lørdag den 10. februar 2018

Esbjergs lyriske comeback-kid



For 20 år siden var jeg journalist på dagbladet Aktuelts kulturredaktion. Det var i avisens sidste dage, den lukkede i 2001, og digte var ikke det, der var højest prioriteret. På redaktionen lå der derfor altid en frygtelig masse digtsamlinger, som ingen gad åbne og læse. Her fandt jeg i 1998 en digtsamling kaldet Pestskibet, skrevet af en esbjergenser ved navn Erik Trigger Olesen. Ham havde jeg ikke hørt om før, men digtene – de var gode! Tag bare de allerførste linjer fra Pestskibet:

Under decembers grå slør
udsender kulkraftværket
en kold, let violet røg
imens man i en pause sidder
på ru sække af halvfærdigt
liv og venter på tiden, arbejdet,
anløbende skibes dønninger,
nogens død.

Det er et ret konkret billede, og det er et af dem, som der ikke var mange af i datidens – eller nutidens for den sags skyld – digte, fordi der er så meget hav, havn og industri i det. Digtene holdt samme standard samlingen igennem, konkrete digte om en virkelighed ved Vesterhavet, der blev både universel, dagligdags og ophøjet. Den slags digte skal man normalt til for eksempel Færøerne for at opleve, læs bare Jóanes Nielsens mange digtsamlinger, hvor vejret og havet altid er et sindbillede på livet. Selvfølgelig blev jeg nysgerrig, og i Paludans Antikvariat i Fiolstræde fandt jeg Erik Triggers tre første digtsamlinger, ligeledes fra 90erne, i restoplag for ingen penge. Samme høje kvalitet, samme billedmættede skrivestil.

Der kom en digtsamling mere fra Erik trigger, i 2000. Men bum – så blev der ellers stille, hvad digte angår. Indtil lige før jul 2017, hvor samlingen Mørkets journaler kom ud i lyset, udgivet af gode gamle Brøndums Forlag, der ellers har ligget stille i lang tid. Faktisk er forlaget så hemmeligt, at det ikke engang har en hjemmeside. Den slags er selvfølgelig ikke optimalt for en forfatter, men til gengæld har Brøndum ikke glemt håndværket: Mørkets journaler er en meget smuk og stilfuld udgivelse, som holder sig til det strengt nødvendige på bagsiden:

Gud er nådig
men dans ikke i en robåd

står der ganske enkelt. Det er et fortræffeligt motto – det kan vel dårligt kaldes et digt, vi er snarere henne i afdelingen for avancerede Gajolpakkeslogan, en aforisme der indrammer stemningen i Mørkets journaler, som nærmest flyder over af den slags mere eller mindre uudgrundelige udsagn. 

Som man sikkert kan fornemme, er Erik Trigger tilbage i storform. Det er fristende at kalde Mørkets journaler for en god, gammeldags digtsamling, altså af den slags, hvor sætningerne er komprimerede, og hvor man lige skal læse et digt én gang til før det åbner sig. Samtidig er digtene stadig billedmættede i sjældent ekspressiv grad. Så hvorfor ikke tage et af de længere digte:

Igennem verdensrummet
styrtbløder gadelyset
i systemets kartoteker

mørket gærer i det ubevægelige bag mig
i sofaen klædeskabet kommoden lænestolen

en rest af bristet oktober
løsrevne breddegrader
glider ud i en verden uden tal

fra havet
vokser horisonten op
som en forventet sorg

lande bæres frem uden folk
indhold uden verden
processioner af restmennesker
tvinges videre

blymånen blomstrer
under blodmånen

Digtet er emblematisk for samlingen som helhed. Der ligger noget truende, ildevarslende over verden, både den nære og den fjerne, en apokalyptisk stemning fremmanet af usikkerhed og tomhed. Det fornemme ved digtningen er, at billederne aldrig bliver fastlåst i Erik Triggers egen personlige erfaring, tværtimod bliver de universelle, en journalisering af et mørke, der enten er her eller på vej. Det har naturligvis konsekvenser:

Ægget vender ryggen til fremtiden
og nægter at klække

som det hedder i et digt. Yes, selv de ufødte fugle eller krybdyr gider ikke være med mere. På realplanet er det naturligvis noget værre vrøvl, men billedmæssigt gengiver det meget godt en omsiggribende stemning af dysterhed, der synes at have grebet verden. Alle de mennesker der ikke er brug for. Det giver naturligvis grobund for en global kynisme, der ville være uhørt for bare 20 år siden, men det er så mine egne mørkejournaler, min egen registrering, som jeg dog er ret sikker også på ligger til grund for Erik Triggers.

Mørkets Journaler er en elegi, et syn fremkaldt af en verden, der ikke er for de sagtmodige, blandet godt rundt i en digtertromle, der heldigvis ikke er størknet de sidste 17 år siden Erik Triggers forrige digtsamling. Der virker som om, at han er krøbet ind i Svend Wiig Hansens monumentale skulptur af de fire siddende mænd, som man ikke kan undgå at se lidt uden for Esbjerg. Der sidder han og skuer ud over verden, forstenet. Den eneste trøst i Mørkets Journaler er kvinden, som Erik Trigger skriver ind i mange digte, kvinden som forløser af den universelle smerte, der bliver digterens. Det er meget traditionelt – men fordi digtene er så eviggyldige, tidløse, bliver det ikke til en kliché. Det er sådan det er, når man prøver at komme ind fra den yderste revle og heldigvis finder en favn:

Jeg vågner ved
at du åbner mine porer
og kobler mig til sandets dynamo




lørdag den 27. januar 2018

Stærkere farver og mere liv



Det er ikke en ny oplevelse at opfatte verden som et vanvidsridt. Det kan man forvisse sig om ved at læse Lene Henningsens nye bog, der unddrager sig genrebetegnel-se. Til gengæld er den nem at beskrive: En digter anno 2017 bosat i Klippede på Midtsjælland bjergtages af en maler bosat i Arles i Sydfrankrig anno 1888. Maleren er Van Gogh, og bogen bringer hans dagbogsoptegnelser fra det, der beskrives som hans mest maniske og kreative periode. Mange af hans kendteste billeder er fra Arles.

Lene Henningsen nye bog hedder Arles. Japan. Klippede, og hvis man synes, at det er en mærkelig titel, er man sikkert ikke alene. Japan er med, fordi Van Gogh i denne periode var strærkt inspireret af Japan, ligesom Lene Henningsen er stærkt inspireret af Van Goghs farver. For farverne kan noget særligt, de kan andet og mere end at være farver:

Bed den grønne farve ved Kværkerup om at vælte ind over kanten på ethvert givent billede, og tage de andre stærke farver med, så billederne ikke ser sig selv som de samme mere.(...) Det øjeblik hvor hver lille plet af krop og ånd dækkes af de stærkeste farver, deres dybere virkelighed, total i en følelse for noget andet, for det fælles, en ikke-naiv lidenskab.

Her er det Lene Henningsen, der har ordet, ikke Van Gogh, og citatet en sigende for det fællesskab, der opstår mellem de to kunstnere. Farverne er frelsere! Farverne, de stærkest mulige, giver mennesket en chance for at hæve sig ud over den grå virkelighed, det kendte, det ofte begrædelige. Virkeligheden skal  befrugtes, fortrylles, give vore øjne ny glød og verden nyt indhold. For verden af i dag ser blandt andet sådan her ud ifølge Lene Henningsen:

Selvretfærdigt trækker de vedtagne sandheder deres sidste kort, gemt under bordet, skinnende som en halvmagisk opdatering, den dygtige elevs retorik, skinnende som et nyt og større kontor, den højere gages tyngde over den laveres, imens skyskraberen smuldrer i galskab udefra og ind – måske en fejl, men en dyrt markedsført, og nylakeret, overvirkeligt skinnende fejl af værdi.

Hold da op! Man mærker forfatterens hamren på tasterne helt ud i tåspidserne. Og man kan sagtens tage fortolkningen af hele bogen ud i det religiøse: De falske guder har regeret længe nok, nu må de gøre plads for at de nye og mere menneskelige kan komme til. Det er den slags billeder, som Lene Henningsen fremkalder, og det er der ikke noget nyt i. Hendes digte har altid nærmet sig anmodningen om noget større og højere kombineret med ens egen evne og vilje til at gøre noget for at få mere ud af alt:

Det er vigtigt at hugge sig ud af dagens jungle
Og nå kystens rene linje som befriet
Tæt på den elskedes krop når det bliver nat

Som hun skriver i digtsamlingen Karnevals Alter fra 2011. Lene Henningsen bevæger sig altid på grænsen mellem nedskrivninger af en fordummende nutid og anråbelser af en anden og bedre fremtid. Trædestenene derhen er ofte skønhed og ærlighed kombineret med et vist mål af galskab og styrke.

Lene Henningsen forrige bog hed Stilhedsbilleder til et oprør, og dem er der mange nye af i Arles. Japan. Klippede. Skriften har her taget nogle andre former og farver, men i bund og grund er der en opfattelse af, at den gamle verden er ved at bryde samme og et forsøg på at fremmane en ny. ”En dag får vi nok af kynisme”, som der står et sted i bogen. Det er en protestskrivelse mod verdens uretfærdighed, der står som en slags korrelat til Van Goghs dagbogsfragmenter, hvor verdens uretfærdighed oftest er det nære: Manglen på anerkendelse, manglen på penge og såmænd også manglen på venner i eksilet i Sydfrankrig. Men også – som hos Lene Henningsen – denne drøm om et fællesskab:

Venter der ude i fremtiden et samfund, hvor alle stemmer harmonisk sammen, og alle har deres plads i den store bygning? Nu er alt slaphed og anarki. (...) Kunstnerne, som tror på orden og symmetri, isolerer sig og arbejder kun på at definere den ene ting. En eller anden ting. Den store sammenhæng mangler.

De ord kunne være møntet på Lene Henningsens tanker, der tager mange afstikkere. For eksempel til lidenskaben:

Lidenskab er ikke et ord. Lidenskab er ikke en grimasse. Lidenskab er ikke en holdning. Lidenskab er dit slid, dit offer, din smerte, din retfærdighed, din lysende tumor af sind, din afsindige glæde, din blodige hjertemuskel, din død en stormende dag, med naturen i oprør fra alle retninger. Kun det kan gøre det nu.

Arles. Japan. Klippede består af den slags små afsnit, destillerede dagbogsnotater, et på hver side, enten af Van Gogh eller Lene Henningsen. Det bevirker, at den ikke er helt nem at komme ind i, man får lyst til at læse enten den ene eller den anden, sådan er det altid med denne form. Men der er jo heller ikke nogen, der siger at man absolut skal læse den fra begyndelse til slutning, selv om der er et vist forløb i den: Mens Van Gogh synes at blive mere og mere desperat, bliver Lene Henningsen tilsvarende mere afklaret. Dog uden at de to forfattere på nogen måde danner et logisk forløb. Fællesnævnerne er drømmen om fællesskabet og viljen til at få så meget ud af livet som muligt, blandt andet gennem synet og intensiteten. Her er det igen Lene Henningsen:

Et stengærde under de flammende træer, som nogen læner sig opad. En tærskel, en dør, hård at banke på, og pludselig gennemsigtig, flager af tid der falder sammen. Et liv, som kan udfolde sig i en slags naturlighed, består af strækninger mellem tærskler, mellem stengærdet, hvor bevidstheden skal vokse. (...) Hvad var det vil skulle lære her? Spørges der igen og igen. På alle mulige og umulige måder.

Det samme kan man sige om hele bogen. Hvad skal vi lære her? Skriften er fortættet, og tit skal man læse afsnittene mere end én gang. Til gengæld trænger de så ofte dybere ned. Arles. Japan. Klippede er en bog af den type, som man gerne vil have liggende indenfor rækkevidde, for den egner sig til at slå op i på må og få, hvis tingene trænger til perspektiv og retning, til liv – mere liv. Og igen mere.

Det er det lille forlag Spring, der i dag udgiver Lene Henningsen, som debuterede i 1991 og lige er fyldt halvtreds. Folkene på Spring skal have tak for at blive ved med at udgive små, smalle bøger som denne, der næppe får boghandlerne til at stå i kø for at bestille den hjem og sætte den i vinduet. Men lad nu det ligge, heldigvis kan man jo alligevel sagtens få fingre i den – når man ved, at den findes.






søndag den 31. december 2017

Kvinden på barberbladet





På mit lokale bibliotek i Hvidovre er der sådan et bord, hvor der ligger en 50 nyere romaner af alle slags, der ikke er krimier. Det er selvfølgelig en god idé, for så kan man finde ud af, hvad der er noget for en eller ej. For – lad os bare indrømme det – litterær kvalitet er én ting, personlige præferencer ofte noget andet. Man kan være optaget af en bestemt problem-stilling og dermed få meget ud af en roman, som behandler den, selv om den egentlig er dårligt skrevet og struktureret. Og omvendt: Hvis en bestemt problemstilling er uinteressant og irrelevant, kan bogen være nok så god, man gider ikke læse den alligevel. Sådan her jeg det for eksempel, når jeg ser ordet kropsvæsker. Jeg er helt med på, at en masse unge forfattere – for ikke at tale om anmeldere - er optaget af dem i et forsøg på at vinde kroppen ind i en ellers ret virtuel og flydende verden, men det er ikke rigtig noget for mig. Lad mig bare sige, at jeg har et ganske afklaret forhold til både mine egne og andres kropsafsondringer, og jeg vil hellere læse noget, der giver mig nye indsigter og oplevelser. 

Men tilbage til Hvidovre bibliotek: På bordet lå en roman af tyske Julia Franck, som jeg kunne huske at have hørt noget om engang. Og så er der det med tyske forfattere, at man sjældent går galt af de bøger, der bliver oversat til dansk, ganske enkelt fordi der er så mange at vælge imellem, så nåleøjet er lille. Først og fremmest faldt jeg for forsiden på bogen; det er godt grafisk håndværk, den orange forside og den bevidst primitive og personlige typografi. Dertil billedet af kvinden: Hvad laver hun? Jeg lånte bogen med hjem, selv om jeg fejllæste titlen. Jeg troede, at den hed Kærlighedsstjerner og skulle 50 sider ind i den, før jeg fandt ud af, at den hed Kærlighedstjener.

Nogen på forlaget Batzer & co kan godt lide Julia Franck, for dette er en af hendes første bøger, skrevet engang i slutningen af 90erne, men først udgivet på dansk i 2015. På mange måder er det en meget charmerende roman om en ung kvinde ved navn Beyla, en pantomimekunstner, der ernærer sig som klovn, og som konsekvent og uden alt for megen omtanke søger kærligheden, hvor hun kan finde den, deraf titlen Kærlighedstjener. Baggrunden for denne søgen er en form for omsorgssvigt i fortiden. Beyla er en overlever, der giver sig hen. Her er et centralt afsnit i romanen, hvor hun forsøger at indlede et forhold til sin underbo i den opgang, hvor hun lige er flyttet fra kælderen til 3. sal, fordi kvinden, der boede der, netop er blevet dræbt i et trafikuheld. Her hendes refleksioner over sin kommende elsker:

”Da jg lå i sengen og trak dynen over mig blev jeg klar over (igen sådan en klarhed) at jeg havde været bange for at blive hos ham, bange for at han rørte ved mig, bange for at jeg elskede ham og for at det at jeg elskede ham kunne være definitivt. Men da jeg beskæftigede mig lige så lidt med frygten som med døden skød jeg tanken om begge dele fra mig. Jeg lå og tronede i min seng og lod frygt og død dumpe ud over kanten i hver sin side. Jeg ville hellere elske. Heroppe i min seng kunne man være lykkelig i fred og ro, også selv om jeg ikke længere var træt. Jeg faldt først i søvn ved daggry (det skulle ikke undre mig hvis jeg lo i søvne). Det eneste var at jeg frøs. Selvfølgelig frøs jeg. Hvad skulle jeg ellers have gjort?”

Dette afsnit er ganske enkelt godt skrevet, og det sætter hele begrebet med at skrive godt i perspektiv. Ofte er forudsætningen for at skrive godt, at man både har noget på hjerte, noget man godt vil fortælle, og at man har en indsigt i en bestemt personlighed, der gør, at man kan få vedkommende ud over rampen som romanfigur. Gode romanfigurer er sådan nogen, som man lever og dør med, ofte håber man det bedste for vedkommende, sådan er det i hvert fald med Beyla i denne roman, for hun er en skrøbelig lille eksistens som til gengæld er umådelig stærk i sin insisteren på ikke at ville se alt det grimme. For den slags mennesker er virkeligheden ofte en dans på et barberblad: der skal så lidt til at vælte det, men de er verdensmestre i at komme tilbage på barberbladet igen, for de har prøvet det så ofte, da de er nemme at bruge og smide væk igen. 

Kærlighedstjener er en af den slags bøger, der er nemme at overse, fordi dens største kvalitet består i noget så skrøbeligt som finhed. Da den udkom, trak den negative anmeldelser i Kristeligt Dagblad og Berlingske. Anmelderne brød sig bestemt ikke om den, kaldte den spild af tid og forstod slet ikke, hvorfor den var blevet udgivet. Så igen: Sådan er det så forskelligt, og man skal selvfølgelig ikke tro alt for meget på anmeldelser (denne inklusive, går jeg ud fra) men læse selv. Så hermed en anbefaling på falderebet af 2018: Læs Kærlighedstjener: et glimrende portræt af en speciel kvinde, glimrende oversat af Aino Roscher og meget nem at overse – også selv om forsiden ellers gør, hvad den kan. Beyla er en af de romanfigurer, som jeg vil huske med en sær form for ømhed, for hun minder mig så meget om andre kvinder, som man møder i virkeligheden.