søndag den 1. oktober 2017

Bluesguitaristen i mørkets hjerte




Jeg kan godt lide røverhistorier. Røverhistorier er et godt navn for den slags romaner, der ligger et sted mellem krimier og mytologiske fortællinger. Historier, der er lidt for fantastiske til at være sande – men på den anden side: Det kunne de have været! Tænk nu hvis ...
 
Og så skal der naturligvis være gang i dem, over stok og sten, tak. Pageturners. Dér falder mange krimier, simpelthen fordi de er for langtrukne. 4-500 sider, hvor alt går for langsomt til at man er interesseret i slutningen, og hvor personerne er for stereotype til at man kan interessere sig for dem. Der er masser af eksempler, men jeg kan ikke huske dem. Men OK, Millennium-trilogien kan jeg huske, den droppede jeg på side 120 – alt for langtrukken, meget bedre som film, men dog med fint tegnede hovedpersoner.

Så simpelthen en god historie, godt fortalt uden for mange dikkedarer. Ikke stor kunst, men effektiv underholdning, hvor man både kan være spændt på, hvad der vil ske, og samtidig få noget at vide om problemstillinger og miljøer, som man ikke møder hver dag.

Sådan en roman har jeg lige læst. Den hedder Korsvejen og er skrevet af den danske guitarist med det enkle navn B-Joe. Mange vil kende ham i forbindelse med de utallige jobs, han har spillet over hele landet, men særligt i det københavnske Lades Kælder, hvor han i en årrække var husguitarist. I dag spiller han mest i Hardinger Band, som er Shubiduas arvtager. Det er et folkeligt festival- og halbal-orkester, alle de gamle hits. B-Joe kom med for nogle år siden, og han har givet bandet noget blues-kant. B-Joe er nemlig en god, gammeldags rockguitarist, der elsker at fyre soloer af. Han kan i øvrigt også spille både med tungen og med guitaren bag ryggen. Så vidt jeg ved, har han aldrig lavet andet end at spille guitar.

Nu har han også skrevet en selvbiografisk roman om det. Korsvejen handler om at finde ind til sig selv som guitarist og som menneske, den slags hænger sammen, når man lever af sin kunst og er kommet op i årene. Men det med det selvbiografiske skal man som altid tage med et gran salt. I hvert fald er hændelserne i Korsvejen i den fantastiske afdeling, den metafysiske, den sjælelige – det som på engelsk hedder en quest, en søgning. Ordet findes også på dansk, en kvest, men det møder man mest hos folk, der beskæftiger sig med magi og okkultisme – Neutzsky-Wullf er det oplagte eksempel.

Korsvejen er beretningen om Joes (lad os for nemheds skyld bare kalde ham det) amerikanske sydstatsrejse mod bluesens og sine egne rødder som guitarist. Oplægget er klassisk: Joe har tabt energien, lysten, gejsten. Efter mange år på landevejen er der gået stilstand i den, han fyrer bare det samme, kendte af til koncerterne. Det er muligvis godt nok til publikum, men ikke til vor helt – eller antihelt om man vil. Så Joe drager ud på en rejse til guitarlegenden Robert Johnsons grav, tager noget af den indviede jord og laver sin egen mojo – sin egen lille magiske pose, der skal give ham energien tilbage.

Det virker. Hjemme igen er Joe elektrificeret, som barn igen. Alt kører pludselig for ham, så han undfanger den skæbnesvangre idé, at han vil tage tilbage til Mississippi for at fylde en hel pose med Johnsons gravjord og begynde en mojo-produktion til andre musikere. Og ja – det går naturligvis galt, det ved vi allerede her som læser, for man tager ikke bare andres sjæl uden at give noget tilbage, uden at betale en pris. Det er ældgammel viden, tage bare Goethes Faust. Men vor naive helt tænker selvfølgelig ikke på konsekvenserne – eller han tager dem i hvert fald ikke alvorligt, for det er jo bare nogle ammestuehistorier.
Det er det selvfølgelig ikke, ellers havde der ikke været nogen roman. Inden Joe når at se sig om, er han allerede forbandet, Sydstaternes sorte magi, områdets voodoo-sjæl har et fast greb i struben på ham, og det er med nød og næppe, at han slipper fra det med livet i behold. Men det gør han selvfølgelig, ellers ville der jo ikke være nogen left alive til at fortælle historien.

Langt hovedparten af Korsvejen foregår i Mississippi-deltaets kulsorte bluesmiljøer. Og her er blues ikke bare en musikstil, det er en kultur i et ludfattigt område af USA. B-Joe fortæller eminent godt om Det Dybe Syden og dets mennesker og miljøer, hele tiden med sig selv som omdrejningspunkt: Den rige, hvide mand fra Danmark, der prøver at finde ind til det, der har inspireret ham mest, men som han alligevel er så langt væk fra. På en måde vader han rundt i landskabet med naive træsko på, tænker at det hele nok skal gå, at man bare kan gå ind allevegne i alle miljøer. Der kommer sådan noget Jacob Holdt over det: Hvis man bare siger ja og tror på det gode i mennesket, skal det nok gå. Som sagt – det gør det også. Med nød og næppe og ikke før Joe har lært alle de hårde realiteter om sjælerejser i et fremmed landskab: Hvis man tager, skal man give tilsvarende. Og hvis man vil lave en pagt med djævlen, er det med livet som indsats. Først og fremmest skal man dog gøre sig klart, at man vitterlig laver en pagt med djævlen, med døden. Man skal tage det – dødsens, sorry – alvorligt.

Korsvejen er en ægte rock’n’roll-roman. Den stinker af beskidte cowboystøvler og guitarer på den gode måde, af at sætte livet på spil for at finde ind til essensen af magien. For i bund og grund er al god musik magisk, den er transcendens, bevidsthedsudvidelse. Alle kender fornemmelsen af pludselig at nå til nye indsigter og andre dybder under påvirkning af musik – især hvis det er kombineret med alkohol og sex. Desuden er den godt skrevet, som sagt: over stok og sten, hurtigt læst, intens. I begyndelsen og slutningen forfalder B-Joe til lidt for smarte, meget korte sætninger i bedste tegneseriestil. Men det tilgiver man gerne, for det forsvinder hurtigt. Til gengæld er det en roman skrevet på dansk bortset fra et par enkelte, udvalgte amerikanske nøgleord. B-Joe forfalder heldigvis ikke til at spille smartass ved at kolportere en række gammelkendte amerikanske sætninger og ord ind i romanen, og det er faktisk lidt af en bedrift, der må have krævet en bevidst – og besværlig – stillingtagen. Især når man tænker på, hvor mange i rockmiljøet, der tit siger hele og halve sætninger på amerikansk, når man snakker med dem.

Og det bedste ved det hele: Måske er det sandt? Måske mødte B-Joe virkelig døden i form af en sort, tandløs kvinde på kirkegården i New Orleans? Eller er det bare en god historie, en tyk gang tagen røven på læseren? Vi ved det ikke, og det er essensen af en god røverhistorie. Selv vælger jeg at tro på kernen i historien, ganske enkelt fordi det er troværdigt og ærligt skrevet og i øvrigt ligger i tråd med alle de klassiske og mytologiske beretninger om en mand, der vil finde ind til sig selv.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar