lørdag den 2. september 2017

Vovehalsens afrikanske bevidsthed



Hvem kender Beryl Markham? Jeg gjorde ikke, før jeg faldt over en bog kaldet Med natten mod vest. Det viser sig at være en erindringsbog af den første kvinde – og menneske i det hele taget – der fløj over Atlanten fra England til Canada. Det var i 1936. Egentlig skulle hun være landet i New York, men det ville flyet ikke. Hun overlevede og blev hyldet som en af de luftens pionerer, der var datidens folkehelte.

Men dette er for mig at se den mindst interessante del af biografien, som her i 2017 er genudgivet af Forlaget C&K, der netop er blevet solgt til Gyldendal. Biografien er en del af serien ”Rejsebiblioteket”, der også har genudgivet klassikere som Peter Matthiessens Sneleoparden og Bruce Chatwins I Patagonien. Genren er altså defineret bredt, men det er kvalitet med kvalitet på.

Det virkeligt interessante i Med natten mod Vest er hovedpersonen, Beryl Markham. Hun blev født i England i 1902, men som 4-årig blev hun rykket til Kenya, hvor hendes stålsindede og eventyrlystne far havde købt et jordstykke, der skulle blive til en farm. Men det blev uden hendes mor, som straks rejste tilbage til England, da hun ikke kunne klare Afrika. Og lille Beryl? Hun blev tilbage på farmen i Kenya, hvor hun fik en noget aparte opdragelse. Som noget udsædvanligt – forestiller jeg mig – var hun mest sammen med ”de indfødte”, både mænd og børn, så hendes opdragelse var halvt som afrikaner og halvt som britisk kolonist.

Den kamp vandt afrikanerne. Det er klart, at det var meget mere spændende at tage med på jagt end at terpe bibel og græske guder, og hendes far lod hende gøre det. Beskrivelsen af Beryl Markhams barndomsliv får en dansk skovbørnehave til at ligne et fængsel:

”Da jeg var barn, løb jeg hver dag barfodet rundt med nandi-moranerne [afrikansk jægerstamme], på jagt i Rongai Valley eller i cederskovene på Mau Escarpment’s stejle skråninger. I begyndelsen fik jeg ikke lov til at gå med spyd, men det var moranernes eneste våben. Man kan kun jage et dyr med sådan et våben, hvis man ved, hvordan dyret lever. Man må vide, hvilke ting det holde af, hvilke ting det frygter, og hvilke stier det følger. Man må være sikker på dets hurtighed og vide, hvor modigt det er. Dyret ved alle disse ting om jægeren, og det er ofte bedre at bruge viden”.

Beryl Markham er lærenem, ikke bare i forhold til jagt, men også i forhold til de afrikanske jægeres  verdensanskuelse, der er rundet af jagten. Det er benhård logik: Hvis du ikke gør tingene ordentligt og bruger samtlige sanser og din viden, så kvajer du dig, og det kan hurtigt koste livet, ikke bare for dig selv, men også for jagtkammerater og familie. Det er en dagligdag blandt vilde leoparder, løver, næsehorn, slanger både foroven og neden. Beryl Markham gengiver en jagt på et vortesvin, hvor hun og de voksne jægere skal pisse deres territorie af ansigt til ansigt med en løve, før de når frem til svinet, som har gravet sig ned i en hule – og flænser Beryls elskede jagthund fra top til tå. Det er den virkelighed, som barnet forholder sig til – og følgelig adopterer hun afrikanernes livsfilosofi: De stærkeste overlever, men selv de kan lave fejl. Døden er konstant i hælene på dig selv og andre, men det er vilkårene her i livet.

Det gode spørgsmål er selvfølgelig, om den filosofi er kynisk eller blot illusionsløs. Om ikke andet er det med til at skabe den vovehals, som Beryl Markham udvikler sig til at være. Du skal frygte ting, men det er forbudt at være bange eller stikke halen mellem benene. Det er din skæbne som menneske. Beryl Markham lærer i den grad at stå på egne ben, og da hendes far blandt andet er hesteopdrætter, bliver hun det også. Som den første kvinde nogensinde bliver hun professionel berider og træner i Nairobi, inden hun er 18 år gammel.

Men igen – for mig er det mest interessante den blanding af afrikaner og englænder, som hun vitterlig er. Hendes forhold til dyrene og naturen er klart afrikansk. En af hendes gode afrikanske venner, Kibii, fortæller hende legenden om kamæleonen, som Gud sendte til den første mand, der blev skabt, og som gik rundt og var ensom. Kamæleonens budskab var, at døden ikke findes. Men dagen efter sendte Gud sølvhejren med det modsatte budskab: At døden findes. Sølvhejren var den hurtigste til at aflevere budskabet, og derfor skal alle mennesker dø. Og se det er jo en god historie. Her er Beryl Markhams refleksioner over det, mens hun skrev biografien i begyndelsen af Anden Verdenkrig:

”På det tidspunkt var jeg naiv nok til at gruble over sandheden i sådanne fabler. I de år der er gået, har jeg læst og hørt flere lærde redegørelser for lignende emner; Gud er forandret fra at være Gud til at være en ukendt mængde, kamæleonen er blevet til x og sølvhejren til y. Livet fortsætter, indtil døden standser det. Spørgsmålene er de sammen, men symbolerne er anderledes. Men kamæleonen er stadig en munter, om end dorsk fyr, og sølvhejren er en smuk fugl. Der findes utvivlsomt bedre forklaringer, men på en eller anden måde foretrækker jeg Kibiis nu om stunder”.

Man kan sagtens uddrage et kortfattet resumé over Beryl Markhams livsfilosofi: Alt liv dør. Lev med det! Og når det kommer til kampen mellem den hvide mands gerninger modsat den sorte, skriver hun i klartekst:

”De indbyrdes stridende erobrere har ignoreret Afrikas egen vitale sjæl, der udstråler en sand modstand mod erobring. Sjælen er ikke død, men tavs, visdommen mangler ikke, men den er så enkel, at den regnes for ikke-eksisterende af den moderne civilisations kræmmersjæl. Afrika er ældgammelt, og mange af folkeslagene har blod, der er lige så ærværdigt og rent som sandheden. Hvilken opkomplingsrace, udsprunget af et af de seneste, uudviklede århundreder, bevæbnet med stål og storskryden, kan i renhed måle sig med en eneste masai-moran, hvis oprindelse går næsten helt tilbage til paradisets have? Det er ikke ukrudtet, der er fordærvet, ukrudtets rødder sugede liv til sig ved jordens skabelse og rummer stadig dets inderste væsen. Altid vender ukrudtet tilbage; kulturplanten bukker under først. Racerenhed, sandt aristokrati, udvikles ikke ved forordning eller udenadslære, men ved bevarelse af slægtskabet med naturens kræfter og meningen med livet, hvis indhold ikke er sværere at forstå for en indfødt hyrde end for en akademiker, der famlende, men kultiveret søger efter den”.

Tak for kaffe! Det vi har her, er en elitær åndsaristokrat, men på naturens vegne. Bortset fra det aristokratiske og elitære, er det vel et budskab, som går direkte ind i hjertekulen hos tidens miljøforkæmpere. Beryl Markham er en hvid, aristokratisk kvinde, men hendes hjerte banker så sort som en masai-høvding. Eller hvad? Det er i hvert fald, hvad jeg kan udlede af biografien, og det er det, der gør den så fascinerende i modsætning til Karen Blixens ”Den afrikanske farm”, der handler om den hvide kvindes (og mands) blik på Afrika. Den historie er blevet fortalt så ofte, men hos Beryl Markham finder vi noget virkelig anderledes og solidarisk med ”Afrika” – hvad det så end er. Det er selvfølgelig en forenkling at tale om Afrika som én størrelse, og Afrika i dag er noget helt andet end Afrika før Anden Verdenskrig. Men kan man tale om en afrikansk sjæl, som Beryl Markham gør? Jeg ved det ikke. Men det er en spændende problemstilling.

Beryl Markham udelader en masse biografiske oplysninger i Med Natten mod Vest. Der står intet om hendes ægteskaber og børn, men der står meget om både Denys Finch Hatton og Bror Blixen, som er kendt af de fleste danskere. Begge roses som enestående individer, der er ikke så meget nyt der. Men der er flere gode historier om Bror Blixen, og det er selvfølgelig meget underholdende. Hvis man synes. Beryl Markham taler i bedste britiske stil ikke dårligt om nogen, og hendes privatliv vedkommer ikke læseren. Det synes jeg faktisk er god stil. Jeg kan af og til savne de dage, hvor det var upassende at tale om det mest private, og jeg kunne også godt tænke mig at have oplevet Afrika i Beryl Markhams ungdom. Men den slags kan man ifølge hende ikke bruge til noget som helst. Døden er at se sig tilbage, livet er at se fremefter. Og det har hun selvfølgelig ret i. 



mandag den 21. august 2017

Sort nat i Reykjavik



Jeg læste en lille rød digtsamling i ét sug en efter-middag i et københavnsk S-tog. Det gik vistnok til Hillerød, men jeg stod af på Nørreport, lettere forvirret, for jeg havde godt nok en anelse om, hvad bogen handlede om, men efter-skriftet fortalte noget helt andet.

Forfatteren hedder Gerður Kristný, og hun er fra Island. Digtsamlingen hedder Drapa, og det skal man lige slå op, i hvert fald hvis man er mig. Drapa var den oldnordiske betegnelse for et hyldestdigt til store mænd, der opførte sig drabeligt – altså i betydningen prisværdigt og storladent, selv om – eller fordi – det er afledt af ordet drab. Og her kan man så lade tankerne svæve hen til en nordisk fortid, hvor blodfejder og hævn var tapre mænds dåd. 

Men Gerður Kristný vender det på hovedet i mere end én forstand. Digtet er nemlig tilegnet en kvinde, som blev dræbt af sin ægtefælle engang for ca. 20 år siden. Og på den måde er det også tilegnet alle de kvinder, som bliver slået ihjel af voldelige mænd verden over.

Men formen, drapaen, bevirker at drabet ikke er det gennemgående i digtet. Tværtimod er det kulisserne for drabet, der er det fremherskende. Gerður Kristný fremmaner en dyster, skæbnesvanger stemning over Reykjavik, en slags evig magisk nat, hvor magien ikke er af det gode, men sort og tåget som bly. Der er flere genkendelige stednavne og fikspunkter fra den islandske hovedstad, men de bruges også mytisk og surrealistisk:

Solskibet rev sig løs
og masede over strandens sten

de trearmede master
strakte sig
mod himlen

det spinkle skelet
kravlede ud
i nattehavet

Byen
slået af nat
tabtes i sneens
tykning

Her hjælper det måske at vide, at Solskibet er en nyere skuptur ud mod vandet ved Reykjavik, men på den anden side er det lige meget i det univers, der bliver fremmanet her. Man kan lige så godt tage det som et udtryk for glæden og livet, der river sig løs, hvilket naturligvis er ganske forsætligt fra Gerður Kristnýs side. Alle stroferne i langdigtet er korte, dystre og betydningsmættede for at give tyngde til den skæbnesvangre stemning, og bogstavrimene harmonerer ildevarslende:

Vinger bryder ud
af min ryg
sorte sejl
spændt mellem
spidsede tinder

En anden grund til, at Drapa fungerer så godt, er naturligvis at den oldnordiske form bliver opdateret i en nutidig ramme. Dette er ikke et uddrag fra en gammel saga, hvor man kan grine lidt af de muntre vikingesvende, det kort råbte ”Den traf” inden de døde. Indholdsmæssige og formmæssige sammenstød funger altid godt, hvis udførelsen som her er ganske eminent. Og Drapa er naturligvis hjulpet godt på vej af – hvem ellers – Erik Skyum-Nielsen, vores fremmeste islandskyndige.

Resultatet er glimrende, men det turde fremgå. Sjældent har ellers ganske fremsommelige Nørreport virket så dyster, som da jeg mødte den igen efter læsningen.

Det er forlaget Vandkunsten, der har udgivet Drapa på dansk. Vandkunsten er altid god for at udgive anderledes bøger, der ikke lefler for tidsånd eller kortsigtet salg. Forlaget udgav også Gerður Kristnýs første digtkreds Blodhingst, der kom i 2011 – den må jeg vist hellere også få læst.

søndag den 23. juli 2017

Hvalen, kæmpehajen og urdybet



Jeg er ret sikker på, at det handler om forbundethed, når man interesserer sig for evolutionshistorie, både dyrenes og menneskenes. Alle har brug for at føle sig som en del af noget større for at kunne se sig selv i helheden. Deraf kommer behovet for en gud eller det guddommelige, som de fleste mennesker stadig har. Hvordan hænger verden sammen? Hvad skal jeg i den? Hvor kommer vi fra? Hvad er meningen – er der overhovedet nogen?
 
Da jeg var 12 år gammel, hørte jeg for første gang om Darwin, så jeg gik hen på det lokale bibliotek for at få noget mere at vide. Det viste sig, at manden havde skrevet en lang bog om sin rejse med HMS Beagle i 1830-erne, og at biblioteket endda havde et eksemplar nede i kælderarkivet. Rejse om Jorden hed den, næsten 600 sider, og man kan stadig låne den på bibliotekerne rundt om i landet, selv om den blev udgivet helt tilbage i 1876 og ikke er genudgivet i sin helhed siden. Da jeg gik hjem med den - det må have været 1 1973 - føltes det, som om at jeg havde en skat med i tasken, og jeg læste den på et par dage, vildt fascineret. Her forleden lånte jeg den igen og måtte konstatere, at jeg dengang var noget mere ihærdig end i dag. Landet er indvundet, i dag ved jeg meget mere om verdens udvikling end dengang. Det er den slags, der kan få mig til at drømme om at være barn og ung igen – tænk at have alt det til gode.

Heldigvis skrives og udgives der stadig mange bøger om ”dyrenes liv”, som det hed dengang. Og der er stadig mange bøger om emnet, som jeg ikke har læst. Denne sommer er jeg derfor dykket ned i både Klassikeren Moby Dick af Herman Melville, den nyeste udgave ved Flemming Chr. Nielsen, samt den norske journalist og forfatter Morten Strøksnes’ Havbogen eller kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider, som den hedder. Sidstnævnte er en herlig bog i bedste naturlitterære tradition, en reportage over Strøksnes’ år, hvor han jagtede verden største rovhaj, den berygtede grønlandshaj, der bliver en 5-6 meter lang. Men bogen er selvfølgelig langt mere end det, den er et kultur-portræt af de noget hensygnende lokalsamfund i Lofoten, der tidligere levede af både hvaler og fisk. Der er herlige portrætter af lokale fester og strøksnes’ vært oppe i Lofoten, kunstneren Hugo, der har overtaget en nedlagt fiskefabrik, og sammen med sin kone arbejder på at sætte det hele i stand.

Men først og fremmest er det om bog om havet som vores ophav, vores store moder, hvilket evolutionshistorisk er korrekt. Om vores frygt og fascination af havet og alt det, der lever og dør i dybet. Det er et evigt godt emne, tænk bare på film som Dødens gab eller Dybet og mange andre Hollywoodfremstillinger. Alt hvad der lever under overfladerne er interessant, jagten på det ukendte, der er så forbundet med opdagelsesrejser og beretningerne om dem, Kaptajn Cook, der blev slået ihjel på Hawaii, Vitus Bering, der i russisk sold fandt ynglepladserne for den gigantiske Stellars søko, der var 10-15 meter lang og følgelig blev udryddet, da mennesket fik redskaber og viden nok til at kunne jagte denne enorme fødevarekilde intensivt. Det var engang i begyndelsen af 1800-tallet.

Men tilbage til grønlandshajen. Det er i Støksnes’ bog kunstneren Hugo, der er besat af at fange den, og fiskeriet foregår med en stor jernkrog, der har dele af et ådsel som madding. Det er ikke det mest lækre at arbejde med, for nu at underdrive ganske alvorligt, og strøksnes skriver ret malende om at sejle ud på det dybe i Lofoten med sådan en stinker ombord. Tilsyne-ladende er lugten på højde med den svenske surstrømning, der ellers nok kan gøre selv den stærkeste mand svag i knæene. Og sådan er det generelt med Havbogen; den blander på forbilledlig vis det store med det små, nutiden med myterne og overleveringerne både i forhold til grønlands-hajen, hvalfangsten, havmiljøet og menneskene omkring Lofoten, forskernes opdagelser gennem tiderne og sågar deres personlige liv, deres biografier. Den runder selvfølgelig også historierne om hyperboræerne og Ultima Thule, det sagnomspundne Nord, der blev beskrevet allerede i antikken, og som nazisten Henrich Himmler forsøgte at erstatte kristendommen med, hele balladen med arierne som det udvalgte folk. Den historie er også fascinerende – og skræmmende – og den kan man læse meget mere om i Dan H. Andersens bog Nazimyter. For lige her og nu er vi ved at komme lige langt nok væk fra Lofoten og evolutionshistorien, selv om ariermyten var en pervertering af Darvins naturlige udvælgelse.

Fanger Morten og Hugo deres grønlandshaj? Det er den simple motor i Havbogen, og det skal ikke afsløres her. Det er den samme spænding, som findes i Peter Matthiessens fantastiske bog om sneleoparden, som meget passende blot hedder Sneleoparden, og som blev genudgivet sidste år. Denne bog er en moderne klassiker indenfor naturreportage, men her drejer det sig ikke om at fange den fantastiske Himalayakat, men blot om at få den at se. Lykkes det? Læs selv, både Sneleoparden og Havbogen er storartede læseoplevelser, der handler om os selv som mennesker. Jagten er blot den ydre handling, fokuspunktet for at komme tættere på endnu en version af, hvem vi er som art.

Det samme kan man egentlig også sige om Herman Melvilles Moby Dick, udgivet i 1851, klassikeren over dem alle, når vi taler om naturreportage, selv om den er en roman. Men den er nu ikke mere roman end hvad godt er, og det er både det sjove og det udfordrende, grænsende til anstrengende, ved den. De fleste kender den ydre handling: Kaptajn Akab er besat af at fange den hvide hval Moby Dick, fordi den engang har ædt hans ene ben. Akab vil have hævn, og til det formål tager han hele besætningen i hvalfangerskibet Pequod som gidsel. Lykkes det ham at nedlægge hvalen – eller nedlægger hvalen ham? Hvem vinder kampen om havets herredømme – mennesket eller dyret? Og hvor meget dyr er der i mennesket, hvor meget menneske i dyret?

Det er jo virkelig klassisk urstof det her, og Melville har et sikkert greb om det. Den får – også i den grad – ikke for lidt, og Melville tager alle de afstikkere, han overhovedet kan komme i tanke om. Fortælleren er Ismael, hvilket mange vil huske på grund af den berømte begyndelse på romanen: 

”Kald mig Ismael. For nogle år siden – det kan være lige meget hvor mange – havde jeg ingen penge i min pung, og ikke noget særligt, der optog mig på landjorden. Jeg fik derfor den idé at sejle lidt rundt og se den del af verden, som er vand. På den måde forjager jeg min humørsyge og holder blodomløbet i gang. Når jeg kan mærke, at jeg er ved at få et dystert drag om munden, når det er regnvåd november i min sjæl, når jeg uvilkårligt standser op foran ligkistemagasiner og slutter mig til ethvert ligtog, jeg træffer på, og især når mit tungsind får sådan et tag i mig, at det kræver en stærk moral ikke med fuldt overlæg at gå ud på gaden og slå hatten af folk – ja, da finder jeg det på høje tid snarest at stikke til søs. Det er nu min erstatning for en pistol og en kugle.”

Det er jo en fuldstændig forrygende begyndelse. Straks ved vi, hvem vi har med at gøre, Melvilles hovedperson, protagonist, alter ego, avatar eller hvad man nu skal kalde det, er sådan en type, der er alene i verden og har masser af dæmoner at slås med. Så det er klart, at han ender med at slås med den største fysiske dæmon af dem alle, den sagnomspundne hvide hval. Denne Ismael har desuden et andet formål med sin beretning, nemlig at fremhæve hvalfangere som nogle af de ædleste mennesker på jorden i modsætning til det officielle billede: Nogle bøller, bonderøve og tabere. Til det formål er cirka halvdelen af bogen nærmest leksikal: Melville vil fortælle alt om både hvaler, havet, vind og vejr, sømandshåndværk og kunsten at fange en hval. Melville – eller Ismael om man vil – er ikke bange for at gå i rette med diverse videnskabsfolk, som han rask væk korrigerer, for det er ham og ingen anden, der kender til fangsthåndværket, da han har været der selv og tillige er yderst belæst, hvilket han aldrig undlader at gøre opmærksom på. Moby Dick flyder nærmest over af henvisninger til antikkens litteratur og biblen – inklusive de ikke-kanoniserede skrifter. Melville er både en fritænker og en storskryder, der har meninger om alt. For eksempel kommer han et sted ind på selve idéen om at faste: 

”Jeg argumenterede for, at faste fik kroppen og dermed også sjælen til at synke sammen, og at alle de tanker, der opstod under en faste, derfor var så underernærede, hvilket er grunden til, at de fleste mavesure religionsstiftere har så sørgelige forestillinger om det hinsidige. I korthed og måske alligevel lidt vidtløftigt gjorde jeg rede for, at tanken om Helvede oprindelig er skabt af ufordøjede æbleskiver og vedligeholdt af arveligt mavebesvær, der næres af ramadaner".

Sjovt nok behandler Melville biblen som om, at alle historierne i den – hans referencer her er primært Det Gamle Testamente – er sande. Det er måske ikke så mærkeligt, da Moby Dick er fra 1851, men alligevel er Melville ikke en typisk, gudfrygtig kristen. I det hele taget har han ikke meget til overs for dogmatik, og han er åben overfor alle andre folkeslag: En mand skal kunne sit kram og være modig, resten er underordnet. Melville bliver bedste venner med en tidligere kannibal fra Sydhavsøerne og bekender gerne, at han hellere vil være sammen med ”en ædru kannibal end en fuld kristen”. 

Det er selvfølgelig altid spændende at læse sådan en gammel klassiker i sin fulde udstrækning, men det er også lidt af en viljesakt, især fordi man godt kan blive træt af at høre på alle fortællerens ideosynkrasier samt læse fem sider om, hvordan hvalkogeressen ombord på sådan et fangstskib i det hele taget fungerer. Man kan også blive træt af at blive talt ned til – Melville behandler ofte læseren som en uvidende landkrabbe, som han nu giver en chance for at forstå bare lidt om hvalfangeriets storhed og menneskets indplacering i verden. Men som sådan hører Moby Dick selvfølgelig hjemme blandt klassikerne i naturlitteratur og -reportage. Før den havde vi næsten kun naturvidenskabsfolkenes beretninger, men her er det blandet ind i en decideret skæbnefortælling af fiktivt tilsnit. Og når ånden kommer over Melville, hvilket den ofte gør de sidste 100 sider, hvor sømændenes udmattelse bliver stadig mere tydelig, efterhånden som kampen mod hvalen intensiveres, skriver han blændende godt, og oversættelsen er storartet. Jeg vil absolut anbefale, at man læser den på dansk – jeg har selv flere gange prøvet at læse den på engelsk, men har hver gang givet op. Selv på dansk skal man virkelig holde ørene stive og acceptere, at der er mange fagudtryk man ikke kender, med mindre man er sømand. Dertil kommer så de mange litterære og bibelske henvisninger, der har krævet over 350 noter. 

Så er det noget nemmere at kaste sig over Sneleoparden eller Havbogen. Omvendt gav det mig en stor tilfredsstillelse endelig at få læst Moby Dick. Lidt som dengang jeg var 12 år og læste Darwins rejseberetning med HMS Beagle, der kickstartede min interesse for de eksistentielle og evolutionære spørgsmål.