Derude i virkeligheden er de fleste vistnok meget godt
tilfredse med deres liv. De fleste er alle de, for hvem det moderne samfund
fungerer. De har deres karrierer, de tjener penge nok, og de føler en stor tilfredsstillelse
i bekræftelsen ved at have travlt, ved at være efterspurgte. Man kan ikke bebrejde
dem det, tværtimod, selv om mange opfatter det som om, at de kun tænker på sig
selv, deres familie og karriere. Trods alt er det en af de mest basale selvopholdelsesdrifter
her i verden.
Men så er der alle de andre. Alle de for hvem det hele giver
stadig mindre mening, de, der får stress i mere eller mindre diagnosticerbar
grad, de, der ikke kan få pengene til at slå til, de, der ikke kan holde ud at
gå i Bilka – på en måde alle de anfægtede. Alle de sygdomsramte, alle kunstnertyperne,
alle de udstødte og de fattige. Alle de for hvem karrieren, livet, samfundet
og/eller verdens gang bliver en byrde.
Jeg har netop læst Andrea Hejlskovs nye bog Og den store
flugt, og den er kommet lidt bag på mig. Heldigvis. Som professionel bogmand
læser jeg en masse bøger, og det er de færreste, jeg læser til ende. Langt de
fleste orienterer jeg mig blot i for at mærke sproget, stemningen og
holdbarheden. Det bevirker, at mange bøger bliver lagt til side med en vis overbærenhed,
godt forsøgt osv. Dér havde jeg også regnet med at placere Andrea Hejlskov, for
jeg har læst et par ting af hende før, og jeg har det svært med den slags
tekster, der er meget intime og åbenhjertige, hele nutidens bølge af ”Her er
mit liv”-bøger og -blogs. Måske fordi der er så meget selvpromovering, dårligt
sprog og Gajolæske-visdom i dem. Det er ofte overflade camoufleret som indsigt.
Men i Andrea Hejlskovs nye bog fungerer åbenhjertigheden. Ingen
forstillelse her. Man tror hende, når hun skriver, at det i virkeligheden mest
var angst, der fik hende, hendes mand og deres sammenbragte fire børn i alderen
1-16 år til at forlade samfundet for at blive nybyggere i Langtbortistan-Sverige,
i en eller anden udørk tæt på grænsen til Norge. Angst for hvad der sker med
dem selv i nutidens Danmark, hvor de åbenlyst ikke passer ind, heller ikke selv
om de en overgang prøvede at flytte til Mors. Samfundet flytter naturligvis med. Tilsæt det angsten for den store økokatastrofe, ikke som en apokalypse, mere som en snigende
forværring af menneskets vilkår globalt set.
Ægtheden i hendes bog træder hurtigt frem, når hun i begyndelsen
af bogen refererer til sine tidligere posts på en blog. Hun erklærer, ikke
videre frejdigt, nærmest lidt undskyldende, at bloggen var om ikke løgn, så heller
ikke sandheden. Nærmest en slags selvopholdelse, en offentlig peptalk til sig
selv, og det passer meget fint ind i det billede, jeg havde af hende, før jeg
gik ombord i denne bog. Så lige dér får hun mig, hvis man kan sige det på den
måde, lige dér tror jeg på hende. Og da familien er på vej til Sverige for at
bosætte sig i en lille hytte, er der et spørgsmål, der dukker op igen og igen; det
bliver en slags negativt mantra: ”Må man det?” lyder spørgsmålet, og her forener
al angsten sig: Må man virkelig melde sig ud af samfundet på den måde, som
denne familie gør? Det er både angsten for fremtiden, men også al den
fremmedhed og angst for det, de har lagt bagude, der samles her.
Andrea Hejskovs bog er naturligvis beretningen om
hende selv. Men det er også beretningen om manden og de fire børn, som vi
efterhånden lærer at kende. I særlig grad blev jeg berørt af hendes billede af
ægtefællen Jacob, der tydeligvis er en mand på sammenbruddets rand, når han skal eksistere i den moderne verden. For så vidt
kan man sagtens læse bogen som en kærlighedserklæring til ham, et forsøg på at
redde sin elskede fra det totale forlis. Han er om nogen fortabt i den
civilisation, vi har opbygget her i Danmark anno nutiden. Og når de to store
børn villigt giver afkald på civilisationen med al dens teknologibaserede
dimsedutter, skyldes det, at de udmærket kan se forliset forude, hvis der ikke
sker noget drastisk.
Nemt er det vitterligt ikke at sige den moderne verden
ret farvel – og ret goddag til et efterår og en meget lang vinter i en lille
hytte i Sverige, hvor projektet er at bygge et egentligt hus, som de alle kan være
i. Et enkelt billede er vel nok: Seks
mennesker forsamlet på 16 kvadratmeter i 20 graders frost uden elektricitet.
For hulen da – hvor kommer de tæt på hinanden på godt og ondt. Der er magiske
øjeblikke, hvor det hele giver mening, men i bogen er der langt flere sindsoprivende
øjeblikke, hvor familiemedlemmer er ved at rive ørerne af hinanden. Det er
hjerteskærende i ordets egentlige betydning, og Andrea Hejlskov stikker ikke
noget under stolen.
Og den store flugt er også en bog om at blive klogere
undervejs, den er ikke kalkuleret fra en forfattervinkel, der genfortæller en
svær periode, hvor fortælleren nu er blevet klogere og kan se det hele ovenfra.
Den er et vidnesbyrd, en sammenskrevet dagbog – deraf ægtheden. Der er ikke
noget autofiktionsshit og identitetsleg her. Det er blodig alvor.
Bogen er lykkeligt befriet for løftede
pegefingre. Familien Hejlskov har tydeligvis en opfattelse af civilisationen
som en fremadskriden mod den store økokatastrofe, men det bliver blandet sammen
med Hejskovs egen frygt for familiens sammenbrud, og det er ikke godt at sige,
hvor det ene begynder og det andet ender. Det er én stor pærevælling af angst
og overlevelsestang, der samles på disse 16 kvadratmeter og gradvis finder både
forløsning og tilbageslag.
Man kan læse bogen som en advarsel: Så svært er det at sige
farvel til langt det meste af den moderne verden. Intet er pakket ind i denne
bog. Men man kan også læse den som en klassisk udviklingshistorie: De gik
grueligt meget igennem, men sejrede til sidst. Men måske især som et svar på
Andrea Hejskov eget spørgsmål: Fik de bugt med den store angst? Til dels, ja.
De blev i hvert fald meget klogere på dens bestanddele. Bogen ligger der, og
den er åben som et godt stykke klassisk musik, som alle kan lægge deres
tolkninger og liv ind i. Det er dens store styrke.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar