Mor som er så stor

Det er på mange måder en meget besynderlig og utraditionel roman, som norske Marit Tusvik (født 1951) skrev for lidt over 10 år siden. Den hedder Sigrid Finne, og den blev udgivet i Danmark 2014 af det slet ikke så lille kvalitetsforlag Batzer & Co, der er en af de flittigste udgivere af norsk litteratur herhjemme. Sigrid Finne er navnet på Marit Tusviks mor, men det står der ikke noget om i bogen, navnet findes kun i titlen. 

Jeg blev interesseret i Marit Tusvik, fordi hun kommer til Danmark i midten af september, nærmere bestemt til Helsingørs NORD-festival, der beskæftiger sig med nordisk litteratur. Her kan man møde mange af de forfattere, der er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris 2018, men også Marit Tusvik, selv om hun ikke er en af dem. Hendes tredje roman på dansk, I hans arme, kommer dog her til efteråret. Mere aktualitet kan man ikke pive ud af hende her og nu.

Men, men. Romanen Sigrid Finne er værd at bide mærke i af flere årsager, mest åbenlyst fordi den netop ikke er en roman om Tusviks mor, ikke til at begynde med i hvert fald. Romanens fortæller, lad os bare kalde hende Marit, for bogens motto er ”Enhver lighed mellem personer i romanen og personer i virkeligheden er slående”, rejser til Sicilien for at skrive om sin mor, der er død to år tidligere. Hun har lejet en vinpresse, et lille rustikt hus, i seks uger, og hun glæder sig til at komme i gang. Men ak – Sicilien betager og undrer hende så meget, at hun ikke får skrevet en linje. Det var jeg ret irriteret over til at begynde med – så kom dog for helvede i gang! Hvorfor skal vi læse om en forfatter, der ikke kan tage sig sammen? – men stille og roligt krøb tonen i romanen og dermed også det indirekte portræt af forfatteren ind på mig. Det normale ville være, at forfatteren blev irriteret på sig selv over denne nølen, men det bliver Marit slet ikke. Go with the flow, som det hedder med et modeord, det behersker fortælleren til fulde. Så hele den første halvdel af bogen er en beskrivelse af hendes hverdag på vinpressen med alle de rutiner, hun efterhånden oparbejder: Ned til byen, drikke små kaffer, købe fisk, vejen frem og tilbage, plukke oliven med ejerne af vinpressen. Det er den slags roman, hvor man virkelig føler dramaets vingesus, da hun bliver bidt af en hund! Det er selvfølgelig ikke alvorligt, hverken stivkrampe eller rabies.

Jeg har altid fundet den slags romaner, hvor fortælleren mere eller mindre er lig med forfatteren, og hvor der reverenter talt ikke sker en hujende fis, fascinerende. Et andet godt – og nordisk – eksempel er islandske Gyrðir Eliasson, der modtog Nordisk Råds Litteraturpris i 2011 for romanen Mellem Træerne. Han har også skrevet en lille roman kaldet Ved Sandåen, som efterfølgende blev oversat, men mere eller mindre totalt overset. En mand, en maler, tager ud i naturen og maler og snakker lidt med sig selv og møder næsten en kvinde. Det er det. Nåja, så har han vistnok også lidt bøvl med sin gamle bil. Men det er en lille perle, fordi den siger noget meget almenmenneskeligt om det at være til, og til det formål behøver man ikke meget Harrison Ford. 

På samme måde siger Marit Tusviks Sigrid Finne noget meget almenmenneskeligt om at være datter af en mor, som man altid har beundret og set op til. For selv om hele første del af den 300 sider lange roman handler om datteren på Sicilien, får vi nogle glimt af moderen, ellers handler det om datteren og hendes måde at være menneske på. Jeg har en fornemmelse af, at mange vil finde det beundringsværdigt at acceptere, at man tager seks uger væk for at udføre et stykke arbejde, men så alligevel godtage, at det ikke kommer til at ske – nærmest gnidningsløst. Troen på at når det ikke kommer, så kommer det ikke, men det gør det nok en anden god gang. Hver ting til sin tid og alt det der – det er nemmere sagt end gjort. Andre vil sikkert blive ret irriterede. Men som indstilling betragtet er det interessant at udforske nærmere – og det er lige præcis det, man gør i første afsnit. Fortælleren træder lyslevende frem for læseren med alt sit liv og sine sanser – og sin måde at komme overens med dem på. Man bliver slet og ret betaget og også lidt forelsket i denne kvinde, der forstår at være der, hvor hun nu er. 

Men moderen – hvad med hende? Hun kommer selvfølgelig på banen i andet afsnit og anden halvdel af bogen, der foregår ved hospitalssengen. Datteren sidder ved sengegærdet og noterer hendes historie ned, ikke den hele, men den del af den, der foregår lige før og under krigen. Her ændrer Marit Tusvik stil, meget af billedet kommer kun frem ved at hun skriver moderens fortælling ned i notatform, som hun så viser hende – hvorefter moderen selvfølgelig ofte kommenterer, at sådan var det slet ikke – og i øvrigt bebrejder sin datters lyst til at dramatisere tingene. 

Så igen får vi egentlig ikke historien om Sigrid Finne, moderen. Vi får datterens notater og kommentarer, og lige så stille begynder vi at finde ud af, hvor meget moderen ligner sin datter og omvendt. Moderen vil bestemt ikke have nogen pylren, og så er hun i øvrigt ret gådefuld ved at lade som om, at alt er helt normalt, hendes liv ikke noget særligt. Men det særlige er naturligvis at hun ejer den samme form for ubekymrethed som datteren. Det hele skal nok gå, og gør det ikke, ja – så må man finde på noget nyt eller – det er oplevelser fra et besat Norge, hvor hun er modstandskvinde indtil hun flygter – så har man i det mindste fået det meste ud af det. 

Hvordan er det at have sådan en mor? Det er overvældende, naturligvis. Her er en af fortællerens beskrivelser:

Jeg vil have at hun skal blive ved med at være her. Samtidig ønsker jeg hende væk. Ikke død, jeg ønsker ikke at tage livet af hende. Men at hun kunne betyde lidt mindre. Blive lidt usynlig, det kunne være fint. Som når nogen er rejst på ferie, det er tit dejligt, så er de væk, men ikke uigenkaldeligt væk. Folk tager på ferie og så kommer de tilbage, det er helt normalt. Af og til bliver de længere væk end forventet, nogle gange sker det næsten utænkelige, at de bosætter sig og aldrig kommer tilbage. Den slags sker, men selv da er de stadig i live og det er dette tiltrækkende og skræmmende usikkerheds-moment som jeg gerne vil drøfte med hende nu, men snart er det alt, alt for sent, for sent til at sige: du er så stor, du stråler uafbrudt, du er og bliver min mor dag og nat, år efter år – hvordan er det muligt?

Svaret på det sidste spørgsmål får Marit ikke – ligesom hun heller ikke får svar på ret meget andet. Der er en distance hos moderen, som sikkert altid har været der, og det er den distance, der er så dragende, det er den, der skaber forelskelsen i moderen, fascinationen der varer hele livet. Når man har læst bogen færdig, er man egentlig ikke blevet meget klogere på hverken moderens eller datterens liv, men man er blevet kørt godt og grundigt rundt i manegen af et mor/datter-forhold, hvor det personlige bliver alment. Det er den type roman, hvor man bliver ved at at diskutere med sig selv – eller medlæsere hvis man har den slags – om dette eller hint nu er godt eller skidt, men ender med at resignere: Det var. Det handler om at tage ind uden at dømme, om at rydde sine egne forestillinger af vejen og prøve at se klart: Hvad skete der? I virkeligheden? Det kan man passende også gøre i sit eget liv, for så dragende kommer Sigrid Finne til at være. På den led er romanen også af den type, der slår nok så mange bøger om personlig udvikling af pinden.

Så Marit Tusvik fik alligevel i sidste ende skrevet bogen om sin mor, sikkert ikke som hverken hun eller moren havde forestillet sig. Men måske mere værdifuldt fik hun skrevet en roman om at komme overens med det man er rundet af og den man er. Om at undres, om at være nysgerrig. Som alt der er stille, skal man give den tid, før den lukker sig op. Eller lægge den til side og tage den op igen en anden gang. Der er ikke noget her, der kan forceres.

Kvinden, kunsten, Karolina og kærligheden

Franz von Stucks berømte maleri "Sanseligheden", 1889

Kunstens verden er ikke for de sarte, og det er svært at komme ind i den, hvis ens forældre ikke selv er kunstnere eller arbejder med kunst. Det er ligesom med overklassen, der er utallige små ting, man ikke bare kan lære sig, når man bliver voksen. Det er måder at gebærde sig på og føle sig naturligt hjemme i. Det kræver ofte et mål af kynisme og en naturlighed i den måde, man fører sig frem på.

Svenske Therese Bohman, der blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2015 for romanen Den anden kvinde, har skrevet en ny roman, der netop er blevet oversat. Den hedder Aftenland og handler om en kvinde i begyndelsen af 40’erne, som er kunstprofessor ved Stockholms Universitet. Og det med at være kunstprofessor, det kan hun ikke helt forstå – ind i mellem må hun knibe sig i armen, for kan det virkelig være sandt, at netop hun, der kommer fra et almindeligt hjem i en lille flække, er havnet her i de hellige haller? Hun har endda ikke rigtig gjort noget for det, synes hun selv, det er dumpet ned i turbanen på hende, for hun gjorde ”bare” alt det, der krævedes, så blev hun tilbudt det – og fik hjælp til at skrive ansøgningen. Her ville en person fra overklassen tage det for givet, at stillingen var hendes. Det manglede da bare. 

Vor heltinde i Aftenland hedder Karolina Andersson, og det eneste ualmindelige ved hende er professortitlen og hendes speciale, hendes felt: Kvinderepræsentationer i kunsten med særligt henblik på perioden omkring år 1900, symbolismens periode, hvor forskellige kvindetyper ofte blev tegnet skarpt og forførende op: Luderen, madonnaen, vampyren, forføreren og så videre. Det har Karolina altid været interesseret i, fordi kvinden er så tydelig i de forskellige roller som den, der lokker mænd i fordærv. Samtidig kan hun gå på opdagelsesrejse i fantasien uden at sætte sig selv på spil for alvor. Og det er nok Karolinas egentlige problem: Hun er klassens søde og dygtige pige, som bare har ladet sig flyde med og har sagt ja til det hele – også mændene, der gerne vil gå i seng med hende, men egentlig ikke vil hende for alvor, altså børn og hele pakken. Måske ville hun det heller ikke, men det er først nu, hun begynder at finde ud af, at den del af livet er ved at være kørt.

Derfor er hun fornylig – og det er sådan, vi møder hende i romanens begyndelse – gået fra sin samlever i over 10 år. Samlever er det rigtige ord her, for de er for længst holdt op med at have sex med hinanden, men til gengæld har de hver især elskere og engangsknald. Karolina er nemlig ret glad for sex, og hun er ikke karrig med at dele ud af sig selv. Men pludselig står hun så i en ny lejlighed i et ikke videre spændende kvarter og bliver opmærksom på, at hendes tilværelse som attraktiv kvinde måske er ved at løbe ud. Hvad har hun opnået? Ikke et almindeligt liv med mand og børn, men en karriere som akademiker, ordmager, analytiker. Er det noget overhovedet? Og har hun egentlig opdaget noget spændende? Vil hun overhovedet blive husket?

Og bang – ind på scenen kommer en ung fløs af en studerende, som netop er vendt hjem fra Berlin med et opsigtsvækkende fund: En næsten ukendt svensk kvindelig maler, som han har fundet nogle hidtil uopdagede billeder af. Og ikke nok med det – han har endda fundet en korrespondance, som mere eller mindre beviser, at det er hende, og ikke den ellers så berømte Franz von Stuck, der først malede hans kendte motiv med kvinden og slangen. Manden hugger kvindens arbejde og fører sig frem, som var det hans eget. Det er en rigtig god historie i nutidens Sverige – og over hele verdenen i øvrigt: De oversete og berøvede kvindelige kunstnere. Sådan en opdagelse er et scoop – og det vil være hende, Karolina fra lillebyen, der er jordmoder på opdagelsen. 

Her tager Aftenland fart, og vi har gang i et plot: Hvem var denne ukendte maler? Kan det overhovedet passe? Therese Bohman bruger det som motor til at folde portrættet af Karolina Andersson og det stockholmske kunstmiljø ud. Kunstkritikere, kunsthandlere, professorer, journalister og andet godtfolk kommer indover og bliver skildret i denne roman, der giver et godt billede af et lille, indavlet miljø på godt og ondt. Men først og fremmest et godt billede af Karoline Andersson, der står midt i vrimlen og forsøger at finde ud af, hvem hun selv er.

Og se – det sjove ved det hele er, at det jo lyder enormt banalt og fortærsket, en historie vi har hørt mange gange før i andre miljøer, men med samme tematik. Og intet er da nemmere, end at forfladige Aftenland til endnu en historie om en barnløs kvinde i midtlivskrise. Men det ville være synd, for den lever ganske enkelt i kraft af portrættet af Karolina. Karolina Andersson er en af den slags romanpersoner, der bliver siddende. Vi kender allesammen yndlingsbøger med gode kvindeportrætter, der fremstår så troværdigt, at de bliver levende, og det er nok den største cadeau, man kan give en forfatter i den realistiske tradition: Personen står lyslevende foran os, og vi begynder at sammenligne med andre, som vi kender personligt. Men så godt skriver Therese Bohman faktisk, og det endda helt uden dikkedarer eller store armbevægelser.

I Aftenland spidser plottet med den ukendte maler og Karolinas nyopdagede status som single og barnløs – endog ensom og nærværshungrende – selvfølgelig til mod slutningen, som det vil være synd at røbe her. Men pludselig blev jeg grebet af en overvældende følelse: Gid den dog må ende godt, romanen! Kunne det ikke være blæret for en gangs skyld, hvis en god roman ender lykkeligt? Det er nok det sværeste en romanforfatter kan sætte sig selv i opdrag, med mindre vi taler om Danielle Steel og den slags, men på den anden side: Er det overhovedet muligt at skrive sådan en roman uden at blive sat i bås med dameblade og Mit Livs Novelle? Det synes jeg er en spændende diskussion. Men om det sker – det må man selv læse Aftenland for at finde ud af. 

Her kunne man sagtens slutte sådan en anbefaling af en roman, men undervejs i læsningen har jeg tænkt over noget andet: Gud ved om ikke portrættet af Karolina Andersson er af den slags, som mange kvinder vil blive irriteret over? Karolina er som menneske sådan en, der flyder med strømmen, er lidt forsigtig med at stikke ud og helst ikke gør noget væsen af sig – igen typisk for folk fra arbejderklassen, der entrerer det akademiske miljø. Hun har sin faglighed at hæfte sin identitet op på, men det er såmænd også det hele – og er det nok? Som nævnt er hendes seksualitet også af den mere løsslupne slags, og hun er rigtig god til at kode mændene omkring sig, faktisk navigerer hun mere eller mindre efter dem. Det er der jo ikke ligefrem meget empowerment over, ligesom der heller ikke er meget kvindefrigørelse over Karolina. Men det bliver hun ikke mindre troværdig som romanfigur af. Og i øvrigt: Når jeg som mand så godt kan lide romanen, er det så ikke bare fordi mænd elsker den slags kvinder, men helst ikke som livsledsagerske, dertil er deres seksualitet for farlig? Hvem tør gifte sig med en forførerske? Det er spændende spørgsmål, og det gør, at Aftenland er et oplagt emne til læseklubber.

Sort nat i Reykjavik

Jeg læste en lille rød digtsamling i ét sug en efter-middag i et københavnsk S-tog. Det gik vistnok til Hillerød, men jeg stod af på Nørreport, lettere forvirret, for jeg havde godt nok en anelse om, hvad bogen handlede om, men efter-skriftet fortalte noget helt andet.

Forfatteren hedder Gerður Kristný, og hun er fra Island. Digtsamlingen hedder Drapa, og det skal man lige slå op, i hvert fald hvis man er mig. Drapa var den oldnordiske betegnelse for et hyldestdigt til store mænd, der opførte sig drabeligt – altså i betydningen prisværdigt og storladent, selv om – eller fordi – det er afledt af ordet drab. Og her kan man så lade tankerne svæve hen til en nordisk fortid, hvor blodfejder og hævn var tapre mænds dåd. 

Men Gerður Kristný vender det på hovedet i mere end én forstand. Digtet er nemlig tilegnet en kvinde, som blev dræbt af sin ægtefælle engang for ca. 20 år siden. Og på den måde er det også tilegnet alle de kvinder, som bliver slået ihjel af voldelige mænd verden over.

Men formen, drapaen, bevirker at drabet ikke er det gennemgående i digtet. Tværtimod er det kulisserne for drabet, der er det fremherskende. Gerður Kristný fremmaner en dyster, skæbnesvanger stemning over Reykjavik, en slags evig magisk nat, hvor magien ikke er af det gode, men sort og tåget som bly. Der er flere genkendelige stednavne og fikspunkter fra den islandske hovedstad, men de bruges også mytisk og surrealistisk:

Solskibet rev sig løs

og masede over strandens sten

de trearmede master

strakte sig

mod himlen

det spinkle skelet

kravlede ud

i nattehavet

Byen

slået af nat

tabtes i sneens

tykning

Her hjælper det måske at vide, at Solskibet er en nyere skuptur ud mod vandet ved Reykjavik, men på den anden side er det lige meget i det univers, der bliver fremmanet her. Man kan lige så godt tage det som et udtryk for glæden og livet, der river sig løs, hvilket naturligvis er ganske forsætligt fra Gerður Kristnýs side. Alle stroferne i langdigtet er korte, dystre og betydningsmættede for at give tyngde til den skæbnesvangre stemning, og bogstavrimene harmonerer ildevarslende:

Vinger bryder ud

af min ryg

sorte sejl

spændt mellem

spidsede tinder

En anden grund til, at Drapa fungerer så godt, er naturligvis at den oldnordiske form bliver opdateret i en nutidig ramme. Dette er ikke et uddrag fra en gammel saga, hvor man kan grine lidt af de muntre vikingesvende, det kort råbte ”Den traf” inden de døde. Indholdsmæssige og formmæssige sammenstød funger altid godt, hvis udførelsen som her er ganske eminent. Og Drapa er naturligvis hjulpet godt på vej af – hvem ellers – Erik Skyum-Nielsen, vores fremmeste islandskyndige.

Resultatet er glimrende, men det turde fremgå. Sjældent har ellers ganske fremsommelige Nørreport virket så dyster, som da jeg mødte den igen efter læsningen.

Det er forlaget Vandkunsten, der har udgivet Drapa på dansk. Vandkunsten er altid god for at udgive anderledes bøger, der ikke lefler for tidsånd eller kortsigtet salg. Forlaget udgav også Gerður Kristnýs første digtkreds Blodhingst, der kom i 2011 – den må jeg vist hellere også få læst.