fredag den 8. juni 2018

Jonas Eikas surrealistiske nutid


Det er ikke hver måned, at anmeldere på forskellige dagblade falder samlet på halen over en novellesamling. Men det skete for en måneds tid siden, da Jonas Eika udgav samlingen Efter solen på det lille, men meget litterært estimerede forlag Basilisk. Jonas Eika? Ham kender man måske fra romanen Lageret Huset Marie, en autofiktiv, socialrealistisk beretning om at arbejde på Dansk Supermarkeds lager uden for Århus. Den blev også rost mange steder og fik desuden en debutantpris.

Anmeldere, og professionelle litteraturfolk generelt, er altid på jagt efter ”det nye”. Og det er her, at Jonas Eika bonger ud til alle stjernerne og roserne: Man kan forstå på anmelderne i Information og Weekend-Avisen, at de faktisk ikke helt ved, hvad de har med at gøre i novellerne. Er det Science fiction eller hvad? Om ikke andet er det tindrende velskrevet, er de enige om. Og så er der jo ikke andet for, end at gå i gang med novellesamlingen, der består af fem noveller over 160 sider. Nysgerrighed er en dyd.

Den første novelle hedder ”Alvin” og handler om en systemudvikler, der lander i København for at hjælpe sit internationale firma med et længerevarende projekt – men finder ud af at bygningen er blevet jævnet med jorden. Det er bare sådan det er, og der kommer ikke noget svar på det, der er ingen hylende sirener og breaking news, ruinerne ligger der bare. Herefter møder den navnløse hovedperson en mand ved navn Alvin, der er kapitalinvestor. De to bliver venner og rejser sammen til Rumænien, dette foregangsland i kapitalistisk og nationalistisk opløsning. Det er sådan set det – kort refereret, og det er ikke videre interessant, når man siger det på den måde.

Det spændende ved novellen – og de andre noveller – er fortællestilen og tematikken. Læseren får intet forklaret på forhånd, men begynder midt i et livsforløb, som derefter folder sig ud til en historie – og den historie handler i alle novellerne om kærlighedens mulighed i en verden i opløsning. Det er mere eller mindre desperate mennesker, der søger netop menneskelighed i forskellige samfund, der er kendetegnet ved fravær af netop dette. Samfundene som sådan bliver slet ikke nævnt, menneskene er overladt til sig selv og deres søgen.

Det er vel dette, der skaber forvirringen om, hvorvidt novellerne er science fiction eller ej. For er dette virkelig billedet af verden af i dag? Det bliver der skrevet tykke politiske og filosofiske bøger om, men fordelen ved Efter solen er, at den tager det for givet. Sådan er verden. Og den bliver beskrevet fra det udsigtspunkt. Det er den slags, der viser noget om, hvad litteratur kan, som politisk teori og analyse ikke kan: Den får fiktion til at være en opfattelse af virkeligheden, som man ikke kan argumentere sig frem til. Take it or leave it. Det er i det spændingsfelt, at Efter solen lever. For selvfølgelig er kan en bygning ikke styrte sammen midt i København, uden at nogen gør noget ved det. Eller kan den? Hvis man nu først ser det et halvt år efter, og ingen har haft nærvær nok til at orientere en om det? Nej, det går ikke. Det er ikke realisme, det er en slags moderne surrealisme – i hvert fald i denne novelle.

Men tag så en anden novelle, der handler om unge beach boys i Cancun, Mexico. Et helt hold af unge drenge fungerer som opvartere for rige turister ved stranden, og en af dem taber en bakke forfriskninger ned over en turist. Resolut bliver han banket ihjel, og det får heller ikke nogen konsekvenser, beach boys’ene begraver ham alene under et selvskabt ritual. Kan den slags så forekomme? Tjah ... det må man selv ligge og rode med, men her handler det om ligegyldighed over for de mange, der hverken har penge eller status. Og en realisme er i hvert fald til stede, nemlig at et menneskeliv i dag ikke er lige så meget værd, som da menneskerettighederne blev skrevet efter Anden Verdenskrig. Der er ikke længere nogen fungerende konventioner, der gælder alle, den dér gamle sang om at alle menneskers liv er lige meget værd i sin egen ret, er blevet udhulet af de alt for mange mennesker i verden, som der ikke er brug for. Et besiddelsesløst – og måske endda statsløst – menneske er kun noget værd for de, der kender og elsker vedkommende. Det internationale samfunds bestemmende magter er reelt helst fri for, at dette problem kaldet et overflødigt menneske eksisterer.

Det er sådan en verden, som Efter solen maner frem, og den gør det med en fortælleteknik, der virker meget moderne. Novellerne er oftest lagt i hovedet på en enkelt beretter, der som nævnt begynder midt i begivenhederne, og som ikke er videre stringent, for her er et menneske, der fortæller en historie, som hvis man mødte vedkommende og gav ham et par timer, men redigerede sine egne opklarende spørgsmål ud. Det bevirker, at man som læser egentlig ikke aner, hvad novellen handler om, og hvem der fortæller den, før man begynder at lægge alle brikkerne sammen til en helhed, som langsomt åbenbarer sig. Og lad mig sige det, som det er: Det er ikke strandlæsning, man skal bide tænderne godt fast i bordpladen de første 10 sider af hver novelle, men så begynder de at åbne sig – og bliver interessante, men kun fordi Jonas Eika skriver så bragende godt – på samme tid flyvsk og fortættet. Og naturligvis også kommenterende, for det er jo et menneske, der fortæller en historie, som er vigtig for vedkommende. Her er et godt eksempel fra novellen ”Mig, Rory og Aurora”, der handler om et trekantsforhold blandt randeksistenser i London. Vi kommer ind der, hvor fortælleren kommer hjem til deres fælles lejlighed, hvor en masse hjemløse er inviteret indenfor:

”Jeg undgik at falde i snak med de hjemløse. I min øjenkrog var de en væg af stemmer, en grålig tåge, og jeg skammede mig over det. Men jeg så ikke andet i dem end trætheden. Den dybe, udødelige træthed der har overtaget ansigtet og normaliseret sig i det. For meget vejr og dårlig søvn, for meget larm, misbrug og trafik, det var alt der kom til udtryk. Det var det der skræmte mig ved dem, den måde deres træk var veget for en alt for generel og fælles tilstand.”

Det er den slags han kan, Jonas Eika, give klare billeder på nutidige situationer midt mens han er ved med at fortælle en anden historie, men billederne føjer sig ind til et samlet hele. Og det efterlader naturligvis læseren med dette, overvejende akademiske spørgsmål: Hvorfor virker det så godt at ty til surrealistiske effekter, når man vil gengive virkeligheden? Det er der også skrevet meget om, men chokeffekten ved noget usandsynligt midt i en kendt virkelighed er et gennemprøvet kneb. Jonas Eika bruger det dog ikke som effektjageri, men som middel til at sige noget væsentligt om menneskers vilkår i periferien under eller ved siden af den almindelige middelklasses arbejdsliv.

Så ja, hvis man er frisk på at læse det nyeste nye i dansk litteratur, så skal man give sig i kast med Efter solen. Og hvorfor hedder den så Efter solen? Se det kan man undre sig over meget længe, men løsningen kommer – delvis – til sidst: Det er en direkte oversættelse af Apres soleil, eftersolssmørelse. Det optræder i anden del af novellen ”Bad Mexican Dog” om beach boys’ene i Cancun. Men det er så én ting, noget andet er, hvad Eika driver eftersol og efterhånden også parasol ud i mod slutningen af novellen. Vi kommer ind der, hvor soldrengene holder fest:

”Vi smed en parasol i karret og sang. En slimet tåge rejste sig fra det og fortættedes i et langt, hult skaft og en skærm med blafrende billeder: ild der breder sig i klubben, gennem håndklæder og parasolskærme, et flammende gitterværk set fra himlen ... med et kæmpestort klæde holder vi røgen nede og slipper den ud i skiftende intervaller, en tåget kode ... en lav, krybende skov, hvor træerne koger og krummer mod jorden ... i mørkningerne står der parasoller med skærmen bøjet opad i tragter der griber regnvandet og leder det ned i store bassiner med krebsdyr og tangplanter ... i vandet et dybt, orange lys. Det ledes rundt i render mellem træerne og oplyser de første par meter over jorden ... (...)

Så syret kan Jonas Eika også skrive, og det giver naturligvis et apokalyptisk skær over ikke bare denne novelle, men også de andre. Som om det er de sidste tider, efter solen. Oplevelsen af verden handler som altid om synsvinkel og social status: Hvad kommer efter dette nu?









lørdag den 12. maj 2018

Kvinden, kunsten, Karolina og kærligheden


Franz von Stucks berømte maleri "Sanseligheden", 1889

Kunstens verden er ikke for de sarte, og det er svært at komme ind i den, hvis ens forældre ikke selv er kunstnere eller arbejder med kunst. Det er ligesom med overklassen, der er utallige små ting, man ikke bare kan lære sig, når man bliver voksen. Det er måder at gebærde sig på og føle sig naturligt hjemme i. Det kræver ofte et mål af kynisme og en naturlighed i den måde, man fører sig frem på.

Svenske Therese Bohman, der blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2015 for romanen Den anden kvinde, har skrevet en ny roman, der netop er blevet oversat. Den hedder Aftenland og handler om en kvinde i begyndelsen af 40’erne, som er kunstprofessor ved Stockholms Universitet. Og det med at være kunstprofessor, det kan hun ikke helt forstå – ind i mellem må hun knibe sig i armen, for kan det virkelig være sandt, at netop hun, der kommer fra et almindeligt hjem i en lille flække, er havnet her i de hellige haller? Hun har endda ikke rigtig gjort noget for det, synes hun selv, det er dumpet ned i turbanen på hende, for hun gjorde ”bare” alt det, der krævedes, så blev hun tilbudt det – og fik hjælp til at skrive ansøgningen. Her ville en person fra overklassen tage det for givet, at stillingen var hendes. Det manglede da bare. 


Vor heltinde i Aftenland hedder Karolina Andersson, og det eneste ualmindelige ved hende er professortitlen og hendes speciale, hendes felt: Kvinderepræsentationer i kunsten med særligt henblik på perioden omkring år 1900, symbolismens periode, hvor forskellige kvindetyper ofte blev tegnet skarpt og forførende op: Luderen, madonnaen, vampyren, forføreren og så videre. Det har Karolina altid været interesseret i, fordi kvinden er så tydelig i de forskellige roller som den, der lokker mænd i fordærv. Samtidig kan hun gå på opdagelsesrejse i fantasien uden at sætte sig selv på spil for alvor. Og det er nok Karolinas egentlige problem: Hun er klassens søde og dygtige pige, som bare har ladet sig flyde med og har sagt ja til det hele – også mændene, der gerne vil gå i seng med hende, men egentlig ikke vil hende for alvor, altså børn og hele pakken. Måske ville hun det heller ikke, men det er først nu, hun begynder at finde ud af, at den del af livet er ved at være kørt.


Derfor er hun fornylig – og det er sådan, vi møder hende i romanens begyndelse – gået fra sin samlever i over 10 år. Samlever er det rigtige ord her, for de er for længst holdt op med at have sex med hinanden, men til gengæld har de hver især elskere og engangsknald. Karolina er nemlig ret glad for sex, og hun er ikke karrig med at dele ud af sig selv. Men pludselig står hun så i en ny lejlighed i et ikke videre spændende kvarter og bliver opmærksom på, at hendes tilværelse som attraktiv kvinde måske er ved at løbe ud. Hvad har hun opnået? Ikke et almindeligt liv med mand og børn, men en karriere som akademiker, ordmager, analytiker. Er det noget overhovedet? Og har hun egentlig opdaget noget spændende? Vil hun overhovedet blive husket?


Og bang – ind på scenen kommer en ung fløs af en studerende, som netop er vendt hjem fra Berlin med et opsigtsvækkende fund: En næsten ukendt svensk kvindelig maler, som han har fundet nogle hidtil uopdagede billeder af. Og ikke nok med det – han har endda fundet en korrespondance, som mere eller mindre beviser, at det er hende, og ikke den ellers så berømte Franz von Stuck, der først malede hans kendte motiv med kvinden og slangen. Manden hugger kvindens arbejde og fører sig frem, som var det hans eget. Det er en rigtig god historie i nutidens Sverige – og over hele verdenen i øvrigt: De oversete og berøvede kvindelige kunstnere. Sådan en opdagelse er et scoop – og det vil være hende, Karolina fra lillebyen, der er jordmoder på opdagelsen. 


Her tager Aftenland fart, og vi har gang i et plot: Hvem var denne ukendte maler? Kan det overhovedet passe? Therese Bohman bruger det som motor til at folde portrættet af Karolina Andersson og det stockholmske kunstmiljø ud. Kunstkritikere, kunsthandlere, professorer, journalister og andet godtfolk kommer indover og bliver skildret i denne roman, der giver et godt billede af et lille, indavlet miljø på godt og ondt. Men først og fremmest et godt billede af Karoline Andersson, der står midt i vrimlen og forsøger at finde ud af, hvem hun selv er.


Og se – det sjove ved det hele er, at det jo lyder enormt banalt og fortærsket, en historie vi har hørt mange gange før i andre miljøer, men med samme tematik. Og intet er da nemmere, end at forfladige Aftenland til endnu en historie om en barnløs kvinde i midtlivskrise. Men det ville være synd, for den lever ganske enkelt i kraft af portrættet af Karolina. Karolina Andersson er en af den slags romanpersoner, der bliver siddende. Vi kender allesammen yndlingsbøger med gode kvindeportrætter, der fremstår så troværdigt, at de bliver levende, og det er nok den største cadeau, man kan give en forfatter i den realistiske tradition: Personen står lyslevende foran os, og vi begynder at sammenligne med andre, som vi kender personligt. Men så godt skriver Therese Bohman faktisk, og det endda helt uden dikkedarer eller store armbevægelser.


I Aftenland spidser plottet med den ukendte maler og Karolinas nyopdagede status som single og barnløs – endog ensom og nærværshungrende – selvfølgelig til mod slutningen, som det vil være synd at røbe her. Men pludselig blev jeg grebet af en overvældende følelse: Gid den dog må ende godt, romanen! Kunne det ikke være blæret for en gangs skyld, hvis en god roman ender lykkeligt? Det er nok det sværeste en romanforfatter kan sætte sig selv i opdrag, med mindre vi taler om Danielle Steel og den slags, men på den anden side: Er det overhovedet muligt at skrive sådan en roman uden at blive sat i bås med dameblade og Mit Livs Novelle? Det synes jeg er en spændende diskussion. Men om det sker – det må man selv læse Aftenland for at finde ud af. 


Her kunne man sagtens slutte sådan en anbefaling af en roman, men undervejs i læsningen har jeg tænkt over noget andet: Gud ved om ikke portrættet af Karolina Andersson er af den slags, som mange kvinder vil blive irriteret over? Karolina er som menneske sådan en, der flyder med strømmen, er lidt forsigtig med at stikke ud og helst ikke gør noget væsen af sig – igen typisk for folk fra arbejderklassen, der entrerer det akademiske miljø. Hun har sin faglighed at hæfte sin identitet op på, men det er såmænd også det hele – og er det nok? Som nævnt er hendes seksualitet også af den mere løsslupne slags, og hun er rigtig god til at kode mændene omkring sig, faktisk navigerer hun mere eller mindre efter dem. Det er der jo ikke ligefrem meget empowerment over, ligesom der heller ikke er meget kvindefrigørelse over Karolina. Men det bliver hun ikke mindre troværdig som romanfigur af. Og i øvrigt: Når jeg som mand så godt kan lide romanen, er det så ikke bare fordi mænd elsker den slags kvinder, men helst ikke som livsledsagerske, dertil er deres seksualitet for farlig? Hvem tør gifte sig med en forførerske? Det er spændende spørgsmål, og det gør, at Aftenland er et oplagt emne til læseklubber.









lørdag den 14. april 2018

Theis og den brændende platform


Sidste gang jeg så efter, lå Theis Ørntoft på best-sellerlisten med sin nye og første roman, Solar, og der skal han nok blive liggende en rum tid endnu. Det er ret godt skuldret af den knap 34-årige forfatter, som har præsteret at få sin seneste digt-samling, Digte 2014, trykt i hele 14 oplag. Og der vil komme flere. 

Som digter har Theis Ørntoft derfor allerede stjernestatus, sikkert ikke mindst fordi han har fået prædikatet økodigter hæftet på sig. Danmark har to af slagsen på det parnas, Ørntoft og Lars Skinnebach; der bliver konstant refereret til dem. Dermed er de uundgåelige i undervisningssammenhænge, ikke mindst på højskolerne, hvor man i dag ikke kan afslutte et forløb uden af have læst mindst et par digte af dem. Sådan skal det også være.

Men Ørntofts nye roman Solar er ikke en økoroman. Der er ikke noget brændende forsvar for naturen eller rasende tirader mod globalkapitalismens læggen verden øde. Hvis man vil have den slags, er man meget bedre kørende med Andrea Hejlskovs Og den store flugt, der anviser en hård og stenet vej ud ad forbrugersamfundet mod en ny og bæredygtig livsstil. 

Solar er derimod en klassisk undergangsroman, en slags moderne udgave af Tom Kristensens Hærværk. Men hvor Hærværk kun fokuserer på den individuelle og ubegrundede hang til at ødelægge eget liv og karriere, fokuserer Solar også på de kollektive, samfundsmæssige årsager til det. Når alt kommer til alt, er Hærværk snart 100 år gammel, og der er ikke skyggen af globalitet over den; det nærmeste vi kommer, er jazzmusikken som undergangs- og ekstasemusik til et København klædt i dekadente farver.

Solar er derimod et nutidigt Danmarksbillede anno lige her og nu set gennem øjnene på hovedpersonen Theis, der befinder sig i et eksistentielt sort hul: Hvad skal jeg her? Hvem er jeg? Hvad er meningen med det hele? Er der overhovedet en mening med det hele? Det er den klassiske outsiderposition, Theis er endda digter, og det gør det hele meget værre, for sådan en skikkelse har ingen faste holdepunkter. Det nærmeste han kommer det, er en position som løst tilknyttet højskolelærer, men selv her har han følelsen af at optræde i et teater, at være udenfor. Theis er betragteren og undersøgeren, han prøver at finde ud af, hvorfor disse mennesker gør det, de gør, og hvor han selv passer ind i det. Svaret er tydeligt: Han passer ikke ind, heller ikke her. 

Så han prøver at finde ud af, hvor mennesket passer ind i evolutionens store fortælling, for her kan han se en mening, som paradoksalt nok er kendetegnet ved ikke at have nogen anden end naturens egen gang. Det er den, han er nedfældet i, tilfældigvis her i Danmark 2018, et knap nok mikroskopisk øjeblik i det store billede. Theis ser sig selv i dette lys:

"Menneskeaberne må være søgt ned til flodbredden, op på plateauet, ind i klippehulen, ind i bunden af slugten. Slået lejr her. Tændt bål. Mumlet, råbt, sunget, parret sig. Lejrene må være blevet placeret her og ikke midt ude på savannen. Men i udkanten. Inde i skyggerne. Inde i ornamenterne og slyngningerne. Inde i myterne. Inde i sproget, i tegnene. Inde i aftalerne, skovene. For det var her i det skjulte, at homo sapiens’ kræfter kunne spire, det var her sproget kunne opstå. Det var i bagholdsangrebet, i snedigheden, i manipulationen at kræfterne lå. Til at snyde naturen. Til at vende den mod sig selv."

Afsnittet her står i bogens første del, hvor Theis er taget på vandring ned ad hærvejen ”uden klar grund”, som der står allerede på bogens første side. Noget skal man jo tage sig til, når man ikke kan se en mening med tingene, men vandringen hjælper ikke stort på noget som helst. Theis registrerer naturen og menneskene i dette danske landskab, der ikke har meget med de tidlige menneskeaber at gøre- Han møder folk og bliver mere eller mindre skræmt af dem, der er ikke basis for nogen interaktion mellem Theis og menneskene, som de fremtræder her og nu. Det er fristende at komme med konklusionen, at det er den slags, der sker, når man ser alt i lyset af millioner års udvikling: Man ønsker at blive et med altet, for det er den eneste mening, der tilsyneladende er. Dernæst følger ligegyldigheden: Hvis der ikke er nogen anden mening med det hele end en stadig udviklingshistorie, er der heller ikke nogen mening med det individuelle liv, med Theis her og nu, med alle andre her og nu. Sammenhængen med den store historie, altet, bliver hurtigt til en drøm om tilintetgørelse. Lad os få det overstået, livet her, eller som Jim Morrison formulerede det: ”I wanna have my kicks before this whole shithouse goes up in flames”.

Og sådan går det for vor hovedperson. Han vender tilbage til København, hvor der er masser af stoffer, sprut, damer og nattekicks. Samtidig spiller han GTA og går i fitnesscenter, hvor han træner benhårdt for at bygge den perfekte krop op. Ind imellem møder han op til digterarrangementer, men her er fremmedheden og ligegyldigheden den samme, og det er den, han ikke kan holde ud. Så er det meget bedre med GTA, dette ikoniske computerspil, hvor man smadrer rundt i Los Angeles og lever et helt liv i et fiktivt voldsunivers. Man køber våben og biler, andre fiktive mennesker er kun statister.

Men så sker der noget. Theis har hele tiden haft et stærkt fokus på kvinder, liderlig og livskraftig. Det lykkes ham at score den ultimative babe via fitnesscentret, en pædagog med fast arbejde på Amager. Så bliver der ellers kneppet igennem til den store guldmedalje i hendes lejlighed, hvor Theis flytter ind. Men nissen, i form af GTA og fremmedheden, livsleden, flytter med. Forholdet varer vel et halvt år, så er det brændt ud, for hvem gider have sådan en type uden initiativ og fremdrift hængende? Theis fornemmer det selvfølgelig, og til sidst pakker han dårligt nok en tandbørste, før han lister ud af bagdøren og blaffer ned gennem Europa. Et eller andet sted skal man være.

Her lægger romanen eftertrykkeligt fra land, selv om der ellers ikke er blevet skåret med tynde skiver indtil da. Theis’ tour de desperado med endestation i Portugal er så gennemført, at jeg ikke har læst noget lignende på dansk før. Det er en nedskrivning til et absolut nulpunkt - og derudover. Theis er efterhånden ganske gennemhullet og nihilistisk inde i hovedet, hvor diverse brokker fra tidligere tanker og læsninger manifesterer sig som bristende bobler. På et tidspunkt gør han et sidste forsøg på at få verden til at hænge sammen, som var den et computerspil, men heller ikke det kommer til at fungere. Og så bliver det sluppet endnu flere tøjler, selv om man skulle tro, at det ikke var flere tilbage. Men når man tror, at man har mistet alt, finder man ud af, at der altid er mere at miste, som Dylan engang sang. Theis bliver til sin egen hovedperson i sit eget GTA, bare i virkeligheden, hvor der ikke kan rebootes. Sådan kan man vist godt sige det uden at afsløre for meget af slutningen på romanen, der udvikler sig til en regulær cliffhanger.

Theis har nået det absolutte nulpunkt. Han lever ikke længere i skyggerne, i udkanten, som i citatet med de tidlige mennesker for måske 500.000 år siden. Theis befinder sig i det brændende lys på savannen, der hvor mennesket er udsat, brændemærket, gennemlyst. Theis er blevet solar. 

Selvfølgelig skal man læse denne roman. Theis er ikke den eneste, der bliver gennemlyst, det bliver Danmark, verden og læseren også. Det kan godt være, at det er svært for outsideren at se en mening, men hvis man bruger positionen til at skrive en roman som Solar, så er der mange andre, der kan.