Selma Lagerlöf
Lidt syd for Bogense, ud ad vejen mod Skåstrup, ligger
Bogfætter. Jeg ved ikke, hvad han ellers hedder – eller også har jeg glemt det
– men det er et pragtfuldt antikvariat af den gamle støbning: En stor rodebunke
af meget billige bøger. Jeg har den ordning med Bogfætter, at jeg altid slæber
en IKEA-pose med bøger, som jeg ikke længere kan have stående, med derhen når
jeg er på ferie i det nordfynske, og så kan jeg nappe af hans bøger for ca. 100
kroner. Det kan hurtigt tage et par timer, for Bogfætter er af den snaksalige
type, og desuden kan man få en masse sjove historier ud af ham. For eksempel at
Bill og Ben-bøger og Barbara Cartland den dag i dag går som varmt brød.
Bogfætter og jeg går godt i spænd, for han ved en masse om
populær-litteratur gennem tiderne, og jeg ved en masse om det mere traditionelt
litterære og højpandede. Det samme gælder vist for hans kunder, for det er de
mest utrolige ting, man kan finde til ingen penge. For eksempel fandt jeg denne
gang Georg Brandes’ tobindsværk om Goethe for 20 kroner. Den er forsynet med et
imponerende godt register, det var den slags man både kunne, gjorde og
betragtede som et must i 1920, da bogen blev udgivet. Hvis man som jeg
betragter Goethe som en af de allerstørste digtere er den en guldgrube – og her
kommer internettet altså til kort. Det er meget hurtigere at finde f.eks. hans
berømte Prometheus-digt og Brandes’ perspektivering af det her end at rode
rundt på nettet. Den slags bøger er værd at have i reolen, hvorimod masser af
romaner er nemmere at få viden om på nettet end at have den stående og fylde.
Og hov – der var sgu også lige Baudelaires ”Syndens
Blomster”, den gode 2. udgave fra 1963 i Sigurd Swanes oversættelse. 5 kroner.
Hør lige engang, hvordan man kan turnere et forord: ”Mig hjalp denne Bog ofte
over mine sorger og ansporede mig i alt mit Arbejde. Giver min Oversættelse
dem, der ikke magter Originalen, noget af den samme Følelse, da betaler jeg kun
af på en Gæld, idet jeg giver den videre”. Det skrev Swane i 1921 – 40 år efter
kom så den reviderede oversættelse.
Af en eller anden grund hev jeg også en lille bog fra
Hasselbalchs Litteraturbibliotek med hen i feriehytten. Det var nogle essays og
småhistorier af Selma Lagerlöf, som jeg egentlig ikke kender. For en 20 år
siden fik jeg hendes ”Jerusalem” i gave og læste den. Jeg kunne ret godt lide store
dele af den. Men Lagerlöfs små historier var så godt skrevet, at jeg tog
tilbage til Bogfætter – han måtte da have hendes berømte debutbog ”Gösta
Berlings Saga”. Den har jeg aldrig læst. Og ja – naturligvis – pænt indbundet,
komplet i ét bind: 10 kroner.
Det er lidt af en oplevelse at læse den. Lagerlöf har et
stort, dramatisk og ekspressivt sprog, og hvis hun skal vælge mellem store og
små følelser, tager hun konsekvent de store. På en måde er det vildt overgearet,
men samtidig så konsekvent, at det er en ren fornøjelse. Hendes billeder og
metaforer vokser vildt, og alt i hendes bøger er levende og taler: sten, møbler,
træer osv. Overnaturlige væsener betragtes som lige så realistiske som mennesker,
så det hele får naturligvis eventyrets præg. I øvrigt er Gösta Berling en værre
én: kvindebedårer, poet, drukkenbolt, frafalden præst, you name it. Desuden har
han den styrke, at han ofte hellere vil dø end leve – så slap man da for dette
usle liv. Sådanne folk sætter konsekvent livet ind på hvad som helst.
Men der er meget mere interessant at hente i bogen, da den
er så totalt forskellig fra dansk normalvirkelighed i dag, hvor mange synes
konstant at gå foran et spejl; konstant at iagttage og iscenesætte sig selv.
Det er ikke Lagerlöfs kop te. Hør her hvordan hun beskriver ”Selviagttagelsens
underlige ånd”: ”Vi tænkte på ham med Isøjnene og de lange, krogede Fingre,
han, som sidder derinde i Sjælens mørkeste Krog og piller vort Væsen til
Trevler, som gamle Koner piller Lapper af Uld og Silke i Stykker. De lange,
krogede Fingre pillede, til hele vort jeg lå som en bunke pjalter, og så blev
vores bedste følelser, vore mest umiddelbare tanker, alt hvad vi havde gjort og
sagt, undersøgt, gennemforsket og trevlet op.”
Modsætningen er selvforglemmelsen. Den beskrives således: ”De
stærke Stormfugle, de dæmoniske Lidenskabers Ørne med Ildvinger og Stålklør var
kommet susende ned over dig, du Ånd med Isøjnene, de havde slængt dig hen i det
ukendte.” Med andre ord: Kun i selvforglemmelse kan mennesker opleve lykkefølelse.
Den kan man dermed kun opleve, når livet står på spil, når man vil dø for noget
– for eksempel kærligheden. Det minder lidt om Hunter S. Thompsons berømte
intro til ”Fear and Loathing in Las Vegas”: ”Den der gør sig selv til en dyr,
slipper for smerten ved at være menneske”.
Ergo: Hvis man ikke kan glemme sig selv, er man en levende
død, som Lagerlöf også skriver. Det gør 80% af dagens hyldede autofiktive jeg-fortællere
til levende døde, navlepillere og narcissister. Det har jeg tygget noget på i
den nordfynske feriehytte. Om ikke andet kan man konkludere, at Lagerlöf ikke
er til selfies. Men hun fik Nobelprisen som 52 år gammel i 1903 og blev i
øvrigt præcis 100 år gammel.
Næste gang nogen knalder en flaske champagne op, tror jeg at
den første skål går til hende – og Bogfætter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar