Kvinden på barberbladet

På mit lokale bibliotek i Hvidovre er der sådan et bord, hvor der ligger en 50 nyere romaner af alle slags, der ikke er krimier. Det er selvfølgelig en god idé, for så kan man finde ud af, hvad der er noget for en eller ej. For – lad os bare indrømme det – litterær kvalitet er én ting, personlige præferencer ofte noget andet. Man kan være optaget af en bestemt problem-stilling og dermed få meget ud af en roman, som behandler den, selv om den egentlig er dårligt skrevet og struktureret. Og omvendt: Hvis en bestemt problemstilling er uinteressant og irrelevant, kan bogen være nok så god, man gider ikke læse den alligevel. Sådan her jeg det for eksempel, når jeg ser ordet kropsvæsker. Jeg er helt med på, at en masse unge forfattere – for ikke at tale om anmeldere - er optaget af dem i et forsøg på at vinde kroppen ind i en ellers ret virtuel og flydende verden, men det er ikke rigtig noget for mig. Lad mig bare sige, at jeg har et ganske afklaret forhold til både mine egne og andres kropsafsondringer, og jeg vil hellere læse noget, der giver mig nye indsigter og oplevelser. 

Men tilbage til Hvidovre bibliotek: På bordet lå en roman af tyske Julia Franck, som jeg kunne huske at have hørt noget om engang. Og så er der det med tyske forfattere, at man sjældent går galt af de bøger, der bliver oversat til dansk, ganske enkelt fordi der er så mange at vælge imellem, så nåleøjet er lille. Først og fremmest faldt jeg for forsiden på bogen; det er godt grafisk håndværk, den orange forside og den bevidst primitive og personlige typografi. Dertil billedet af kvinden: Hvad laver hun? Jeg lånte bogen med hjem, selv om jeg fejllæste titlen. Jeg troede, at den hed Kærlighedsstjerner og skulle 50 sider ind i den, før jeg fandt ud af, at den hed Kærlighedstjener.

Nogen på forlaget Batzer & co kan godt lide Julia Franck, for dette er en af hendes første bøger, skrevet engang i slutningen af 90erne, men først udgivet på dansk i 2015. På mange måder er det en meget charmerende roman om en ung kvinde ved navn Beyla, en pantomimekunstner, der ernærer sig som klovn, og som konsekvent og uden alt for megen omtanke søger kærligheden, hvor hun kan finde den, deraf titlen Kærlighedstjener. Baggrunden for denne søgen er en form for omsorgssvigt i fortiden. Beyla er en overlever, der giver sig hen. Her er et centralt afsnit i romanen, hvor hun forsøger at indlede et forhold til sin underbo i den opgang, hvor hun lige er flyttet fra kælderen til 3. sal, fordi kvinden, der boede der, netop er blevet dræbt i et trafikuheld. Her hendes refleksioner over sin kommende elsker:

”Da jg lå i sengen og trak dynen over mig blev jeg klar over (igen sådan en klarhed) at jeg havde været bange for at blive hos ham, bange for at han rørte ved mig, bange for at jeg elskede ham og for at det at jeg elskede ham kunne være definitivt. Men da jeg beskæftigede mig lige så lidt med frygten som med døden skød jeg tanken om begge dele fra mig. Jeg lå og tronede i min seng og lod frygt og død dumpe ud over kanten i hver sin side. Jeg ville hellere elske. Heroppe i min seng kunne man være lykkelig i fred og ro, også selv om jeg ikke længere var træt. Jeg faldt først i søvn ved daggry (det skulle ikke undre mig hvis jeg lo i søvne). Det eneste var at jeg frøs. Selvfølgelig frøs jeg. Hvad skulle jeg ellers have gjort?”

Dette afsnit er ganske enkelt godt skrevet, og det sætter hele begrebet med at skrive godt i perspektiv. Ofte er forudsætningen for at skrive godt, at man både har noget på hjerte, noget man godt vil fortælle, og at man har en indsigt i en bestemt personlighed, der gør, at man kan få vedkommende ud over rampen som romanfigur. Gode romanfigurer er sådan nogen, som man lever og dør med, ofte håber man det bedste for vedkommende, sådan er det i hvert fald med Beyla i denne roman, for hun er en skrøbelig lille eksistens som til gengæld er umådelig stærk i sin insisteren på ikke at ville se alt det grimme. For den slags mennesker er virkeligheden ofte en dans på et barberblad: der skal så lidt til at vælte det, men de er verdensmestre i at komme tilbage på barberbladet igen, for de har prøvet det så ofte, da de er nemme at bruge og smide væk igen. 

Kærlighedstjener er en af den slags bøger, der er nemme at overse, fordi dens største kvalitet består i noget så skrøbeligt som finhed. Da den udkom, trak den negative anmeldelser i Kristeligt Dagblad og Berlingske. Anmelderne brød sig bestemt ikke om den, kaldte den spild af tid og forstod slet ikke, hvorfor den var blevet udgivet. Så igen: Sådan er det så forskelligt, og man skal selvfølgelig ikke tro alt for meget på anmeldelser (denne inklusive, går jeg ud fra) men læse selv. Så hermed en anbefaling på falderebet af 2018: Læs Kærlighedstjener: et glimrende portræt af en speciel kvinde, glimrende oversat af Aino Roscher og meget nem at overse – også selv om forsiden ellers gør, hvad den kan. Beyla er en af de romanfigurer, som jeg vil huske med en sær form for ømhed, for hun minder mig så meget om andre kvinder, som man møder i virkeligheden.

Siddhartha i Hakkebakkeskoven

Mens de store forlag tager sig af oversættelser af ny verdenslitteratur, roder mange af de mindre forlag rundt i kassen med langt ældre, ofte i dansk sammenhæng ukendte eller glemte klassikere. 

Mange af oversættelserne udkommer i disse år for første gang på dansk, primært fordi nogle folk på de mindre forlag ikke kan lade være. Og ganske ofte rammer de – krukken med guld for enden af regnbuen.

Det er netop titlen på en irsk klassiker fra 1912, En krukke fuld af guld, på engelsk The Crock of Gold, udgivet af Det Poetiske Bureaus Forlag. Forfatteren hedder James Stephens, og selv havde jeg aldrig hørt om ham før, måske fordi hans roman er meget irsk. Dens solide fundament er hele den rige irske folklore, hvor myten om guldkrukken har sin oprindelse. At den er blevet udødeliggjort, skyldes vel primært Walt Disney, men regnbuen som fænomen og budbringer er ældgammel – den optræder både i 1. Mosebog som tegn til Noa om landfast frelse og som broen til det evige liv i den nordiske mytologi.

Men lad os prøve at holde os til sagen: Hver gang man begynder at tale om mytologisk stof, er der ingen ende på de sidegader, man kan gå ned af. Sådan er det også med James Stephens En krukke fuld af guld – der er ingen ende på de afveje, som forfatteren tager.

Stilistisk set er romanen i familie med eventyret og den fantastiske fortælling. Den er – lidt muntert sagt – en blanding af Herman Hesses Siddhartha og Thorbjørn Egners Dyrene i Hakkebakkeskoven. Den har Egners lethed og mildhed, men kombinerer det med Hesses søgen efter sandheden. Samtidig er der mange fantastiske elementer i den, den slags vi kender fra for eksempel Tolkien, Lewis Carrol og Swift.

”Endelighed er død. Perfektion er endelighed. Intet er perfekt. Der er klumper i den”.

Et godt eventyr begynder altid med en konflikt, og den er ridset op fra begyndelsen i Stephens historie: En mand bor i den store, dybe, mørke skov. Han hedder ikke andet end Filosoffen, for han har svar på alt, og tror selv at han ved alt. Han får besøg af sin ven Meehawl MacMurrachu, hvis kones vaskebræt er væk, og hun tror, at nisserne har taget det (I bogen bærer nisserne det irske navn Leprechauns, men lad os her bare kalde dem nisser, for de har alle de traditionelle egenskaber som nisser, huldrer og andre mytologiske dværge har). Filosoffen – og her går det galt! – råder MacMurrachu til en knibtangsmanøvre: Stjæl nissernes krukke af guld, for det er det dyrebareste de har – så skal de nok levere vaskebrættet tilbage.

MacMurrachu stjæler krukken og gemmer den. Nisserne bliver oprørte og vrede, for de har slet ikke taget vaskebrættet. Og situationen eskalerer yderligere, da MacMurrachus underskønne datter Caitilin forsvinder. Hun er nemlig blevet lokket i en fælde af den forførende gud Pan, der som bekendt har det med at lokke unge piger i uføre og muligt fordærv med sin fløjte.

Stor forvirring og opstandelse i den store, dybe, mørke skov! Filosoffen finder meget vrangvilligt ud af, at han har taget fejl, og det kommer som et chok for ham, der jo netop ved alt. Men han er en hædersmand, der ønsker at retfærdigheden skal ske fyldest, så efter en masse forviklinger med guldkrukken, der stadig ikke er kommet tilbage til nisserne, begiver han sig på vej til Pan for at hente Caitilin. Pan vil dog ikke slippe hende, så Filosoffen må højere op i denne overnaturlige verdens hierarki og konsulterer selveste guden ved navn Angus Og. Og hvad sker der så? Angus Og bliver så betaget af den underskønne Caitilin, at han godt nok befrier hende – men kun for selv af beholde hende! Og Caitilin selv? Hun er bare lykkelig, for både hos Pan og hos Angus Og lever hun i pagt med alnaturen, dyrene, træerne og sit eget væsens inderste. Dette er også bogen budskab, i fald den har et: Alle folk skal leve i harmoni med naturen og deres eget væsen, og det kan man ikke kun tænke sig til. Det skal mærkes, erkendes, mavefornemmes, for nu at bruge et modeord.

Romanens hovedperson Filosoffen er rollemodel for udviklingen fra tænkende til sansende menneske. I begyndelsen er han ikke til at holde ud, selvfed som kun en Thomas Blachman kan være det, hvis nogen huske alle de ting, Blachman blev sat til at kommentere for en 10 år siden. Det lød både klogt og indsigtsfuldt, men hvis man analyserede det, var det tit det rene vrøvl. Sådan er det også med Filosoffen, der til stadighed fører lange og dybe samtaler med sin kone og andre, men uden nogensinde at høre efter, hvad de andre siger. Til gengæld kan han selv sige sætninger som ”Endelighed er død. Perfektion er endelighed. Intet er perfekt. Der er klumper i den”.

Denne form for højpandet humor er den store styrke i James Stephens klassiker. Ligesom med Blachman (ikke for at pukke på ham, men han er et godt eksempel) prøver man hele tiden at få mening ud af de mange sandheder, der bliver luftet. Alle har nemlig deres egne sandheder, og de er altid præget af folks egne oplevelser blandet med den situation, de står i lige nu. Og der er mange personer i bogen, Filosoffens kone for eksempel, men også Pan og de forskellige guder, nisserne og mange andre bipersoner, der hellere end gerne vil give deres besyv med. Forfatteren selv, fortælleren, holder sig heller ikke for god til at give et par sandheder til bedste midt i bogen – og de tager nok prisen som det mest uforståelige sandhedsvrøvl overhovedet. Her er et uddrag:

”Hvilket – Jorden eller de skabninger der bevæger sig på den – er vigtigst? Dette er et spørgsmål foranlediget udelukkende af intellektuel arrogance, for i livet findes der hverken noget der er mere eller mindre. Den ting, der findes, har retfærdiggjort sin egen betydning alene ved at eksistere, for dette er altings store og sammenligneligt jævnbyrdige præstation. Hvis livet blev bragt i stand for os udefra ville dette spørgsmål om overhøjhed antage betydning, men livet kommer altid indefra og tilpasses eller udvides igennem vor egen appetit, vore egne ambitioner og afgørende aktiviteter.”

Ja, værsågod at skylle efter. Meget i denne bog egner sig også i den grad til højtlæsning i festligt lag – og efterfølgende debat. For der er noget om det – men giver det mening? I givet fald hvilken?

Som nævnt finder Filosoffen sig selv – hvis man kan sige det på den måde – midt inde i den store, dybe, mørke skov, da han pludselig begynder at opleve i stedet for at tænke. Dette kan synes noget banalt i dag, men i 1912, da bogen blev udgivet, var det ikke lige så almindeligt. En krukke fuld af guld svømmer nærmest over af lykkelige naturbeskrivelser, der sjældent er set så renhjertede. Her, for eksempel, efter en passage hvor en ko diskuterer edderkoppernes væsen med en flue. Den slags sker nemlig også i den store, dybe, mørke skov:

”Månen var som et segl på himlen, et sart sværd, hvis stråleglans begrænsede sig til de øvre sfærer og slet ikke sjældent oplyste den tunge verden forneden; sjældne stjerners glimt lod sig også skue i det mørke, ensomme rum der omgav dem; men på Jorden fortættedes mørket i folder af tågeslør, gennem hvilke træerne sukkede højtideligt, og græsserne løftede deres små stemmer, og vinden nynnede sin betagende barske klagesang.”

Så bliver det ikke meget finere. James Stephens kan virkelig fremkalde naturfortryllelse, så man ikke befinder sig i en lænestol, men midt i naturen.

I øvrigt er der endnu et budskab i En krukke fuld af guld, nemlig et oprør mod autoriteter på både den ene og den anden måde. Man skal være god og venlig og ikke tillade nogen at bestemme over sig, så på den måde ligner den – for nu at tage ham op igen – Thorbjørn Egners Kardemommelov, der for så vidt siger det hele med meget få ord: "Man skal ikke plage andre, eller sætte livet til, og for øvrigt kan man gøre hvad man vil". Der er noget John Lennon-Imagine over det: Hvis alle gjorde det, ville verden være bedre.

En krukke fuld af guld ekspliciterer ikke buskabet direkte. Det vil sige, det gør den nok, men der er så mange andre budskaber og sandheder i romanen, at man selv skal grave det frem mellem al forvirringen. Det  er nok den mest lykkelige og muntre opgave, som denne bog stiller sin læser. Og ja, den ender lykkeligt – hvad ellers?