Jonas Eikas surrealistiske nutid

Det er ikke hver måned, at anmeldere på forskellige dagblade falder samlet på halen over en novellesamling. Men det skete for en måneds tid siden, da Jonas Eika udgav samlingen Efter solen på det lille, men meget litterært estimerede forlag Basilisk. Jonas Eika? Ham kender man måske fra romanen Lageret Huset Marie, en autofiktiv, socialrealistisk beretning om at arbejde på Dansk Supermarkeds lager uden for Århus. Den blev også rost mange steder og fik desuden en debutantpris.

Anmeldere, og professionelle litteraturfolk generelt, er altid på jagt efter ”det nye”. Og det er her, at Jonas Eika bonger ud til alle stjernerne og roserne: Man kan forstå på anmelderne i Information og Weekend-Avisen, at de faktisk ikke helt ved, hvad de har med at gøre i novellerne. Er det Science fiction eller hvad? Om ikke andet er det tindrende velskrevet, er de enige om. Og så er der jo ikke andet for, end at gå i gang med novellesamlingen, der består af fem noveller over 160 sider. Nysgerrighed er en dyd.

Den første novelle hedder ”Alvin” og handler om en systemudvikler, der lander i København for at hjælpe sit internationale firma med et længerevarende projekt – men finder ud af at bygningen er blevet jævnet med jorden. Det er bare sådan det er, og der kommer ikke noget svar på det, der er ingen hylende sirener og breaking news, ruinerne ligger der bare. Herefter møder den navnløse hovedperson en mand ved navn Alvin, der er kapitalinvestor. De to bliver venner og rejser sammen til Rumænien, dette foregangsland i kapitalistisk og nationalistisk opløsning. Det er sådan set det – kort refereret, og det er ikke videre interessant, når man siger det på den måde.

Det spændende ved novellen – og de andre noveller – er fortællestilen og tematikken. Læseren får intet forklaret på forhånd, men begynder midt i et livsforløb, som derefter folder sig ud til en historie – og den historie handler i alle novellerne om kærlighedens mulighed i en verden i opløsning. Det er mere eller mindre desperate mennesker, der søger netop menneskelighed i forskellige samfund, der er kendetegnet ved fravær af netop dette. Samfundene som sådan bliver slet ikke nævnt, menneskene er overladt til sig selv og deres søgen.

Det er vel dette, der skaber forvirringen om, hvorvidt novellerne er science fiction eller ej. For er dette virkelig billedet af verden af i dag? Det bliver der skrevet tykke politiske og filosofiske bøger om, men fordelen ved Efter solen er, at den tager det for givet. Sådan er verden. Og den bliver beskrevet fra det udsigtspunkt. Det er den slags, der viser noget om, hvad litteratur kan, som politisk teori og analyse ikke kan: Den får fiktion til at være en opfattelse af virkeligheden, som man ikke kan argumentere sig frem til. Take it or leave it. Det er i det spændingsfelt, at Efter solen lever. For selvfølgelig er kan en bygning ikke styrte sammen midt i København, uden at nogen gør noget ved det. Eller kan den? Hvis man nu først ser det et halvt år efter, og ingen har haft nærvær nok til at orientere en om det? Nej, det går ikke. Det er ikke realisme, det er en slags moderne surrealisme – i hvert fald i denne novelle.

Men tag så en anden novelle, der handler om unge beach boys i Cancun, Mexico. Et helt hold af unge drenge fungerer som opvartere for rige turister ved stranden, og en af dem taber en bakke forfriskninger ned over en turist. Resolut bliver han banket ihjel, og det får heller ikke nogen konsekvenser, beach boys’ene begraver ham alene under et selvskabt ritual. Kan den slags så forekomme? Tjah ... det må man selv ligge og rode med, men her handler det om ligegyldighed over for de mange, der hverken har penge eller status. Og en realisme er i hvert fald til stede, nemlig at et menneskeliv i dag ikke er lige så meget værd, som da menneskerettighederne blev skrevet efter Anden Verdenskrig. Der er ikke længere nogen fungerende konventioner, der gælder alle, den dér gamle sang om at alle menneskers liv er lige meget værd i sin egen ret, er blevet udhulet af de alt for mange mennesker i verden, som der ikke er brug for. Et besiddelsesløst – og måske endda statsløst – menneske er kun noget værd for de, der kender og elsker vedkommende. Det internationale samfunds bestemmende magter er reelt helst fri for, at dette problem kaldet et overflødigt menneske eksisterer.

Det er sådan en verden, som Efter solen maner frem, og den gør det med en fortælleteknik, der virker meget moderne. Novellerne er oftest lagt i hovedet på en enkelt beretter, der som nævnt begynder midt i begivenhederne, og som ikke er videre stringent, for her er et menneske, der fortæller en historie, som hvis man mødte vedkommende og gav ham et par timer, men redigerede sine egne opklarende spørgsmål ud. Det bevirker, at man som læser egentlig ikke aner, hvad novellen handler om, og hvem der fortæller den, før man begynder at lægge alle brikkerne sammen til en helhed, som langsomt åbenbarer sig. Og lad mig sige det, som det er: Det er ikke strandlæsning, man skal bide tænderne godt fast i bordpladen de første 10 sider af hver novelle, men så begynder de at åbne sig – og bliver interessante, men kun fordi Jonas Eika skriver så bragende godt – på samme tid flyvsk og fortættet. Og naturligvis også kommenterende, for det er jo et menneske, der fortæller en historie, som er vigtig for vedkommende. Her er et godt eksempel fra novellen ”Mig, Rory og Aurora”, der handler om et trekantsforhold blandt randeksistenser i London. Vi kommer ind der, hvor fortælleren kommer hjem til deres fælles lejlighed, hvor en masse hjemløse er inviteret indenfor:

”Jeg undgik at falde i snak med de hjemløse. I min øjenkrog var de en væg af stemmer, en grålig tåge, og jeg skammede mig over det. Men jeg så ikke andet i dem end trætheden. Den dybe, udødelige træthed der har overtaget ansigtet og normaliseret sig i det. For meget vejr og dårlig søvn, for meget larm, misbrug og trafik, det var alt der kom til udtryk. Det var det der skræmte mig ved dem, den måde deres træk var veget for en alt for generel og fælles tilstand.”

Det er den slags han kan, Jonas Eika, give klare billeder på nutidige situationer midt mens han er ved med at fortælle en anden historie, men billederne føjer sig ind til et samlet hele. Og det efterlader naturligvis læseren med dette, overvejende akademiske spørgsmål: Hvorfor virker det så godt at ty til surrealistiske effekter, når man vil gengive virkeligheden? Det er der også skrevet meget om, men chokeffekten ved noget usandsynligt midt i en kendt virkelighed er et gennemprøvet kneb. Jonas Eika bruger det dog ikke som effektjageri, men som middel til at sige noget væsentligt om menneskers vilkår i periferien under eller ved siden af den almindelige middelklasses arbejdsliv.

Så ja, hvis man er frisk på at læse det nyeste nye i dansk litteratur, så skal man give sig i kast med Efter solen. Og hvorfor hedder den så Efter solen? Se det kan man undre sig over meget længe, men løsningen kommer – delvis – til sidst: Det er en direkte oversættelse af Apres soleil, eftersolssmørelse. Det optræder i anden del af novellen ”Bad Mexican Dog” om beach boys’ene i Cancun. Men det er så én ting, noget andet er, hvad Eika driver eftersol og efterhånden også parasol ud i mod slutningen af novellen. Vi kommer ind der, hvor soldrengene holder fest:

”Vi smed en parasol i karret og sang. En slimet tåge rejste sig fra det og fortættedes i et langt, hult skaft og en skærm med blafrende billeder: ild der breder sig i klubben, gennem håndklæder og parasolskærme, et flammende gitterværk set fra himlen ... med et kæmpestort klæde holder vi røgen nede og slipper den ud i skiftende intervaller, en tåget kode ... en lav, krybende skov, hvor træerne koger og krummer mod jorden ... i mørkningerne står der parasoller med skærmen bøjet opad i tragter der griber regnvandet og leder det ned i store bassiner med krebsdyr og tangplanter ... i vandet et dybt, orange lys. Det ledes rundt i render mellem træerne og oplyser de første par meter over jorden ... (...)

Så syret kan Jonas Eika også skrive, og det giver naturligvis et apokalyptisk skær over ikke bare denne novelle, men også de andre. Som om det er de sidste tider, efter solen. Oplevelsen af verden handler som altid om synsvinkel og social status: Hvad kommer efter dette nu?

Spøgelser ved højlys dag

Det er alt sammen meget mærkeligt. Den mexikanske forfatter Valeria Luiselli har netop fået en bog oversat til dansk takket være det nu opkøbte forlag C&K, hvis direktør, Charlotte Jørgensen, er kendt for at kunne spotte et godt forfatter-skab, når hun ser det. C&K var ikke til one hit wonders, men det lange, seje træk med uden-landske forfattere, som Jørgensen så et lys og en fremtid i.

Men derfor er det mærkeligt alligevel. Luisellis roman De vægtløse er en meget utraditionel roman. Dens hovedærinde synes at være at udforske, hvad der overhovedet ligger i begrebet identitet. Kan vi overhovedet hævde at have en fast en af slagsen? Altså ikke forstået på den traditionelle måde, hvor bevidstheden udvikler sig over tid gennem møder, kriser og den slags – men muligheden for at andre overtager ens bevidsthed – eller at man bevidst opsøger andres liv og bevidsthed, så man kan slippe for det bur, der hedder – eller som andre kalder – ens selv.

I Luisellis roman foregår det naturligvis i bedste sydamerikanske tradition ved, at ingen af personerne i romanen synes at være virkelige, når man har læst den til ende. Til at begynde med er de til gengæld ret virkelige: En forfatter, jeg-fortælleren, har problemer med at få skrevet noget som helst, fordi hun samtidig skal passe sin baby. Det er hun ret irriteret over, så hun beslutter sig for at fortælle om sin ungdom i New York, hvor hun var ansat som scout (det hedder det ofte også på danske forlag) for at snuse potentielle bestsellere og litterære sensationer op. Fortællingen bliver hele tiden afbrudt af både babyen og forfatterens mand, der bryder ind med hver deres anmassende virkelighed. Det er ret underholdende indslag, lidt som korte glimt fra en af den slags Chicklitbøger, der toppede for 10 år siden.

Men det fungerer godt sammen med fortællingen om den unge, kvindelige, latinamerikanske forlagsmedarbejder i New York, der lever et typisk, udsvævende ungdomsliv med mange partnere og venner. Ingenting bliver taget rigtig alvorligt bortset fra den forfatter, som hun bliver mere og mere opslugt af – og hvis bevidsthed hun stort set overtager. Eller er det ham, der overtager hende? Han hedder Gilberto Owen og var en virkelig person, en forfatter, der levede i New York. Her turede han blandt andet rundt med den spanske forfatter Federico Garcia Lorca, der var i USA på det tidspunkt. Også i virkeligheden som i denne roman.

Denne overtagelse af Gilberto Owens liv og bevidsthed går over gevind for vores kvindelige fortæller, forlagsmedarbejderen. Hun begynder at skrive som Owen, og inden vi får set os om, har hun præsenteret sin forlægger for en snedig litterær Owen-konstruktion, der får ham til at udgive bogen og historien bag den – selv om det hele er svindel. Men alle hopper på den, bogen bliver en litterær succes, men det nager efterhånden forlagsmedarbejderen så meget, at hun fortæller sin chef, at hun har taget røven på ham. Men hvad faen – What’s in a name, som Hemingway sagde. Om den er skrevet i 20erne af en glemt forfatter eller små 100 år senere af en ung kvinde, der har overtaget Owens bevidsthed, kan vel være det samme. Er det ikke ordene, der tæller? Og hvem er egentlig hvem, når det kommer til stykket. Hvad ligger der i begrebet bevidsthed?

Herefter sker der så noget, der nu ikke er så mærkeligt igen, når man accepterer romanens præmis. Valeria Luiselli skifter fortæller, så det efterhånden kun er Gilberto Owen, der skriver bogens erindringsglimt fra New York, nu fra slutningen af 20erne. De to personer, forlagsmedarbejderen og forfatteren, begynder at overlappe hinanden – det sker selvfølgelig midt i bogen, Luiselli er en dreven stilist – så man kommer helt i tvivl om, hvem der er hvem. For det er den samme form for – lad os bare kalde det vægtløshed, siden det nu er bogens titel – de to fortællere fortæller om. Det er et liv blandt litterære spøgelser, forfattere som Ezra Pound og Lorca (Lorca bliver omtalt ret respektløst som ”den lille bøsserøv” og ”Spanietten”, hvilket faktisk er ret befriende som modsætning til den ærefrygt, der ellers retmæssigt omgiver ham) og flere andre, der også lever deres undergrundsliv, fordi de ikke kan holde ud af være som folk er flest: fast arbejde, ægteskab, lejlighed, normalitet. Men samtidig gør det dem naturligvis vægtløse – for litteratur og digte er i sin essens et flydende holdepunkt, hvis det er det eneste faste, man har at basere sin identitet og tilværelse på.

Men se alt det her, det er en fortolkning. Der står ikke et ord om vægtløshed og identiteter i selve romanen, der er beskrivelse på beskrivelse af forskellige mennesker i samme situation. Det bevirker, sammen med den sindrige konstruktion, at læseren ofte kommer i tvivl om, ikke bare hvem der er hvem, men hvorfor man i det hele taget læser videre, da der ikke er nogen åbenlys handling. Takket være de skiftende jeg-fortællere går alting mere eller mindre i ring.

Der er mindst én god forklaring på, at det bliver ved med at være indsatsen værd: Valeria Luiselli skriver godt og flydende, også i den lydefri oversættelse. For selv om der ikke sker meget i det ydre, er romanen proppet med de sære tildragelser og oplevelser, som sådan et bohemeliv i dag og dengang i 20erne har at byde på. Det kan godt være, at alle er vægtløse, men de er det på en både underholdende og tragisk måde. Og det er som bekendt den dobbelthed, som et klassisk drama bygger på. I denne roman er det så mere eller mindre minus handling, men plus spøgelser, identitetsovertagelser og surrealistiske øjeblikke. For eksempel dør Owen hele tiden, han skifter vægt som vinden blæser, og selv hans døde potteplante bliver til et genfærd.

Som sagt: Det er meget mærkeligt, men alligevel ikke så mærkeligt endda. Hvis man koger de forskellige menneskelige oplevelser ned i essenser, er der ikke meget nyt under solen. Derfor bliver fortælleformen vigtig, hvis man som forfatter vil give læseren nye erfaringer i stedet for at gennemspille gammelkendte følelser. De vægtløse gav mig nogle nypudsede briller til hele identitetsproblematikken: I hvor høj grad har jeg overtaget - og overtager stadig - andres identiteter, holdninger og idéer? Hvad er vi rundet af, som Kierkegaard og Sørine Gotfredsen ville formulere det, og hvordan bliver vi konstant rundet - hvis man kan sige det på den måde.

Så måske er det heller ikke så mærkeligt, at C&K valgte at satse på Valeria Luiselli. Der er godt med piv i hende, for nu at sige det lidt folkeligt, hun har en hel masse på hjerte, ved tydeligvis ret meget om mennesker og formår at formidle det. Så i virkeligheden er romanen godt spottet, også selv om den er utraditionel med sky på. Især fordi Valeria Luiselli også gør det i essays; hun er en af de nye, unge indvandrerstemmer i USA, der skriver om konflikten mellem det gamle og det nye USA, det nye højre og de klassiske, amerikanske dyder om åbenhed. Essays har altid været vejen til et større publikum for bøgerne.

Derfor er det selvfølgelig spændende, om de nye ejere hos Gyldendal fortsætter med at udgive hende. Men mon Ikke?

På drømmerejse i virkeligheden

Hen mod slutningen af Ida Marie Hedes nye bog – ved navn Bedårende – kom jeg til at tænke på drømmerejser. Drømmerejser er den slags, som en vejleder sender folk ud på efter at have bragt dem i en meditativ tilstand. Formålet er selvfølgelig at åbne for en anden oplevelse af det, man ellers har en fast opfattelse af.

Bedårende er én lang drømmerejse, et associationstrip over døden og forældreskabet. Og dog, ordet trip giver lidt forkerte associationer, noget med leg og flip. Det er det også, men først og fremmest er det et forsøg på at udvide læserens (og i første omgang sikkert også Ida Marie Hedes eget) bevidsthedsfelt, lad mig bruge det ord. På side 88 kommer hun ret tæt på at definere sin metode:

Sproget bliver levende for mig når ordene skifter betydning, når de samme ord hele tiden opleves som nye, når oplevelsen af ordenes fremmedhed får nye ord til at ville forme sig i mig.

Og hvad skal man så bruge det til? Der bliver talt så meget om sprog i anmeldelser og omtaler af litterære værker, men tit kan sprogbrug koges ned til et spørgsmål om smag – om man synes at den ene eller den anden skriver godt. Det bliver først virkelig interessant, der hvor sproget bruges som løftestang til en ny oplevelse, hvor sproget forandrer virkelighedsopfattelsen – hvor man ganske enkelt bliver klogere på et givet emne takket være noget som banalt som en tekst. Der hvor forfatterens indsigter bliver til læserens.

Hede skriver om ”ordenes fremmedhed”. Ord bliver fremmede, når de bliver brugt for meget og i flæng, et enkelt ord bliver en slags død kliche, som man én gang for alle har på plads for at kunne orientere sig i verden og i det hele taget være sammen med andre og ikke være alt for anderledes. For eksempel ved vi nogenlunde, hvad vi taler om, når vi siger ”familie” og ”død”. Men netop fordi vi ved, hvad vi taler om, taler vi ikke om indholdet. Dét er ordenes fremmedhed, og det er lige præcis, hvad Ida Marie Hede prøver at komme til livs i Bedårende. Et nyt syn på døden og forældreskabet – det at blive en familie og miste den.

Men først lidt om bogens rammen: Bedårende er en mærkelig bog. Der er to hovedafsnit: Det første, kaldet ”En hjerteformet røv”, handler om en mand og en kvinde, der får et barn – og hvordan de nu skal tackle denne udvidelse af deres sfære. Afsnittet er genremæssigt pløkumuligt at rubricere, en blanding af digt, roman og essay. Det andet hovedafsnit, kaldet ”Dødeessay”, er til gengæld nemmere: Det er ganske rigtigt et essay om døden. Derudover er der to små tekster, som sikkert skal prøve at binde de to hovedtekster sammen, men det fungerer ikke specielt godt. Og for at det skal være endnu mere forvirrende, hedder bogen Bedårende, hvilket heller ikke giver mening. Godt nok optræder ordet et par steder, men det samler heller ikke hele værket. Det virker troværdigt, at titlen er valgt, fordi bedårende er et godt og anderledes ord – og et eller andet skal man jo kalde sådan en bog, der stritter i flere retninger rent indholdsmæssigt.

Men det gør egentlig ikke så meget, for man tilgiver Ida Marie Hede hvad som helst takket være hendes metode; hendes fantastisk vellykkede attentat på ordenes fremmedhed og hendes drømmerejser på læserens vegne. Ida Marie Hede har en sprudlende og helt overdådig fantasi, hun knopskyder og muterer i forsøget på simpelthen at indoptage og genfortrylle den verden, der omgiver hende, med hud og hår. Intet er for småt eller stort, intet bliver forkastet, fordi hun ikke vil se på det, alt bliver vendt og drejet. Ordet transcendens kan sagtens være et nøgleord her, især hvis man slipper det løs for allehånde konnotationer, som man ellers har i hjernebarken. Det faste bliver flydende for igen at finde en fast form, som nu er anderledes, fordi den blev sluppet løs.

Som tekst fungerer denne metode fuldstændig gnidningsløst og frisættende. Ida Marie Hedes tekst om forældreskabet er renset for de unoder, man eller ser mange steder, når sproget og associationerne bliver sluppet løs: At det ender med ikke at give mening, blot at være ord uden sammenhæng. Ida Marie Hede giver konstant mening. Man overvældes, men hænger på, som om man kørte i en sportsvogn med trinløs gearkasse.

Teksten om forældreskabet, ”En hjerteformet røv”, adskiller sig dramatisk meget fra de fleste andre tekster, digtsamlinger eller romaner om det at blive forældre. Den er nemlig morsom. Der er høj cigarføring fra fortællerens side, ikke noget tudemarie om træthed, bleskifter og elendigt sexliv, pligter og alt det andet, som kan være relevant nok – men som vi jo kender til hudløshed. Og alene dette greb adskiller teksten fra stort set alt andet, man ellers læser om at blive forældre: Sjovt er det sgu ikke, vel? Det kan være fint og stort og alt muligt andet, men sjovt? Nix. Men det er det her, det er Ida Marie Hedes opgør med ordenes fremmedhed i forhold til forældreskabet. Alene af den grund burde ”En hjerteformet røv” være obligatorisk læsning for alle kommende forældre: Hvis man sætter sig for at opleve verden som interessant uden forudfattede holdninger, men skruer fantasien og nysgerrigheden godt fast, kan det at blive forældre se ud som i denne bog. Men det kræver, at man ikke rynker på næsen, hvis man får lort under neglene. Skægt nok og måske ret sigende: Mens jeg skriver dette her, kan jeg mærke en lille protest i baghovedet, der siger, at det er enormt privilegeret at se tingene på denne måde. Og dén lille protest – den skal man altså se at undersøge i stedet for at give efter for den, det vil være i tekstens ånd.

Så vidt så godt. Men Bedårende er jo først lige gået i gang, og snart følger det andet hovedafsnit kaldet ”Dødeessay”, fortællerens oplevelse af sin fars død og hvordan man overhovedet kan forlige sig med den. Metoden er den samme, det er i det hele taget Ida Marie Hedes særpræg i dansk litteratur, undersøgelse ved at frisætte fantasien fra de vedtagne konventioner, en transcendens, en drømmerejse med afsæt i virkeligheden. Det handler om ikke at bekræfte strukturerne, men at glide igennem dem for at opnå en større bevidsthed. I dødeessayet handler det om at ophæve dødens realitet, at give den døde og elskede et efterliv, så døden er til at leve med – for nu at sige det på den måde.

Og her skal man som læser hænge godt fast, for grebet er så radikalt anderledes, at jeg ikke har læst noget tilsvarende før – og på mange måder heller ikke noget så frisættende. Jeg læste en anmeldelse af Bedårende forleden, hvor anmelderen skrev, at hun græd sig igennem store dele af dødeessayet, men sådan havde jeg det slet ikke, jeg gjorde mit bedste for overhovedet af følge med intellektuelt, ganske enkelt fordi Ida Marie Hedes greb om døden er så specielt. Hen mod slutningen lyder det for eksempel sådan her, en beskrivelse af ligets nærvær blandt de nærmeste, der venter på gæsterne til gravøllet:

Mon ikke den krop er lidt sulten? Skal vi holde et middagsselskab? Skal vi gøre et frokostbord klar? Hvornår kommer gæsterne i frokostklubben? Hvornår kommer de for at vælte sig i madens livgivende kraft? Er gæsterne alle sammen døde ligesom kroppen her, skal de først alle sammen lige have ligskjorten af, være rene og nøgne? Skal de lige have deodorant på? Tandstikken ud? Tamponen? Nu kommer de, nu kommer de, sssh, glat dugen, nu sætter de sig ved bordet, de skænker Linie Akvavit op i krystalglassene, de hælder Fynsk Forår op i ølkrusene. Se, de døde gæster spiser, de døde tager rugbrødskurven, de lader smørret gå rundt, de døde spiser æggesalat, skinkesalat, kyllingesalat, de døde spiser glasnudler der glider ned gennem spiserøret, vi kan se lige igennem halsenes grålige rør. De døde smører sennep ud over sylten (...)

Fra den enkeltes død til alles død, det er jo kun et spørgsmål om tid. Sådan kan det lyde, når Ida Marie Hede søger at ophæve dødens realitet ved at se livet i lyset af den. Det bliver helt kannibalistisk, grænseoverskridende og esoterisk.

Bedårende er Ida Marie Hedes første bog, hvor hun overfører sin transcendente metode til et genkendeligt hverdagsliv, og hun gør det med bravour. Hendes tre første bøger på dansk, Seancer, Det kemiske bryllup og Inferno, udgivet samlet i 2016 med titlen En to tre, bruger alle samme metode, men i besynderlige, syrede landskaber med forvrængede (eller ganske normale, hvad ved vi) mennesker. Alle tre bøger er storartede, men der er selvfølgelig grænser for, hvor længe man kan blive i det samme univers.

Med Bedårende skriver Ida Marie Hede om umiddelbart genkendelige og realistiske mennesker og landskaber, og noget siger mig, at det vil skaffe hende mange flere læsere – danskere har aldrig været videre begejstret for surrealisme. Men her har den fået et hverdagsanker – og det giver den mere mening; der er fast grund under læserens fødder, før de begynder at bevæge sig henad nye og anderledes stier. Og der er mening med galskaben: Formålet er at udvide vores forståelse og oplevelse af verden. Intet mindre.