Sidste gang jeg så efter, lå Theis Ørntoft på
best-sellerlisten med sin nye og første roman, Solar, og der skal han nok blive liggende en rum tid endnu. Det er
ret godt skuldret af den knap 34-årige forfatter, som har præsteret at få sin
seneste digt-samling, Digte 2014, trykt i hele 14 oplag. Og der vil komme flere.
Som digter har Theis Ørntoft
derfor allerede stjernestatus, sikkert ikke mindst fordi han har fået
prædikatet økodigter hæftet på sig. Danmark har to af slagsen på det parnas,
Ørntoft og Lars Skinnebach; der bliver konstant refereret til dem. Dermed er
de uundgåelige i undervisningssammenhænge, ikke mindst på højskolerne, hvor man
i dag ikke kan afslutte et forløb uden af have læst mindst et par digte af dem.
Sådan skal det også være.
Men Ørntofts nye roman Solar
er ikke en økoroman. Der er ikke noget brændende forsvar for naturen eller
rasende tirader mod globalkapitalismens læggen verden øde. Hvis man vil have
den slags, er man meget bedre kørende med Andrea Hejlskovs Og den store flugt, der anviser en hård og stenet vej ud ad
forbrugersamfundet mod en ny og bæredygtig livsstil.
Solar er derimod
en klassisk undergangsroman, en slags moderne udgave af Tom Kristensens Hærværk. Men hvor Hærværk kun fokuserer
på den individuelle og ubegrundede hang til at ødelægge eget liv og karriere,
fokuserer Solar også på de kollektive, samfundsmæssige årsager til det. Når alt
kommer til alt, er Hærværk snart 100 år gammel, og der er ikke skyggen af
globalitet over den; det nærmeste vi kommer, er jazzmusikken som undergangs- og
ekstasemusik til et København klædt i dekadente farver.
Solar er derimod et nutidigt Danmarksbillede anno lige her
og nu set gennem øjnene på hovedpersonen Theis, der befinder sig i et
eksistentielt sort hul: Hvad skal jeg her? Hvem er jeg? Hvad er meningen med
det hele? Er der overhovedet en mening med det hele? Det er den klassiske
outsiderposition, Theis er endda digter, og det gør det hele meget værre, for
sådan en skikkelse har ingen faste holdepunkter. Det nærmeste han kommer det,
er en position som løst tilknyttet højskolelærer, men selv her har han følelsen
af at optræde i et teater, at være udenfor. Theis er betragteren og
undersøgeren, han prøver at finde ud af, hvorfor disse mennesker gør det, de
gør, og hvor han selv passer ind i det. Svaret er tydeligt: Han passer ikke
ind, heller ikke her.
Så han prøver at finde ud af, hvor mennesket passer ind i
evolutionens store fortælling, for her kan han se en mening, som paradoksalt
nok er kendetegnet ved ikke at have nogen anden end naturens egen gang. Det er
den, han er nedfældet i, tilfældigvis her i Danmark 2018, et knap nok
mikroskopisk øjeblik i det store billede. Theis ser sig selv i dette lys:
"Menneskeaberne må
være søgt ned til flodbredden, op på plateauet, ind i klippehulen, ind i bunden
af slugten. Slået lejr her. Tændt bål. Mumlet, råbt, sunget, parret sig.
Lejrene må være blevet placeret her og ikke midt ude på savannen. Men i
udkanten. Inde i skyggerne. Inde i ornamenterne og slyngningerne. Inde i
myterne. Inde i sproget, i tegnene. Inde i aftalerne, skovene. For det var her
i det skjulte, at homo sapiens’ kræfter kunne spire, det var her sproget kunne
opstå. Det var i bagholdsangrebet, i snedigheden, i manipulationen at kræfterne
lå. Til at snyde naturen. Til at vende den mod sig selv."
Afsnittet her står i bogens første del, hvor Theis er taget
på vandring ned ad hærvejen ”uden klar grund”, som der står allerede på bogens
første side. Noget skal man jo tage sig til, når man ikke kan se en mening med
tingene, men vandringen hjælper ikke stort på noget som helst. Theis
registrerer naturen og menneskene i dette danske landskab, der ikke har meget
med de tidlige menneskeaber at gøre- Han møder folk og bliver mere eller mindre
skræmt af dem, der er ikke basis for nogen interaktion mellem Theis og
menneskene, som de fremtræder her og nu. Det er fristende at komme med
konklusionen, at det er den slags, der sker, når man ser alt i lyset af
millioner års udvikling: Man ønsker at blive et med altet, for det er den
eneste mening, der tilsyneladende er. Dernæst følger ligegyldigheden: Hvis der
ikke er nogen anden mening med det hele end en stadig udviklingshistorie, er der
heller ikke nogen mening med det individuelle liv, med Theis her og nu, med
alle andre her og nu. Sammenhængen med den store historie, altet, bliver
hurtigt til en drøm om tilintetgørelse. Lad os få det overstået, livet her,
eller som Jim Morrison formulerede det: ”I wanna have my kicks before this
whole shithouse goes up in flames”.
Og sådan går det for vor hovedperson. Han vender tilbage til
København, hvor der er masser af stoffer, sprut, damer og nattekicks. Samtidig
spiller han GTA og går i fitnesscenter, hvor han træner benhårdt for at bygge
den perfekte krop op. Ind imellem møder han op til digterarrangementer, men
her er fremmedheden og ligegyldigheden den samme, og det er den, han ikke kan
holde ud. Så er det meget bedre med GTA, dette ikoniske computerspil, hvor man
smadrer rundt i Los Angeles og lever et helt liv i et fiktivt voldsunivers. Man
køber våben og biler, andre fiktive mennesker er kun statister.
Men så sker der noget. Theis har hele tiden haft et stærkt
fokus på kvinder, liderlig og livskraftig. Det lykkes ham at score den
ultimative babe via fitnesscentret, en pædagog med fast arbejde på Amager. Så
bliver der ellers kneppet igennem til den store guldmedalje i hendes lejlighed,
hvor Theis flytter ind. Men nissen, i form af GTA og fremmedheden, livsleden,
flytter med. Forholdet varer vel et halvt år, så er det brændt ud, for hvem
gider have sådan en type uden initiativ og fremdrift hængende? Theis fornemmer
det selvfølgelig, og til sidst pakker han dårligt nok en tandbørste, før han lister
ud af bagdøren og blaffer ned gennem
Europa. Et eller andet sted skal man være.
Her lægger romanen eftertrykkeligt fra land, selv om der
ellers ikke er blevet skåret med tynde skiver indtil da. Theis’ tour de desperado
med endestation i Portugal er så gennemført, at jeg ikke har læst noget
lignende på dansk før. Det er en nedskrivning til et absolut nulpunkt - og
derudover. Theis er efterhånden ganske gennemhullet og nihilistisk inde i
hovedet, hvor diverse brokker fra tidligere tanker og læsninger manifesterer
sig som bristende bobler. På et tidspunkt gør han et sidste forsøg på at få
verden til at hænge sammen, som var den et computerspil, men heller ikke det
kommer til at fungere. Og så bliver det sluppet endnu flere tøjler, selv om man
skulle tro, at det ikke var flere tilbage. Men når man tror, at man har mistet
alt, finder man ud af, at der altid er mere at miste, som Dylan engang sang.
Theis bliver til sin egen hovedperson i sit eget GTA, bare i virkeligheden,
hvor der ikke kan rebootes. Sådan kan man vist godt sige det uden at afsløre
for meget af slutningen på romanen, der udvikler sig til en regulær
cliffhanger.
Theis har nået det absolutte nulpunkt. Han lever ikke
længere i skyggerne, i udkanten, som i citatet med de tidlige mennesker for
måske 500.000 år siden. Theis befinder sig i det brændende lys på savannen, der
hvor mennesket er udsat, brændemærket, gennemlyst. Theis er blevet solar.
Selvfølgelig skal man læse denne roman. Theis er ikke den
eneste, der bliver gennemlyst, det bliver Danmark, verden og læseren også. Det
kan godt være, at det er svært for outsideren at se en mening, men hvis man
bruger positionen til at skrive en roman som Solar, så er der mange andre, der
kan.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar