søndag den 23. juli 2017

Hvalen, kæmpehajen og urdybet



Jeg er ret sikker på, at det handler om forbundethed, når man interesserer sig for evolutionshistorie, både dyrenes og menneskenes. Alle har brug for at føle sig som en del af noget større for at kunne se sig selv i helheden. Deraf kommer behovet for en gud eller det guddommelige, som de fleste mennesker stadig har. Hvordan hænger verden sammen? Hvad skal jeg i den? Hvor kommer vi fra? Hvad er meningen – er der overhovedet nogen?
 
Da jeg var 12 år gammel, hørte jeg for første gang om Darwin, så jeg gik hen på det lokale bibliotek for at få noget mere at vide. Det viste sig, at manden havde skrevet en lang bog om sin rejse med HMS Beagle i 1830-erne, og at biblioteket endda havde et eksemplar nede i kælderarkivet. Rejse om Jorden hed den, næsten 600 sider, og man kan stadig låne den på bibliotekerne rundt om i landet, selv om den blev udgivet helt tilbage i 1876 og ikke er genudgivet i sin helhed siden. Da jeg gik hjem med den - det må have været 1 1973 - føltes det, som om at jeg havde en skat med i tasken, og jeg læste den på et par dage, vildt fascineret. Her forleden lånte jeg den igen og måtte konstatere, at jeg dengang var noget mere ihærdig end i dag. Landet er indvundet, i dag ved jeg meget mere om verdens udvikling end dengang. Det er den slags, der kan få mig til at drømme om at være barn og ung igen – tænk at have alt det til gode.

Heldigvis skrives og udgives der stadig mange bøger om ”dyrenes liv”, som det hed dengang. Og der er stadig mange bøger om emnet, som jeg ikke har læst. Denne sommer er jeg derfor dykket ned i både Klassikeren Moby Dick af Herman Melville, den nyeste udgave ved Flemming Chr. Nielsen, samt den norske journalist og forfatter Morten Strøksnes’ Havbogen eller kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider, som den hedder. Sidstnævnte er en herlig bog i bedste naturlitterære tradition, en reportage over Strøksnes’ år, hvor han jagtede verden største rovhaj, den berygtede grønlandshaj, der bliver en 5-6 meter lang. Men bogen er selvfølgelig langt mere end det, den er et kultur-portræt af de noget hensygnende lokalsamfund i Lofoten, der tidligere levede af både hvaler og fisk. Der er herlige portrætter af lokale fester og strøksnes’ vært oppe i Lofoten, kunstneren Hugo, der har overtaget en nedlagt fiskefabrik, og sammen med sin kone arbejder på at sætte det hele i stand.

Men først og fremmest er det om bog om havet som vores ophav, vores store moder, hvilket evolutionshistorisk er korrekt. Om vores frygt og fascination af havet og alt det, der lever og dør i dybet. Det er et evigt godt emne, tænk bare på film som Dødens gab eller Dybet og mange andre Hollywoodfremstillinger. Alt hvad der lever under overfladerne er interessant, jagten på det ukendte, der er så forbundet med opdagelsesrejser og beretningerne om dem, Kaptajn Cook, der blev slået ihjel på Hawaii, Vitus Bering, der i russisk sold fandt ynglepladserne for den gigantiske Stellars søko, der var 10-15 meter lang og følgelig blev udryddet, da mennesket fik redskaber og viden nok til at kunne jagte denne enorme fødevarekilde intensivt. Det var engang i begyndelsen af 1800-tallet.

Men tilbage til grønlandshajen. Det er i Støksnes’ bog kunstneren Hugo, der er besat af at fange den, og fiskeriet foregår med en stor jernkrog, der har dele af et ådsel som madding. Det er ikke det mest lækre at arbejde med, for nu at underdrive ganske alvorligt, og strøksnes skriver ret malende om at sejle ud på det dybe i Lofoten med sådan en stinker ombord. Tilsyne-ladende er lugten på højde med den svenske surstrømning, der ellers nok kan gøre selv den stærkeste mand svag i knæene. Og sådan er det generelt med Havbogen; den blander på forbilledlig vis det store med det små, nutiden med myterne og overleveringerne både i forhold til grønlands-hajen, hvalfangsten, havmiljøet og menneskene omkring Lofoten, forskernes opdagelser gennem tiderne og sågar deres personlige liv, deres biografier. Den runder selvfølgelig også historierne om hyperboræerne og Ultima Thule, det sagnomspundne Nord, der blev beskrevet allerede i antikken, og som nazisten Henrich Himmler forsøgte at erstatte kristendommen med, hele balladen med arierne som det udvalgte folk. Den historie er også fascinerende – og skræmmende – og den kan man læse meget mere om i Dan H. Andersens bog Nazimyter. For lige her og nu er vi ved at komme lige langt nok væk fra Lofoten og evolutionshistorien, selv om ariermyten var en pervertering af Darvins naturlige udvælgelse.

Fanger Morten og Hugo deres grønlandshaj? Det er den simple motor i Havbogen, og det skal ikke afsløres her. Det er den samme spænding, som findes i Peter Matthiessens fantastiske bog om sneleoparden, som meget passende blot hedder Sneleoparden, og som blev genudgivet sidste år. Denne bog er en moderne klassiker indenfor naturreportage, men her drejer det sig ikke om at fange den fantastiske Himalayakat, men blot om at få den at se. Lykkes det? Læs selv, både Sneleoparden og Havbogen er storartede læseoplevelser, der handler om os selv som mennesker. Jagten er blot den ydre handling, fokuspunktet for at komme tættere på endnu en version af, hvem vi er som art.

Det samme kan man egentlig også sige om Herman Melvilles Moby Dick, udgivet i 1851, klassikeren over dem alle, når vi taler om naturreportage, selv om den er en roman. Men den er nu ikke mere roman end hvad godt er, og det er både det sjove og det udfordrende, grænsende til anstrengende, ved den. De fleste kender den ydre handling: Kaptajn Akab er besat af at fange den hvide hval Moby Dick, fordi den engang har ædt hans ene ben. Akab vil have hævn, og til det formål tager han hele besætningen i hvalfangerskibet Pequod som gidsel. Lykkes det ham at nedlægge hvalen – eller nedlægger hvalen ham? Hvem vinder kampen om havets herredømme – mennesket eller dyret? Og hvor meget dyr er der i mennesket, hvor meget menneske i dyret?

Det er jo virkelig klassisk urstof det her, og Melville har et sikkert greb om det. Den får – også i den grad – ikke for lidt, og Melville tager alle de afstikkere, han overhovedet kan komme i tanke om. Fortælleren er Ismael, hvilket mange vil huske på grund af den berømte begyndelse på romanen: 

”Kald mig Ismael. For nogle år siden – det kan være lige meget hvor mange – havde jeg ingen penge i min pung, og ikke noget særligt, der optog mig på landjorden. Jeg fik derfor den idé at sejle lidt rundt og se den del af verden, som er vand. På den måde forjager jeg min humørsyge og holder blodomløbet i gang. Når jeg kan mærke, at jeg er ved at få et dystert drag om munden, når det er regnvåd november i min sjæl, når jeg uvilkårligt standser op foran ligkistemagasiner og slutter mig til ethvert ligtog, jeg træffer på, og især når mit tungsind får sådan et tag i mig, at det kræver en stærk moral ikke med fuldt overlæg at gå ud på gaden og slå hatten af folk – ja, da finder jeg det på høje tid snarest at stikke til søs. Det er nu min erstatning for en pistol og en kugle.”

Det er jo en fuldstændig forrygende begyndelse. Straks ved vi, hvem vi har med at gøre, Melvilles hovedperson, protagonist, alter ego, avatar eller hvad man nu skal kalde det, er sådan en type, der er alene i verden og har masser af dæmoner at slås med. Så det er klart, at han ender med at slås med den største fysiske dæmon af dem alle, den sagnomspundne hvide hval. Denne Ismael har desuden et andet formål med sin beretning, nemlig at fremhæve hvalfangere som nogle af de ædleste mennesker på jorden i modsætning til det officielle billede: Nogle bøller, bonderøve og tabere. Til det formål er cirka halvdelen af bogen nærmest leksikal: Melville vil fortælle alt om både hvaler, havet, vind og vejr, sømandshåndværk og kunsten at fange en hval. Melville – eller Ismael om man vil – er ikke bange for at gå i rette med diverse videnskabsfolk, som han rask væk korrigerer, for det er ham og ingen anden, der kender til fangsthåndværket, da han har været der selv og tillige er yderst belæst, hvilket han aldrig undlader at gøre opmærksom på. Moby Dick flyder nærmest over af henvisninger til antikkens litteratur og biblen – inklusive de ikke-kanoniserede skrifter. Melville er både en fritænker og en storskryder, der har meninger om alt. For eksempel kommer han et sted ind på selve idéen om at faste: 

”Jeg argumenterede for, at faste fik kroppen og dermed også sjælen til at synke sammen, og at alle de tanker, der opstod under en faste, derfor var så underernærede, hvilket er grunden til, at de fleste mavesure religionsstiftere har så sørgelige forestillinger om det hinsidige. I korthed og måske alligevel lidt vidtløftigt gjorde jeg rede for, at tanken om Helvede oprindelig er skabt af ufordøjede æbleskiver og vedligeholdt af arveligt mavebesvær, der næres af ramadaner".

Sjovt nok behandler Melville biblen som om, at alle historierne i den – hans referencer her er primært Det Gamle Testamente – er sande. Det er måske ikke så mærkeligt, da Moby Dick er fra 1851, men alligevel er Melville ikke en typisk, gudfrygtig kristen. I det hele taget har han ikke meget til overs for dogmatik, og han er åben overfor alle andre folkeslag: En mand skal kunne sit kram og være modig, resten er underordnet. Melville bliver bedste venner med en tidligere kannibal fra Sydhavsøerne og bekender gerne, at han hellere vil være sammen med ”en ædru kannibal end en fuld kristen”. 

Det er selvfølgelig altid spændende at læse sådan en gammel klassiker i sin fulde udstrækning, men det er også lidt af en viljesakt, især fordi man godt kan blive træt af at høre på alle fortællerens ideosynkrasier samt læse fem sider om, hvordan hvalkogeressen ombord på sådan et fangstskib i det hele taget fungerer. Man kan også blive træt af at blive talt ned til – Melville behandler ofte læseren som en uvidende landkrabbe, som han nu giver en chance for at forstå bare lidt om hvalfangeriets storhed og menneskets indplacering i verden. Men som sådan hører Moby Dick selvfølgelig hjemme blandt klassikerne i naturlitteratur og -reportage. Før den havde vi næsten kun naturvidenskabsfolkenes beretninger, men her er det blandet ind i en decideret skæbnefortælling af fiktivt tilsnit. Og når ånden kommer over Melville, hvilket den ofte gør de sidste 100 sider, hvor sømændenes udmattelse bliver stadig mere tydelig, efterhånden som kampen mod hvalen intensiveres, skriver han blændende godt, og oversættelsen er storartet. Jeg vil absolut anbefale, at man læser den på dansk – jeg har selv flere gange prøvet at læse den på engelsk, men har hver gang givet op. Selv på dansk skal man virkelig holde ørene stive og acceptere, at der er mange fagudtryk man ikke kender, med mindre man er sømand. Dertil kommer så de mange litterære og bibelske henvisninger, der har krævet over 350 noter. 

Så er det noget nemmere at kaste sig over Sneleoparden eller Havbogen. Omvendt gav det mig en stor tilfredsstillelse endelig at få læst Moby Dick. Lidt som dengang jeg var 12 år og læste Darwins rejseberetning med HMS Beagle, der kickstartede min interesse for de eksistentielle og evolutionære spørgsmål.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar