Gud, Fanden, almesteren og Bo Reinholdt

Dette er en slags anmeldelse af Bo Reinholdts nye roman ”Almester”. Men først lige et sving forbi nutiden, da Almesters handling er henlagt til renaissancen.

Vi taler ikke særlig meget om Gud her i dagens Danmark. Vi taler til gengæld meget om at være kristen, og vi diskuterer de forskellige afarter af kristendom; tidehvervs-bevægelsen, Kierkegaards kristendoms-forståelse, grundtvigianismen og så videre.

Men som man ser: Det hele foregår under lutheranismens vinger. Når folk siger kristne, mener de lutheranere. Der bliver tænkt en hel masse gode og relevante tanker inde i denne ramme, men der bliver sjældent talt – eller skrevet – ud af boksen.

Men hvad er gud? Eller hvem, om man vil. Hvad er det guddommelige? Hvad er essensen af religiøs søgen, uanset hvilken religion, vi taler om. 

Den debat bliver af og til ført, men sjovt nok er det ofte indenfor buddhistiske cirkler. Der er en slags koncensus om, at hvis folk søger noget højere i en kamp for at slutte fred med sig selv eller gå ud over sig selv, så bliver det tit til tibetansk buddhisme eller – i vore dage lidt mere usekterisk og trendy – zenbuddhisme. Som så hurtigt bliver til mindfulness og dermed lukket inde i selvudviklingsuniverset.

Gud som begreb, det guddommelige, mystikken, magien – det har vi et lidt stedmoderligt forhold til. Det er  egentlig ejendommeligt, da mange lutheranere indtager deres guds ånd og legeme i kirken om søndagen. Og det er da om noget magi, men folk er nok blevet så vant til det, at de ikke længere tænker over essensen i det.

Der er heller ikke tradition for litteratur på området herhjemme. Eller: Det er der nok, men den har aldrig rigtig fået opmærksomhed. Kristen mystik og symbolisme er langt mere accepteret og studeret i lande som for eksempel USA, England, Sverige og Frankrig. I Danmark havde vi en symbolistisk bevægelse, som ebbede ud for omtrent 100 år siden, og vi havde Heretica-bevægelsen, som modernisterne gjorde effektivt kål på i slutningen af halvtredserne.

Der er én markant undtagelse i nyere tid, nemlig Karen-Marie Edelfeldts digtsamling ”Til Babylon”, som røg på bestsellerlisten og udkom som paperback i begyndelsen af 1990erne. Dét savner stadig en forklaring, jeg har den i hvert fald ikke.
 

Men der bliver stadig og til stadighed skrevet symbolistiske og visionære digte og romaner herhjemme, de nyder bare ikke videre opmærksomhed i medierne og blandt folk. Man kan nævne mange navne, som for de fleste vil være ukendte, men lad mig her indskrænke mig til et enkelt: Bo Reinholdt.

Forlaget Spring har netop udgivet hans nyeste roman Almester. Bogen er Reinholdts fantasi over, hvem billedskæreren Claus Berg var – og ikke mindst hvordan et menneske udvikler et syn og et håndværk, som gør vedkommende i stand til at lave et så ophøjet værk som altertavlen i Odense Domkirke.

Man ved meget lidt om virkelighedens Claus Berg, men ét er sikkert: Det var ham, der stod for denne altertavle, som er et af de fornemste billedskærerværker i Europa. Færdiggjort i begyndelsen af 1500-tallet, lige før reformationen,  står den i dag i Odense Domkirke, man kan bare hoppe forbi og se den. Mange har sikkert set den uden at fordybe sig i den – det er lidt som med nadveren, man skal se bagom tingenes almindelighed for at få øjnene op for, hvad deres bestanddele er.

Dét er en pointe, som Bo Reinholdt har beskæftiget sig med hele sit liv. Han har i talrige romaner og noveller beskæftiget sig med synet. Hvordan ser vi egentlig? Hvad ser vi med? Det kan synes lidt nørdet – og det er det selvfølgelig også – men Bo Reinholdt bruger sit udgangspunkt i synet til at skabe en i dansk sammenhæng unik eskatologi om menneskets muligheder for at nærme sig det guddommelige. Med dette fikspunkt skaber han fortællinger om den menneskelige stræben og dens konsekvenser. Denne stræben er ikke kun forbeholdt det guddommelige; det er også en stræben efter kvinder og viden.

Viden, bevidsthed, er centralt for denne slags litteratur. Hvis jeg skal sætte Bo Reinholdt i bås, må det være sammen med den jødiske gnosticisme, forfatteren William Blake og katolsk mysticisme – det hele blandet godt op med de førkristne myter og den menneskelige evolutionshistorie. Hvad gør et menneske til et oplyst menneske? Eller for nu at vende tilbage til buddhismen: Hvordan opnår vi satori? Hvad ligger der af sten på vejen til Nirvana?

Det er den rejse, som Bo Reinholdt sender sin hovedperson Claus Berg ud på i Almester. Og det er ikke småting, Claus Berg bliver udsat for. Han er født i Lybeck, egentlig en horeunge med en stedfar som dør, mens Berg er en ung mand. Derfor finder han hurtigt andre forbilleder i faderens trykkeri, som naturligvis også har en vaskeægte alkymist ansat. Men da stedfaderen dør, forsvinder hans mor, og hele det velhavende fødehjem opløses. Claus Berg drager på landevejen, og dér er han mere eller mindre hele sit liv, indtil den danske Dronning Christine ansætter ham til at stå for altertavlen i Odense Domkirke. 

Bogens titel Almester hentyder til, at Claus Berg kan det hele. Han er på farten med en omrejsende skuespillertrup, er både scenograf og skuespiller, han lærer sig at fange det flygtiges essens via kultegninger, og han lærer både at helbrede og at dræbe. Intet menneskeligt er ham efterhånden fremmed, netop fordi han søger ud over det menneskelige, ind i den fællesmenneskelige stræben efter det, det er hævet over os, det guddommelige.

Og det er så her, at den gode læser skal holde tungen lige i munden, for dette er en fantastisk roman, forstået som en symbolistisk, overnaturlig fortælling. Det er fristende, med et sideblik til Marquez, at kalde det for Magisk Nordisme. Der er ikke meget sydamerikaneri over det, men det er en blanding af det så velkendte nordiske mørke med det sydlandske temperament og sans for helgener, helgeninder og det guddommelige mirakel. Claus Berg har ret svært ved at møde en kvinde, som han bliver indtaget af, uden både af få stådreng og læse Jomfru Maria ind i hende. Reinhold er ikke videre politisk korrekt, hverken i forhold til religiøsitet eller kvinder. På den led ligner han William Blake ret meget.

Den fantastiske i Almester viser sig blandt andet ved, at Claus Berg bogstaveligt talt kommer op at flyve med ”Milanomesteren”, Reinholdts navn for Michelangelo. Det er kendt, at Michelangelo opfandt en flyvemaskine, men romanen virkeliggør den. Således ser Claus Berg på en af disse ture direkte ind i solen som en anden Ikaros og styrter følgelig ned, men overlever, i modsætning til Ikaros, som måtte bøde med livet.

Så hvorfor overlever Claus Berg? Fordi han ikke bare har indgået en pagt med det guddommelige, men også med djævelen. Faktisk møder han djævelen, som han opererer for en knude i hjernen. Dette gør han ved et besøg hos en af de mest hellige mænd i datiden, en eneboer, som udmærket godt ved, at djævelen er en nødvendighed for det guddommelige, for intet eksisterer uden sin modsætning. I det hele taget synes dette at være bogens pointe. Uden det onde ville vi ikke få øje på det ophøjede. Ægteskabet mellem himmel og helvede, som Blake kaldte det. Eller ying og yang – for nu igen at tage det over i buddhismen.

Som det fremgår, er Almester både en meget jordnær og kødelig roman. Der bliver gået til stålet i den menneskelige sfære, opløste lig, voldtægter (Selv vor hovedperson holder sig ikke tilbage, han er langt fra en helgen), myrderier myldrer frem over siderne side om side med denne evige stræben efter det guddommelige, det perfekte, det enestående.


Selv i sproget holder Reinholdt sig ikke tilbage; efter meget skønne, præcise og maleriske skildringer af Claus Bergs syner og visioner i oplevelsen af for eksempel kvinder og natur, skal vor hovedperson pludselig ”skide”, som der står. Claus Berg dyrker heller ikke kønslig omgang, kan ”knepper” – specielt i en scene, hvor Dronning Christine sender ham en hofdame, som han kan gifte sig med for at få stillet sine kødelige lyster.

Over det hele svæver Jesu Kristi lændeklæde, som dukker op igen og igen i Almester. Hvad er meningen med det? Jeg er ikke helt sikker, men hvis man ser på altertavlen i Odense Domkirke, vil man opdage, at lændeklædet ikke er fæstnet til den korsfæstede Jesus – det svæver bare foran ham. Hvordan kan det det? Ved guddommelig indvirken, et moderne figenblad, eller står der noget helt andet og kødeligt bag? Dén lader Reinholdt hænge i luften, og lur mig, om ikke det er begge dele – det ville ligge i god tråd med bogens øvrige blanding af det guddommelige og det djævelske, det høje og det lave, det hele liv som en lang stræben efter noget andet og mere end menneskets ubodelige indespærring i sin sjæls og krops hylster, hvis det ikke finder ud af at række ud mod noget andet og større end sig selv.

Bo Reinholdt er efterhånden blevet 67 år gammel, og det er svært ikke at se Almester som hans foreløbige mesterværk. Her er alle brikkerne fra hans tidligere bøger faldet på plads i en samlet fantasi og narration over billedskæreren og renaissancemennesket Claus Berg. Det kan man kun ønske både ham og den litterære offentlighed i Danmark tillykke med. Almester er en stolt viderefølese af den symbolistiske og himmelstræbende tradition, der trods alt ikke har så mange udøvere herhjemme.

Men læs selv Almester. Det er et trip ind i en anden verden, folkens, det er en guddommelig komedie, som kræver sin læser. Men sådan er det jo med alt det, der virkelig er noget værd.

Det konservative kulturtab

Skulptur af  Rudolph Tegner - fra Tegner-museet i Dronninglund

Dagbladets Informations journalist Anna Ullman havde en meget fin og aktuel kommentar i avisen forleden. Udgangspunktet var Mads Holgers folketingskandidatur hos De Konservative, men hendes budskab var vist et andet: At De Konservative i Folketinget for længst har glemt værdien af kulturel indsigt, og, som hun skriver ”I dag er marginale kulturkonservative imidlertid nogle af de eneste i den offentlige debat, der faktisk tillægger kulturen netop den stærke indvirkningskraft (…) Det egentlige spørgsmål er, hvorfor vi i grunden finder det så lattervækkende, når nogle borgerlige debattører formaster sig til at tillægge kulturen et reelt politisk potentiale?”

Det er et fremragende spørgsmål, og jeg scrollede gennem kommentarfeltet i netudgaven. Ud af 35 kommentarer latterliggjorde de 34 enten De Konservative eller Anna Ullman. Så jeg vil gerne perspektivere hendes efter min mening korrekte pointe: De Konservative tabte kulturelt set fuldstændig fodfæste til modernisterne og de kulturradikale i 60erne, og hvis man skal finde én god ting at sige om nullerne, er det, at de kulturelt bevidste konservative kom tilbage i samfundsdebatten – ikke mindst ved at sætte menneskets individuelle frihed i centrum.

Det er ikke et frihedsbegreb, der er forbeholdt de konservative. Man kan gennem kulturhistorien finde mange eksempler på socialt og revolutionært orienterede personer og bevægelser, der havde samme udgangspunkt, herhjemme grupper som for eksempel Cobra og Situationisterne. Venstreorienterede anarkister i mange afskygninger for nu at sætte et andet navn på. Disse bevægelser tabte kampen om venstrefløjen allerede i 1968, da dogmatikerne satte sig på definitionen af at være venstreorienteret. Siden har venstrefløjen stort set sat det fælles frihedsprojekt højere end individets frihed.

Det er naturligvis en falsk modsætning. Det fælles bedste kommer ikke før individets bedste, det fælles bedste er summen af alt det bedste i alle individer, for nu at formulere det slogan-agtigt. For mig at se står dette i skarp modsætning til den herskende diskurs om, at det fælles bedste opnås ved lovregulering og individkontrol, som stort set alle partier fraset Liberal Alliance synes at gå ind for. Man kan også sige, at middelklassenormer har vundet big time – også på venstrefløjen. Det venstreorienterede synspunkt om frihed og lighed via styrkelse af kulturel indsigt, viden og frihed gik tabt i det socialdemokratiske dogme om, at al kultur er godt – at der ikke er forskel på klatmalere og kunstnere, på amatørskriverier og litteratur. Siden har synspunktet ikke vundet fodfæste igen. Man kan endog se det genspejlet i den aktuelle debat om litterær reality, hvor en masse middelmådigheder får spalteplads, så længe de er ”autentiske”. Det svarer til at påstå, at der ikke er forskel på en Hyundai og en Mercedes, fordi begge mærker er et selvkørende transportmiddel på fire hjul.

Men tilbage til De Konservative. I folketinget synes repræsentanterne at være enige om, at kulturel dannelse og indsigt er en privatsag, og dermed er det Gud, konge og fædreland i samdrægtighed med kolde kontanter, der er i højsædet. Sådan har det ikke altid været. Dengang før 1960 var forskellen på Venstre og De Konservative tydelig: For Venstre betød nærdemokratiet stadig noget positivt, og for de konservative var det vigtigt at være et dannet, kulturelt vidende menneske. Ellers var man en bonderøv, og så hørte man hjemme i Venstre.

For et års tid siden fandt jeg en årgang af Danmarks første reklametidsskrift. Årgangen var 1938, og tidsskriftet hed ”Avertisering”. Det var stiftet af en E. G. Eberling, som var bonkammerat med forfatteren Jacob Paludan, der er mest kendt for romanen ”Fugle omkring fyret” – en kommentar til moderniseringen og industrialiseringen af landets provinsbyer. Begge var kulturelt bevidste konservative og noget af det sjoveste ved tidsskriftet er, at der var boganmeldelser i – også selvom det handlede om den nye profession, reklame. Og det var ikke kun bøger om erhvervsliv og den slags, der blev anmeldt, det var såmænd også nye digtsamlinger. Redaktionen af Avertisering var heller ikke bange for at strø om sig med klassiske citater på latin, der ikke var oversat til dansk. Man kunne naturligvis sin Odysseen og sin Cicero, man vidste hvem P. B. Shelley og Dante var – og havde læst dem på datidens katedralskoler og gymnasier. 

Den form for klassisk konservativ dannelse blev effektivt myrdet af Rifbjergs berømte sætning i digtsamlingen ”Konfrontation” fra 1960: ”Poesi: Hvor er mit brokbind”. Ud med alt det gamle lort, og det har ikke siden vundet fodfæste. I dag er oldtidskundskab og latinundervisning forsvundet, og med det en stor del af sprogforståelse historisk set. Folk kender ikke kulturhistorien længere, og i disse dage ser vi endda en radikal minister, som er godt i gang med at myrde store dele af humaniora, fordi det ikke forventes at kunne betale sig i fremtiden. Naturligvis var den klassiske dannelse også en klassemarkør, men den rummede den værdi, at den forstod nutiden i lyset af fortiden og det fællesmenneskelige gennem tiderne og dermed en mytologisk forståelse af mennesket som individ i et fællesskab.

Det er i dette lys, at man skal vurdere Mads Holgers indtræden på den politiske arena. På sin vis er han et opgør mod den herskende materialisme både til højre og venstre i Folketingssalen. Han er også et oprør mod middelklassenormerne og kontrolsamfundet. Derfor er han meget velkommen – naturligvis også for en gammel venstreanarkist som undertegnede. Så kan vi tage et slagsmål om den økonomiske fordelingspolitisk og den nuværende globale røverkapitalisme en anden gang.