Hvalen, kæmpehajen og urdybet

Jeg er ret sikker på, at det handler om forbundethed, når man interesserer sig for evolutionshistorie, både dyrenes og menneskenes. Alle har brug for at føle sig som en del af noget større for at kunne se sig selv i helheden. Deraf kommer behovet for en gud eller det guddommelige, som de fleste mennesker stadig har. Hvordan hænger verden sammen? Hvad skal jeg i den? Hvor kommer vi fra? Hvad er meningen – er der overhovedet nogen?

 

Da jeg var 12 år gammel, hørte jeg for første gang om Darwin, så jeg gik hen på det lokale bibliotek for at få noget mere at vide. Det viste sig, at manden havde skrevet en lang bog om sin rejse med HMS Beagle i 1830-erne, og at biblioteket endda havde et eksemplar nede i kælderarkivet. Rejse om Jorden hed den, næsten 600 sider, og man kan stadig låne den på bibliotekerne rundt om i landet, selv om den blev udgivet helt tilbage i 1876 og ikke er genudgivet i sin helhed siden. Da jeg gik hjem med den - det må have været 1 1973 - føltes det, som om at jeg havde en skat med i tasken, og jeg læste den på et par dage, vildt fascineret. Her forleden lånte jeg den igen og måtte konstatere, at jeg dengang var noget mere ihærdig end i dag. Landet er indvundet, i dag ved jeg meget mere om verdens udvikling end dengang. Det er den slags, der kan få mig til at drømme om at være barn og ung igen – tænk at have alt det til gode.

Heldigvis skrives og udgives der stadig mange bøger om ”dyrenes liv”, som det hed dengang. Og der er stadig mange bøger om emnet, som jeg ikke har læst. Denne sommer er jeg derfor dykket ned i både Klassikeren Moby Dick af Herman Melville, den nyeste udgave ved Flemming Chr. Nielsen, samt den norske journalist og forfatter Morten Strøksnes’ Havbogen eller kunsten at fange en kæmpehaj fra en gummibåd på et stort hav gennem fire årstider, som den hedder. Sidstnævnte er en herlig bog i bedste naturlitterære tradition, en reportage over Strøksnes’ år, hvor han jagtede verden største rovhaj, den berygtede grønlandshaj, der bliver en 5-6 meter lang. Men bogen er selvfølgelig langt mere end det, den er et kultur-portræt af de noget hensygnende lokalsamfund i Lofoten, der tidligere levede af både hvaler og fisk. Der er herlige portrætter af lokale fester og strøksnes’ vært oppe i Lofoten, kunstneren Hugo, der har overtaget en nedlagt fiskefabrik, og sammen med sin kone arbejder på at sætte det hele i stand.

Men først og fremmest er det om bog om havet som vores ophav, vores store moder, hvilket evolutionshistorisk er korrekt. Om vores frygt og fascination af havet og alt det, der lever og dør i dybet. Det er et evigt godt emne, tænk bare på film som Dødens gab eller Dybet og mange andre Hollywoodfremstillinger. Alt hvad der lever under overfladerne er interessant, jagten på det ukendte, der er så forbundet med opdagelsesrejser og beretningerne om dem, Kaptajn Cook, der blev slået ihjel på Hawaii, Vitus Bering, der i russisk sold fandt ynglepladserne for den gigantiske Stellars søko, der var 10-15 meter lang og følgelig blev udryddet, da mennesket fik redskaber og viden nok til at kunne jagte denne enorme fødevarekilde intensivt. Det var engang i begyndelsen af 1800-tallet.

Men tilbage til grønlandshajen. Det er i Støksnes’ bog kunstneren Hugo, der er besat af at fange den, og fiskeriet foregår med en stor jernkrog, der har dele af et ådsel som madding. Det er ikke det mest lækre at arbejde med, for nu at underdrive ganske alvorligt, og strøksnes skriver ret malende om at sejle ud på det dybe i Lofoten med sådan en stinker ombord. Tilsyne-ladende er lugten på højde med den svenske surstrømning, der ellers nok kan gøre selv den stærkeste mand svag i knæene. Og sådan er det generelt med Havbogen; den blander på forbilledlig vis det store med det små, nutiden med myterne og overleveringerne både i forhold til grønlands-hajen, hvalfangsten, havmiljøet og menneskene omkring Lofoten, forskernes opdagelser gennem tiderne og sågar deres personlige liv, deres biografier. Den runder selvfølgelig også historierne om hyperboræerne og Ultima Thule, det sagnomspundne Nord, der blev beskrevet allerede i antikken, og som nazisten Henrich Himmler forsøgte at erstatte kristendommen med, hele balladen med arierne som det udvalgte folk. Den historie er også fascinerende – og skræmmende – og den kan man læse meget mere om i Dan H. Andersens bog Nazimyter. For lige her og nu er vi ved at komme lige langt nok væk fra Lofoten og evolutionshistorien, selv om ariermyten var en pervertering af Darvins naturlige udvælgelse.

Fanger Morten og Hugo deres grønlandshaj? Det er den simple motor i Havbogen, og det skal ikke afsløres her. Det er den samme spænding, som findes i Peter Matthiessens fantastiske bog om sneleoparden, som meget passende blot hedder Sneleoparden, og som blev genudgivet sidste år. Denne bog er en moderne klassiker indenfor naturreportage, men her drejer det sig ikke om at fange den fantastiske Himalayakat, men blot om at få den at se. Lykkes det? Læs selv, både Sneleoparden og Havbogen er storartede læseoplevelser, der handler om os selv som mennesker. Jagten er blot den ydre handling, fokuspunktet for at komme tættere på endnu en version af, hvem vi er som art.

Det samme kan man egentlig også sige om Herman Melvilles Moby Dick, udgivet i 1851, klassikeren over dem alle, når vi taler om naturreportage, selv om den er en roman. Men den er nu ikke mere roman end hvad godt er, og det er både det sjove og det udfordrende, grænsende til anstrengende, ved den. De fleste kender den ydre handling: Kaptajn Akab er besat af at fange den hvide hval Moby Dick, fordi den engang har ædt hans ene ben. Akab vil have hævn, og til det formål tager han hele besætningen i hvalfangerskibet Pequod som gidsel. Lykkes det ham at nedlægge hvalen – eller nedlægger hvalen ham? Hvem vinder kampen om havets herredømme – mennesket eller dyret? Og hvor meget dyr er der i mennesket, hvor meget menneske i dyret?

Det er jo virkelig klassisk urstof det her, og Melville har et sikkert greb om det. Den får – også i den grad – ikke for lidt, og Melville tager alle de afstikkere, han overhovedet kan komme i tanke om. Fortælleren er Ismael, hvilket mange vil huske på grund af den berømte begyndelse på romanen: 

”Kald mig Ismael. For nogle år siden – det kan være lige meget hvor mange – havde jeg ingen penge i min pung, og ikke noget særligt, der optog mig på landjorden. Jeg fik derfor den idé at sejle lidt rundt og se den del af verden, som er vand. På den måde forjager jeg min humørsyge og holder blodomløbet i gang. Når jeg kan mærke, at jeg er ved at få et dystert drag om munden, når det er regnvåd november i min sjæl, når jeg uvilkårligt standser op foran ligkistemagasiner og slutter mig til ethvert ligtog, jeg træffer på, og især når mit tungsind får sådan et tag i mig, at det kræver en stærk moral ikke med fuldt overlæg at gå ud på gaden og slå hatten af folk – ja, da finder jeg det på høje tid snarest at stikke til søs. Det er nu min erstatning for en pistol og en kugle.”

Det er jo en fuldstændig forrygende begyndelse. Straks ved vi, hvem vi har med at gøre, Melvilles hovedperson, protagonist, alter ego, avatar eller hvad man nu skal kalde det, er sådan en type, der er alene i verden og har masser af dæmoner at slås med. Så det er klart, at han ender med at slås med den største fysiske dæmon af dem alle, den sagnomspundne hvide hval. Denne Ismael har desuden et andet formål med sin beretning, nemlig at fremhæve hvalfangere som nogle af de ædleste mennesker på jorden i modsætning til det officielle billede: Nogle bøller, bonderøve og tabere. Til det formål er cirka halvdelen af bogen nærmest leksikal: Melville vil fortælle alt om både hvaler, havet, vind og vejr, sømandshåndværk og kunsten at fange en hval. Melville – eller Ismael om man vil – er ikke bange for at gå i rette med diverse videnskabsfolk, som han rask væk korrigerer, for det er ham og ingen anden, der kender til fangsthåndværket, da han har været der selv og tillige er yderst belæst, hvilket han aldrig undlader at gøre opmærksom på. Moby Dick flyder nærmest over af henvisninger til antikkens litteratur og biblen – inklusive de ikke-kanoniserede skrifter. Melville er både en fritænker og en storskryder, der har meninger om alt. For eksempel kommer han et sted ind på selve idéen om at faste: 

”Jeg argumenterede for, at faste fik kroppen og dermed også sjælen til at synke sammen, og at alle de tanker, der opstod under en faste, derfor var så underernærede, hvilket er grunden til, at de fleste mavesure religionsstiftere har så sørgelige forestillinger om det hinsidige. I korthed og måske alligevel lidt vidtløftigt gjorde jeg rede for, at tanken om Helvede oprindelig er skabt af ufordøjede æbleskiver og vedligeholdt af arveligt mavebesvær, der næres af ramadaner".

Sjovt nok behandler Melville biblen som om, at alle historierne i den – hans referencer her er primært Det Gamle Testamente – er sande. Det er måske ikke så mærkeligt, da Moby Dick er fra 1851, men alligevel er Melville ikke en typisk, gudfrygtig kristen. I det hele taget har han ikke meget til overs for dogmatik, og han er åben overfor alle andre folkeslag: En mand skal kunne sit kram og være modig, resten er underordnet. Melville bliver bedste venner med en tidligere kannibal fra Sydhavsøerne og bekender gerne, at han hellere vil være sammen med ”en ædru kannibal end en fuld kristen”. 

Det er selvfølgelig altid spændende at læse sådan en gammel klassiker i sin fulde udstrækning, men det er også lidt af en viljesakt, især fordi man godt kan blive træt af at høre på alle fortællerens ideosynkrasier samt læse fem sider om, hvordan hvalkogeressen ombord på sådan et fangstskib i det hele taget fungerer. Man kan også blive træt af at blive talt ned til – Melville behandler ofte læseren som en uvidende landkrabbe, som han nu giver en chance for at forstå bare lidt om hvalfangeriets storhed og menneskets indplacering i verden. Men som sådan hører Moby Dick selvfølgelig hjemme blandt klassikerne i naturlitteratur og -reportage. Før den havde vi næsten kun naturvidenskabsfolkenes beretninger, men her er det blandet ind i en decideret skæbnefortælling af fiktivt tilsnit. Og når ånden kommer over Melville, hvilket den ofte gør de sidste 100 sider, hvor sømændenes udmattelse bliver stadig mere tydelig, efterhånden som kampen mod hvalen intensiveres, skriver han blændende godt, og oversættelsen er storartet. Jeg vil absolut anbefale, at man læser den på dansk – jeg har selv flere gange prøvet at læse den på engelsk, men har hver gang givet op. Selv på dansk skal man virkelig holde ørene stive og acceptere, at der er mange fagudtryk man ikke kender, med mindre man er sømand. Dertil kommer så de mange litterære og bibelske henvisninger, der har krævet over 350 noter. 

Så er det noget nemmere at kaste sig over Sneleoparden eller Havbogen. Omvendt gav det mig en stor tilfredsstillelse endelig at få læst Moby Dick. Lidt som dengang jeg var 12 år og læste Darwins rejseberetning med HMS Beagle, der kickstartede min interesse for de eksistentielle og evolutionære spørgsmål.

Ramslands ramsaltede røverhistorie

Ja undskyld overskriften, men jeg kunne ikke lade være. Til sagen: Skal det være røverhistorier, skal det den ondenlyneme være nogle ordentlig nogen af slagsen. Men hvad kendetegner en god røverhistorie? Det kan man sagtens tænke lidt over, mens man funderer over Den Danske Ordbogs definition: ”Spændende, men usandfærdig eller overdreven fortælling eller beretning”. Det lyder tilforladeligt, så lad os blive ved det, mens øjet forgæves søger at se bort fra ordbogens andre forslag, der begynder med røv. Røvballegardiner for eksempel, men det er der ikke meget af i den røverhistorie, jeg lige har læst.

Til gengæld er der så meget andet. Vi taler nemlig om Morten Ramslands nye roman med det meget enkle navn Æg. Det er en tempofyldt fortælling om en fattig familie på Fyn i Middelalderens Danmark. Det særlige ved familien er, at den ydmyge kvinde Tora pludselig bliver gravid med ingen anden end Kong Erik den 6. af Danmark, i romanen også kaldet Hr. Gulerod og Menved-Abekat-af-Danmark, så er tonen lissom slået an.

Toras mand Thord har i årevis prøvet at gøre hende frugtsommelig, men uden held. Pludselig kommer denne Erik Menved, også kaldet sagnkonge, galopperende med sine følgesvende, og en af dem falder i et muldvarpehul, som Thord har gravet. Det får hele forsamlingen til at stoppe op, og det lykkes den lille familie at lokke kongen ind i huset, hvor Tora i al hast har forberedt sig på at forføre kongen, så hun endelig kan blive gravid med et mandfolk, der har andet end mosevand i bollerne.

Forsøget lykkes, måske mere end lykkes, for da Tora føder sit uægte kongebarn, er der ekstra gevinst med: Et guldæg i en moderkage for sig. Ægget bliver naturligvis betragtet som en stor skat og en gave fra de højere magter, og derefter går det ellers over stok og sten. Ramsland ruller en fantastisk historie ud om primært tre generationers liv i medgang og modgang med ægget. Det hele er pakket ind i en nutidig ramme om en dreng, der oplever at drukne og være ved at blive kvalt i en mose. Det har forbindelser til en af de andre historier i Æg, nemlig at et barn kastes væk på møddingen, fordi det er vanskabt og derfor skal gives tilbage til sin ellemor, der formodes at have have født det. Barnet er med andre ord en skifting.

Romanens omdrejningspunkt er selve det at fortælle historier, for uden historier ved vi ikke, hvem vi er, som det hedder et sted. Selve indholdet i Æg er en god historie om verdensbilledet hos en familie i Middelaldrenes Danmark, deres kampe mod fattigdom og dermed deres inddragen af guder og det, som de fleste i dag ville kalde overtro. Det minder mig om en anden god røverhistorie, nemlig den at Kong Harald kristnede Danerne, som der står på den verdenshistoriske runesten i Jelling. Da kirken blev renoveret i år 2000, blev begivenheden endda mejslet ind i en sten på kirkegulvet: På dette sted blev Danmark samlet og kristendommen indført. Men som mange historikere påpeger, var det mere af navn end af gavn. Kristendommen blev indført i Danmark som en beslutning på statsniveau, men der gik mange år, før danskerne som sådan blev kristne. Mange blev det aldrig.

Den slægt, vi møder i Æg, har da også et noget tvivlsomt forhold til kristendommen. Den tror på det over- og underjordiske, på forsynet; kristendommen og præsterne er blot en del af de højere magter, og i virkeligheden er slægten mere tilbøjelig til at tro på folketroens overlevering. Det giver nogle fantastiske historier, for eksempel den om den unge kvinde i huset hos den sure præst. Han er en rigtig tyran, men hun formår at blødgøre hans jernhjerte gennem kærlighed og sex. Der udspiller sig kostelige scener, hvor hun udfører sine sortekunster så som at proppe fisk op livet på sig selv (for nu at udtrykke det mere høvisk end i romanen, hvor der på ingen måder bliver lagt fingre imellem), hvorefter hun serverer dem for præsten. Det mest hjertelige ved den historie er, at præsten faktisk opdager hendes forehavende – men vælger at ignorere det, da han egentlig bedre kan lide sig selv som et godt menneske end som den tyran, han engang var. I øvrigt får han kærlighed ud af det, både på den ene og den anden måde, og så må Herren vel se gennem fingre med sortekunsterne.

Her er vi nok inde på Mortens Ramslands morale med denne roman: Det gode i mennesket vinder over det onde, uanset om de højere magter er hedenske eller religiøse. I virkeligheden betyder det ikke så meget – selv ikke for en præst – om man tror på det ene eller det andet. Livet handler for det første om at overleve, dernæst om at få det bedst mulige liv, og til det formål bruger man de kristne eller hedenske gerninger, der fungerer. Præsten kan prædike nok så meget, men hvis det giver mere mening at udføre hedenske ritualer, så gør man naturligvis det.

Og hvilke ritualer! Hvilke historier diverterer Ramsland os dog ikke med i denne roman, der får selv det mest usandsynlige til at virke ganske tilforladeligt. Fortolkningen af historien er altid til debat, ganske enkelt fordi den er præget af den tid, som folk lever i. En given nutid vil altid søge at pådutte fortiden sit verdensbillede, og der er altid debat om det. I vore dage står historietolkningen mellem det nationalkonservative og det internationale, hvem er egentlig disse danskere? Spørgsmålet er umuligt at besvare entydigt, da det nu som dengang i Middelalderen handler om, hvem der får mest held med sin tolkning og dermed vinder ”folks sjæle”, som det hedder.

I Morten Ramslands nye roman findes der ikke nogen nationalstat af betydning. Der er en kongeslægt, som sætter sine spor, men den bliver kaldt sagnkongerne, for tror folk i virkeligheden på, at de findes? Det er helt sikkert, at der fandtes en Kong Menved Abekat, for han besvangrede Tora dengang; og det er også helt sikkert, at der findes et guldæg med magiske inskriptioner, for det har slægtens ældste set med egne øjne. Hvad er fiktion og hvad er virkelighed? Det spørgsmål optager mange litterater i dag, og det er en stor del af den offentlige litteraturdebat at finde ud af, om en given bog er sand, hvilket vil sige en sand beretning, hvilket vil sige at forfatteren ikke, som han eller hun ofte hævder, bare er fuld af gode historier, hvis nogle andre her i gennemsigtighedens tidsalder finder elementer, som de genkender fra deres egen personalhistorie med forfatteren.

Men med Æg har vi fået en rigtig røverhistorie om almindelige mennesker i middelalderens Danmark, deres liv, tanker og tro. Det er en god, gammeldags roman – ingen litterater har mulighed for at smide en autofiktiv dagsorden ind her. Sjovt nok virker romanen alligevel ganske realistisk i al sin sagnomspundne virkelighed. Meget af dette kunne være sket. Det er den slags, som god fiktion kan: Skabe en virkelighed ud af en røverhistorie.

Æg er nok Morten Ramsland bedste roman til dato. Hans debut, Hundehoved, var på mange måder også en fantastisk slægtsroman, men den efterlod mange løse ender, som man måtte acceptere. Med Æg binder han det hele sammen og skriver desuden så veloplagt, at man ærgrer sig over, at dette ord bliver brugt lidt for ofte. Det er ganske tydeligt, at Ramsland nyder at fortælle denne historie – han har ganske enkelt siddet og klukket af grin undervejs. Den slags går lige i læseren – på samme måde som når man mærker, at det har være en kamp for forfatteren at skrive en given bog, fordi det var for tæt på nogle personlige brændpunkter. Det kan der komme storartede resultater ud af – men Æg er en helt anden slags fortælling. Som sagt: En sand røverhistorie og måske endda noget af det tætteste, vi er kommet en beskrivelse af almindelige mennesker i middelaldrens Danmark. Hvem ved?

Illustration: Mosekoneskulptur i Flamingo Naturpark ved Vemb

Erlings mytiske fortabelse

Erling Aunslev er international ekspert i beskrivelser af tidlig kristen billedkunst. Og nu er han taget til Rom for at beskrive en hidtil ret upåagtet billedfrise nede i en af Roms utallige katakomber.

Sådan er anslaget for Bo Reinholdt nye roman, Kore hedder den, det græske navn for ung pige. Men også navnet på frugtbarhedsgudinden Demeters datter, som blev bortført af Hades til Underverdenen, men hentet tilbage fordi Demeter ellers ville lægge jorden øde. Uden frugtbarhed, ingen verden. Frugtbarheden besejrer selv døden.

Det er altid  med en smule ængstelse, at man refererer til den græske mytologi, der senere blev overtaget af romerne. For hvad ved folk egentlig om hele denne mytologiske verden i dag? Det bliver hurtigt til noget indviet stof for ældre mennesker – og ganske få yngre – der har studeret det på universitetet. Den tid er for længst forbi, hvor man ikke kunne forlade gymnasiet uden at have terpet Odysseen og Ovids Metamorfoser.

Hele den viden behøver man heldigvis heller ikke for at blive forført af handlingen i Kore, der i bund og grund handler om en midaldrende mands fortabelse i en ung kvinde. Et par dage efter vor hovedperson Erling Aunslev er begyndt med sine billedregistreringer i katakomberne, møder han Kore lyslevende på en plads i Rom. Dér står hun som en af de utallige forklædte menneskestatuer, der er blevet så udbredte i europæiske storbyer. Kores hensigt er naturligvis at lokke penge ud af turisterne, og i begyndelsen er Aunslev da også noget irriteret på hende. Hvad er nu det for noget fjas? Men ganske hurtigt bliver han selv draget mod hende – ikke mindst fordi hun deler digte ud til dem, der giver hende en mønt. De kan lyde sådan her:

Store moder, vær med os
Når vort lysår brænder ud
Af overmættet kærlighed
Under dine vinger
Og ved dit bryst
Kan smerten godt begynde
Alt sit væsen

Aunslev forstår intet, hverken digtene eller sin egen dragning. Men selvfølgelig tilbringer han hurtigt alle sine eftermiddage med at betragte Kore, mens han slapper af på pladsen efter sine beskrivelser af malerierne i katakomberne. Hans oprindelige afstandtagen til turistfælden er for længst væk, Kore har draget ham med sine bevægelser og sin mimik. Det er den ældgamle historie om mandens fortabelse i det kvindelige mysterie, som Bo Reinholdt her genspiller. Men det er ikke kvinden som lokkedue, og han er ikke Odysseus, der må bindes til masten for ikke at give efter for sin forførelse. Det er manden, eller mennesket, fristes man til at sige, der efterhånden lader sine parader falde og dermed giver sig selv tilladelse til at gå ind i et rum og en stemning, som han bliver nødt til at udforske.

Naturligvis sker det uundgåelige: Den ellers så stringente Aunslev bliver mere og mere ligeglad med sine registreringer og beskrivelser. Alt dette er noget ydre, et fag han behersker til fuldkommenhed, men det er isoleret både fra ham selv og maleriernes væsen – ligesom efterhånden hans kone, der sender ham sms’er og kun får ligegyldige svar retur. Hele den genkendelige verden i Aunslevs indre falder stille og roligt fra hinanden til fordel for at opklare mysteriet om Kore: Hvem er hun? Hvem er han selv?

Derefter lægger romanen ellers fra land i et mysteriespil, der ikke er væsensforskelligt fra Herman Hesses berømte fortabelsesroman Steppeulven. Aunslev bliver slugt af sin egen fortabelse, hans kolleger begynder at undre sig, men det er Aunslev ligeglad med. Han bliver nødt til at løse mysteriet om denne kvinde og det liv, som hun indgiver ham. Han begynder at forfølge hende, farer vild, mister hendes spor og begynder at møde andre mennesker, som udmærket godt ved, hvad fortabelsen i mysteriet indebærer: Man må miste sit gamle jeg for at erkende det nye, man kan ikke spille på begge heste på en gang. Sådan leger det guddommelige ikke med os mennesker, det er derfor, at vi kalder det guddommeligt. Liv og død er kun et åndedræt fra hinanden i det store spil om enhver, for nu at tage titlen på en anden af den europæiske kulturs store bøger, når det handler om vores sjæle og bevidsthed. 

Som nævnt er den mytologiske figur Kore, i den græske udgave af mytologien kaldet Persefone, datter af selveste frugtbarhedsgudinden Demeter. Derfor bliver hun også attrået. Mytologiens Kore bliver bortført af Hades ned til Underverdenen, ligesom Aunslev er fanget i sine underjordiske katakomber. Kore bliver først sluppet fri – af Zeus, ingen andre kan gøre det – da hendes mor nægter kornet at gro og dermed truer menneskehedens eksistens. I både antikkens Grækenland og Rom blev Kore og Demeter dyrket i hemmelige kulter, i dag kendt under navnet De Eleusinske Mysterier. Hvad de egentlig gik ud på, er der ingen, der ved. Men man kan sagtens forestille sig, at det var det samme, der stod på spil for folk dengang som i Reinholdts roman: Mandens fortabelse i det kvindelige mysterium og kvindens rolle som forløser.

Man kan opfatte mysteriemyten alt efter hvem man er. Det er grundessensen i enhver god myte. Man får nogle grundrids, der virker genkendelige, men derefter er det op til en selv at fylde myten ud med sin egen person. En myte går os klogere på, hvem vi er som menneskeligt fællesskab, men også den enkelte bliver klogere på sin egen individualitet. En god myte ophæver skellet mellem det alment menneskelige og den enkelte. I bund og grund er det derfor, at alle religioner stadig aktualiserer alle disse myter. Myten er transcenderende, det er menneskets overvindelse af sig selv – og den symboliserer altid, at der er noget i den enkeltes liv, der ikke er blevet aktualiseret, virkeliggjort. Derfor er det også en farlig leg – og alt andet end en leg. Fortabelsesmyter er blodig alvor.

Det er Bo Reinholdts fortjeneste med denne lille roman, at han gennemspiller denne myte med noget så hverdagsagtigt som en billed- og registrantnørd ved navn Erling. Der er sgu ikke meget mytisk over sådan et hverdagsnavn. Men når Reinholdt kobler denne – vel i sin enkleste form banale – historie op på De Eleusinske Mysterier uden egentlig at gøre noget større væsen ud af det, viser det at myter ikke er noget, som nogle for længst afdøde folk engang troede på, men at det er det samme stof, som vi mennesker er gjort af dengang som nu. Og at stoffet altid rummer mulighed for forandring, hvis man åbner sig over for det ukendte.

Tilmed kommer der en enkel og god historie ud af det. Kore er spændende på samme måde som en klassisk amerikansk thriller. Man ved, hvad der sker, men man skal alligevel se den til ende for at blive bekræftet i sine formodninger, og mere eller mindre ubevidst bliver man selv helten i dramaet. I øvrigt bygger klassisk filmdramaturgi stadig på Aristoteles’ dramaforløb som beskrevet i hans Poetik, så heller ikke der er der meget nyt under solen. Men hvis man som læser kan sætte sig selv i Erling Aunslevs sted – og hvilken mand kan ikke det – leger Bo Reinholdt godt og grundigt med den dragende fortabelse hen mod et nyt liv i samme jordiske gevandter.

Men hvordan ender det med Erling og Kore? Det vil være lidt tarveligt at afsløre her, så læs selv romanens 120 små sider. Forlaget hedder Escho og er et af landets mange, spændende undergrundsforlag.

Illustration: Ludwig Tiecks statue af Persefone.