Jeg er ret
sikker på, at det handler om forbundethed, når man interesserer sig for
evolutionshistorie, både dyrenes og menneskenes. Alle har brug for at føle sig
som en del af noget større for at kunne se sig selv i helheden. Deraf kommer
behovet for en gud eller det guddommelige, som de fleste mennesker stadig har.
Hvordan hænger verden sammen? Hvad skal jeg i den? Hvor kommer vi fra? Hvad er
meningen – er der overhovedet nogen?
Da jeg var
12 år gammel, hørte jeg for første gang om Darwin, så jeg gik hen på det lokale
bibliotek for at få noget mere at vide. Det viste sig, at manden havde skrevet
en lang bog om sin rejse med HMS Beagle i 1830-erne, og at biblioteket endda
havde et eksemplar nede i kælderarkivet. Rejse
om Jorden hed den, næsten 600 sider, og man kan stadig låne den på
bibliotekerne rundt om i landet, selv om den blev udgivet helt tilbage i 1876
og ikke er genudgivet i sin helhed siden. Da jeg gik hjem med den - det må have været 1 1973 - føltes det,
som om at jeg havde en skat med i tasken, og jeg læste den på et par dage,
vildt fascineret. Her forleden lånte jeg den igen og måtte konstatere, at jeg
dengang var noget mere ihærdig end i dag. Landet er indvundet, i dag ved jeg
meget mere om verdens udvikling end dengang. Det er den slags, der kan få mig
til at drømme om at være
barn og ung igen – tænk at have alt det til gode.
Heldigvis
skrives og udgives der stadig mange bøger om ”dyrenes liv”, som det hed
dengang. Og der er stadig mange bøger om emnet, som jeg ikke har læst. Denne
sommer er jeg derfor dykket ned i både Klassikeren Moby Dick af Herman Melville, den nyeste udgave ved Flemming Chr.
Nielsen, samt den norske journalist og forfatter Morten Strøksnes’ Havbogen eller kunsten at fange en kæmpehaj
fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider, som den hedder.
Sidstnævnte er en herlig bog i bedste naturlitterære tradition, en reportage
over Strøksnes’ år, hvor han jagtede verden største rovhaj, den berygtede
grønlandshaj, der bliver en 5-6 meter lang. Men bogen er selvfølgelig langt mere
end det, den er et kultur-portræt af de noget hensygnende lokalsamfund i
Lofoten, der tidligere levede af både hvaler og fisk. Der er herlige portrætter
af lokale fester og strøksnes’ vært oppe i Lofoten, kunstneren Hugo, der har
overtaget en nedlagt fiskefabrik, og sammen med sin kone arbejder på at sætte
det hele i stand.
Men først
og fremmest er det om bog om havet som vores ophav, vores store moder, hvilket
evolutionshistorisk er korrekt. Om vores frygt og fascination af havet og alt
det, der lever og dør i dybet. Det er et evigt godt emne, tænk bare på film som
Dødens gab eller Dybet og mange andre Hollywoodfremstillinger. Alt hvad der lever
under overfladerne er interessant, jagten på det ukendte, der er så forbundet
med opdagelsesrejser og beretningerne om dem, Kaptajn Cook, der blev slået
ihjel på Hawaii, Vitus Bering, der i russisk sold fandt ynglepladserne for den
gigantiske Stellars søko, der var 10-15 meter lang og følgelig blev udryddet,
da mennesket fik redskaber og viden nok til at kunne jagte denne enorme
fødevarekilde intensivt. Det var engang i begyndelsen af 1800-tallet.
Men tilbage
til grønlandshajen. Det er i Støksnes’ bog kunstneren Hugo, der er besat af at
fange den, og fiskeriet foregår med en stor jernkrog, der har dele af et ådsel
som madding. Det er ikke det mest lækre at arbejde med, for nu at underdrive
ganske alvorligt, og strøksnes skriver ret malende om at sejle ud på det dybe i
Lofoten med sådan en stinker ombord. Tilsyne-ladende er lugten på højde med den
svenske surstrømning, der ellers nok kan gøre selv den stærkeste mand svag i
knæene. Og sådan er det generelt med Havbogen;
den blander på forbilledlig vis det store med det små, nutiden med myterne og
overleveringerne både i forhold til grønlands-hajen, hvalfangsten, havmiljøet og
menneskene omkring Lofoten, forskernes opdagelser gennem tiderne og sågar deres
personlige liv, deres biografier. Den runder selvfølgelig også historierne om hyperboræerne
og Ultima Thule, det sagnomspundne Nord, der blev beskrevet allerede i antikken,
og som nazisten Henrich Himmler forsøgte at erstatte kristendommen med, hele
balladen med arierne som det udvalgte folk. Den historie er også fascinerende –
og skræmmende – og den kan man læse meget mere om i Dan H. Andersens bog Nazimyter. For lige her og nu er vi ved
at komme lige langt nok væk fra Lofoten og evolutionshistorien, selv om
ariermyten var en pervertering af Darvins naturlige udvælgelse.
Fanger
Morten og Hugo deres grønlandshaj? Det er den simple motor i Havbogen, og det
skal ikke afsløres her. Det er den samme spænding, som findes i Peter
Matthiessens fantastiske bog om sneleoparden, som meget passende blot hedder Sneleoparden, og som blev genudgivet
sidste år. Denne bog er en moderne klassiker indenfor naturreportage, men her
drejer det sig ikke om at fange den fantastiske Himalayakat, men blot om at få
den at se. Lykkes det? Læs selv, både Sneleoparden
og Havbogen er storartede
læseoplevelser, der handler om os selv som mennesker. Jagten er blot den ydre
handling, fokuspunktet for at komme tættere på endnu en version af, hvem vi er
som art.
Det samme
kan man egentlig også sige om Herman Melvilles Moby Dick, udgivet i 1851, klassikeren over dem alle, når vi taler
om naturreportage, selv om den er en roman. Men den er nu ikke mere roman end
hvad godt er, og det er både det sjove og det udfordrende, grænsende til
anstrengende, ved den. De fleste kender den ydre handling: Kaptajn Akab er
besat af at fange den hvide hval Moby Dick, fordi den engang har ædt hans ene
ben. Akab vil have hævn, og til det formål tager han hele besætningen i
hvalfangerskibet Pequod som gidsel. Lykkes det ham at nedlægge hvalen – eller
nedlægger hvalen ham? Hvem vinder kampen om havets herredømme – mennesket eller
dyret? Og hvor meget dyr er der i mennesket, hvor meget menneske i dyret?
Det er jo
virkelig klassisk urstof det her, og Melville har et sikkert greb om det. Den
får – også i den grad – ikke for lidt, og Melville tager alle de afstikkere,
han overhovedet kan komme i tanke om. Fortælleren er Ismael, hvilket mange vil huske på grund af den berømte begyndelse på romanen:
”Kald mig Ismael.
For nogle år siden – det kan være lige meget hvor mange – havde jeg ingen penge
i min pung, og ikke noget særligt, der optog mig på landjorden. Jeg fik derfor
den idé at sejle lidt rundt og se den del af verden, som er vand. På den måde
forjager jeg min humørsyge og holder blodomløbet i gang. Når jeg kan mærke, at
jeg er ved at få et dystert drag om munden, når det er regnvåd november i min
sjæl, når jeg uvilkårligt standser op foran ligkistemagasiner og slutter mig
til ethvert ligtog, jeg træffer på, og især når mit tungsind får sådan et tag i
mig, at det kræver en stærk moral ikke med fuldt overlæg at gå ud på gaden og
slå hatten af folk – ja, da finder jeg det på høje tid snarest at stikke til
søs. Det er nu min erstatning for en pistol og en kugle.”
Det er jo
en fuldstændig forrygende begyndelse. Straks ved vi, hvem vi har med at gøre,
Melvilles hovedperson, protagonist, alter ego, avatar eller hvad man nu skal
kalde det, er sådan en type, der er alene i verden og har masser af dæmoner at
slås med. Så det er klart, at han ender med at slås med den største fysiske dæmon
af dem alle, den sagnomspundne hvide hval. Denne Ismael har desuden et andet
formål med sin beretning, nemlig at fremhæve hvalfangere som nogle af de
ædleste mennesker på jorden i modsætning til det officielle billede: Nogle
bøller, bonderøve og tabere. Til det formål er cirka halvdelen af bogen nærmest
leksikal: Melville vil fortælle alt om både hvaler, havet, vind og vejr,
sømandshåndværk og kunsten at fange en hval. Melville – eller Ismael om man vil
– er ikke bange for at gå i rette med diverse videnskabsfolk, som han rask væk
korrigerer, for det er ham og ingen anden, der kender til fangsthåndværket, da
han har været der selv og tillige er yderst belæst, hvilket han aldrig undlader
at gøre opmærksom på. Moby Dick
flyder nærmest over af henvisninger til antikkens litteratur og biblen –
inklusive de ikke-kanoniserede skrifter. Melville er både en fritænker og en
storskryder, der har meninger om alt. For eksempel kommer han et sted ind på
selve idéen om at faste:
”Jeg argumenterede
for, at faste fik kroppen og dermed også sjælen til at synke sammen, og at alle
de tanker, der opstod under en faste, derfor var så underernærede, hvilket er
grunden til, at de fleste mavesure religionsstiftere har så sørgelige
forestillinger om det hinsidige. I korthed og måske alligevel lidt vidtløftigt
gjorde jeg rede for, at tanken om Helvede oprindelig er skabt af ufordøjede
æbleskiver og vedligeholdt af arveligt mavebesvær, der næres af
ramadaner".
Sjovt nok
behandler Melville biblen som om, at alle historierne i den – hans referencer her
er primært Det Gamle Testamente – er sande. Det er måske ikke så mærkeligt, da Moby Dick er fra 1851, men alligevel er
Melville ikke en typisk, gudfrygtig kristen. I det hele taget har han ikke
meget til overs for dogmatik, og han er åben overfor alle andre folkeslag: En
mand skal kunne sit kram og være modig, resten er underordnet. Melville bliver
bedste venner med en tidligere kannibal fra Sydhavsøerne og bekender gerne, at
han hellere vil være sammen med ”en ædru kannibal end en fuld kristen”.
Det er
selvfølgelig altid spændende at læse sådan en gammel klassiker i sin fulde udstrækning,
men det er også lidt af en viljesakt, især fordi man godt kan blive træt af at
høre på alle fortællerens ideosynkrasier samt læse fem sider om, hvordan
hvalkogeressen ombord på sådan et fangstskib i det hele taget fungerer. Man kan
også blive træt af at blive talt ned til – Melville behandler ofte læseren som
en uvidende landkrabbe, som han nu giver en chance for at forstå bare lidt om
hvalfangeriets storhed og menneskets indplacering i verden. Men som sådan hører
Moby Dick selvfølgelig hjemme blandt klassikerne i naturlitteratur og
-reportage. Før den havde vi næsten kun naturvidenskabsfolkenes beretninger,
men her er det blandet ind i en decideret skæbnefortælling af fiktivt tilsnit.
Og når ånden kommer over Melville, hvilket den ofte gør de sidste 100 sider,
hvor sømændenes udmattelse bliver stadig mere tydelig, efterhånden som kampen
mod hvalen intensiveres, skriver han blændende godt, og oversættelsen er
storartet. Jeg vil absolut anbefale, at man læser den på dansk – jeg har selv
flere gange prøvet at læse den på engelsk, men har hver gang givet op. Selv på
dansk skal man virkelig holde ørene stive og acceptere, at der er mange
fagudtryk man ikke kender, med mindre man er sømand. Dertil kommer så de mange
litterære og bibelske henvisninger, der har krævet over 350 noter.
Så er det
noget nemmere at kaste sig over Sneleoparden eller Havbogen. Omvendt gav det
mig en stor tilfredsstillelse endelig at få læst Moby Dick. Lidt som dengang
jeg var 12 år og læste Darwins rejseberetning med HMS Beagle, der kickstartede
min interesse for de eksistentielle og evolutionære spørgsmål.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar