Bluesguitaristen i mørkets hjerte

Jeg kan godt lide røverhistorier. Røverhistorier er et godt navn for den slags romaner, der ligger et sted mellem krimier og mytologiske fortællinger. Historier, der er lidt for fantastiske til at være sande – men på den anden side: Det kunne de have været! Tænk nu hvis ...

 

Og så skal der naturligvis være gang i dem, over stok og sten, tak. Pageturners. Dér falder mange krimier, simpelthen fordi de er for langtrukne. 4-500 sider, hvor alt går for langsomt til at man er interesseret i slutningen, og hvor personerne er for stereotype til at man kan interessere sig for dem. Der er masser af eksempler, men jeg kan ikke huske dem. Men OK, Millennium-trilogien kan jeg huske, den droppede jeg på side 120 – alt for langtrukken, meget bedre som film, men dog med fint tegnede hovedpersoner.

Så simpelthen en god historie, godt fortalt uden for mange dikkedarer. Ikke stor kunst, men effektiv underholdning, hvor man både kan være spændt på, hvad der vil ske, og samtidig få noget at vide om problemstillinger og miljøer, som man ikke møder hver dag.

Sådan en roman har jeg lige læst. Den hedder Korsvejen og er skrevet af den danske guitarist med det enkle navn B-Joe. Mange vil kende ham i forbindelse med de utallige jobs, han har spillet over hele landet, men særligt i det københavnske Lades Kælder, hvor han i en årrække var husguitarist. I dag spiller han mest i Hardinger Band, som er Shubiduas arvtager. Det er et folkeligt festival- og halbal-orkester, alle de gamle hits. B-Joe kom med for nogle år siden, og han har givet bandet noget blues-kant. B-Joe er nemlig en god, gammeldags rockguitarist, der elsker at fyre soloer af. Han kan i øvrigt også spille både med tungen og med guitaren bag ryggen. Så vidt jeg ved, har han aldrig lavet andet end at spille guitar.

Nu har han også skrevet en selvbiografisk roman om det. Korsvejen handler om at finde ind til sig selv som guitarist og som menneske, den slags hænger sammen, når man lever af sin kunst og er kommet op i årene. Men det med det selvbiografiske skal man som altid tage med et gran salt. I hvert fald er hændelserne i Korsvejen i den fantastiske afdeling, den metafysiske, den sjælelige – det som på engelsk hedder en quest, en søgning. Ordet findes også på dansk, en kvest, men det møder man mest hos folk, der beskæftiger sig med magi og okkultisme – Neutzsky-Wullf er det oplagte eksempel.

Korsvejen er beretningen om Joes (lad os for nemheds skyld bare kalde ham det) amerikanske sydstatsrejse mod bluesens og sine egne rødder som guitarist. Oplægget er klassisk: Joe har tabt energien, lysten, gejsten. Efter mange år på landevejen er der gået stilstand i den, han fyrer bare det samme, kendte af til koncerterne. Det er muligvis godt nok til publikum, men ikke til vor helt – eller antihelt om man vil. Så Joe drager ud på en rejse til guitarlegenden Robert Johnsons grav, tager noget af den indviede jord og laver sin egen mojo – sin egen lille magiske pose, der skal give ham energien tilbage.

Det virker. Hjemme igen er Joe elektrificeret, som barn igen. Alt kører pludselig for ham, så han undfanger den skæbnesvangre idé, at han vil tage tilbage til Mississippi for at fylde en hel pose med Johnsons gravjord og begynde en mojo-produktion til andre musikere. Og ja – det går naturligvis galt, det ved vi allerede her som læser, for man tager ikke bare andres sjæl uden at give noget tilbage, uden at betale en pris. Det er ældgammel viden, tage bare Goethes Faust. Men vor naive helt tænker selvfølgelig ikke på konsekvenserne – eller han tager dem i hvert fald ikke alvorligt, for det er jo bare nogle ammestuehistorier.

Det er det selvfølgelig ikke, ellers havde der ikke været nogen roman. Inden Joe når at se sig om, er han allerede forbandet, Sydstaternes sorte magi, områdets voodoo-sjæl har et fast greb i struben på ham, og det er med nød og næppe, at han slipper fra det med livet i behold. Men det gør han selvfølgelig, ellers ville der jo ikke være nogen left alive til at fortælle historien.

Langt hovedparten af Korsvejen foregår i Mississippi-deltaets kulsorte bluesmiljøer. Og her er blues ikke bare en musikstil, det er en kultur i et ludfattigt område af USA. B-Joe fortæller eminent godt om Det Dybe Syden og dets mennesker og miljøer, hele tiden med sig selv som omdrejningspunkt: Den rige, hvide mand fra Danmark, der prøver at finde ind til det, der har inspireret ham mest, men som han alligevel er så langt væk fra. På en måde vader han rundt i landskabet med naive træsko på, tænker at det hele nok skal gå, at man bare kan gå ind allevegne i alle miljøer. Der kommer sådan noget Jacob Holdt over det: Hvis man bare siger ja og tror på det gode i mennesket, skal det nok gå. Som sagt – det gør det også. Med nød og næppe og ikke før Joe har lært alle de hårde realiteter om sjælerejser i et fremmed landskab: Hvis man tager, skal man give tilsvarende. Og hvis man vil lave en pagt med djævlen, er det med livet som indsats. Først og fremmest skal man dog gøre sig klart, at man vitterlig laver en pagt med djævlen, med døden. Man skal tage det – dødsens, sorry – alvorligt.

Korsvejen er en ægte rock’n’roll-roman. Den stinker af beskidte cowboystøvler og guitarer på den gode måde, af at sætte livet på spil for at finde ind til essensen af magien. For i bund og grund er al god musik magisk, den er transcendens, bevidsthedsudvidelse. Alle kender fornemmelsen af pludselig at nå til nye indsigter og andre dybder under påvirkning af musik – især hvis det er kombineret med alkohol og sex. Desuden er den godt skrevet, som sagt: over stok og sten, hurtigt læst, intens. I begyndelsen og slutningen forfalder B-Joe til lidt for smarte, meget korte sætninger i bedste tegneseriestil. Men det tilgiver man gerne, for det forsvinder hurtigt. Til gengæld er det en roman skrevet på dansk bortset fra et par enkelte, udvalgte amerikanske nøgleord. B-Joe forfalder heldigvis ikke til at spille smartass ved at kolportere en række gammelkendte amerikanske sætninger og ord ind i romanen, og det er faktisk lidt af en bedrift, der må have krævet en bevidst – og besværlig – stillingtagen. Især når man tænker på, hvor mange i rockmiljøet, der tit siger hele og halve sætninger på amerikansk, når man snakker med dem.

Og det bedste ved det hele: Måske er det sandt? Måske mødte B-Joe virkelig døden i form af en sort, tandløs kvinde på kirkegården i New Orleans? Eller er det bare en god historie, en tyk gang tagen røven på læseren? Vi ved det ikke, og det er essensen af en god røverhistorie. Selv vælger jeg at tro på kernen i historien, ganske enkelt fordi det er troværdigt og ærligt skrevet og i øvrigt ligger i tråd med alle de klassiske og mytologiske beretninger om en mand, der vil finde ind til sig selv.

Spøgelser ved højlys dag

Det er alt sammen meget mærkeligt. Den mexikanske forfatter Valeria Luiselli har netop fået en bog oversat til dansk takket være det nu opkøbte forlag C&K, hvis direktør, Charlotte Jørgensen, er kendt for at kunne spotte et godt forfatter-skab, når hun ser det. C&K var ikke til one hit wonders, men det lange, seje træk med uden-landske forfattere, som Jørgensen så et lys og en fremtid i.

Men derfor er det mærkeligt alligevel. Luisellis roman De vægtløse er en meget utraditionel roman. Dens hovedærinde synes at være at udforske, hvad der overhovedet ligger i begrebet identitet. Kan vi overhovedet hævde at have en fast en af slagsen? Altså ikke forstået på den traditionelle måde, hvor bevidstheden udvikler sig over tid gennem møder, kriser og den slags – men muligheden for at andre overtager ens bevidsthed – eller at man bevidst opsøger andres liv og bevidsthed, så man kan slippe for det bur, der hedder – eller som andre kalder – ens selv.

I Luisellis roman foregår det naturligvis i bedste sydamerikanske tradition ved, at ingen af personerne i romanen synes at være virkelige, når man har læst den til ende. Til at begynde med er de til gengæld ret virkelige: En forfatter, jeg-fortælleren, har problemer med at få skrevet noget som helst, fordi hun samtidig skal passe sin baby. Det er hun ret irriteret over, så hun beslutter sig for at fortælle om sin ungdom i New York, hvor hun var ansat som scout (det hedder det ofte også på danske forlag) for at snuse potentielle bestsellere og litterære sensationer op. Fortællingen bliver hele tiden afbrudt af både babyen og forfatterens mand, der bryder ind med hver deres anmassende virkelighed. Det er ret underholdende indslag, lidt som korte glimt fra en af den slags Chicklitbøger, der toppede for 10 år siden.

Men det fungerer godt sammen med fortællingen om den unge, kvindelige, latinamerikanske forlagsmedarbejder i New York, der lever et typisk, udsvævende ungdomsliv med mange partnere og venner. Ingenting bliver taget rigtig alvorligt bortset fra den forfatter, som hun bliver mere og mere opslugt af – og hvis bevidsthed hun stort set overtager. Eller er det ham, der overtager hende? Han hedder Gilberto Owen og var en virkelig person, en forfatter, der levede i New York. Her turede han blandt andet rundt med den spanske forfatter Federico Garcia Lorca, der var i USA på det tidspunkt. Også i virkeligheden som i denne roman.

Denne overtagelse af Gilberto Owens liv og bevidsthed går over gevind for vores kvindelige fortæller, forlagsmedarbejderen. Hun begynder at skrive som Owen, og inden vi får set os om, har hun præsenteret sin forlægger for en snedig litterær Owen-konstruktion, der får ham til at udgive bogen og historien bag den – selv om det hele er svindel. Men alle hopper på den, bogen bliver en litterær succes, men det nager efterhånden forlagsmedarbejderen så meget, at hun fortæller sin chef, at hun har taget røven på ham. Men hvad faen – What’s in a name, som Hemingway sagde. Om den er skrevet i 20erne af en glemt forfatter eller små 100 år senere af en ung kvinde, der har overtaget Owens bevidsthed, kan vel være det samme. Er det ikke ordene, der tæller? Og hvem er egentlig hvem, når det kommer til stykket. Hvad ligger der i begrebet bevidsthed?

Herefter sker der så noget, der nu ikke er så mærkeligt igen, når man accepterer romanens præmis. Valeria Luiselli skifter fortæller, så det efterhånden kun er Gilberto Owen, der skriver bogens erindringsglimt fra New York, nu fra slutningen af 20erne. De to personer, forlagsmedarbejderen og forfatteren, begynder at overlappe hinanden – det sker selvfølgelig midt i bogen, Luiselli er en dreven stilist – så man kommer helt i tvivl om, hvem der er hvem. For det er den samme form for – lad os bare kalde det vægtløshed, siden det nu er bogens titel – de to fortællere fortæller om. Det er et liv blandt litterære spøgelser, forfattere som Ezra Pound og Lorca (Lorca bliver omtalt ret respektløst som ”den lille bøsserøv” og ”Spanietten”, hvilket faktisk er ret befriende som modsætning til den ærefrygt, der ellers retmæssigt omgiver ham) og flere andre, der også lever deres undergrundsliv, fordi de ikke kan holde ud af være som folk er flest: fast arbejde, ægteskab, lejlighed, normalitet. Men samtidig gør det dem naturligvis vægtløse – for litteratur og digte er i sin essens et flydende holdepunkt, hvis det er det eneste faste, man har at basere sin identitet og tilværelse på.

Men se alt det her, det er en fortolkning. Der står ikke et ord om vægtløshed og identiteter i selve romanen, der er beskrivelse på beskrivelse af forskellige mennesker i samme situation. Det bevirker, sammen med den sindrige konstruktion, at læseren ofte kommer i tvivl om, ikke bare hvem der er hvem, men hvorfor man i det hele taget læser videre, da der ikke er nogen åbenlys handling. Takket være de skiftende jeg-fortællere går alting mere eller mindre i ring.

Der er mindst én god forklaring på, at det bliver ved med at være indsatsen værd: Valeria Luiselli skriver godt og flydende, også i den lydefri oversættelse. For selv om der ikke sker meget i det ydre, er romanen proppet med de sære tildragelser og oplevelser, som sådan et bohemeliv i dag og dengang i 20erne har at byde på. Det kan godt være, at alle er vægtløse, men de er det på en både underholdende og tragisk måde. Og det er som bekendt den dobbelthed, som et klassisk drama bygger på. I denne roman er det så mere eller mindre minus handling, men plus spøgelser, identitetsovertagelser og surrealistiske øjeblikke. For eksempel dør Owen hele tiden, han skifter vægt som vinden blæser, og selv hans døde potteplante bliver til et genfærd.

Som sagt: Det er meget mærkeligt, men alligevel ikke så mærkeligt endda. Hvis man koger de forskellige menneskelige oplevelser ned i essenser, er der ikke meget nyt under solen. Derfor bliver fortælleformen vigtig, hvis man som forfatter vil give læseren nye erfaringer i stedet for at gennemspille gammelkendte følelser. De vægtløse gav mig nogle nypudsede briller til hele identitetsproblematikken: I hvor høj grad har jeg overtaget - og overtager stadig - andres identiteter, holdninger og idéer? Hvad er vi rundet af, som Kierkegaard og Sørine Gotfredsen ville formulere det, og hvordan bliver vi konstant rundet - hvis man kan sige det på den måde.

Så måske er det heller ikke så mærkeligt, at C&K valgte at satse på Valeria Luiselli. Der er godt med piv i hende, for nu at sige det lidt folkeligt, hun har en hel masse på hjerte, ved tydeligvis ret meget om mennesker og formår at formidle det. Så i virkeligheden er romanen godt spottet, også selv om den er utraditionel med sky på. Især fordi Valeria Luiselli også gør det i essays; hun er en af de nye, unge indvandrerstemmer i USA, der skriver om konflikten mellem det gamle og det nye USA, det nye højre og de klassiske, amerikanske dyder om åbenhed. Essays har altid været vejen til et større publikum for bøgerne.

Derfor er det selvfølgelig spændende, om de nye ejere hos Gyldendal fortsætter med at udgive hende. Men mon Ikke?