lørdag den 14. april 2018

Theis og den brændende platform


Sidste gang jeg så efter, lå Theis Ørntoft på best-sellerlisten med sin nye og første roman, Solar, og der skal han nok blive liggende en rum tid endnu. Det er ret godt skuldret af den knap 34-årige forfatter, som har præsteret at få sin seneste digt-samling, Digte 2014, trykt i hele 14 oplag. Og der vil komme flere. 

Som digter har Theis Ørntoft derfor allerede stjernestatus, sikkert ikke mindst fordi han har fået prædikatet økodigter hæftet på sig. Danmark har to af slagsen på det parnas, Ørntoft og Lars Skinnebach; der bliver konstant refereret til dem. Dermed er de uundgåelige i undervisningssammenhænge, ikke mindst på højskolerne, hvor man i dag ikke kan afslutte et forløb uden af have læst mindst et par digte af dem. Sådan skal det også være.

Men Ørntofts nye roman Solar er ikke en økoroman. Der er ikke noget brændende forsvar for naturen eller rasende tirader mod globalkapitalismens læggen verden øde. Hvis man vil have den slags, er man meget bedre kørende med Andrea Hejlskovs Og den store flugt, der anviser en hård og stenet vej ud ad forbrugersamfundet mod en ny og bæredygtig livsstil. 

Solar er derimod en klassisk undergangsroman, en slags moderne udgave af Tom Kristensens Hærværk. Men hvor Hærværk kun fokuserer på den individuelle og ubegrundede hang til at ødelægge eget liv og karriere, fokuserer Solar også på de kollektive, samfundsmæssige årsager til det. Når alt kommer til alt, er Hærværk snart 100 år gammel, og der er ikke skyggen af globalitet over den; det nærmeste vi kommer, er jazzmusikken som undergangs- og ekstasemusik til et København klædt i dekadente farver.

Solar er derimod et nutidigt Danmarksbillede anno lige her og nu set gennem øjnene på hovedpersonen Theis, der befinder sig i et eksistentielt sort hul: Hvad skal jeg her? Hvem er jeg? Hvad er meningen med det hele? Er der overhovedet en mening med det hele? Det er den klassiske outsiderposition, Theis er endda digter, og det gør det hele meget værre, for sådan en skikkelse har ingen faste holdepunkter. Det nærmeste han kommer det, er en position som løst tilknyttet højskolelærer, men selv her har han følelsen af at optræde i et teater, at være udenfor. Theis er betragteren og undersøgeren, han prøver at finde ud af, hvorfor disse mennesker gør det, de gør, og hvor han selv passer ind i det. Svaret er tydeligt: Han passer ikke ind, heller ikke her. 

Så han prøver at finde ud af, hvor mennesket passer ind i evolutionens store fortælling, for her kan han se en mening, som paradoksalt nok er kendetegnet ved ikke at have nogen anden end naturens egen gang. Det er den, han er nedfældet i, tilfældigvis her i Danmark 2018, et knap nok mikroskopisk øjeblik i det store billede. Theis ser sig selv i dette lys:

"Menneskeaberne må være søgt ned til flodbredden, op på plateauet, ind i klippehulen, ind i bunden af slugten. Slået lejr her. Tændt bål. Mumlet, råbt, sunget, parret sig. Lejrene må være blevet placeret her og ikke midt ude på savannen. Men i udkanten. Inde i skyggerne. Inde i ornamenterne og slyngningerne. Inde i myterne. Inde i sproget, i tegnene. Inde i aftalerne, skovene. For det var her i det skjulte, at homo sapiens’ kræfter kunne spire, det var her sproget kunne opstå. Det var i bagholdsangrebet, i snedigheden, i manipulationen at kræfterne lå. Til at snyde naturen. Til at vende den mod sig selv."

Afsnittet her står i bogens første del, hvor Theis er taget på vandring ned ad hærvejen ”uden klar grund”, som der står allerede på bogens første side. Noget skal man jo tage sig til, når man ikke kan se en mening med tingene, men vandringen hjælper ikke stort på noget som helst. Theis registrerer naturen og menneskene i dette danske landskab, der ikke har meget med de tidlige menneskeaber at gøre- Han møder folk og bliver mere eller mindre skræmt af dem, der er ikke basis for nogen interaktion mellem Theis og menneskene, som de fremtræder her og nu. Det er fristende at komme med konklusionen, at det er den slags, der sker, når man ser alt i lyset af millioner års udvikling: Man ønsker at blive et med altet, for det er den eneste mening, der tilsyneladende er. Dernæst følger ligegyldigheden: Hvis der ikke er nogen anden mening med det hele end en stadig udviklingshistorie, er der heller ikke nogen mening med det individuelle liv, med Theis her og nu, med alle andre her og nu. Sammenhængen med den store historie, altet, bliver hurtigt til en drøm om tilintetgørelse. Lad os få det overstået, livet her, eller som Jim Morrison formulerede det: ”I wanna have my kicks before this whole shithouse goes up in flames”.

Og sådan går det for vor hovedperson. Han vender tilbage til København, hvor der er masser af stoffer, sprut, damer og nattekicks. Samtidig spiller han GTA og går i fitnesscenter, hvor han træner benhårdt for at bygge den perfekte krop op. Ind imellem møder han op til digterarrangementer, men her er fremmedheden og ligegyldigheden den samme, og det er den, han ikke kan holde ud. Så er det meget bedre med GTA, dette ikoniske computerspil, hvor man smadrer rundt i Los Angeles og lever et helt liv i et fiktivt voldsunivers. Man køber våben og biler, andre fiktive mennesker er kun statister.

Men så sker der noget. Theis har hele tiden haft et stærkt fokus på kvinder, liderlig og livskraftig. Det lykkes ham at score den ultimative babe via fitnesscentret, en pædagog med fast arbejde på Amager. Så bliver der ellers kneppet igennem til den store guldmedalje i hendes lejlighed, hvor Theis flytter ind. Men nissen, i form af GTA og fremmedheden, livsleden, flytter med. Forholdet varer vel et halvt år, så er det brændt ud, for hvem gider have sådan en type uden initiativ og fremdrift hængende? Theis fornemmer det selvfølgelig, og til sidst pakker han dårligt nok en tandbørste, før han lister ud af bagdøren og blaffer ned gennem Europa. Et eller andet sted skal man være.

Her lægger romanen eftertrykkeligt fra land, selv om der ellers ikke er blevet skåret med tynde skiver indtil da. Theis’ tour de desperado med endestation i Portugal er så gennemført, at jeg ikke har læst noget lignende på dansk før. Det er en nedskrivning til et absolut nulpunkt - og derudover. Theis er efterhånden ganske gennemhullet og nihilistisk inde i hovedet, hvor diverse brokker fra tidligere tanker og læsninger manifesterer sig som bristende bobler. På et tidspunkt gør han et sidste forsøg på at få verden til at hænge sammen, som var den et computerspil, men heller ikke det kommer til at fungere. Og så bliver det sluppet endnu flere tøjler, selv om man skulle tro, at det ikke var flere tilbage. Men når man tror, at man har mistet alt, finder man ud af, at der altid er mere at miste, som Dylan engang sang. Theis bliver til sin egen hovedperson i sit eget GTA, bare i virkeligheden, hvor der ikke kan rebootes. Sådan kan man vist godt sige det uden at afsløre for meget af slutningen på romanen, der udvikler sig til en regulær cliffhanger.

Theis har nået det absolutte nulpunkt. Han lever ikke længere i skyggerne, i udkanten, som i citatet med de tidlige mennesker for måske 500.000 år siden. Theis befinder sig i det brændende lys på savannen, der hvor mennesket er udsat, brændemærket, gennemlyst. Theis er blevet solar. 

Selvfølgelig skal man læse denne roman. Theis er ikke den eneste, der bliver gennemlyst, det bliver Danmark, verden og læseren også. Det kan godt være, at det er svært for outsideren at se en mening, men hvis man bruger positionen til at skrive en roman som Solar, så er der mange andre, der kan.



fredag den 16. marts 2018

Natbådens sygehusfærd



Vi lever i følelsernes tidsalder. I det offentlige rum er følelser vigtigere end tanker og fornuft. Først skal man føle, derefter handle – eller ikke handle, hvilket blot betyder, at man har et frirum til at føle videre. Læg for eksempel mærke til mange politikere – hvis fakta ikke passer ind i deres kram, så føler de. Ofte maveføler de ligefrem, det er der også sådan lidt moderne tarmecharme over. Eller tag en hvilken som helst dokumentarudsendelse i TV, det er føleri over hele linjen. 

Det samme gælder meget af lyrikken, men her er der en tradition for, at følelserne er i højsædet. Problemet er bare, at når der er så meget føleri i resten af det offentlige rum, så ryger eksklusiviteten. Mange moderne digtsamlinger indeholder sætninger, som vi i forvejen bliver stopfodrede med på TV, så det kan for mig at se sagtens være et krav til nutidige digtsamlinger, at de går den modsatte vej: en beherskelse af følelser. På den måde kan digtning være det nødvendige korrelat til massekulturens følelsesbombardement.

Og se, det ved jeg ikke, om den danske forfatter Harald Voetmann har tænkt på, da han skrev sin nys udkomne bog Amduat. En iltmaskine, som handler om en far, der ligger døende – og til sidst dør - på Holbæk Sygehus. Harald Voetmann formår at forbinde en højst nutidig død med den egyptiske mytologi. Den er der ikke meget føleri over, for som i så mange andre mytologier er det gudernes og skæbnens vilje, der er fokus på.

Det er for mig at se en stor bedrift at koble den moderne, institutionaliserede død og den egyptiske mytologi med hinanden, uden at det virker påklistret eller kunstlet. Tilmed behøver man heller ikke den store viden om egyptisk mytologi for at kunne forstå bogen, der på sin egen sære måde er ret ligetil. De egyptiske guder er kun bifigurer i dramaet. Guderne kunne lige så godt have heddet Svend eller Thor, i hvert fald for denne ukyndiges betragtning. Dog er jeg helt med på, at hvis jeg kendte mere til den egyptiske mytologi, ville der sikkert åbne sig nye lag. Men de behøves ikke for at opleve bogens vingefang.

Amduat. En iltmaskine har naturligvis den døende far i centrum, og en af de faste strukturer er en timevis nedtælling til den tolvte time, dødens. Men inden døden ankommer kan ventetiden lyde sådan her:

Sengehesten er min stolte ganger
På dens fjed kan jeg kende den
Når jord bliver til kød
Når kød bliver til lys
Når lyset rammer det blinde øje
En salvet sjakal løfter sin pote
Udpeger nødudgangen
En blænddør i den vestlige himmel

Fascinerende, ikke? Det er svært at tænke sig en mere ydmygende død end at ligge savlende og blebehæftet med iltmaske på et offentligt hospital. Det er vel den død, de fleste frygter mest, ydmygelsen ved ikke længere at have styr på sine kropsvæsker og sine tanker. Man er ikke længere sig selv, stoltheden, ukrænkeligheden er taget fra en. Her er en beskrivelse af den døendes befragtning til en anden afdeling, set som var vi ved Nilen dengang:

I sivene langs flodbredden ligger
døde på lur og titter ud på natbådens
færd og på dens hærgede guddom
sunket sammen under tæppet, hvæsende
lungepibende, klynkende af angst (...)
I fertilitetsrådgivningen
pisker tre unge sygeplejersker med
gåsegribbehoveder på skift en
ulykkelig kvinde fra Hvalsø med
et bundt tørrede flodhestehaler, mens
de messer en frugtbarhedshymne

Man ser det for sig. Men i denne bog kommer hele det egyptiske tankesæt om Amduat, ”Det som findes i underverdenen”, den døende til undsætning nu 3.500 år senere. Han får sin værdighed igen, fordi døden jo er banal, den vej skal vi alle, hvis vi ikke er guder. Så gudeverdenen hjælper det arme menneske og de pårørende med at acceptere den ydmygende død som noget normalt – og som måske endda noget ophøjet, en rejse til en anden verden:

Sengehesten er spændt for sin solbåd, guden
hoster overfladisk fra sin plads i stævnen
giv mig noget, jeg kan drikke, jeg vil leve
i det store mørke, som engang var dagen
jeg kan høre emhættens susen
vinden i kirsebærtræets grene.

Harald Voetmann insisterer her igen på, at den døende også er en gud i egen ret. Det er meget fremmedartet, men giver virkelig et rum for refleksion i denne sammenblanding af fortid og nutid, hvor fortiden hjælper nutiden med at acceptere døden som et vilkår. Måske er det ikke engang fortiden, der hjælper nutiden, måske er det hele nutid, måske er det bare os, der ser den egyptiske mytologi som fortid? Guderne som begreb kan vel være ligeglade, og hvad er religion andet end fortiden ført videre i nutiden for at sikre accept og forståelse af det mest uforsonlige, vore elskedes død. Det er ikke noget specielt egyptisk, det sker i alle religioners riter i forbindelse med døden. Ligbålet. Jordpåkastelsen. Rite på rite for at acceptere det uundgåelige, men det er spændende at se det i en dansk nutid klædt i fremmedartede guder og natbåde. Det gør døden nemmere at leve med, eller som det hedder i bogens sidste linjer:

At sige i den 12. time:
Jeg skal dø nu
Det er ikke fordi, jeg vil det.
Men det er det, der sker

Som man sikkert kan fornemme, er det et syret tableau, Harald Voetmann dækker op med her, og der var elementer, som jeg ikke forstod et suk af. Men jeg er meget begejstret for dens lange mytologiske svæv, der for en gangs skyld ikke er pakket ind i hverken kristendom eller New Age-filosofi. Døden kom. Accepter det. Det tiltaler mig mere end meget af den litteratur og virkelighed via TV-mediet, der fokuserer længe og intenst på de pårørende og efterladtes følelser. Måske, som sagt, fordi der er så meget af det derude – og så lidt accept af døden som et vilkår, hvor uretfærdigt det end kan synes. 

Amduat. En Iltmaskine er udgivet på Gyldendal og er håndskrevet af Harald Voetmann selv. Det giver ret god mening i en personlig bog som denne – og er jo en gammel tradition i modernistisk digtning, tænk bare på Dan Turèll. Men til gengæld har Gyldendal ikke haft styr på sit lettiske trykkeri denne gang. Efter første gennemlæsning var flere af siderne allerede faldet ud, så jeg er glad for, at jeg lånte den på biblioteket. Gyldendal bør selvfølgelig trække bogen tilbage og trykke et nyt oplag – det fortjener Harald Voetmann og Amduat.






lørdag den 10. februar 2018

Esbjergs lyriske comeback-kid



For 20 år siden var jeg journalist på dagbladet Aktuelts kulturredaktion. Det var i avisens sidste dage, den lukkede i 2001, og digte var ikke det, der var højest prioriteret. På redaktionen lå der derfor altid en frygtelig masse digtsamlinger, som ingen gad åbne og læse. Her fandt jeg i 1998 en digtsamling kaldet Pestskibet, skrevet af en esbjergenser ved navn Erik Trigger Olesen. Ham havde jeg ikke hørt om før, men digtene – de var gode! Tag bare de allerførste linjer fra Pestskibet:

Under decembers grå slør
udsender kulkraftværket
en kold, let violet røg
imens man i en pause sidder
på ru sække af halvfærdigt
liv og venter på tiden, arbejdet,
anløbende skibes dønninger,
nogens død.

Det er et ret konkret billede, og det er et af dem, som der ikke var mange af i datidens – eller nutidens for den sags skyld – digte, fordi der er så meget hav, havn og industri i det. Digtene holdt samme standard samlingen igennem, konkrete digte om en virkelighed ved Vesterhavet, der blev både universel, dagligdags og ophøjet. Den slags digte skal man normalt til for eksempel Færøerne for at opleve, læs bare Jóanes Nielsens mange digtsamlinger, hvor vejret og havet altid er et sindbillede på livet. Selvfølgelig blev jeg nysgerrig, og i Paludans Antikvariat i Fiolstræde fandt jeg Erik Triggers tre første digtsamlinger, ligeledes fra 90erne, i restoplag for ingen penge. Samme høje kvalitet, samme billedmættede skrivestil.

Der kom en digtsamling mere fra Erik trigger, i 2000. Men bum – så blev der ellers stille, hvad digte angår. Indtil lige før jul 2017, hvor samlingen Mørkets journaler kom ud i lyset, udgivet af gode gamle Brøndums Forlag, der ellers har ligget stille i lang tid. Faktisk er forlaget så hemmeligt, at det ikke engang har en hjemmeside. Den slags er selvfølgelig ikke optimalt for en forfatter, men til gengæld har Brøndum ikke glemt håndværket: Mørkets journaler er en meget smuk og stilfuld udgivelse, som holder sig til det strengt nødvendige på bagsiden:

Gud er nådig
men dans ikke i en robåd

står der ganske enkelt. Det er et fortræffeligt motto – det kan vel dårligt kaldes et digt, vi er snarere henne i afdelingen for avancerede Gajolpakkeslogan, en aforisme der indrammer stemningen i Mørkets journaler, som nærmest flyder over af den slags mere eller mindre uudgrundelige udsagn. 

Som man sikkert kan fornemme, er Erik Trigger tilbage i storform. Det er fristende at kalde Mørkets journaler for en god, gammeldags digtsamling, altså af den slags, hvor sætningerne er komprimerede, og hvor man lige skal læse et digt én gang til før det åbner sig. Samtidig er digtene stadig billedmættede i sjældent ekspressiv grad. Så hvorfor ikke tage et af de længere digte:

Igennem verdensrummet
styrtbløder gadelyset
i systemets kartoteker

mørket gærer i det ubevægelige bag mig
i sofaen klædeskabet kommoden lænestolen

en rest af bristet oktober
løsrevne breddegrader
glider ud i en verden uden tal

fra havet
vokser horisonten op
som en forventet sorg

lande bæres frem uden folk
indhold uden verden
processioner af restmennesker
tvinges videre

blymånen blomstrer
under blodmånen

Digtet er emblematisk for samlingen som helhed. Der ligger noget truende, ildevarslende over verden, både den nære og den fjerne, en apokalyptisk stemning fremmanet af usikkerhed og tomhed. Det fornemme ved digtningen er, at billederne aldrig bliver fastlåst i Erik Triggers egen personlige erfaring, tværtimod bliver de universelle, en journalisering af et mørke, der enten er her eller på vej. Det har naturligvis konsekvenser:

Ægget vender ryggen til fremtiden
og nægter at klække

som det hedder i et digt. Yes, selv de ufødte fugle eller krybdyr gider ikke være med mere. På realplanet er det naturligvis noget værre vrøvl, men billedmæssigt gengiver det meget godt en omsiggribende stemning af dysterhed, der synes at have grebet verden. Alle de mennesker der ikke er brug for. Det giver naturligvis grobund for en global kynisme, der ville være uhørt for bare 20 år siden, men det er så mine egne mørkejournaler, min egen registrering, som jeg dog er ret sikker også på ligger til grund for Erik Triggers.

Mørkets Journaler er en elegi, et syn fremkaldt af en verden, der ikke er for de sagtmodige, blandet godt rundt i en digtertromle, der heldigvis ikke er størknet de sidste 17 år siden Erik Triggers forrige digtsamling. Der virker som om, at han er krøbet ind i Svend Wiig Hansens monumentale skulptur af de fire siddende mænd, som man ikke kan undgå at se lidt uden for Esbjerg. Der sidder han og skuer ud over verden, forstenet. Den eneste trøst i Mørkets Journaler er kvinden, som Erik Trigger skriver ind i mange digte, kvinden som forløser af den universelle smerte, der bliver digterens. Det er meget traditionelt – men fordi digtene er så eviggyldige, tidløse, bliver det ikke til en kliché. Det er sådan det er, når man prøver at komme ind fra den yderste revle og heldigvis finder en favn:

Jeg vågner ved
at du åbner mine porer
og kobler mig til sandets dynamo