Livet som digt og myte. Lene Henningsen er i storform med sin nye bog.

En god forfatter nødvendigvis må være en personlighed, et vidende og et søgende menneske. Det kan man sagtens være uden at være en god forfatter, men det gælder ikke den anden vej rundt. Det er lidt som den gamle joke om, at fordi alle aber spiser bananer, er det ikke alle, der spiser bananer, der er aber.

Man kan også sige det lidt mere højtideligt: En god forfatter lader sig gennemlyse af sin samtid og  kulturhistorie for at udgive det nu filtrerede lys i en bog, der netop siger noget nyt og væsentligt takket være det filter, som han eller hun har besluttet sig for denne gang. Men personligheden, forfatterens DNA om man vil, er lige så vigtigt.

Denne gennemlysning af noget, der ligger udenfor forfatterens personlige erindring og oplevelser bevirker, at produktet, bogen, rækker ud over personen, hen til læseren. Det bliver personligt, men ikke privat. Det bliver ikke pinligt, det bliver vedkommende.

Denne proces er ekstra vigtig, når man skriver en selvbiografi, og det har forfatteren Lene Henningsen netop gjort. Den hedder ”Vi lever et digt” og er en af de bøger, der er hurtigt læst, men bliver siddende i læseren længe efter.

Lene Henningsens hovedperson i bogen hedder L., så på den led er der ikke stukket meget under stolen. Men det fungerer fint for Lene Henningsen og bogen, at hun griber til en hovedperson i tredje person ental, for hun har opfundet et snedigt trick med at lade forskellige personer kommentere historien. Således bryder både læseren, redaktøren, filosoffen og andre ind med kommentarer og spørgsmål, og det er en fremragende motor for en slags fiktionalisering af stoffet.

”Vi lever et digt” er en modig tiltel, og den gjorde mig lidt nervøs, inden jeg læste bogen. Det er jo voldsomt prætentiøst, og der skal noget til at leve op til postulatet, så læseren køber udsagnet som sandt – at det ikke bare er forfatteren, der lever livet som et digt, men mange andre. Ifølge Lene Henningsen gør man det ved at se sit liv som en myte og dermed en videreførelse af de liv, der gik forud. At se sig selv som værende nedfældet i livet. For Lene Henningsen udmønter det sig på denne måde:

”Symboler og metaforer forbinder teksten og livet. For L. er det ikke muligt at adskille de to sfærer, og hun vil altid holde på den tætte forbindelse, det fælles åndedræt, digt og liv. Det kan kaldes for en kompromisløshed, men for L. er det ikke andet end en nødvendighed”.

Dette afsnit er dybt centralt for bogen; det er lyset gennem forfatterens personlighed. Men Lene Henningsen overrumpler alligevel ved senere i bogen at henvende sig direkte til læseren: ”Troede du titlen var for sjov?”. Det er ret overlegent gjort, det viser en dreven forfatter, der i den grad mestrer sit stof som netop en henvendelse. Lene Henningsen er nemlig ude i et ærinde, hun vil gerne gøre sin læser klogere uden at være belærende. Lidt på samme måde som Lene Henningsen beskriver sine møder med blandt andet Poul Borum og Villy Sørensen. Hun ved, at det er godt stof, det er ”som mytens ydre skin. Slangeskin. Dog er mønstret på slangeskindet her en tatovering, der skærer sig ned i huden og ikke kan fjernes”.

Her er det på sin plads med lidt biografi, lidt fakta, for ikke alle kender Lene Henningsen. Hun er født i 1967 i Værløse og er et af disse mennesker, der hurtigt kan gå til bunds og rode rundt mellem andre, der ikke passer ind i samfundet, som de fleste ”normale” mennesker. En evigt søgende sjæl, som først fandt en hylde, hun kunne indtage, da hun blev optaget på forfatterskolen i begyndelsen af 90erne. Inden hun blev færdig, havde hun allerede modtaget Statens Kunstfonds treårige arbejdslegat som 23-årig for sine to første digtsamlinger. Og efter min mening bliver hun bedre og bedre – i sin seneste digtsamling ”Karnevals Alter” er der forrygende gode digte, som igen ser os mennesker som en fælles vedvarende skabelse, en myte, et digt.

Og ja, man skal tage det helt bogstaveligt.

Sjovt nok er det som om, at der pludselig træder en ny side frem af Lene Henningsen i ”Vi lever et digt”. Jeg har i hvert fald ikke været opmærksom på den før. Pludselig mod slutningen begynder hun at lege kispus med læseren, lidt som i en gammeldags skæmteroman. Det er som om hun enten tager en halvmaske på – eller også har hun haft den på hele tiden for så pludselig at tage den af. Om ikke andet siger hun BØH til læseren, venligt, men bestemt, og ikke uden erotiske over- og undertoner. Det minder ikke så lidt om Nicole Kidman i filmen ”Eyes Wide Shut”, og fra da af bliver alle kommentatorerne, forfatteren, redaktøren, filosoffen og de andre, smidt uden for døren, for nu vil L. fortælle en historie, og den handler om en besættelse af en mand, der har sadomasochistiske tilbøjeligheder – for nu at sige det kultiveret.

Så lukker Lene Henningsen ellers op for sluserne, for maskeraden. Historien går over stok og sten, lige med ét er det en pageturner, der slutter lige så brat, som den er begyndt: L. sidder menstruerende på elskerens toilet og lukker både bogen og forholdet effektfuldt med et ”Farvel”. Det bliver man som læser jo nødt til at acceptere.

”Vi lever et digt” begynder som en ret traditionel biografi, udvikler sig hurtigt til at være en slags god og klog ven at holde i hånden, for derefter at ende som en fejende flamengo, hvor forfatteren ender med at knække en hæl, fordi skoen ikke kunne holde til tempoet og de omkostninger, det medførte.

Det er godt lavet. Slutningen bliver til dokumentation for titlen, pludslig ved vi ikke, hvad der er virkelighed og hvad der er digt. Men hvordan skulle vi også vide noget om det, når livet er et digt i sig selv? Indirekte bliver denne selvbiografi derfor også til en kritik af tidens dybt kedsommelige optagethed af, hvad der er forfatteren selv og hvad der er fiktion. Hvad rager det os? For hvis det er en god bog, kommer den først og fremmest til at handle om læserens oplevelse, om hvad man selv synes om dette eller hint. Som et godt stykke musik, der sætter ens egen erindring på rejse.

Og dette, mine damer og herrer, er en god bog. Endda en rigtig god bog. Af en god forfatter. Endda en rigtig god forfatter. Forlaget hedder Spring og man kan finde bogen online eller bestille den hos sin yndlingsboghandler. De færreste har den hjemme.