Sort nat i Reykjavik

Jeg læste en lille rød digtsamling i ét sug en efter-middag i et københavnsk S-tog. Det gik vistnok til Hillerød, men jeg stod af på Nørreport, lettere forvirret, for jeg havde godt nok en anelse om, hvad bogen handlede om, men efter-skriftet fortalte noget helt andet.

Forfatteren hedder Gerður Kristný, og hun er fra Island. Digtsamlingen hedder Drapa, og det skal man lige slå op, i hvert fald hvis man er mig. Drapa var den oldnordiske betegnelse for et hyldestdigt til store mænd, der opførte sig drabeligt – altså i betydningen prisværdigt og storladent, selv om – eller fordi – det er afledt af ordet drab. Og her kan man så lade tankerne svæve hen til en nordisk fortid, hvor blodfejder og hævn var tapre mænds dåd. 

Men Gerður Kristný vender det på hovedet i mere end én forstand. Digtet er nemlig tilegnet en kvinde, som blev dræbt af sin ægtefælle engang for ca. 20 år siden. Og på den måde er det også tilegnet alle de kvinder, som bliver slået ihjel af voldelige mænd verden over.

Men formen, drapaen, bevirker at drabet ikke er det gennemgående i digtet. Tværtimod er det kulisserne for drabet, der er det fremherskende. Gerður Kristný fremmaner en dyster, skæbnesvanger stemning over Reykjavik, en slags evig magisk nat, hvor magien ikke er af det gode, men sort og tåget som bly. Der er flere genkendelige stednavne og fikspunkter fra den islandske hovedstad, men de bruges også mytisk og surrealistisk:

Solskibet rev sig løs

og masede over strandens sten

de trearmede master

strakte sig

mod himlen

det spinkle skelet

kravlede ud

i nattehavet

Byen

slået af nat

tabtes i sneens

tykning

Her hjælper det måske at vide, at Solskibet er en nyere skuptur ud mod vandet ved Reykjavik, men på den anden side er det lige meget i det univers, der bliver fremmanet her. Man kan lige så godt tage det som et udtryk for glæden og livet, der river sig løs, hvilket naturligvis er ganske forsætligt fra Gerður Kristnýs side. Alle stroferne i langdigtet er korte, dystre og betydningsmættede for at give tyngde til den skæbnesvangre stemning, og bogstavrimene harmonerer ildevarslende:

Vinger bryder ud

af min ryg

sorte sejl

spændt mellem

spidsede tinder

En anden grund til, at Drapa fungerer så godt, er naturligvis at den oldnordiske form bliver opdateret i en nutidig ramme. Dette er ikke et uddrag fra en gammel saga, hvor man kan grine lidt af de muntre vikingesvende, det kort råbte ”Den traf” inden de døde. Indholdsmæssige og formmæssige sammenstød funger altid godt, hvis udførelsen som her er ganske eminent. Og Drapa er naturligvis hjulpet godt på vej af – hvem ellers – Erik Skyum-Nielsen, vores fremmeste islandskyndige.

Resultatet er glimrende, men det turde fremgå. Sjældent har ellers ganske fremsommelige Nørreport virket så dyster, som da jeg mødte den igen efter læsningen.

Det er forlaget Vandkunsten, der har udgivet Drapa på dansk. Vandkunsten er altid god for at udgive anderledes bøger, der ikke lefler for tidsånd eller kortsigtet salg. Forlaget udgav også Gerður Kristnýs første digtkreds Blodhingst, der kom i 2011 – den må jeg vist hellere også få læst.