søndag den 24. september 2017

Spøgelser ved højlys dag



Det er alt sammen meget mærkeligt. Den mexikanske forfatter Valeria Luiselli har netop fået en bog oversat til dansk takket være det nu opkøbte forlag C&K, hvis direktør, Charlotte Jørgensen, er kendt for at kunne spotte et godt forfatter-skab, når hun ser det. C&K var ikke til one hit wonders, men det lange, seje træk med uden-landske forfattere, som Jørgensen så et lys og en fremtid i.

Men derfor er det mærkeligt alligevel. Luisellis roman De vægtløse er en meget utraditionel roman. Dens hovedærinde synes at være at udforske, hvad der overhovedet ligger i begrebet identitet. Kan vi overhovedet hævde at have en fast en af slagsen? Altså ikke forstået på den traditionelle måde, hvor bevidstheden udvikler sig over tid gennem møder, kriser og den slags – men muligheden for at andre overtager ens bevidsthed – eller at man bevidst opsøger andres liv og bevidsthed, så man kan slippe for det bur, der hedder – eller som andre kalder – ens selv.

I Luisellis roman foregår det naturligvis i bedste sydamerikanske tradition ved, at ingen af personerne i romanen synes at være virkelige, når man har læst den til ende. Til at begynde med er de til gengæld ret virkelige: En forfatter, jeg-fortælleren, har problemer med at få skrevet noget som helst, fordi hun samtidig skal passe sin baby. Det er hun ret irriteret over, så hun beslutter sig for at fortælle om sin ungdom i New York, hvor hun var ansat som scout (det hedder det ofte også på danske forlag) for at snuse potentielle bestsellere og litterære sensationer op. Fortællingen bliver hele tiden afbrudt af både babyen og forfatterens mand, der bryder ind med hver deres anmassende virkelighed. Det er ret underholdende indslag, lidt som korte glimt fra en af den slags Chicklitbøger, der toppede for 10 år siden.

Men det fungerer godt sammen med fortællingen om den unge, kvindelige, latinamerikanske forlagsmedarbejder i New York, der lever et typisk, udsvævende ungdomsliv med mange partnere og venner. Ingenting bliver taget rigtig alvorligt bortset fra den forfatter, som hun bliver mere og mere opslugt af – og hvis bevidsthed hun stort set overtager. Eller er det ham, der overtager hende? Han hedder Gilberto Owen og var en virkelig person, en forfatter, der levede i New York. Her turede han blandt andet rundt med den spanske forfatter Federico Garcia Lorca, der var i USA på det tidspunkt. Også i virkeligheden som i denne roman.

Denne overtagelse af Gilberto Owens liv og bevidsthed går over gevind for vores kvindelige fortæller, forlagsmedarbejderen. Hun begynder at skrive som Owen, og inden vi får set os om, har hun præsenteret sin forlægger for en snedig litterær Owen-konstruktion, der får ham til at udgive bogen og historien bag den – selv om det hele er svindel. Men alle hopper på den, bogen bliver en litterær succes, men det nager efterhånden forlagsmedarbejderen så meget, at hun fortæller sin chef, at hun har taget røven på ham. Men hvad faen – What’s in a name, som Hemingway sagde. Om den er skrevet i 20erne af en glemt forfatter eller små 100 år senere af en ung kvinde, der har overtaget Owens bevidsthed, kan vel være det samme. Er det ikke ordene, der tæller? Og hvem er egentlig hvem, når det kommer til stykket. Hvad ligger der i begrebet bevidsthed?

Herefter sker der så noget, der nu ikke er så mærkeligt igen, når man accepterer romanens præmis. Valeria Luiselli skifter fortæller, så det efterhånden kun er Gilberto Owen, der skriver bogens erindringsglimt fra New York, nu fra slutningen af 20erne. De to personer, forlagsmedarbejderen og forfatteren, begynder at overlappe hinanden – det sker selvfølgelig midt i bogen, Luiselli er en dreven stilist – så man kommer helt i tvivl om, hvem der er hvem. For det er den samme form for – lad os bare kalde det vægtløshed, siden det nu er bogens titel – de to fortællere fortæller om. Det er et liv blandt litterære spøgelser, forfattere som Ezra Pound og Lorca (Lorca bliver omtalt ret respektløst som ”den lille bøsserøv” og ”Spanietten”, hvilket faktisk er ret befriende som modsætning til den ærefrygt, der ellers retmæssigt omgiver ham) og flere andre, der også lever deres undergrundsliv, fordi de ikke kan holde ud af være som folk er flest: fast arbejde, ægteskab, lejlighed, normalitet. Men samtidig gør det dem naturligvis vægtløse – for litteratur og digte er i sin essens et flydende holdepunkt, hvis det er det eneste faste, man har at basere sin identitet og tilværelse på.

Men se alt det her, det er en fortolkning. Der står ikke et ord om vægtløshed og identiteter i selve romanen, der er beskrivelse på beskrivelse af forskellige mennesker i samme situation. Det bevirker, sammen med den sindrige konstruktion, at læseren ofte kommer i tvivl om, ikke bare hvem der er hvem, men hvorfor man i det hele taget læser videre, da der ikke er nogen åbenlys handling. Takket være de skiftende jeg-fortællere går alting mere eller mindre i ring.

Der er mindst én god forklaring på, at det bliver ved med at være indsatsen værd: Valeria Luiselli skriver godt og flydende, også i den lydefri oversættelse. For selv om der ikke sker meget i det ydre, er romanen proppet med de sære tildragelser og oplevelser, som sådan et bohemeliv i dag og dengang i 20erne har at byde på. Det kan godt være, at alle er vægtløse, men de er det på en både underholdende og tragisk måde. Og det er som bekendt den dobbelthed, som et klassisk drama bygger på. I denne roman er det så mere eller mindre minus handling, men plus spøgelser, identitetsovertagelser og surrealistiske øjeblikke. For eksempel dør Owen hele tiden, han skifter vægt som vinden blæser, og selv hans døde potteplante bliver til et genfærd.

Som sagt: Det er meget mærkeligt, men alligevel ikke så mærkeligt endda. Hvis man koger de forskellige menneskelige oplevelser ned i essenser, er der ikke meget nyt under solen. Derfor bliver fortælleformen vigtig, hvis man som forfatter vil give læseren nye erfaringer i stedet for at gennemspille gammelkendte følelser. De vægtløse gav mig nogle nypudsede briller til hele identitetsproblematikken: I hvor høj grad har jeg overtaget - og overtager stadig - andres identiteter, holdninger og idéer? Hvad er vi rundet af, som Kierkegaard og Sørine Gotfredsen ville formulere det, og hvordan bliver vi konstant rundet - hvis man kan sige det på den måde.

Så måske er det heller ikke så mærkeligt, at C&K valgte at satse på Valeria Luiselli. Der er godt med piv i hende, for nu at sige det lidt folkeligt, hun har en hel masse på hjerte, ved tydeligvis ret meget om mennesker og formår at formidle det. Så i virkeligheden er romanen godt spottet, også selv om den er utraditionel med sky på. Især fordi Valeria Luiselli også gør det i essays; hun er en af de nye, unge indvandrerstemmer i USA, der skriver om konflikten mellem det gamle og det nye USA, det nye højre og de klassiske, amerikanske dyder om åbenhed. Essays har altid været vejen til et større publikum for bøgerne.

Derfor er det selvfølgelig spændende, om de nye ejere hos Gyldendal fortsætter med at udgive hende. Men mon Ikke?




2 kommentarer:

  1. Fin, fin anmeldelse....men det er jo ikke så mærkværdigt med din ordbaggrund. Dejligt med en anmelder, der formår at præsentere en bog på dens egne præmisser og at reflektere over forfatterens udgangspunkt for at skrive den. Det lyder som om, det kan være udfordrende læsning, men det er jo også oftest den, der giver den gode oplevelse ;)

    SvarSlet
    Svar
    1. Tjah, prøv det! Jeg låner langt de fleste bøger på biblioteket, bestiller dem på bibliotek.dk, så kommer de lynhurtigt efter udgivelsen, og jeg behøver ikke at være irriteret over at have brugt penge på noget, jeg ikke gider læse færdigt. På den måde kan man orientere sig i en masse nye bøger. Luisellis roman lå længe og vippede, fordi den godt kan lugte af ikke at være mere end en blæret stiløvelse. Til gengæld er den så også ret blæret.

      Slet