Stærkere farver og mere liv

Det er ikke en ny oplevelse at opfatte verden som et vanvidsridt. Det kan man forvisse sig om ved at læse Lene Henningsens nye bog, der unddrager sig genrebetegnel-se. Til gengæld er den nem at beskrive: En digter anno 2017 bosat i Klippede på Midtsjælland bjergtages af en maler bosat i Arles i Sydfrankrig anno 1888. Maleren er Van Gogh, og bogen bringer hans dagbogsoptegnelser fra det, der beskrives som hans mest maniske og kreative periode. Mange af hans kendteste billeder er fra Arles.

Lene Henningsen nye bog hedder Arles. Japan. Klippede, og hvis man synes, at det er en mærkelig titel, er man sikkert ikke alene. Japan er med, fordi Van Gogh i denne periode var strærkt inspireret af Japan, ligesom Lene Henningsen er stærkt inspireret af Van Goghs farver. For farverne kan noget særligt, de kan andet og mere end at være farver:

Bed den grønne farve ved Kværkerup om at vælte ind over kanten på ethvert givent billede, og tage de andre stærke farver med, så billederne ikke ser sig selv som de samme mere.(...) Det øjeblik hvor hver lille plet af krop og ånd dækkes af de stærkeste farver, deres dybere virkelighed, total i en følelse for noget andet, for det fælles, en ikke-naiv lidenskab.

Her er det Lene Henningsen, der har ordet, ikke Van Gogh, og citatet en sigende for det fællesskab, der opstår mellem de to kunstnere. Farverne er frelsere! Farverne, de stærkest mulige, giver mennesket en chance for at hæve sig ud over den grå virkelighed, det kendte, det ofte begrædelige. Virkeligheden skal  befrugtes, fortrylles, give vore øjne ny glød og verden nyt indhold. For verden af i dag ser blandt andet sådan her ud ifølge Lene Henningsen:

Selvretfærdigt trækker de vedtagne sandheder deres sidste kort, gemt under bordet, skinnende som en halvmagisk opdatering, den dygtige elevs retorik, skinnende som et nyt og større kontor, den højere gages tyngde over den laveres, imens skyskraberen smuldrer i galskab udefra og ind – måske en fejl, men en dyrt markedsført, og nylakeret, overvirkeligt skinnende fejl af værdi.

Hold da op! Man mærker forfatterens hamren på tasterne helt ud i tåspidserne. Og man kan sagtens tage fortolkningen af hele bogen ud i det religiøse: De falske guder har regeret længe nok, nu må de gøre plads for at de nye og mere menneskelige kan komme til. Det er den slags billeder, som Lene Henningsen fremkalder, og det er der ikke noget nyt i. Hendes digte har altid nærmet sig anmodningen om noget større og højere kombineret med ens egen evne og vilje til at gøre noget for at få mere ud af alt:

Det er vigtigt at hugge sig ud af dagens jungle

Og nå kystens rene linje som befriet

Tæt på den elskedes krop når det bliver nat

Som hun skriver i digtsamlingen Karnevals Alter fra 2011. Lene Henningsen bevæger sig altid på grænsen mellem nedskrivninger af en fordummende nutid og anråbelser af en anden og bedre fremtid. Trædestenene derhen er ofte skønhed og ærlighed kombineret med et vist mål af galskab og styrke.

Lene Henningsen forrige bog hed Stilhedsbilleder til et oprør, og dem er der mange nye af i Arles. Japan. Klippede. Skriften har her taget nogle andre former og farver, men i bund og grund er der en opfattelse af, at den gamle verden er ved at bryde samme og et forsøg på at fremmane en ny. ”En dag får vi nok af kynisme”, som der står et sted i bogen. Det er en protestskrivelse mod verdens uretfærdighed, der står som en slags korrelat til Van Goghs dagbogsfragmenter, hvor verdens uretfærdighed oftest er det nære: Manglen på anerkendelse, manglen på penge og såmænd også manglen på venner i eksilet i Sydfrankrig. Men også – som hos Lene Henningsen – denne drøm om et fællesskab:

Venter der ude i fremtiden et samfund, hvor alle stemmer harmonisk sammen, og alle har deres plads i den store bygning? Nu er alt slaphed og anarki. (...) Kunstnerne, som tror på orden og symmetri, isolerer sig og arbejder kun på at definere den ene ting. En eller anden ting. Den store sammenhæng mangler.

De ord kunne være møntet på Lene Henningsens tanker, der tager mange afstikkere. For eksempel til lidenskaben:

Lidenskab er ikke et ord. Lidenskab er ikke en grimasse. Lidenskab er ikke en holdning. Lidenskab er dit slid, dit offer, din smerte, din retfærdighed, din lysende tumor af sind, din afsindige glæde, din blodige hjertemuskel, din død en stormende dag, med naturen i oprør fra alle retninger. Kun det kan gøre det nu.

Arles. Japan. Klippede består af den slags små afsnit, destillerede dagbogsnotater, et på hver side, enten af Van Gogh eller Lene Henningsen. Det bevirker, at den ikke er helt nem at komme ind i, man får lyst til at læse enten den ene eller den anden, sådan er det altid med denne form. Men der er jo heller ikke nogen, der siger at man absolut skal læse den fra begyndelse til slutning, selv om der er et vist forløb i den: Mens Van Gogh synes at blive mere og mere desperat, bliver Lene Henningsen tilsvarende mere afklaret. Dog uden at de to forfattere på nogen måde danner et logisk forløb. Fællesnævnerne er drømmen om fællesskabet og viljen til at få så meget ud af livet som muligt, blandt andet gennem synet og intensiteten. Her er det igen Lene Henningsen:

Et stengærde under de flammende træer, som nogen læner sig opad. En tærskel, en dør, hård at banke på, og pludselig gennemsigtig, flager af tid der falder sammen. Et liv, som kan udfolde sig i en slags naturlighed, består af strækninger mellem tærskler, mellem stengærdet, hvor bevidstheden skal vokse. (...) Hvad var det vil skulle lære her? Spørges der igen og igen. På alle mulige og umulige måder.

Det samme kan man sige om hele bogen. Hvad skal vi lære her? Skriften er fortættet, og tit skal man læse afsnittene mere end én gang. Til gengæld trænger de så ofte dybere ned. Arles. Japan. Klippede er en bog af den type, som man gerne vil have liggende indenfor rækkevidde, for den egner sig til at slå op i på må og få, hvis tingene trænger til perspektiv og retning, til liv – mere liv. Og igen mere.

Det er det lille forlag Spring, der i dag udgiver Lene Henningsen, som debuterede i 1991 og lige er fyldt halvtreds. Folkene på Spring skal have tak for at blive ved med at udgive små, smalle bøger som denne, der næppe får boghandlerne til at stå i kø for at bestille den hjem og sætte den i vinduet. Men lad nu det ligge, heldigvis kan man jo alligevel sagtens få fingre i den – når man ved, at den findes.

Branden bag øjenlågene

Det er ikke de enkelte digte i sig selv, det er hele stemningen i Lene Henningsens nye digtsamling, der trænger sig ind på læseren.

Samlingen hedder Stilhedsbilleder til et oprør, en meget præcis titel. Her er stilheden før den storm, som Lene Henningsen ser komme: Stormen af de døde og de desperate overflødige, som verden er så rig på her i 2016.

Men det er ikke en storm, der høres, det er en storm, der anes. Lene Henningsens stemme i Stilhedsbillederne befinder sig i en slags afmægtig venten på, at noget må komme, et oprør måske. At det bliver nødt til at være sådan, for ellers er der ikke andet tilbage end at leve i de velbjergedes tryghed, som ender med at blive ubærlig, hvis man ikke er i stand til at isolere sig fra verdens mange afmægtige stemmer.

Der er masser af referencer, der trænger sig på under læsningen. Verden ender ikke med et brag, men med en klynken, den stille desperation i en ventesal, hvor man ikke aner, om der kommer flere tog. 
Men Stilhedsbillederne er ikke en temadigtsamling om flygtninge- og immigrantsituationen i dag. Det er en samling om at leve i den stemning, den foranlediger. Det kan lyde sådan her:

Fortæl mig 

og jeg accepterer det ufærdige
i en blandet hånd
det fine det grove det altid virkelige
som brænder bag øjenlågene
de gennemførte eller de ødelagte scener
og
sammenhænge
båndene til dig og jer
fortæl mig

Dét er tonen i Stilhedsbillederne. De står oftest stille, er fine sansninger om at leve i en slags trods uden at blive nedbrudt. De er alt andet end bastante, et modbillede til dagens ofte skingre debat. Pludselig kan de så flamme op i et programskrift:

Lær som ganske lille
at sejre

byg dine skibe med
flere master

sejl jorden rundt i
tilfældige badekar

og fortsæt

uden stop til evigheden
over for
en du elsker

kroppen og de
bristefærdige tanker

om skibe i vinden
der sejrer sig

gennem jordmørket

Dette digt er et af de stærkeste selvstændige digte i Stilhedsbillederne. Sådan lyder en anråbelse på de besiddelsesløses vegne, når Lene Henningsen skriver den.

Ydermere er der alle afstikkerne i samlingen, digte om natur og kærlighed, for uden var det hele vel ikke meget værd, så ville der ikke være meget til at lyse op. Det kan lyde således:

Svane læg dit hoved her
dit træk var stjernens
smeltet hvidt

ned efter grenene
der skal fange din lyd
og et blik hvor du kan hvile

Det er et fuldstændig uudgrundeligt billede, der bare skal have lov til at fryse sig fast eller smelte sig ind i læserens erindring. Man går galt i byen, hvis man prøver at fortolke mange af stemningerne og billederne i bogen. Hvis man går løs på den med bare en lille hammer, går det hele i stykker, for det er lavet af glas, stjerner og åndedræt.

Hvis politik var skabt af dette stof, ville verden være en gavmild lagkage.

Det er Stilhedsbillederne også som fysisk objekt. Lene Henningsen har selv taget en række sort/hvide, meget skarpe billeder, og bogen er trykt på glat papir uden at teksten skærer i øjnene, som det ellers ofte sker, hvis forlaget ikke har styr på virkemidlerne. Det er ganske enkelt en smuk bog på både den ene og den anden måde, og hvis nogen tvivler på, at visse bøger skal være fysiske, holdes i hånden og bladres i, så skal de bare tage Lene Henningsens nye i hånden. Med sine små 100 sider er den overraskende tung. Det fine og florlette i digtene skal selvfølgelig have en modpol. Lige som dagens debat har brug for et modspil skabt af et helt andet og mere lyrisk udtryk.

Livet som digt og myte. Lene Henningsen er i storform med sin nye bog.

En god forfatter nødvendigvis må være en personlighed, et vidende og et søgende menneske. Det kan man sagtens være uden at være en god forfatter, men det gælder ikke den anden vej rundt. Det er lidt som den gamle joke om, at fordi alle aber spiser bananer, er det ikke alle, der spiser bananer, der er aber.

Man kan også sige det lidt mere højtideligt: En god forfatter lader sig gennemlyse af sin samtid og  kulturhistorie for at udgive det nu filtrerede lys i en bog, der netop siger noget nyt og væsentligt takket være det filter, som han eller hun har besluttet sig for denne gang. Men personligheden, forfatterens DNA om man vil, er lige så vigtigt.

Denne gennemlysning af noget, der ligger udenfor forfatterens personlige erindring og oplevelser bevirker, at produktet, bogen, rækker ud over personen, hen til læseren. Det bliver personligt, men ikke privat. Det bliver ikke pinligt, det bliver vedkommende.

Denne proces er ekstra vigtig, når man skriver en selvbiografi, og det har forfatteren Lene Henningsen netop gjort. Den hedder ”Vi lever et digt” og er en af de bøger, der er hurtigt læst, men bliver siddende i læseren længe efter.

Lene Henningsens hovedperson i bogen hedder L., så på den led er der ikke stukket meget under stolen. Men det fungerer fint for Lene Henningsen og bogen, at hun griber til en hovedperson i tredje person ental, for hun har opfundet et snedigt trick med at lade forskellige personer kommentere historien. Således bryder både læseren, redaktøren, filosoffen og andre ind med kommentarer og spørgsmål, og det er en fremragende motor for en slags fiktionalisering af stoffet.

”Vi lever et digt” er en modig tiltel, og den gjorde mig lidt nervøs, inden jeg læste bogen. Det er jo voldsomt prætentiøst, og der skal noget til at leve op til postulatet, så læseren køber udsagnet som sandt – at det ikke bare er forfatteren, der lever livet som et digt, men mange andre. Ifølge Lene Henningsen gør man det ved at se sit liv som en myte og dermed en videreførelse af de liv, der gik forud. At se sig selv som værende nedfældet i livet. For Lene Henningsen udmønter det sig på denne måde:

”Symboler og metaforer forbinder teksten og livet. For L. er det ikke muligt at adskille de to sfærer, og hun vil altid holde på den tætte forbindelse, det fælles åndedræt, digt og liv. Det kan kaldes for en kompromisløshed, men for L. er det ikke andet end en nødvendighed”.

Dette afsnit er dybt centralt for bogen; det er lyset gennem forfatterens personlighed. Men Lene Henningsen overrumpler alligevel ved senere i bogen at henvende sig direkte til læseren: ”Troede du titlen var for sjov?”. Det er ret overlegent gjort, det viser en dreven forfatter, der i den grad mestrer sit stof som netop en henvendelse. Lene Henningsen er nemlig ude i et ærinde, hun vil gerne gøre sin læser klogere uden at være belærende. Lidt på samme måde som Lene Henningsen beskriver sine møder med blandt andet Poul Borum og Villy Sørensen. Hun ved, at det er godt stof, det er ”som mytens ydre skin. Slangeskin. Dog er mønstret på slangeskindet her en tatovering, der skærer sig ned i huden og ikke kan fjernes”.

Her er det på sin plads med lidt biografi, lidt fakta, for ikke alle kender Lene Henningsen. Hun er født i 1967 i Værløse og er et af disse mennesker, der hurtigt kan gå til bunds og rode rundt mellem andre, der ikke passer ind i samfundet, som de fleste ”normale” mennesker. En evigt søgende sjæl, som først fandt en hylde, hun kunne indtage, da hun blev optaget på forfatterskolen i begyndelsen af 90erne. Inden hun blev færdig, havde hun allerede modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat som 23-årig for sine to første digtsamlinger. Og efter min mening bliver hun bedre og bedre – i sin seneste digtsamling ”Karnevals Alter” er der forrygende gode digte, som igen ser os mennesker som en fælles vedvarende skabelse, en myte, et digt.

Og ja, man skal tage det helt bogstaveligt.

Sjovt nok er det som om, at der pludselig træder en ny side frem af Lene Henningsen i ”Vi lever et digt”. Jeg har i hvert fald ikke været opmærksom på den før. Pludselig mod slutningen begynder hun at lege kispus med læseren, lidt som i en gammeldags skæmteroman. Det er som om hun enten tager en halvmaske på – eller også har hun haft den på hele tiden for så pludselig at tage den af. Om ikke andet siger hun BØH til læseren, venligt, men bestemt, og ikke uden erotiske over- og undertoner. Det minder ikke så lidt om Nicole Kidman i filmen ”Eyes Wide Shut”, og fra da af bliver alle kommentatorerne, forfatteren, redaktøren, filosoffen og de andre, smidt uden for døren, for nu vil L. fortælle en historie, og den handler om en besættelse af en mand, der har sadomasochistiske tilbøjeligheder – for nu at sige det kultiveret.

Så lukker Lene Henningsen ellers op for sluserne, for maskeraden. Historien går over stok og sten, lige med ét er det en pageturner, der slutter lige så brat, som den er begyndt: L. sidder menstruerende på elskerens toilet og lukker både bogen og forholdet effektfuldt med et ”Farvel”. Det bliver man som læser jo nødt til at acceptere.

”Vi lever et digt” begynder som en ret traditionel biografi, udvikler sig hurtigt til at være en slags god og klog ven at holde i hånden, for derefter at ende som en fejende flamengo, hvor forfatteren ender med at knække en hæl, fordi skoen ikke kunne holde til tempoet og de omkostninger, det medførte.

Det er godt lavet. Slutningen bliver til dokumentation for titlen, pludslig ved vi ikke, hvad der er virkelighed og hvad der er digt. Men hvordan skulle vi også vide noget om det, når livet er et digt i sig selv? Indirekte bliver denne selvbiografi derfor også til en kritik af tidens dybt kedsommelige optagethed af, hvad der er forfatteren selv og hvad der er fiktion. Hvad rager det os? For hvis det er en god bog, kommer den først og fremmest til at handle om læserens oplevelse, om hvad man selv synes om dette eller hint. Som et godt stykke musik, der sætter ens egen erindring på rejse.

Og dette, mine damer og herrer, er en god bog. Endda en rigtig god bog. Af en god forfatter. Endda en rigtig god forfatter. Forlaget hedder Spring og man kan finde bogen online eller bestille den hos sin yndlingsboghandler. De færreste har den hjemme.