Søg i denne blog

lørdag den 20. oktober 2018

For hver død bliver vi stærkere




Den 42-årige israelske forfatter Nir Baram udkom i foråret på dansk med romanen Verdens skygge, og det er nok den mest interessante roman, jeg har læst i år. Det er en politisk roman med et globalt perspektiv, og den slags er ikke noget man kommer let til, hvis det skal være troværdigt. Baram har da også fået et internationalt gennembrud med romanen, og specielt i Tyskland er man svært glade for ham.

Motoren i Verdens Skygge er den kommende verdensrevolution, intet mindre. En gruppe udstødte i London finder sammen og beslutter sig for at gøre oprør mod den bestående verdensorden, ganske enkelt fordi de ikke har noget at tabe. De har set deres forældre blive arbejdsløse og leve stadigt mere udsatte liv på det arbejdsmarked, der langsomt tog form i 80erne, konsoliderede sig i 90erne og blev normen i Nullerne. Selv lever de mere eller mindre på gaden og fra hånden til munden; der er hele dage, hvor de sulter og ikke kan tænke på andet end hvornår klokken bliver 20.00, hvor det lokale suppekøkken åbner. Den slags folk har ikke noget hverken at tabe eller vinde, og der bliver flere og flere af dem verden over.

For et par år siden læste jeg et essay i det glimrende amerikanske litterære magasin The Threepenny Review. Det var skrevet af en midaldrende, men veluddannet hjemløs, Howard Tharsing, som tidligere havde levet et almindeligt middelklasseliv med arbejde i finanssektoren, men som pludselig var faldet igennem samfundets masker, der viste sig at være knap som fintmaskede. Tharsing var begyndt at læse Jack London, der, foruden at skrive Ulvehunden og den slags, var glødende socialist, en glimrende taler og skrev patosfyldte romaner om arbejderklassens lidelser. Tharsing sammenlignede London med situationen i nutidens San Francisco, hvor han boede på gaden i et par år. Lighederne var slående: For eksempel at den sociale opstigning ikke eksisterer for de subsistensløse, og at virksomhederne har uindskrænket magt til at gøre, hvad de vil. Det er den slags, der kan være svært at tro på hvis man er middelklasse i Danmark, men ikke desto mindre er det virkelighed. For masser af mennesker i den vestlige verden er 2018 lige så rå som 1918 – efter en velfærdsoptur fra 1950 til 1990 er vi tilbage igen. Det er drømmen om verdensrevolutionen også.

I Verdens skygge begynder revolutionen da også med en drøm. Christoffer, en af de udstødte i London, fortæller en morgen de andre om en mærkelig drøm, han havde: Han står på et bjerg bygget af stearinlys, som langsomt begynder at blive tændt. Det er hans far, der ejer bjerget, men han er ved at sælge det til et kinesisk-tysk firma. Langsomt går lysene ud igen, og frem toner verdens storbyer, Berlin, New York, Beijing og mange andre, ud af mørket. De fortoner sig langsomt igen, og Christoffer ved pludselig, at hvis hans far sælger bjerget, så vil han sætte ild til det – og dermed verden i brand.

En noget syret drøm. Gruppen snakker lidt frem og tilbage om det, men pludselig kommer Julian med en tolkning: Dem på toppen tager røven på os, og det er på tide, at vi svarer igen. Men hvordan? Inden længe dukker idéen op: Vi iværksætter historiens første verdensomspændende strejke, den 11.11, en milliard strejkende verden over, anarkistisk struktureret, aktiveret gennem Facebook. Julian laver begivenheden, men det kommer der ikke noget ud af. Altså skal der mere radikale tiltag til. 

Gruppen beslutter sig for at iværksætte en aktion på British Museum, hvor de hærger udstillingsmontrer og får tæsk af politiet. De filmer det hele og lægger det ud på YouTube og bum: 180.000 visninger, 75.000 følgere på Facebook, autonome ligesindede støttegrupper i andre storbyer, en japansk avantgardekunstner hærget i Berlin og så videre. Revolutionen er i gang. Men hvorfor kulturinstitutionerne? Den navnløse fortæller blandt de udstødte i romanen beskriver det således: 

”Det var ikke banker, koncerner og regeringer, der var vores første mål. Den gamle sang havde vi allerede hørt en milliard gange, Nej, vi ville ryste den vestlige kultur, så den mistede balancen, undergrave den afklarede ro hos alle dem, der tilbad denne kultur, og især dem, der arbejdede for at fremme deres egne, personlige mål, samtidig med at de dyrkede den illusion, at verden kunne fungere uforstyrret, sådan som den var, mens andre blev pløjet ned. Vi ville ryste disse ærværdige institutioner i deres prægtige gamle bygninger med de udskårne søjler, de høje lofter og lysekronerne, med alle deres festforestillinger og fejringer og cocktailreceptioner til ære for en eller anden kunstner, der havde vovet at sige det, der gav sig selv, eller en forfatter der havde udtrykt kritik af kapitalismen eller kolonialismen eller et eller andet åndssvagt tv-show. (...) For slet ikke at tale om disse dobbeltmoralske hykleres demonstrationer, bønskrifter og protester, samtidig med at de falbyder deres varer på statsligt finansierede festivaller eller gennem koncernejede forlag, som så sælger ud af deres arbejde til diamant- og slavehandlere, der bruger de erhvervede kunstværker til at tørre lortet og blodet af fjæset. (...) Vi ville lade dem se ned i afgrunden, på samme måde som vi selv så ned i den hver dag. Det var netop det, stilheden i Christoffers drøm havde betydet: Intet skulle have lov at gå sin vante gang, så længe vi blev holdt nede.”


Denne navnløse fortæller er sandsynligvis Liot, en ung, israelsk kvinde som vi møder i begyndelsen af romanen, hvor hun takket være sin indflydelsesrige far har fået sat et interview i stand med en af de samfundsspidser, der tjente en masse penge på fredsprocessen i 90erne. Han hedder Gavriel Mantzur, og som ung blev han headhuntet af et amerikansk konsulentfirma i den absolut tunge ende for at styrke båndende mellem USA og Israel. Årsag: Hans far levede af at skrive nekrologer blandt døende jøder, der ville fortælle om deres liv og hvorfor de havde truffet de valg, de havde. Følgelig ligger han inde med en god portion hemmeligheder om kendte og rige folk, og den slags familier er det godt at have tæt kontakt til – eller gøre dem til sine egne. Så langsomt begynder Gavriel Mantzur at arbejde sig ind i denne ellers lukkede verden af lobbyvirksomheder, politikere og virksomhedsejere. 
Det spændende hos Nir Baram er selvfølgelig, at hele denne verden, som han lukker op for læseren, ikke er de slemme kapitalister, men de gode, dem der arbejder for demokrati og fred. Men man skal ikke tro, at det er barfodsidealister, der er millioner af dollars på spil, og Gavriel Mantzur ender da også som en hovedrig lobbyist, indtil det hele ramler for den hedgefond, han arbejder for, i forbindelse med krakket i 2007. Så det er en nedbrudt og desillusioneret Gavriel Mantzur, den unge revolutionære Liot interviewer i begyndelsen af romanen, der således ser verden fra to sider: De velmenende kapitalister og de udstødte. Det er lidt af et scoop, og Nir Baram er ganske troværdig i sin fremstilling. Det er så her, at man undersøger hans baggrund og opdager, at han selv er vokset op i en politikerfamilie, faren var medlem af Knesset og farfaderen en aktiv kraft i grundlæggelsen af staten Israel. Nir Baram burde altså vide, hvad han taler om. Og det er alfa og omega for en politisk roman, at den er troværdig, og så vidt jeg kan se, er der heller ikke i Israel sat spørgsmålstegn ved de faktuelle elementer i romanen.

For at det ikke skal være løgn, er der også et tredje spor i romanen, nemlig de interne forhold i et internationalt konsulentfirma, der beskæftiger sig med demokratiudvikling. Firmaet, der hedder MSV efter grundlæggernes initialer, bryster sig af, at de kun arbejder for folk og bevægelser, som de kan stå inde for. Ligesom Gavriel Mantzur arbejder de altså i det godes tjeneste, men det er selvfølgelig en hårfin grænse, når vi taler om præsidentkandidater i Congo og Bolivia. Det begynder ofte med de bedste intentioner, men på dette niveau har virkeligheden det med at udvande grænserne mellem godt og ondt. Hvor meget skal man gå på kompromis med en given præsidentkandidat, hvis man tror, at det samlet set vil være det bedste, hvis han bliver valgt? Det er et klassisk politisk dilemma, som også bliver foldet ud i Verdens Skygge, og igen sidder man som læser med oplevelsen af, at man har en direkte linje ind til det internationale maskinrum af politik i virkeligheden. Millioner flyder, kompromiser og studehandler bliver indgået.

De tre spor i romanen fletter sig naturligvis sammen på den mest ubarmhjertige måde. De revolutionære bliver flere og flere i talrige lande, dødsfald begynder at tikke ind, men det radikaliserer dem naturligvis endnu mere. Til sidst ændrer de også taktik og finder på en ny aktionsform kaldet "Personligt Ansvar": Spidserne i samfundet begynder at få hjemmebesøg af små autonome grupper, der for eksempel svinebinder de nøgne ofre og filmer dem: Se, sådan går det, hvis man er en af dem, der ”holder den herskende orden i live”, som det hedder. Og det stopper ikke der. ”Tilbageerobring af borgernes ejendom” er en anden aktionsform, raid på indkøbscentre, banker, regeringsbygninger, fagforeningskontorer, avisredaktioner og den slags. Kulturinstitutionerne har tjent deres formål som det, der fik presse, politikere og kommentatorer op på dupperne, nu går de revolutionære efter struben. Og det går ikke stille af. ”For hver død bliver vi stærkere”, som det hedder i titlen på romanens første kapitel. Og hvad det hele ender med, skal naturligvis ikke afsløres her.

Verdens skygge er Nir Barams anden roman på dansk. Det er Gyldendal der udgiver, det samme forlag der også udgiver Kasper Colling Nielsen, hvis politiske romaner har haft ganske stor udbredelse og indflydelse herhjemme. Hvis man kan lide dem, skal man absolut kaste sig over Nir Baram og Verdens skygge, men det skal man også, selv om man synes, at Collings mani med talende dyr er lidt trættende. Dem er der ikke nogen af hos Nir Baram, hvor indignationen til gengæld er større. Nir Baram er selv en af dem, der blev skuffet over at se fredsprocessen løbe af sporet, ikke på grund af høgene, men på grund af de velmenende deltageres korrumpering. Men det bevirker heldigvis ikke, at han kammer over i fordømmelse. Alle i denne roman er mennesker – på godt og ondt. Men de revolutionære er budbringere for ”den uundgåelige fremtid” som det hedder, og lur mig om ikke han har noget at have den profeti i.

Nir Baram: Verdens skygge. Roman, Gyldendal. 430 sider.


1 kommentar:

  1. Jeg er veldig glad for å dele min erfaring her, jeg heter Brenda og jeg var lykkelig gift. Ikke før mannen min sa at jeg jukset med ham, da ble vi begge små irriterende par, han kunne ikke tro, og han stolte heller ikke på ordene mine, så vi søkte om skilsmisse, senere ble vi separerte og svor å aldri gjøre opp. Jeg prøvde å gå videre, men jeg kunne ikke bli uten ham, så jeg begynte å søke etter mannen min, så ble jeg henvist til Dr.IZOYA. En flott mann jeg kom over, han kastet en kjærlighetsfortroll og fikk mannen min tilbake innen 24 timer. med dette er jeg her for å dele kontakten til Dr. IZOYA, nå ham via drizayaomosolution@gmail.com. Han er faktisk mektig og spesialiserer seg i følgende saker ...
    (1) Elsker trollformer av alle slag. (2) Slutt skilsmisse. (3) Slutt barrenness. (4) Trenger åndelig hjelp.

    SvarSlet