Surrealisme som normaltilstand

Ingen gider længere sige Donald Trump, med mindre de er nødt til det, som for eksempel i nyhedsmedierne. Der kan man ikke sige Mr. T, The Donald, ham fjolset eller hvad jeg ellers har læst af omskrivninger i diverse klummer og på sociale medier. Jeg har endda set en satire-tegning, hvor Anders And (Donald Duck) sidder i et eller andet offentlig kontor for at få ændret sit navn. Trist at Barack Duck ikke svinger lige så godt, kan man så ræsonnere videre.

For tiden går jeg blandt farver og lyde
    der flyder sammen,
og jeg ser natten i det klareste lys,
verden, monstrøse fantom,
din dag er den tommeste af alle nætter.

Donald Trump udfordrer mange menneskers virkelighedsbegreb. Det var slemt nok, at han rent faktisk vandt, men den hast, som hans dekreter udspyes med, får de fleste til at knibe sig i armen. Jeps, det er virkelighed, men kan det være rigtigt? Oven i hatten benægter han selv virkeligheden. Det er en slags videreførelse af det, som den canadiske aktivist og forfatter Naomi Klein beskriver i sin bog Chockdoktrinen. Skab kaos og se, hvad der så sker. Der er altid flere penge at tjene i kølvandet på kaos, hvis man i forvejen har penge nok til de største investeringer. Hvilket Trump – plus Pence og alle de andre kumpaner i Trump-administrationen – har.

Lad os sætte ild til byen,
karrusellens havfuer står i flammer,
farven siger op i deres kinder,
ulykken, jernhånden, forbliver,
blandt glødernes latter

Det er naturligvis noget af en udfordring, når virkeligheden holder op med at være genkendelig, når den bliver til kaos, noget truende. Folk griber til omskrivninger af det forfærdelige, gerne med en portion humor indblandet, for vi er henne i tragediens univers, teatrets maske af gråd og grin. Når virkeligheden bliver et teater, må teateret – og kunsten i øvrigt – finde nye måder, nye billeder for at bibringe forståelse og genkendelse. Jeg kommer til at tænke på Nietzsches berømte citat fra Viljen til magt, 1888: Vi har brug for kunst for ikke at dø af sandhed. Men hvilken kunst kan beskrive det uvirkelige, når det uvirkelige er dagens realiteter?

Opsvulmet af den Dumme Egennyttes
   Universelle Stråleglans

Det er hundrede år siden, at surrealismen begyndte. Det skete i midten af Europa, i midten af en virkelighed, der kun kunne opfattes som fiktiv. Der er ingen grund til her at opremse alle de grusomheder, en måbende offentlighed så udspille sig. Der kan dog være grund til at påpege, at det på ingen måde var de første surrealistiske grusomheder i verden, heller ikke i Europa. Men det var de første apokalyptiske begivenheder efter Darwins oprindelses-forskning og Nietzsches totalopgør med den guddommelige forklarelsesmodel. Første Verdenskrig var det europæiske menneskes første møde med sig selv uden en dommer, en frelser eller en forsoner. Vi som art, som civilisation, var selv skyld i dette.

Alene ansigt til ansigt med Gud Intethed
vil du i dette broderlige
glimtende spejl
kende

                             VIRKELIGHEDEN

Som det lyder i slutningen af Rene Daumals Digt til Gud og til mennesket. Digtet er oversat og udgivet sidste år i udvalget af René Daumals digte og andre tekster, der har fået titlen Himmelstormer, og det har for mig været en af de væsentligste udgivelser i 2016. Alle de andre digtbidder i dette indlæg stammer fra samme udgivelse, der er et overflødighedshorn af storladen og kuldslået, illusionsløs poesi. Sådan skriver et menneske, der har set alt for meget i en alt for ung alder. Hvor kerneøstrigeren Stefan Zweig skrev elegien Verden af i går om civilisationens sammenbrud, indoptog René Daumal og de andre surrealister den i selve skriften, for der syntes ikke at være en forklaringsmodel. René Daumal blev født i 1908 i Ardennerbjergene, hvor nogle af de værste massakrer fandt sted. Den slags kan godt få et barn til at tænke meget over døden og meningen med livet – for nu at sige det mildt.

Dagens sår i min side!
natten, det er mit blod

Kan man digte eller skrive på den måde om dagens virkelighed i Europa – eller måske endda bare her i Danmark? Det er klart, at vi ikke er omgivet af krig og lemlæstelse, heller ikke af kristne svovlprædikanter, men vi er omgivet af så meget konkurrence og ensretning, at en masse folk, der falder udenfor, slet ikke oplever det vel nok vigtigste for et menneske: At der er brug for en. Men det er bare én af de aktuelle problemstillinger, der hurtigt kan opfattes som surrealistiske.

Det meste af den unge danske digtning er travlt optaget med at beskrive virkeligheden, som den opleves af den enkelte forfatter, gerne med udgangspunkt i de mest detaljerede personlige følelser. Det surrealistiske indoptaget i sproget er ikke en del af dagens unge litteratur– måske med ganske få undtagelser. Det bliver derfor hurtigt til lange indre ørkenvandinger uden udsyn, der bliver søgt indad og ikke udad. Der bliver også sjældent søgt tilbage i tiden og mytologien for at skabe større rum og spring i digtene. Dermed bliver det sjældent interessant for andre end de, der har det på samme måde – med mindre man læser det i et sociologisk perspektiv. 

Den surrealistiske opfattelse af verden er ikke rigtig på mode i dag, men det kunne være et godt bud på, hvor den unge, danske digtning skulle tage at gå på opdagelse. Indtil da er det godt, at der bliver udgivet nye oversættelser af surrealistiske klassikere. Tag for eksempel nedenstående citat af René Daumal. Det kunne sagtens gå for at være en nutidig oplevelse af overflødiggørelsen:

Jeg er ikke kommet til verden:
i begyndelsen var der blot en høj latter,
på et gadehjørne en dukke af gips
der sveder vand helt grønt af vrede
og åbner æsker kun fyldt med æsker
og stadig flere æsker

Illustrationen til dette indlæg er Francis Picabias ”Kalvetilbedelse” fra 1948. René Daumals ”Himmelstormer” udkom 2016 på Det Poetiske Bureaus Forlag.

Filosofi uden bullshit

De fleste – jeg skulle lige til at sige normale – mennesker har det vist som jeg: Filosofi, man orker ikke at læse det, man orker ikke alt det ævlebævle, som man skal tygge sig igennem for at nå frem til et eller andet, som man kan bruge til noget. Tag nu bare sådan noget som Frankfurterskolen. Det er et ord, de fleste har hørt, men hvem var det lige – for slet ikke at tale om, hvem der tilhørte den ene eller den anden generation. I øvrigt er det den slags, som man lynhurtigt kan finde på nettet, hvis man har brug for det.

Faktisk er der kun én filosof, som jeg synes det er værd at læse i originalværkerne, nemlig Nietzsche. Han er på mange måder et guddommeligt vrøvlehoved, og hvis man sådan lige slår op i en tilfældig bog og læser 3-4 sider et sted i midten, er man stensikkert blevet hylet ud af sin vanetænkning. Der er mindst et par sætninger, som man roligt kan tænke videre over og sætte ind i sin forestillingsverden. Og så er han ofte meget morsom.

Men alle de andre – nej tak. De er kedelige, og jeg orker det ikke. Mange har alt for travlt med at udvikle andre filosoffers teorier eller rakke dem ned på et meget subtilt niveau. Omvendt er det jo ikke bare ævlebævle alt sammen – meget af det er faktisk anvendeligt i det daglige. 

Selv blev jeg for nylig sat godt og grundigt ind i anvendeligheden af Hegels synteseteori: Når to mennesker pludselig står i tilsyneladende uforsonlige positioner, er det en stor fordel at tale om noget helt andet, der vækker gensidig forståelse. Eller at stille hinanden spørgsmålet: Hvor kan disse tilsyneladende uforsonlige positioner mødes? Det bruger jeg i det daglige i samtaler med folk, og det virker fabelagtig godt. Ofte begynder man at grine over, at man kunne male hinanden op i de hjørner, man havde gjort.

Og sådan er det med mange filosoffer: De har redskaber, som er anvendelige i det praktiske og daglige liv.

Og se dét findes der en fremragende lille bog om. Den er skrevet af engelske Nicholas Fearn, som har lavet et forbilledligt stykke formidlingsarbejde om de 25 vigtigste (efter hans mening, naturligvis) filosoffers metoder. Den hedder ”Nietzshes hammer og andre redskaber fra filosofiens værktøjskasse”. Hver filosof får en 6-7 sider hver, og så har man faktisk fået et overblik over, hvad man kan bruge Nietzsche, Aristoteles, Derrida, Hegel, Kant og mange andre til. Derfor er det et fremragende opslagsværk og et godt eksempel på, at det kan være bedre og nemmere at have en bog end at bruge nettet. Det er sådan en bog, som man er glad for at eje, og mit eksemplar er efterhånden godt slidt.

Desværre er den udsolgt fra forlaget, men da jeg tjækkede på antikvariat.net, var der 4 eksemplarer til salg, de tre ubrugte til 150 kr. stykket. Godt køb! God julegave!