Kvinden, kunsten, Karolina og kærligheden

Franz von Stucks berømte maleri "Sanseligheden", 1889

Kunstens verden er ikke for de sarte, og det er svært at komme ind i den, hvis ens forældre ikke selv er kunstnere eller arbejder med kunst. Det er ligesom med overklassen, der er utallige små ting, man ikke bare kan lære sig, når man bliver voksen. Det er måder at gebærde sig på og føle sig naturligt hjemme i. Det kræver ofte et mål af kynisme og en naturlighed i den måde, man fører sig frem på.

Svenske Therese Bohman, der blev indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2015 for romanen Den anden kvinde, har skrevet en ny roman, der netop er blevet oversat. Den hedder Aftenland og handler om en kvinde i begyndelsen af 40’erne, som er kunstprofessor ved Stockholms Universitet. Og det med at være kunstprofessor, det kan hun ikke helt forstå – ind i mellem må hun knibe sig i armen, for kan det virkelig være sandt, at netop hun, der kommer fra et almindeligt hjem i en lille flække, er havnet her i de hellige haller? Hun har endda ikke rigtig gjort noget for det, synes hun selv, det er dumpet ned i turbanen på hende, for hun gjorde ”bare” alt det, der krævedes, så blev hun tilbudt det – og fik hjælp til at skrive ansøgningen. Her ville en person fra overklassen tage det for givet, at stillingen var hendes. Det manglede da bare. 

Vor heltinde i Aftenland hedder Karolina Andersson, og det eneste ualmindelige ved hende er professortitlen og hendes speciale, hendes felt: Kvinderepræsentationer i kunsten med særligt henblik på perioden omkring år 1900, symbolismens periode, hvor forskellige kvindetyper ofte blev tegnet skarpt og forførende op: Luderen, madonnaen, vampyren, forføreren og så videre. Det har Karolina altid været interesseret i, fordi kvinden er så tydelig i de forskellige roller som den, der lokker mænd i fordærv. Samtidig kan hun gå på opdagelsesrejse i fantasien uden at sætte sig selv på spil for alvor. Og det er nok Karolinas egentlige problem: Hun er klassens søde og dygtige pige, som bare har ladet sig flyde med og har sagt ja til det hele – også mændene, der gerne vil gå i seng med hende, men egentlig ikke vil hende for alvor, altså børn og hele pakken. Måske ville hun det heller ikke, men det er først nu, hun begynder at finde ud af, at den del af livet er ved at være kørt.

Derfor er hun fornylig – og det er sådan, vi møder hende i romanens begyndelse – gået fra sin samlever i over 10 år. Samlever er det rigtige ord her, for de er for længst holdt op med at have sex med hinanden, men til gengæld har de hver især elskere og engangsknald. Karolina er nemlig ret glad for sex, og hun er ikke karrig med at dele ud af sig selv. Men pludselig står hun så i en ny lejlighed i et ikke videre spændende kvarter og bliver opmærksom på, at hendes tilværelse som attraktiv kvinde måske er ved at løbe ud. Hvad har hun opnået? Ikke et almindeligt liv med mand og børn, men en karriere som akademiker, ordmager, analytiker. Er det noget overhovedet? Og har hun egentlig opdaget noget spændende? Vil hun overhovedet blive husket?

Og bang – ind på scenen kommer en ung fløs af en studerende, som netop er vendt hjem fra Berlin med et opsigtsvækkende fund: En næsten ukendt svensk kvindelig maler, som han har fundet nogle hidtil uopdagede billeder af. Og ikke nok med det – han har endda fundet en korrespondance, som mere eller mindre beviser, at det er hende, og ikke den ellers så berømte Franz von Stuck, der først malede hans kendte motiv med kvinden og slangen. Manden hugger kvindens arbejde og fører sig frem, som var det hans eget. Det er en rigtig god historie i nutidens Sverige – og over hele verdenen i øvrigt: De oversete og berøvede kvindelige kunstnere. Sådan en opdagelse er et scoop – og det vil være hende, Karolina fra lillebyen, der er jordmoder på opdagelsen. 

Her tager Aftenland fart, og vi har gang i et plot: Hvem var denne ukendte maler? Kan det overhovedet passe? Therese Bohman bruger det som motor til at folde portrættet af Karolina Andersson og det stockholmske kunstmiljø ud. Kunstkritikere, kunsthandlere, professorer, journalister og andet godtfolk kommer indover og bliver skildret i denne roman, der giver et godt billede af et lille, indavlet miljø på godt og ondt. Men først og fremmest et godt billede af Karoline Andersson, der står midt i vrimlen og forsøger at finde ud af, hvem hun selv er.

Og se – det sjove ved det hele er, at det jo lyder enormt banalt og fortærsket, en historie vi har hørt mange gange før i andre miljøer, men med samme tematik. Og intet er da nemmere, end at forfladige Aftenland til endnu en historie om en barnløs kvinde i midtlivskrise. Men det ville være synd, for den lever ganske enkelt i kraft af portrættet af Karolina. Karolina Andersson er en af den slags romanpersoner, der bliver siddende. Vi kender allesammen yndlingsbøger med gode kvindeportrætter, der fremstår så troværdigt, at de bliver levende, og det er nok den største cadeau, man kan give en forfatter i den realistiske tradition: Personen står lyslevende foran os, og vi begynder at sammenligne med andre, som vi kender personligt. Men så godt skriver Therese Bohman faktisk, og det endda helt uden dikkedarer eller store armbevægelser.

I Aftenland spidser plottet med den ukendte maler og Karolinas nyopdagede status som single og barnløs – endog ensom og nærværshungrende – selvfølgelig til mod slutningen, som det vil være synd at røbe her. Men pludselig blev jeg grebet af en overvældende følelse: Gid den dog må ende godt, romanen! Kunne det ikke være blæret for en gangs skyld, hvis en god roman ender lykkeligt? Det er nok det sværeste en romanforfatter kan sætte sig selv i opdrag, med mindre vi taler om Danielle Steel og den slags, men på den anden side: Er det overhovedet muligt at skrive sådan en roman uden at blive sat i bås med dameblade og Mit Livs Novelle? Det synes jeg er en spændende diskussion. Men om det sker – det må man selv læse Aftenland for at finde ud af. 

Her kunne man sagtens slutte sådan en anbefaling af en roman, men undervejs i læsningen har jeg tænkt over noget andet: Gud ved om ikke portrættet af Karolina Andersson er af den slags, som mange kvinder vil blive irriteret over? Karolina er som menneske sådan en, der flyder med strømmen, er lidt forsigtig med at stikke ud og helst ikke gør noget væsen af sig – igen typisk for folk fra arbejderklassen, der entrerer det akademiske miljø. Hun har sin faglighed at hæfte sin identitet op på, men det er såmænd også det hele – og er det nok? Som nævnt er hendes seksualitet også af den mere løsslupne slags, og hun er rigtig god til at kode mændene omkring sig, faktisk navigerer hun mere eller mindre efter dem. Det er der jo ikke ligefrem meget empowerment over, ligesom der heller ikke er meget kvindefrigørelse over Karolina. Men det bliver hun ikke mindre troværdig som romanfigur af. Og i øvrigt: Når jeg som mand så godt kan lide romanen, er det så ikke bare fordi mænd elsker den slags kvinder, men helst ikke som livsledsagerske, dertil er deres seksualitet for farlig? Hvem tør gifte sig med en forførerske? Det er spændende spørgsmål, og det gør, at Aftenland er et oplagt emne til læseklubber.