Ramslands ramsaltede røverhistorie

Ja undskyld overskriften, men jeg kunne ikke lade være. Til sagen: Skal det være røverhistorier, skal det den ondenlyneme være nogle ordentlig nogen af slagsen. Men hvad kendetegner en god røverhistorie? Det kan man sagtens tænke lidt over, mens man funderer over Den Danske Ordbogs definition: ”Spændende, men usandfærdig eller overdreven fortælling eller beretning”. Det lyder tilforladeligt, så lad os blive ved det, mens øjet forgæves søger at se bort fra ordbogens andre forslag, der begynder med røv. Røvballegardiner for eksempel, men det er der ikke meget af i den røverhistorie, jeg lige har læst.

Til gengæld er der så meget andet. Vi taler nemlig om Morten Ramslands nye roman med det meget enkle navn Æg. Det er en tempofyldt fortælling om en fattig familie på Fyn i Middelalderens Danmark. Det særlige ved familien er, at den ydmyge kvinde Tora pludselig bliver gravid med ingen anden end Kong Erik den 6. af Danmark, i romanen også kaldet Hr. Gulerod og Menved-Abekat-af-Danmark, så er tonen lissom slået an.

Toras mand Thord har i årevis prøvet at gøre hende frugtsommelig, men uden held. Pludselig kommer denne Erik Menved, også kaldet sagnkonge, galopperende med sine følgesvende, og en af dem falder i et muldvarpehul, som Thord har gravet. Det får hele forsamlingen til at stoppe op, og det lykkes den lille familie at lokke kongen ind i huset, hvor Tora i al hast har forberedt sig på at forføre kongen, så hun endelig kan blive gravid med et mandfolk, der har andet end mosevand i bollerne.

Forsøget lykkes, måske mere end lykkes, for da Tora føder sit uægte kongebarn, er der ekstra gevinst med: Et guldæg i en moderkage for sig. Ægget bliver naturligvis betragtet som en stor skat og en gave fra de højere magter, og derefter går det ellers over stok og sten. Ramsland ruller en fantastisk historie ud om primært tre generationers liv i medgang og modgang med ægget. Det hele er pakket ind i en nutidig ramme om en dreng, der oplever at drukne og være ved at blive kvalt i en mose. Det har forbindelser til en af de andre historier i Æg, nemlig at et barn kastes væk på møddingen, fordi det er vanskabt og derfor skal gives tilbage til sin ellemor, der formodes at have have født det. Barnet er med andre ord en skifting.

Romanens omdrejningspunkt er selve det at fortælle historier, for uden historier ved vi ikke, hvem vi er, som det hedder et sted. Selve indholdet i Æg er en god historie om verdensbilledet hos en familie i Middelaldrenes Danmark, deres kampe mod fattigdom og dermed deres inddragen af guder og det, som de fleste i dag ville kalde overtro. Det minder mig om en anden god røverhistorie, nemlig den at Kong Harald kristnede Danerne, som der står på den verdenshistoriske runesten i Jelling. Da kirken blev renoveret i år 2000, blev begivenheden endda mejslet ind i en sten på kirkegulvet: På dette sted blev Danmark samlet og kristendommen indført. Men som mange historikere påpeger, var det mere af navn end af gavn. Kristendommen blev indført i Danmark som en beslutning på statsniveau, men der gik mange år, før danskerne som sådan blev kristne. Mange blev det aldrig.

Den slægt, vi møder i Æg, har da også et noget tvivlsomt forhold til kristendommen. Den tror på det over- og underjordiske, på forsynet; kristendommen og præsterne er blot en del af de højere magter, og i virkeligheden er slægten mere tilbøjelig til at tro på folketroens overlevering. Det giver nogle fantastiske historier, for eksempel den om den unge kvinde i huset hos den sure præst. Han er en rigtig tyran, men hun formår at blødgøre hans jernhjerte gennem kærlighed og sex. Der udspiller sig kostelige scener, hvor hun udfører sine sortekunster så som at proppe fisk op livet på sig selv (for nu at udtrykke det mere høvisk end i romanen, hvor der på ingen måder bliver lagt fingre imellem), hvorefter hun serverer dem for præsten. Det mest hjertelige ved den historie er, at præsten faktisk opdager hendes forehavende – men vælger at ignorere det, da han egentlig bedre kan lide sig selv som et godt menneske end som den tyran, han engang var. I øvrigt får han kærlighed ud af det, både på den ene og den anden måde, og så må Herren vel se gennem fingre med sortekunsterne.

Her er vi nok inde på Mortens Ramslands morale med denne roman: Det gode i mennesket vinder over det onde, uanset om de højere magter er hedenske eller religiøse. I virkeligheden betyder det ikke så meget – selv ikke for en præst – om man tror på det ene eller det andet. Livet handler for det første om at overleve, dernæst om at få det bedst mulige liv, og til det formål bruger man de kristne eller hedenske gerninger, der fungerer. Præsten kan prædike nok så meget, men hvis det giver mere mening at udføre hedenske ritualer, så gør man naturligvis det.

Og hvilke ritualer! Hvilke historier diverterer Ramsland os dog ikke med i denne roman, der får selv det mest usandsynlige til at virke ganske tilforladeligt. Fortolkningen af historien er altid til debat, ganske enkelt fordi den er præget af den tid, som folk lever i. En given nutid vil altid søge at pådutte fortiden sit verdensbillede, og der er altid debat om det. I vore dage står historietolkningen mellem det nationalkonservative og det internationale, hvem er egentlig disse danskere? Spørgsmålet er umuligt at besvare entydigt, da det nu som dengang i Middelalderen handler om, hvem der får mest held med sin tolkning og dermed vinder ”folks sjæle”, som det hedder.

I Morten Ramslands nye roman findes der ikke nogen nationalstat af betydning. Der er en kongeslægt, som sætter sine spor, men den bliver kaldt sagnkongerne, for tror folk i virkeligheden på, at de findes? Det er helt sikkert, at der fandtes en Kong Menved Abekat, for han besvangrede Tora dengang; og det er også helt sikkert, at der findes et guldæg med magiske inskriptioner, for det har slægtens ældste set med egne øjne. Hvad er fiktion og hvad er virkelighed? Det spørgsmål optager mange litterater i dag, og det er en stor del af den offentlige litteraturdebat at finde ud af, om en given bog er sand, hvilket vil sige en sand beretning, hvilket vil sige at forfatteren ikke, som han eller hun ofte hævder, bare er fuld af gode historier, hvis nogle andre her i gennemsigtighedens tidsalder finder elementer, som de genkender fra deres egen personalhistorie med forfatteren.

Men med Æg har vi fået en rigtig røverhistorie om almindelige mennesker i middelalderens Danmark, deres liv, tanker og tro. Det er en god, gammeldags roman – ingen litterater har mulighed for at smide en autofiktiv dagsorden ind her. Sjovt nok virker romanen alligevel ganske realistisk i al sin sagnomspundne virkelighed. Meget af dette kunne være sket. Det er den slags, som god fiktion kan: Skabe en virkelighed ud af en røverhistorie.

Æg er nok Morten Ramsland bedste roman til dato. Hans debut, Hundehoved, var på mange måder også en fantastisk slægtsroman, men den efterlod mange løse ender, som man måtte acceptere. Med Æg binder han det hele sammen og skriver desuden så veloplagt, at man ærgrer sig over, at dette ord bliver brugt lidt for ofte. Det er ganske tydeligt, at Ramsland nyder at fortælle denne historie – han har ganske enkelt siddet og klukket af grin undervejs. Den slags går lige i læseren – på samme måde som når man mærker, at det har være en kamp for forfatteren at skrive en given bog, fordi det var for tæt på nogle personlige brændpunkter. Det kan der komme storartede resultater ud af – men Æg er en helt anden slags fortælling. Som sagt: En sand røverhistorie og måske endda noget af det tætteste, vi er kommet en beskrivelse af almindelige mennesker i middelaldrens Danmark. Hvem ved?

Illustration: Mosekoneskulptur i Flamingo Naturpark ved Vemb

Branden bag øjenlågene

Det er ikke de enkelte digte i sig selv, det er hele stemningen i Lene Henningsens nye digtsamling, der trænger sig ind på læseren.

Samlingen hedder Stilhedsbilleder til et oprør, en meget præcis titel. Her er stilheden før den storm, som Lene Henningsen ser komme: Stormen af de døde og de desperate overflødige, som verden er så rig på her i 2016.

Men det er ikke en storm, der høres, det er en storm, der anes. Lene Henningsens stemme i Stilhedsbillederne befinder sig i en slags afmægtig venten på, at noget må komme, et oprør måske. At det bliver nødt til at være sådan, for ellers er der ikke andet tilbage end at leve i de velbjergedes tryghed, som ender med at blive ubærlig, hvis man ikke er i stand til at isolere sig fra verdens mange afmægtige stemmer.

Der er masser af referencer, der trænger sig på under læsningen. Verden ender ikke med et brag, men med en klynken, den stille desperation i en ventesal, hvor man ikke aner, om der kommer flere tog. 
Men Stilhedsbillederne er ikke en temadigtsamling om flygtninge- og immigrantsituationen i dag. Det er en samling om at leve i den stemning, den foranlediger. Det kan lyde sådan her:

Fortæl mig 

og jeg accepterer det ufærdige
i en blandet hånd
det fine det grove det altid virkelige
som brænder bag øjenlågene
de gennemførte eller de ødelagte scener
og
sammenhænge
båndene til dig og jer
fortæl mig

Dét er tonen i Stilhedsbillederne. De står oftest stille, er fine sansninger om at leve i en slags trods uden at blive nedbrudt. De er alt andet end bastante, et modbillede til dagens ofte skingre debat. Pludselig kan de så flamme op i et programskrift:

Lær som ganske lille
at sejre

byg dine skibe med
flere master

sejl jorden rundt i
tilfældige badekar

og fortsæt

uden stop til evigheden
over for
en du elsker

kroppen og de
bristefærdige tanker

om skibe i vinden
der sejrer sig

gennem jordmørket

Dette digt er et af de stærkeste selvstændige digte i Stilhedsbillederne. Sådan lyder en anråbelse på de besiddelsesløses vegne, når Lene Henningsen skriver den.

Ydermere er der alle afstikkerne i samlingen, digte om natur og kærlighed, for uden var det hele vel ikke meget værd, så ville der ikke være meget til at lyse op. Det kan lyde således:

Svane læg dit hoved her
dit træk var stjernens
smeltet hvidt

ned efter grenene
der skal fange din lyd
og et blik hvor du kan hvile

Det er et fuldstændig uudgrundeligt billede, der bare skal have lov til at fryse sig fast eller smelte sig ind i læserens erindring. Man går galt i byen, hvis man prøver at fortolke mange af stemningerne og billederne i bogen. Hvis man går løs på den med bare en lille hammer, går det hele i stykker, for det er lavet af glas, stjerner og åndedræt.

Hvis politik var skabt af dette stof, ville verden være en gavmild lagkage.

Det er Stilhedsbillederne også som fysisk objekt. Lene Henningsen har selv taget en række sort/hvide, meget skarpe billeder, og bogen er trykt på glat papir uden at teksten skærer i øjnene, som det ellers ofte sker, hvis forlaget ikke har styr på virkemidlerne. Det er ganske enkelt en smuk bog på både den ene og den anden måde, og hvis nogen tvivler på, at visse bøger skal være fysiske, holdes i hånden og bladres i, så skal de bare tage Lene Henningsens nye i hånden. Med sine små 100 sider er den overraskende tung. Det fine og florlette i digtene skal selvfølgelig have en modpol. Lige som dagens debat har brug for et modspil skabt af et helt andet og mere lyrisk udtryk.

Den virkelige historie om den hvide hval

Det er de færreste mænd, der ikke har været fascineret af hvalfangerhistorier. Den kendteste er naturligvis Herman Melvilles Moby-Dick, der fås i et utal af udgaver og udstyr – fra børnebøger til nylige uforkortede udgivelser på dansk. Historien om denne enorme hvide hval, der vædrede et hvalfangerskib, har mytens form, fordi Melvilles kaptajn på skibet, Ahab, bliver så besat af uhyret, at han sætter sit eget og sine mænds liv på spil i jagten på bæstet. Det giver naturligvis også en ekstra dimension, at hvalen er hvid – som et spøgelse, som noget overjordisk. Læg dertil at farven hvid oftest er noget ædelt og overjordisk – men her er det den onde selv i engleforklædning.

Myter har altid rod i noget fællesmenneskeligt, og her er det jagten på det dyr, man er besat af. Det kan naturligvis tolkes på mange måder, men man kan også prøve at finde ind til mytens historiske oprindelse. Det er altid spændende, for man støder på en masse andre gode historier; det er som at se et træ og grave ned i alle rødderne. Men man kan også pludselig snuble over en af rødderne og tage den nedefra og op.

Sådan var det forleden dag, da jeg rodede igennem nogle bøger om opdagelsesrejser, fortællinger fra forskellige tider, al den slags, der er ren og skær underholdning og på alle måde uaktuelt. Jeg faldt over en bog betitlet ”I havets hjerte”, som så ret kulørt ud, nærmest en drengebog. Men skinnet bedrager – hvilket man ofte ser, når forlag prøver at pakke noget seriøst ind som underholdning, fordi de fejlagtigt tror, at det så vil sælge bedre.

”I havets hjerte” er den virkelige historie bag historien om Moby-Dick. Den er skrevet af en Nathaniel Philbrick, som er ekspert i den lille amerikanske ø Nantucket, et tidligere samfund af kvækere, der blev verdens førende kaskelot-hvalfangere i hundrede år fra ca. 1750 – 1850. Nantucket ligger på USA's østkyst, syd for Cape Cod i Massachusetts. Nathaniel Philbrich har specialiseret sig i øens historie, og ”I havets hjerte” er den sande – så tæt man kan komme en historisk sandhed – om hvalfangerskibet Essex forlis i Stillehavet, et forlis som skyldtes et frontalangreb fra en rasende kaskelothval på måske 27 meter. De lamslåede hvalfangere måtte i de små fangerbåde og et par af dem overlevede i over to måneder på havet, før de langt mere døde end levende nåede tilbage til Sydamerika.

Det er en fantastisk beretning, og det viser sig da også, at Nathaniel Philbrick modtog The National Book Award år 2000 for sin bog, ”In the Heart of the Sea”, som er originaltitlen. Philbrick er uddannet journalist, hvilket tydeligt mærkes i hans fortælleform, der er enkel og prunkløs. Han stoler på, at stoffet er spændende nok, hvilket det i den grad også er. Og der lykkes ham at kombinere historien om hvalen og forliset med kvækernes liv og religion, med sømænds forhold, om hvordan sult og tørst påvirker et menneske fysisk og pyskisk. Plus hvalfangerhistoriens begyndelse og slutning, skibenes opbygning, kvindernes stilling i sådan et samfund, Atlanterhavets og Stillehavets vejrforhold og meget, meget andet. Alt sammen logisk føjet ind under hovedhistorien. Det er en bedrift at kunne opbygge sådan en bog.

”I havets hjerte” er det, man kan kalde en rigtig mandebog. For så vidt er der intet i den, der er til nogen nytte, det er sikkert meget få mennesker, som man møder, der har læst den, men det er en herlig beretning om et lille hjørne af historien, som i hvert fald jeg ikke kendte meget til, men som de fleste andre drenge og mænd ved, er der noget fascinerende ved jagt og skæbne – og da ikke mindst, når vi taler om jagten på verdens største rovdyr. Så det er en gysende lystlæsning.

Desuden kommer Philbrick tæt på en løsning af mysteriet: Hvorfor angreb hvalen dette skib? Det var almindeligt kendt på det tidspunkt, at hvaler aldring angriber moderskibet, mens de sagtens kan finde på at angribe fangerbådene. Og her er så forklaringen: Essex var allerede gammelt og lidt mørt, da det stævnede ud fra Nantucket, så der var mange reparationer undervejs. Han-kaskelothvalers parringsleg ledsages af monotone klik-lyde, og det var netop hvad der kom fra Essex, fordi en mand var i færd med at hamre søm i det møre skrog under vandlinjen, da hvalen angreb – frontalt, som kaskelothvaler nu engang gør, når de slås om territorier og hunner. Så den store hval forsvarede såmænd blot sit revir og sit territorie – og Essex' gamle skrog kunne ikke holde til så hård en kollision.

Når man lever af at redigere bøger og se forskellige udgivelsesmuligheder og tidens trends, spøger der naturligvis et spørgsmål. Bogen blev udgivet på Borgen i 2001, er hamrende udsolgt (og evt. restoplag sikkert for længst destrueret) og kan ikke engang opdrives på antikvariat.net. Men nogle biblioteker har den stadig, så man kan sagtens bestille og læse den. Men måske skulle man genudgive den? Med en forside, der svarer til bogens indhold og ikke ligner en mellemting mellem en drengebog og en kulørt, dårligt skrevet gang fiktion? Vi taler trods alt om virkeligheden bag den amerikanske litteraturs måske mest kendte værk – og om menneskets ældste fælles fortælling: Jagten på dyret for at sikre sin families og sin egen overlevelse og videreførelse. Og at dyret selv gjorde det samme, gør på inden måde historien dårligere.