Kolonibilleder 2: Negerappelsiner og Apartheid

Forleden gik jeg hen på biblioteket og hentede en dansk kioskroman fra 1950erne, der hedder Komatis tårer. Jeg var faldet over den i en anden sammenhæng og havde bestilt den hjem. Der fandtes ét eksemplar af den i katakomberne under Århus Stadsbibliotek – eller hvor de nu gemmer alle de gamle bøger. 

Hovedpersonen i romanen hedder Peter, en ung handelsmand, der er udstationeret i Sydafrika for at sikre sit firmas appelsinleverencer. Firmaets slogan lyder således: ”Spis negerappelsiner og bliv glad som en neger”. Peter ender naturligvis, det er jo en spændingsroman, med at forsvare sig selv, sin kærlighed til en parisisk skønhed (se bare forsiden) og sit firma mod en masse onde, marxistisk indoktrinerede indfødte, der vil overtage produktionsmidlerne. Det får han forpurret, så ordenen, apartheid, bliver genoprettet til gavn for alle, også det store flertal af fredelige indfødte, der er glade for det hvide overherredømme.

Sikke en historie! Publiceret af Det Schønbergske Forlag i 1958. Eksemplet med appelsinerne fascinerede mig, fordi dagbladet Information netop har haft en serie om danske kolonialvarer og de tilhørende afbindninger af andre folkeslag. Serien var noget overgearet. Den første artikel handlede om de angiveligt racistiske billeder, der stadig findes på diverse emballager, herunder Brugsens berømte Cirkelkaffelogo af den sorte kvinde, tegnet af Sikker Hansen.

I de efterfølgende artikler sammenfattes serien således: ”I Danmark erindres kolonitiden med nostalgi, hvilket blandt andet kan ses i den stædige fastholdelse af forskellige kolonialvarers gammeldags emballager”. Det er lidt af en påstand.

For eksempel har jeg ikke glemt, at den slags importerede varer fra kolonierne engang blev kaldt kolonialvarer. Men det gør de stort set ikke længere, kun i skriftlige reminiscenser. I daglig tale er der ingen, der går ned efter kolonialvarer, ganske enkelt fordi verden i dag er meget mere global, og fordi der ikke længere findes kolonier som dengang i 50erne. Hvis man vil rette skytset mod importerede varer, der er fremstillet under slavelignende forhold, så kan man trygt gå efter selvstændige lande, der udnytter deres egne borgere, Kina og Indien for eksempel. Og mange, mange andre lande med.

Desuden: Erindrer vi vores kolonitid med nostalgi? Vel gør ”Vi” da ej. Der er kun ganske få, der i dag længes efter at piske, sparke og eje afrikanere. Nostalgien i forhold til 1950erne lever godt i dag, fordi verden dengang forekommer at være mere tryg og overskuelig end nutiden. At al den tryghed også var en spændetrøje, som 1960erne på godt og ondt sprængte i tusind stykker, glemmes bekvemt. Men det har intet med hverken kolonier eller racisme at gøre. Langt de fleste danskere erindrer slet ikke kolonitiden, for den er ikke en del af bevidstheden i dag. Som Information selv beskriver i en senere artikel, har vi stort set ingen erindring om kolonitiden som den var i virkeligheden. De gamle varelogoer fra den tid er godt indarbejdede brands, og der er meget mere substans i en kritik af Atamonkineseren end i Cirkelpigen. Ganske enkelt fordi ingen kineser ville afbilde sig selv på den måde.

Det er ikke tilfældet med kaffelogoet. Man kan naturligvis finde mange eksempler på afrikanske lande, der i dag afbilder sit eget folkefærd som stolt og smukt. Faktisk var det engang en del af bevægelsen ”Black is Beautiful” at gøre netop det. Men som man kan se på blandt andet kaffelogoet, er det også en tradition, som de tidligere kolonimagter havde. I virkeligheden gjorde de fleste, i hvert fald efter 1920erne, deres bedste for at skjule volden, undertrykkelsen og udnyttelsen. Sådan er det også i dag. Qatar skilter ikke ligefrem med, hvor mange arbejdere der bliver slået ihjel under opførelsen af de blatante sportsanlæg. Kina og andre lande med systematiseret børnearbejde praler heller ikke af deres praksis. De færreste magthavere er stolte af deres udnyttelse af egne eller andre medborgere. Det har intet med kolonitiden som historisk epoke at gøre.

Det er kendetegnende for de europæiske kolonimagter – og den europæiske oplysningstradition – at europæerne ser sig selv som klogere mennesker end andre folkeslag. Man kan sagtens argumentere for, at det er den mindre pæne side af oplysningstidens landvindinger. Vi er de civiliserede, andre folkeslag er dummere. Den bevidsthed lever stadig i bedste velgående – ikke fordi europæerne er specielt stolte af den, men fordi det er svært at gøre op med forestillinger, der er dybt indlejrede i vores kollektive bevidshed. De sidder som en skygge i baghovedet.

Afrikanere blev derfor mestendals betragtet – og fremstillet – som stolte og glade naturbørn. Deraf kommer også forestillingen om, at afrikanere har brug for europæere til at styre deres lande. Det kunne man finde mange offentlige personer – for eksempel Erhard Jacobsen – der argumenterede for helt frem til apartheidstyrets fald. I dag kan man stadig møde forestillingen i diverse samtaler med folk, men det er kun de færreste, der vil lufte den offentligt – der skal man ret langt ud på højrefløjen, hvor folk er erklærede racister.

Og så er vi tilbage ved budskabet i ”Komatis tårer”: De sorte har brug for de hvides overherredømme, ellers ender det i kaos. Brutaliteten og undertrykkelsen forties, de sorte oprørere er farlige terrorister, som vi villle kalde dem i dag. Dét er racisme og kolonibevidsthed. I dag kan langt de fleste se, at det er latterligt, det er mindst 20-25 år siden, at den holdning var legitim. Forestillingen om at danskere og europæere er mere civiliserede end resten af verden, lever til gengæld i bedste velgående. Den behøver man ikke gå i kælderen i Århus Stadsbibliotek for at finde eksempler på.

Negerappelsiner! Fantastisk ord. Der er der vist ingen, der kunne finde på at sige i dag. Alle vil grine ad det eller blive forurettede. Så på den led er vi blevet klogere.