Psykologisk socialrealisme med djævlefjæs

For hulen i uglen! Sikke en forside. Thi myldre djævle frem på jord eller under skørterne på kvinden med det godmodige, bagvendte rovdyrfjæs. Tine Helleshøj hedder illustratoren, og sjældent har man da set lige sådan en forside. Der må åbnes og vendes sider. Det bliver det hele ikke dårligere af – tværtimod.

Lad mig bekende kulør med det samme: Jeg er vildt imponeret over Louise Kristensens debut som novelleforfatter, samlingen ”Mod solnedgangen”. Det skyldes to faktorer. Først og fremmest hendes sprog, som i mange tilfælde er i absolut særklasse. Det er vildt, men tøjlet. Den disciplin er der ikke mange, der mester, ofte skal man hen til lyrikere for at finde noget tilsvarende, og det giver god mening, for Louise kristensen udsendte sin debutdigtsamling ”Syltede små skorpioner” i foråret 2013, og den rummede mange gode takter, men samtidig havde den også debutantens usikkerhed.

I ”Mod solnedgangen” springer hun virkelig ud som forfatter. For hvad er det et godt sprog kan? Det er ikke blot en opvisning i ekvillibrisme; et godt sprog skaber nærvær hos læseren via præcision. Men det skal bruges til noget, man skal ville sin læser noget, man skal ville fortælle gode historier til andre. Den slags der på nudansk hedder at brænde for noget eller at have noget på hjerte. Men skal vi ikke bare kalde det kendetegnet for den gode fortæller?

Den gode fortæller kan skrive historier, der rækker ud over individdet, ud over sig selv. Den gode fortæller kan fortælle om de mest fremmedartede ting, der kommer fra et helt andet sted og miljø end vedkommende; den gode fortæller udvidder på den måde læserens erfaringsverden og dermed også læserens forståelse for andet end sig selv.

Lad mig sammenligne med en af Danmarks største fortællere, Johannes V. Jensen. Han kunne det samme. Henrik Pontoppidan kunne det samme. Og Louise Kristensen har snuden i samme spor rent sprogligt. Hun kan skabe nærvær i fremmede verdener, men hun kan også udvidde forståelsen af den verden, der omgiver os her og nu.

Formmæssigt ligger Louise Kristensen dog et et andet sted end disse forfattere. Hun skriver i den genre, der ikke er videre brugt eller læst herhjemme, nemlig den amerikanske Southern Gothic-genre, folk som Edgar Allan Poe, Flannery O’Connor og William Faulkner med forgreninger til for eksempel Crime Noir-forfatteren James M. Cain, hvis kendteste romaner er Postbuddet ringer altid to gange og Mildred Pierce. Så hvad får man, hvis man parrer James M. Cain med Johannes V. Jensen? Man får noget, der ligger ret tæt på de fleste af Louise Kristensens noveller i ”Mod Solnedgangen”.

Novellerne beskæftiger sig med en mere eller mindre kendt dagligdag i Danmark, men det er ofte veritable gysere. Louise Kristensen kan beskrive et liv blandt pædagoger på en ungeinstitution, så det løber koldt ned ad ryggen. Det gør det også i fortællingen om 12-årige Sander, der vokser op i et såkaldt progressivt miljø blandt aktivister i 80ernes Danmark. Novellen formidler helt formidabelt den verden, som stakkels Sander skal navigere i:

På den ene side er der klistermærker med gifttromler, døde fisk og atomødelæggelser alle vegne, men på den anden side fortæller de voksne ham, at han ikke skal tage det så tungt, at det slet ikke behøver at gå så galt. Men hvorfor taler de så om det hele tiden? Mener de overhovedet, hvad de siger? Novellen minder mig om Jim Morrissons citat ”Ghosts crowded the young childs fragile egg-shell mind”, spøgelser befolkede det lille barns skrøbelige æggeskals-sind. Morrisons strofe er selvoplevet, den stammer fra en barndomsoplevelse, som han havde en dag, hvor han kørte forbi et trafikuheld i sine forældres bil og så døde indianere spredt ud over vejen. Til sin død mente Jim Morrisson, at han var blevet besat af deres sjæle.

For så skrøbelige er børn oftest. Så skrøbelig er Sander. Og jeg tror på, efter at have læst Louise Kristensens novelle, at mange børn af 80erne voksede op i angst – jeg tror også på, at de gør det i dag, hvis deres forældre er overbevist om, at verden går under på grund af klimaforandringerne. Hvorfor skal man så leve videre? Det dilemma står Sander i, og jeg vil ikke afsløre her, hvad det ender med. Sådan er det i øvrigt med mange af fortællingerne i ”Mod Solnedgangen”, sproget og nærværet skaber uhygge. Men de foregår ikke på et fjernt og øde slot i et mørkt fyrstedømme. De er beskrivelser af, hvad der sker her og nu i Danmark. Med enkelte afstikkere til en mere eller mindre fjern fortid.

Ind imellem fiser novellerne lidt ud til sidst, for flere af dem mangler den effektfulde afslutning, som traditionelt kendetegner den gode novelle. Men rejsen hen mod enden er det hele værd og mere til. Dette er trods alt en debut som novelleforfatter – så hvad kan man lige forvente?

Tematisk er det nemt nok at samle de 10 noveller. De handler alle om mennesker, hvis fundament pludselig forsvinder eller ikke er til stede. Novellerne er en verden af folk, der konfrontes med noget ubegribeligt. Og nej, det er ikke behageligt. Louise Kristensen er det modsatte af en feelgood-forfatter. Det er psykologisk socialrealisme med djævlefjæs. Grotesker. Til alle der er en anelse trætte af provinsminimalisme og litterær reality.

Louise Kristense udkommer på forlaget Det Poetiske Bureau, og man kan købe novellesamlingen for en slik på deres hjemmeside, men man kan også bestille den hos boghandleren.