Brænd det litterære overskæg

Peter Laugesen ligner vel alt andet end en digter, da han kommer op på scenen til årets Bogforum. Tyk, hjemmestrikket sweater, ubestem-melige bukser og vandrestøvler. Det er jo blevet en slags vinter. Han har en øl i hånden – okay, det er måske meget digteragtigt – og roder lidt rundt med det ene og det andet, inden han fortæller om sin digtsamling Tohuvabohu. Det er en gammel, forsvundet digtsamling fra 1978, som forlæggeren og forfatteren Asger Schnack pludselig fandt blandt en stak andre efterladte manuskripter fra Borgens Forlag, der i 80-90erne var det førende lyrikforlag hertillands.
 

Bum! Der lå Tohuvabohu. Titlen er det hebræiske ord for øde og tomhed, altså det der ifølge Biblen var før, der var noget andet. Laugesen fortæller en længere historie om, at digtsamlingen egentlig begyndte som et bestillingsprojekt om en børnebog, men så skete der et eller andet, så projektet blev skrinlagt. Derefter arbejdede han videre med det og sendte det ind til sit forlag – som så fik det forlagt. Men nu er det her pludselig igen, og det er Peter Laugesen i høj grad også. Han begynder at læse op på sit underspillede østjyske:

I begyndelsens lys
før det første menneske
blev til
spillede de navnløse
på rummets strenge
og legede
med kloder
der ikke findes
i stjernekiggernes
sjælegranskernes
eller nervelægernes
kort over
det tilladte univers
...

Peter Laugesen er en garvet oplæser, og snart har han publikums fulde opmærksomhed. Det særlige kendetegn ved Laugesen er hans blanding af det indsigtsfulde og det pjattede i samme digtsamling, ofte også i samme digt. Det gør det pjattede mere indsigtsfuldt og det indsigtsfulde knap så ophøjet. Mange af digtene i denne forlagte samling handler om dyr, en slags barnligt blik på det store og hele, som vi kalder verden, og dermed også på ganske almindelige folk og deres oplevelse af omverdenen. Det kan lyde sådan her:

Der er mus i posen lille mor
åh bare du
kan finde dem
men det skal jeg nok
når jeg blir stor
åh glæd dig
lille mor
for far er den bedste i verden
hvad laver din far så
jae min far han er
øh ja øh bøh
han er
han er død
og din far
jae han er sådan nærmest øh
han er sgu æh bæh øh
bøh
han er hvad er det nu
det hedder
han er sgu da for faen
arbejdsløs
                      mand
jamen så ved du jo
hvad jeg mener
ikke
fedt mand kul på
blå syre moster
og isblomster
i øjnene
jae joe sådan er det du
sådan skal det være
                               Mand

Den slags er klassisk Laugesen, og det vækker naturligvis jubel her på scenen i Bogforum, hvor Laugesen ikke har problemer med at overdøve al messestøjen. I Tohuvabohu har Laugesen selv et udtryk for sin digtpraksis: Brænd det litterære overskæg, som der står et sted i bogen. På mange måder er det nærmest en lykkelig digtsamling med børn, dyr, århusiansk forstadsliv og en hyldest til det hele –”planterne synger i urtepotterne” – bortset fra alle teknokrater, teknologiske vira og politikeres tågesprog. Peter Laugesen er anarkist af guds nåde. Han var det allerede i begyndelsen af 60erne, hvor han søgte at alliere sig med daværende Situationistisk Internationale, der blandt andet talte folk som Asger Jorn og Jørgen Nash. Men situationisterne var kendetegnet ved, at de hele tiden brød ud i mindre grupper, som ikke var enige med de andre, så det var en noget rodet forsamling, den unge Laugesen, født 1942 og typograflærling, mødte rundt om i Europa. Men det er en anden og heller ikke kedelig historie.

I dag er Peter Laugesen fyldt 75 og har et hav af primært digtsamlinger på bagen. Han har aldrig skrevet en roman. Anmelderen og digteren Poul Borum begyndte engang en anmeldelse af endnu en digtsamling med at konstatere, at nu var der igen brev fra ham digteren fra Brabrand. Og sådan er det med Laugesen: Hele hans værk er ét langt brev, tilsyneladende en lang, ustruktureret associationsleg, men kun tilsyneladende. Noget er meget stramt, andet meget løst for at give læseren et flow, der stikker i mange retninger. Laugesen skriver selv i efterordet til Tohuvabohu, at han såmænd godt kunne have redigeret den til at være noget, han havde skrevet i dag, men at det ville være snyd.

Og hvis man sammenligner med hans seneste digtsamling, Travelling, her fra i år, er der også forskel i tempo og intensitet. Den overdådighed og livsboblen, der kendetegner Tohuvabohu, er kun glimtvis til stede, hvilket vel ikke er så underligt 40 år efter, hvor

Vidnerne er døde
jeg kan sige, hvad jeg vil,
hvad som helst,
de siger mig ikke imod.
Tiden rummede, hvad der skete
i glemte folks tilgroede huse,
i deres buskede ører og næser.
Deres gamle fotos af sig selv,
da de var dem,
der så sådan ud engang,
før glemselen
satte sine robotter på sagen.

Jeg mærker, en sang er på vej.

Fugle og insekter krydser
som spruttende raketter hen
gennem himlen mellem træerne.
Regnen står skråt ind over bordet.
En lille grøn fyr
falder død om på papirbunken,
mørket står ud af alt levende
som et minde og det unges tilladelse
til glemsel. Den vokser ikke med årene.

Lad os tale om noget andet, nu
vi er ved det. 

Og sådan er det. Godt nok er Laugesen blevet 40 år ældre, men fugle kan stadig kaldes spruttende raketter. Og han er som altid god til at lege med ordene, ”Der er ikke noget at sige, men sig det ikke til nogen”. Savner han ungdommen og vildskaben? Ja, sikkert, hvem gør ikke det. Til gengæld er han blevet mere forfinet med årene, der er ikke så meget rablen og automatskrift, som hans praksis hed dengang i 60erne og 70erne. Automatskrift er er ord fra surrealisterne: Skriv lige hvad der kommer ind i hovedet og rediger ikke. Alt er lige værdigt. Hvis man læser den meget tidlige Laugesen, kan man møde meget af det. 

Og i det hele taget: Hvis man ikke før har læst noget af Laugesen, kan man bare tage på biblioteket og plukke mellem det store udvalg. Her kan man for eksempel finde samlingen ”Guds ord fra landet”, der har Gandhi, Niels Bohr og Lenin på forsiden – alle med hugtænder – og suppleret af det i 70erne så ikoniske billede af Burt Reynolds uden en trevl på et lammeskind. Men man kan også låne Tohuvabohu eller Traveling, hvor især disse strofer fra den sidstnævnte har brændt sig fast:

Fremmede steder står
som lysende blod i støvet.

På drømmerejse i virkeligheden

Hen mod slutningen af Ida Marie Hedes nye bog – ved navn Bedårende – kom jeg til at tænke på drømmerejser. Drømmerejser er den slags, som en vejleder sender folk ud på efter at have bragt dem i en meditativ tilstand. Formålet er selvfølgelig at åbne for en anden oplevelse af det, man ellers har en fast opfattelse af.

Bedårende er én lang drømmerejse, et associationstrip over døden og forældreskabet. Og dog, ordet trip giver lidt forkerte associationer, noget med leg og flip. Det er det også, men først og fremmest er det et forsøg på at udvide læserens (og i første omgang sikkert også Ida Marie Hedes eget) bevidsthedsfelt, lad mig bruge det ord. På side 88 kommer hun ret tæt på at definere sin metode:

Sproget bliver levende for mig når ordene skifter betydning, når de samme ord hele tiden opleves som nye, når oplevelsen af ordenes fremmedhed får nye ord til at ville forme sig i mig.

Og hvad skal man så bruge det til? Der bliver talt så meget om sprog i anmeldelser og omtaler af litterære værker, men tit kan sprogbrug koges ned til et spørgsmål om smag – om man synes at den ene eller den anden skriver godt. Det bliver først virkelig interessant, der hvor sproget bruges som løftestang til en ny oplevelse, hvor sproget forandrer virkelighedsopfattelsen – hvor man ganske enkelt bliver klogere på et givet emne takket være noget som banalt som en tekst. Der hvor forfatterens indsigter bliver til læserens.

Hede skriver om ”ordenes fremmedhed”. Ord bliver fremmede, når de bliver brugt for meget og i flæng, et enkelt ord bliver en slags død kliche, som man én gang for alle har på plads for at kunne orientere sig i verden og i det hele taget være sammen med andre og ikke være alt for anderledes. For eksempel ved vi nogenlunde, hvad vi taler om, når vi siger ”familie” og ”død”. Men netop fordi vi ved, hvad vi taler om, taler vi ikke om indholdet. Dét er ordenes fremmedhed, og det er lige præcis, hvad Ida Marie Hede prøver at komme til livs i Bedårende. Et nyt syn på døden og forældreskabet – det at blive en familie og miste den.

Men først lidt om bogens rammen: Bedårende er en mærkelig bog. Der er to hovedafsnit: Det første, kaldet ”En hjerteformet røv”, handler om en mand og en kvinde, der får et barn – og hvordan de nu skal tackle denne udvidelse af deres sfære. Afsnittet er genremæssigt pløkumuligt at rubricere, en blanding af digt, roman og essay. Det andet hovedafsnit, kaldet ”Dødeessay”, er til gengæld nemmere: Det er ganske rigtigt et essay om døden. Derudover er der to små tekster, som sikkert skal prøve at binde de to hovedtekster sammen, men det fungerer ikke specielt godt. Og for at det skal være endnu mere forvirrende, hedder bogen Bedårende, hvilket heller ikke giver mening. Godt nok optræder ordet et par steder, men det samler heller ikke hele værket. Det virker troværdigt, at titlen er valgt, fordi bedårende er et godt og anderledes ord – og et eller andet skal man jo kalde sådan en bog, der stritter i flere retninger rent indholdsmæssigt.

Men det gør egentlig ikke så meget, for man tilgiver Ida Marie Hede hvad som helst takket være hendes metode; hendes fantastisk vellykkede attentat på ordenes fremmedhed og hendes drømmerejser på læserens vegne. Ida Marie Hede har en sprudlende og helt overdådig fantasi, hun knopskyder og muterer i forsøget på simpelthen at indoptage og genfortrylle den verden, der omgiver hende, med hud og hår. Intet er for småt eller stort, intet bliver forkastet, fordi hun ikke vil se på det, alt bliver vendt og drejet. Ordet transcendens kan sagtens være et nøgleord her, især hvis man slipper det løs for allehånde konnotationer, som man ellers har i hjernebarken. Det faste bliver flydende for igen at finde en fast form, som nu er anderledes, fordi den blev sluppet løs.

Som tekst fungerer denne metode fuldstændig gnidningsløst og frisættende. Ida Marie Hedes tekst om forældreskabet er renset for de unoder, man eller ser mange steder, når sproget og associationerne bliver sluppet løs: At det ender med ikke at give mening, blot at være ord uden sammenhæng. Ida Marie Hede giver konstant mening. Man overvældes, men hænger på, som om man kørte i en sportsvogn med trinløs gearkasse.

Teksten om forældreskabet, ”En hjerteformet røv”, adskiller sig dramatisk meget fra de fleste andre tekster, digtsamlinger eller romaner om det at blive forældre. Den er nemlig morsom. Der er høj cigarføring fra fortællerens side, ikke noget tudemarie om træthed, bleskifter og elendigt sexliv, pligter og alt det andet, som kan være relevant nok – men som vi jo kender til hudløshed. Og alene dette greb adskiller teksten fra stort set alt andet, man ellers læser om at blive forældre: Sjovt er det sgu ikke, vel? Det kan være fint og stort og alt muligt andet, men sjovt? Nix. Men det er det her, det er Ida Marie Hedes opgør med ordenes fremmedhed i forhold til forældreskabet. Alene af den grund burde ”En hjerteformet røv” være obligatorisk læsning for alle kommende forældre: Hvis man sætter sig for at opleve verden som interessant uden forudfattede holdninger, men skruer fantasien og nysgerrigheden godt fast, kan det at blive forældre se ud som i denne bog. Men det kræver, at man ikke rynker på næsen, hvis man får lort under neglene. Skægt nok og måske ret sigende: Mens jeg skriver dette her, kan jeg mærke en lille protest i baghovedet, der siger, at det er enormt privilegeret at se tingene på denne måde. Og dén lille protest – den skal man altså se at undersøge i stedet for at give efter for den, det vil være i tekstens ånd.

Så vidt så godt. Men Bedårende er jo først lige gået i gang, og snart følger det andet hovedafsnit kaldet ”Dødeessay”, fortællerens oplevelse af sin fars død og hvordan man overhovedet kan forlige sig med den. Metoden er den samme, det er i det hele taget Ida Marie Hedes særpræg i dansk litteratur, undersøgelse ved at frisætte fantasien fra de vedtagne konventioner, en transcendens, en drømmerejse med afsæt i virkeligheden. Det handler om ikke at bekræfte strukturerne, men at glide igennem dem for at opnå en større bevidsthed. I dødeessayet handler det om at ophæve dødens realitet, at give den døde og elskede et efterliv, så døden er til at leve med – for nu at sige det på den måde.

Og her skal man som læser hænge godt fast, for grebet er så radikalt anderledes, at jeg ikke har læst noget tilsvarende før – og på mange måder heller ikke noget så frisættende. Jeg læste en anmeldelse af Bedårende forleden, hvor anmelderen skrev, at hun græd sig igennem store dele af dødeessayet, men sådan havde jeg det slet ikke, jeg gjorde mit bedste for overhovedet af følge med intellektuelt, ganske enkelt fordi Ida Marie Hedes greb om døden er så specielt. Hen mod slutningen lyder det for eksempel sådan her, en beskrivelse af ligets nærvær blandt de nærmeste, der venter på gæsterne til gravøllet:

Mon ikke den krop er lidt sulten? Skal vi holde et middagsselskab? Skal vi gøre et frokostbord klar? Hvornår kommer gæsterne i frokostklubben? Hvornår kommer de for at vælte sig i madens livgivende kraft? Er gæsterne alle sammen døde ligesom kroppen her, skal de først alle sammen lige have ligskjorten af, være rene og nøgne? Skal de lige have deodorant på? Tandstikken ud? Tamponen? Nu kommer de, nu kommer de, sssh, glat dugen, nu sætter de sig ved bordet, de skænker Linie Akvavit op i krystalglassene, de hælder Fynsk Forår op i ølkrusene. Se, de døde gæster spiser, de døde tager rugbrødskurven, de lader smørret gå rundt, de døde spiser æggesalat, skinkesalat, kyllingesalat, de døde spiser glasnudler der glider ned gennem spiserøret, vi kan se lige igennem halsenes grålige rør. De døde smører sennep ud over sylten (...)

Fra den enkeltes død til alles død, det er jo kun et spørgsmål om tid. Sådan kan det lyde, når Ida Marie Hede søger at ophæve dødens realitet ved at se livet i lyset af den. Det bliver helt kannibalistisk, grænseoverskridende og esoterisk.

Bedårende er Ida Marie Hedes første bog, hvor hun overfører sin transcendente metode til et genkendeligt hverdagsliv, og hun gør det med bravour. Hendes tre første bøger på dansk, Seancer, Det kemiske bryllup og Inferno, udgivet samlet i 2016 med titlen En to tre, bruger alle samme metode, men i besynderlige, syrede landskaber med forvrængede (eller ganske normale, hvad ved vi) mennesker. Alle tre bøger er storartede, men der er selvfølgelig grænser for, hvor længe man kan blive i det samme univers.

Med Bedårende skriver Ida Marie Hede om umiddelbart genkendelige og realistiske mennesker og landskaber, og noget siger mig, at det vil skaffe hende mange flere læsere – danskere har aldrig været videre begejstret for surrealisme. Men her har den fået et hverdagsanker – og det giver den mere mening; der er fast grund under læserens fødder, før de begynder at bevæge sig henad nye og anderledes stier. Og der er mening med galskaben: Formålet er at udvide vores forståelse og oplevelse af verden. Intet mindre. 

Branden bag øjenlågene

Det er ikke de enkelte digte i sig selv, det er hele stemningen i Lene Henningsens nye digtsamling, der trænger sig ind på læseren.

Samlingen hedder Stilhedsbilleder til et oprør, en meget præcis titel. Her er stilheden før den storm, som Lene Henningsen ser komme: Stormen af de døde og de desperate overflødige, som verden er så rig på her i 2016.

Men det er ikke en storm, der høres, det er en storm, der anes. Lene Henningsens stemme i Stilhedsbillederne befinder sig i en slags afmægtig venten på, at noget må komme, et oprør måske. At det bliver nødt til at være sådan, for ellers er der ikke andet tilbage end at leve i de velbjergedes tryghed, som ender med at blive ubærlig, hvis man ikke er i stand til at isolere sig fra verdens mange afmægtige stemmer.

Der er masser af referencer, der trænger sig på under læsningen. Verden ender ikke med et brag, men med en klynken, den stille desperation i en ventesal, hvor man ikke aner, om der kommer flere tog. 
Men Stilhedsbillederne er ikke en temadigtsamling om flygtninge- og immigrantsituationen i dag. Det er en samling om at leve i den stemning, den foranlediger. Det kan lyde sådan her:

Fortæl mig 

og jeg accepterer det ufærdige
i en blandet hånd
det fine det grove det altid virkelige
som brænder bag øjenlågene
de gennemførte eller de ødelagte scener
og
sammenhænge
båndene til dig og jer
fortæl mig

Dét er tonen i Stilhedsbillederne. De står oftest stille, er fine sansninger om at leve i en slags trods uden at blive nedbrudt. De er alt andet end bastante, et modbillede til dagens ofte skingre debat. Pludselig kan de så flamme op i et programskrift:

Lær som ganske lille
at sejre

byg dine skibe med
flere master

sejl jorden rundt i
tilfældige badekar

og fortsæt

uden stop til evigheden
over for
en du elsker

kroppen og de
bristefærdige tanker

om skibe i vinden
der sejrer sig

gennem jordmørket

Dette digt er et af de stærkeste selvstændige digte i Stilhedsbillederne. Sådan lyder en anråbelse på de besiddelsesløses vegne, når Lene Henningsen skriver den.

Ydermere er der alle afstikkerne i samlingen, digte om natur og kærlighed, for uden var det hele vel ikke meget værd, så ville der ikke være meget til at lyse op. Det kan lyde således:

Svane læg dit hoved her
dit træk var stjernens
smeltet hvidt

ned efter grenene
der skal fange din lyd
og et blik hvor du kan hvile

Det er et fuldstændig uudgrundeligt billede, der bare skal have lov til at fryse sig fast eller smelte sig ind i læserens erindring. Man går galt i byen, hvis man prøver at fortolke mange af stemningerne og billederne i bogen. Hvis man går løs på den med bare en lille hammer, går det hele i stykker, for det er lavet af glas, stjerner og åndedræt.

Hvis politik var skabt af dette stof, ville verden være en gavmild lagkage.

Det er Stilhedsbillederne også som fysisk objekt. Lene Henningsen har selv taget en række sort/hvide, meget skarpe billeder, og bogen er trykt på glat papir uden at teksten skærer i øjnene, som det ellers ofte sker, hvis forlaget ikke har styr på virkemidlerne. Det er ganske enkelt en smuk bog på både den ene og den anden måde, og hvis nogen tvivler på, at visse bøger skal være fysiske, holdes i hånden og bladres i, så skal de bare tage Lene Henningsens nye i hånden. Med sine små 100 sider er den overraskende tung. Det fine og florlette i digtene skal selvfølgelig have en modpol. Lige som dagens debat har brug for et modspil skabt af et helt andet og mere lyrisk udtryk.