lørdag den 4. november 2017

Den hvide verden



Doris Lessing med den 15-årige Jenny Diski, 1963
En kvinde i sin bedste alder har haft en elendig barndom, og det har fået hende til at foretrække farven hvid, fordi den er neutral og ikke indeholder informationer. Hun kan ikke få nok af det hvide, så hun undfanger er radikal idé: Hvorfor ikke tage til Antarktis, der må hele verden jo være hvid? Som sagt, så gjort, forfatteren tager til Antarktis og skriver en rejseberetning om turen – der naturligvis bliver blandet sammen med, at hun også noget nødtvungent genbesøger sin barndom.
 
På dansk hedder bogen På skøjter til Antarktis, og den er skrevet af engelske Jenny Diski. Hun var en kendt kritiker, journalist og forfatter, som døde af lungekræft sidste. Indtil fornylig havde jeg ikke hørt om hende, men så læste jeg en nekrolog i amerikanske New York Review of Books – og det lød interessant, primært fordi den omtalte rejseberetningen fra Antarktisk. Dem er der ikke mange af, hvis man ser bort fra alle de gamle opdagelsesrejsende – og desuden forekom udgangspunktet at være originalt: Et forslået menneske foretrækker den hvide farve – og vil have mere.

Diski har en noget usædvanlig personalhistorie. Som nævnt var hendes barndomshjem kaotisk, den sædvanlige historie om forældre, der ikke kan finde ud af at få styr deres eget liv og dermed slet ikke kan være ansvarlige forældre. Det hele går op i røg, og Diski stikker som 14-årig af hjemmefra, hvorefter hun får lov til at bo hos ingen andre end Doris Lessing, der havde regnet med taknemmelighed fra Diskis side. Men det får hun ikke. Hun får en totalt uregerlig teenager, der endda hurtigt får en psykiatrisk diagnose. Hele den historie om Doris Lessing skriver Diski om i flere af sine bøger, men den bliver kun perifert berørt i På skøjter til Antarktis, så den lader vi også ligge her.


"Det må da være neurotisk at opsøge lidelse, hvis man kan nøjes med almindelig misfornøjelse? Psykoanalysen har gjort os tilbøjelige til at tænke på underbevidstheden som en fjende, der skal besejres, men måske er den snarere en god kammerat, som hjælper os med at overleve?"



Men tilbage til hvidheden: Jenny Diski lærte at sætte pris på denne for hende beroligende farve på de psykiatriske hospitaler, hun røg ind og ud af som ung. Den hvide farve, de hvide lagner, her kunne hun isolere sig og opnå den vægtløshed, der satte bevidstheden på stand-by – indtil hun blev jaget ud af sengen. Man måtte ikke bare være deprimeret, som hun tørt bemærker. Derfor har hun som voksen indrettet sit soveværelse så hvidt, som det kan lade sig gøre, endelig herre i sit eget liv.

Men hvidheden har også en anden betydning: Diskis mor prøvede konstant at snobbe opad, så hun drømte om, at datteren blev skøjteprinsesse. Derfor lærte Diski meget tidligt at skøjte, med den følelse af frihed og uendelighed det giver. Igen: Bevidstheden annuleres, det er ren krop. Og derfor slog det hende pludselig som voksen, at hun burde tage til Antarktis. Alt er hvidt og uendeligt der. Det måtte være den perfekte verden for en kvinde som hende, der altid har kæmpet mod erindringen – ved at skrive om den. Den dobbelthed deles af mange forfattere, og det vil ikke være forkert at kalde den en basal forudsætning.

Det er ikke helt nemt at komme til Antarktis, der ikke tilhører nogen, og derfor tilhører forskerne. Jenny Diski skriver meget sarkastisk om diverse samtaler med myndigheds-personer, og det sarkastiske, den tørre humor, ligger virkelig godt til hende. Læg dertil, at hun også er noget af en Rasmus Modsat. Blot fordi noget er alment accepteret, køber hun det ikke. For eksempel ved hun ikke, om hendes mor stadig lever, og hun er heller ikke interesseret i at få vished. Det vækker naturligvis undren i sociale sammenhænge – vished er altid bedre en uvished, ikke sandt? Tag bare alle de programmer om folk, der leder efter deres biologiske ophav og bryder grædende sammen i døråbningen sammen med TV-holdet. Det er den historie, vi vil have: Genforening og klarhed. Men for Diski er hvidheden – intetheden - klarhed. Ikke erindringen.

Det er den slags, der gør På skøjter til Antarktis virkelig interessant, for de gængse opfattelser bliver taget op og vendt en omgang: ”Der synes ikke at være nogen grænser for, hvor langt populærpsykologien er trængt ud, og hvor stor magt den har. I dag ved alle og enhver, at mødre er et altafgørende element i enhver psyke, og at tilknytning til dem er absolut påkrævet – også selv om forhold til mødre kan være vanskelige eller endda rædselsfulde,” som Diski skriver i et referat fra en middagssamtale, hvor den fremmede mener, at det da må være forfærdeligt ikke at have klarhed. ”Nej, jeg synes, at det er pragtfuldt”, er hendes svar. Og hvorfor? ”Måske beskyttede den permanente gåde om min fraværende mor mig mod noget værre, noget uoverkommeligt. Og det gjorde den virkelig, den beskyttede mig mod hende, hvis hun tilfældigvis stadig levede”, som hun skriver, hvilket er svært at modsige. Og desuden: ”Det må da være neurotisk at opsøge lidelse, hvis man kan nøjes med almindelig misfornøjelse? Psykoanalysen har gjort os tilbøjelige til at tænke på underbevidstheden som en fjende, der skal besejres, men måske er den snarere en god kammerat, som hjælper os med at overleve?”.

Men, men. Jenny Diski har en datter, Chloe, og hun er noget mere nysgerrig end moderen, ubelastet af de personlige erfaringer fra moderens barndom. Så Chloe sætter sig selvfølgelig for at finde ud af, om hun har en levende bedstemor eller ej. Og dér tager den biografiske del af bogen fart: Selvfølgelig bliver Jenny Diski involveret i jagten på den forsvundne mor, uanset om hun vil det eller ej. Det er langt hen ad vejen en solid og interessant beretning om barndom, mødre, fædre, psykologiseringer og erindringer. Jenny Diski skriver oftest blændende, og hun er original, fordi hun i begyndelsen modsætter sig alt - for derefter at undersøge, hvorfor hun gør det. Jenny Diski er glimrende til at se sig selv både udefra og indefra og holde de to synsvinkler op mod hinanden. Og hun gør det oftest med en noget vrissen form for både humor og smerte.

Det andet spor i bogen er rejsen til Antarktis. Diski kommer med et krydstogtskib, som fortrinsvis består af fuglekiggere, og som bekendt er den slags nørder, der mangler at krydse nogle fugle af på deres liste, altid godt stof. Man er ikke helt almindelig, hvis man bruger sit liv på at rejse verden rundt for at krydse fugle af på en liste, og der er nogle herlige beskrivelser af disse folk og besætningen ombord på det russiske skib, der sejler dem til Antarktis.

Antarktis er på en måde verdens ende, og det gælder også for de steder, hvor der gøres ophold, Ildlandet, Falklandsøerne, den slags. Det er hårdføre folk, der lever her, fiskere og hustlere, ikke helt som i en almindelig forstad i den vestlige verden, så hele den særegne forsamling af krydstogtgæster passer godt ind. Og så er der dyrene: Jenny Diski bruger flere sider på en guddommelig beskrivelse at søelefanter, som turisterne vader rundt mellem. Søelefanter bliver op til syv meter lange, tonstunge kødbjerge med det mest obskønne udseende, der kan opdrives; Jenny Diski holder sig ikke tilbage for at kalde dem søpeniser, for andet kan hun ikke sammenligne deres snabel med. Det er meget underholdende alt sammen.

I bund og grund er På skøjter til Antarktis meget traditionel: En rejseberetning om det ydre, selve rejsen, og det indre, den rejsendes motivation og baggrund. Men det bliver alligevel til en meget fin og anderledes beretning, fordi Diski er så utraditionel, som hun er – og fordi det ikke er meget, man ellers læser om Antarktis og naturen dér. Bogen er udkommet på dansk med 20 års forsinkelse, den udkom allerede i 1997, men det gør intet. Sådan er det med gode bøger.

Som nævnt døde Jenny Diski af lungekræft i 2016. Hendes sidste bog var en slags dagbog over en hverdag som kræftpatient, og den hedder In gratitude. Titlen er møntet på Doris Lessing, for som hun sagde ved dennes begravelse: Lessing lærte mig, hvordan man blev en forfatter. Og der er ingen tvivl om, at skrivning har været Diskis vej ud af de blindgyder, mange andre med sådan en opvækst og ungdom havner i. Mange af konflikterne mellem Lessing og Diski handlede om, at Lessing først og fremmest var forfatter. Alt andet – inklusive den uregerlige teenager – kom i anden række. Forfattergerningen handler om fokus, om at komme videre med skriveriet. Resten må underordne sig. Men hele den historie er skrevet mange gange af forfatteres ægtefæller og børn, så den lader vi ligge her.










søndag den 1. oktober 2017

Bluesguitaristen i mørkets hjerte




Jeg kan godt lide røverhistorier. Røverhistorier er et godt navn for den slags romaner, der ligger et sted mellem krimier og mytologiske fortællinger. Historier, der er lidt for fantastiske til at være sande – men på den anden side: Det kunne de have været! Tænk nu hvis ...
 
Og så skal der naturligvis være gang i dem, over stok og sten, tak. Pageturners. Dér falder mange krimier, simpelthen fordi de er for langtrukne. 4-500 sider, hvor alt går for langsomt til at man er interesseret i slutningen, og hvor personerne er for stereotype til at man kan interessere sig for dem. Der er masser af eksempler, men jeg kan ikke huske dem. Men OK, Millennium-trilogien kan jeg huske, den droppede jeg på side 120 – alt for langtrukken, meget bedre som film, men dog med fint tegnede hovedpersoner.

Så simpelthen en god historie, godt fortalt uden for mange dikkedarer. Ikke stor kunst, men effektiv underholdning, hvor man både kan være spændt på, hvad der vil ske, og samtidig få noget at vide om problemstillinger og miljøer, som man ikke møder hver dag.

Sådan en roman har jeg lige læst. Den hedder Korsvejen og er skrevet af den danske guitarist med det enkle navn B-Joe. Mange vil kende ham i forbindelse med de utallige jobs, han har spillet over hele landet, men særligt i det københavnske Lades Kælder, hvor han i en årrække var husguitarist. I dag spiller han mest i Hardinger Band, som er Shubiduas arvtager. Det er et folkeligt festival- og halbal-orkester, alle de gamle hits. B-Joe kom med for nogle år siden, og han har givet bandet noget blues-kant. B-Joe er nemlig en god, gammeldags rockguitarist, der elsker at fyre soloer af. Han kan i øvrigt også spille både med tungen og med guitaren bag ryggen. Så vidt jeg ved, har han aldrig lavet andet end at spille guitar.

Nu har han også skrevet en selvbiografisk roman om det. Korsvejen handler om at finde ind til sig selv som guitarist og som menneske, den slags hænger sammen, når man lever af sin kunst og er kommet op i årene. Men det med det selvbiografiske skal man som altid tage med et gran salt. I hvert fald er hændelserne i Korsvejen i den fantastiske afdeling, den metafysiske, den sjælelige – det som på engelsk hedder en quest, en søgning. Ordet findes også på dansk, en kvest, men det møder man mest hos folk, der beskæftiger sig med magi og okkultisme – Neutzsky-Wullf er det oplagte eksempel.

Korsvejen er beretningen om Joes (lad os for nemheds skyld bare kalde ham det) amerikanske sydstatsrejse mod bluesens og sine egne rødder som guitarist. Oplægget er klassisk: Joe har tabt energien, lysten, gejsten. Efter mange år på landevejen er der gået stilstand i den, han fyrer bare det samme, kendte af til koncerterne. Det er muligvis godt nok til publikum, men ikke til vor helt – eller antihelt om man vil. Så Joe drager ud på en rejse til guitarlegenden Robert Johnsons grav, tager noget af den indviede jord og laver sin egen mojo – sin egen lille magiske pose, der skal give ham energien tilbage.

Det virker. Hjemme igen er Joe elektrificeret, som barn igen. Alt kører pludselig for ham, så han undfanger den skæbnesvangre idé, at han vil tage tilbage til Mississippi for at fylde en hel pose med Johnsons gravjord og begynde en mojo-produktion til andre musikere. Og ja – det går naturligvis galt, det ved vi allerede her som læser, for man tager ikke bare andres sjæl uden at give noget tilbage, uden at betale en pris. Det er ældgammel viden, tage bare Goethes Faust. Men vor naive helt tænker selvfølgelig ikke på konsekvenserne – eller han tager dem i hvert fald ikke alvorligt, for det er jo bare nogle ammestuehistorier.
Det er det selvfølgelig ikke, ellers havde der ikke været nogen roman. Inden Joe når at se sig om, er han allerede forbandet, Sydstaternes sorte magi, områdets voodoo-sjæl har et fast greb i struben på ham, og det er med nød og næppe, at han slipper fra det med livet i behold. Men det gør han selvfølgelig, ellers ville der jo ikke være nogen left alive til at fortælle historien.

Langt hovedparten af Korsvejen foregår i Mississippi-deltaets kulsorte bluesmiljøer. Og her er blues ikke bare en musikstil, det er en kultur i et ludfattigt område af USA. B-Joe fortæller eminent godt om Det Dybe Syden og dets mennesker og miljøer, hele tiden med sig selv som omdrejningspunkt: Den rige, hvide mand fra Danmark, der prøver at finde ind til det, der har inspireret ham mest, men som han alligevel er så langt væk fra. På en måde vader han rundt i landskabet med naive træsko på, tænker at det hele nok skal gå, at man bare kan gå ind allevegne i alle miljøer. Der kommer sådan noget Jacob Holdt over det: Hvis man bare siger ja og tror på det gode i mennesket, skal det nok gå. Som sagt – det gør det også. Med nød og næppe og ikke før Joe har lært alle de hårde realiteter om sjælerejser i et fremmed landskab: Hvis man tager, skal man give tilsvarende. Og hvis man vil lave en pagt med djævlen, er det med livet som indsats. Først og fremmest skal man dog gøre sig klart, at man vitterlig laver en pagt med djævlen, med døden. Man skal tage det – dødsens, sorry – alvorligt.

Korsvejen er en ægte rock’n’roll-roman. Den stinker af beskidte cowboystøvler og guitarer på den gode måde, af at sætte livet på spil for at finde ind til essensen af magien. For i bund og grund er al god musik magisk, den er transcendens, bevidsthedsudvidelse. Alle kender fornemmelsen af pludselig at nå til nye indsigter og andre dybder under påvirkning af musik – især hvis det er kombineret med alkohol og sex. Desuden er den godt skrevet, som sagt: over stok og sten, hurtigt læst, intens. I begyndelsen og slutningen forfalder B-Joe til lidt for smarte, meget korte sætninger i bedste tegneseriestil. Men det tilgiver man gerne, for det forsvinder hurtigt. Til gengæld er det en roman skrevet på dansk bortset fra et par enkelte, udvalgte amerikanske nøgleord. B-Joe forfalder heldigvis ikke til at spille smartass ved at kolportere en række gammelkendte amerikanske sætninger og ord ind i romanen, og det er faktisk lidt af en bedrift, der må have krævet en bevidst – og besværlig – stillingtagen. Især når man tænker på, hvor mange i rockmiljøet, der tit siger hele og halve sætninger på amerikansk, når man snakker med dem.

Og det bedste ved det hele: Måske er det sandt? Måske mødte B-Joe virkelig døden i form af en sort, tandløs kvinde på kirkegården i New Orleans? Eller er det bare en god historie, en tyk gang tagen røven på læseren? Vi ved det ikke, og det er essensen af en god røverhistorie. Selv vælger jeg at tro på kernen i historien, ganske enkelt fordi det er troværdigt og ærligt skrevet og i øvrigt ligger i tråd med alle de klassiske og mytologiske beretninger om en mand, der vil finde ind til sig selv.