et godt ord; det er godt fundet på at give kvinden sin egne identitet rent evolutionært.

Visse bøger skal man luske lidt rundt om, før man lukker dem op. Sådan havde jeg det med HOMO sapienne, bange for at blive skuffet. Det blev jeg så ikke. Tværtimod. Det blev en af de bøger, jeg læste med hud og hår.

I modsætning til meget andet ung litteratur er HOMO Sapienne ikke litterær reality, ganske enkelt fordi der ikke kun er én fortæller, der er hele fem. Og den indeholder heller ikke en masse mere eller mindre diffuse billeder, som hævder at være kunst, hvilket ellers er en af de unoder, som kendetegner mange unge forfattere i dag. Alligevel er den et spark ind i en – nok mest grønlandsk – samtidsdebat om homoseksualitet, alkoholisme og muligheder for at skabe sig et liv på egne betingelser i et så lille samfund som det grønlandske.

Det mest slående ved de fem hovedpersoner i bogen er deres udtalte selvhad, som næsten kun alkohol kan få bugt med midlertidigt – indtil tømmermændene indfinder sig. Og det er massive tømmermænd, vi taler om. Sjældent har jeg læst en bog, hvor folk brækker sig så meget. Det er et vildt og destruktivt ungdomsmiljø, der her udspiller sig. Det er klart, at det ofte kan være svært at finde ud af, hvem man er i den alder, og det er lige så klart, at når der så samtidig kommer en kønsidentitet på banen, så bliver det en dobbelt problemstilling. Ikke mindst i et Grønland, der er så kønsrestriktivt, som det beskrives i HOMO Sapienne.

Derfor er det hele på spil og i spil for disse unge mennesker, som også har en tredje konflikt, der vel bedst kan kaldes en generationskløft. De er vokset op i et Grønland, som de og deres forældre ikke længere kan genkende, men de unge mangler styrken til at lade være med at vende det mod sig selv. De er på næste alle måder udenfor, så den logiske følgeslutning hos flere af dem er, at de er onde, utaknemmelige, misfostre, evolutionære blindgyder. Nøgne grønlændere med banan.

HOMO Sapienne er heldigvis blevet en bog, som man i dag bliver nødt til at læse i Grønland. Den er mere eller mindre blevet en ungdommelig kultbog, så vidt jeg kan forstå på diverse interviews og referater. Den taler lysende klart i et på en gang meget poetisk, råt og præcist sprog.

Derfor skal man heller ikke fortrinsvis læse denne bog som en slags sociologisk introduktion til, hvordan det er at være ung, seksualforvirret og grønlænder. Man skal læse den som et aktuelt kunstværk, en klassisk dannelseshistorie, som måske mest af alt minder om William Burroughs bog om at være homoseksuel, ”Queer”. Den ejer den samme følsomhed og er ganske rørende.

HOMO sapiennes danske udgave er forsynet med et forord af digteren Mette Mostrup. Det finder jeg en anelse uklædeligt. En god bog er en anbefaling i sig selv, den skal ikke udstyres med et helt forord, som anbefaler, at man skal læse den. Og da slet ikke når det handler om en bog fra vores mere eller mindre tidligere kolonier. Men hvad – et eller andet sted i processen var der nogen, der ikke kunne lade være.

Så Herregud. Eller Fruegud. Læs den alligevel. Den er en dirrende pæl i kødet. Niviaq Korneliussen er en forfatter, som er alt andet end en døgnflue. HOMO sapienne vil skrive historie – om ikke andet, så på Grønland. Det er en landvinding. Vi andre er heldige at kunne læse med, fordi hun selv har oversat den til et fremragende, nutidigt dansk.