For hver død bliver vi stærkere

Den 42-årige israelske forfatter Nir Baram udkom i foråret på dansk med romanen Verdens skygge, og det er nok den mest interessante roman, jeg har læst i år. Det er en politisk roman med et globalt perspektiv, og den slags er ikke noget man kommer let til, hvis det skal være troværdigt. Baram har da også fået et internationalt gennembrud med romanen, og specielt i Tyskland er man svært glade for ham.

Motoren i Verdens Skygge er den kommende verdensrevolution, intet mindre. En gruppe udstødte i London finder sammen og beslutter sig for at gøre oprør mod den bestående verdensorden, ganske enkelt fordi de ikke har noget at tabe. De har set deres forældre blive arbejdsløse og leve stadigt mere udsatte liv på det arbejdsmarked, der langsomt tog form i 80erne, konsoliderede sig i 90erne og blev normen i Nullerne. Selv lever de mere eller mindre på gaden og fra hånden til munden; der er hele dage, hvor de sulter og ikke kan tænke på andet end hvornår klokken bliver 20.00, hvor det lokale suppekøkken åbner. Den slags folk har ikke noget hverken at tabe eller vinde, og der bliver flere og flere af dem verden over.

For et par år siden læste jeg et essay i det glimrende amerikanske litterære magasin The Threepenny Review. Det var skrevet af en midaldrende, men veluddannet hjemløs, Howard Tharsing, som tidligere havde levet et almindeligt middelklasseliv med arbejde i finanssektoren, men som pludselig var faldet igennem samfundets masker, der viste sig at være knap som fintmaskede. Tharsing var begyndt at læse Jack London, der, foruden at skrive Ulvehunden og den slags, var glødende socialist, en glimrende taler og skrev patosfyldte romaner om arbejderklassens lidelser. Tharsing sammenlignede London med situationen i nutidens San Francisco, hvor han boede på gaden i et par år. Lighederne var slående: For eksempel at den sociale opstigning ikke eksisterer for de subsistensløse, og at virksomhederne har uindskrænket magt til at gøre, hvad de vil. Det er den slags, der kan være svært at tro på hvis man er middelklasse i Danmark, men ikke desto mindre er det virkelighed. For masser af mennesker i den vestlige verden er 2018 lige så rå som 1918 – efter en velfærdsoptur fra 1950 til 1990 er vi tilbage igen. Det er drømmen om verdensrevolutionen også.

I Verdens skygge begynder revolutionen da også med en drøm. Christoffer, en af de udstødte i London, fortæller en morgen de andre om en mærkelig drøm, han havde: Han står på et bjerg bygget af stearinlys, som langsomt begynder at blive tændt. Det er hans far, der ejer bjerget, men han er ved at sælge det til et kinesisk-tysk firma. Langsomt går lysene ud igen, og frem toner verdens storbyer, Berlin, New York, Beijing og mange andre, ud af mørket. De fortoner sig langsomt igen, og Christoffer ved pludselig, at hvis hans far sælger bjerget, så vil han sætte ild til det – og dermed verden i brand.

En noget syret drøm. Gruppen snakker lidt frem og tilbage om det, men pludselig kommer Julian med en tolkning: Dem på toppen tager røven på os, og det er på tide, at vi svarer igen. Men hvordan? Inden længe dukker idéen op: Vi iværksætter historiens første verdensomspændende strejke, den 11.11, en milliard strejkende verden over, anarkistisk struktureret, aktiveret gennem Facebook. Julian laver begivenheden, men det kommer der ikke noget ud af. Altså skal der mere radikale tiltag til. 

Gruppen beslutter sig for at iværksætte en aktion på British Museum, hvor de hærger udstillingsmontrer og får tæsk af politiet. De filmer det hele og lægger det ud på YouTube og bum: 180.000 visninger, 75.000 følgere på Facebook, autonome ligesindede støttegrupper i andre storbyer, en japansk avantgardekunstner hærget i Berlin og så videre. Revolutionen er i gang. Men hvorfor kulturinstitutionerne? Den navnløse fortæller blandt de udstødte i romanen beskriver det således: 

”Det var ikke banker, koncerner og regeringer, der var vores første mål. Den gamle sang havde vi allerede hørt en milliard gange, Nej, vi ville ryste den vestlige kultur, så den mistede balancen, undergrave den afklarede ro hos alle dem, der tilbad denne kultur, og især dem, der arbejdede for at fremme deres egne, personlige mål, samtidig med at de dyrkede den illusion, at verden kunne fungere uforstyrret, sådan som den var, mens andre blev pløjet ned. Vi ville ryste disse ærværdige institutioner i deres prægtige gamle bygninger med de udskårne søjler, de høje lofter og lysekronerne, med alle deres festforestillinger og fejringer og cocktailreceptioner til ære for en eller anden kunstner, der havde vovet at sige det, der gav sig selv, eller en forfatter der havde udtrykt kritik af kapitalismen eller kolonialismen eller et eller andet åndssvagt tv-show. (...) For slet ikke at tale om disse dobbeltmoralske hykleres demonstrationer, bønskrifter og protester, samtidig med at de falbyder deres varer på statsligt finansierede festivaller eller gennem koncernejede forlag, som så sælger ud af deres arbejde til diamant- og slavehandlere, der bruger de erhvervede kunstværker til at tørre lortet og blodet af fjæset. (...) Vi ville lade dem se ned i afgrunden, på samme måde som vi selv så ned i den hver dag. Det var netop det, stilheden i Christoffers drøm havde betydet: Intet skulle have lov at gå sin vante gang, så længe vi blev holdt nede.”

Denne navnløse fortæller er sandsynligvis Liot, en ung, israelsk kvinde som vi møder i begyndelsen af romanen, hvor hun takket være sin indflydelsesrige far har fået sat et interview i stand med en af de samfundsspidser, der tjente en masse penge på fredsprocessen i 90erne. Han hedder Gavriel Mantzur, og som ung blev han headhuntet af et amerikansk konsulentfirma i den absolut tunge ende for at styrke båndende mellem USA og Israel. Årsag: Hans far levede af at skrive nekrologer blandt døende jøder, der ville fortælle om deres liv og hvorfor de havde truffet de valg, de havde. Følgelig ligger han inde med en god portion hemmeligheder om kendte og rige folk, og den slags familier er det godt at have tæt kontakt til – eller gøre dem til sine egne. Så langsomt begynder Gavriel Mantzur at arbejde sig ind i denne ellers lukkede verden af lobbyvirksomheder, politikere og virksomhedsejere. 

Det spændende hos Nir Baram er selvfølgelig, at hele denne verden, som han lukker op for læseren, ikke er de slemme kapitalister, men de gode, dem der arbejder for demokrati og fred. Men man skal ikke tro, at det er barfodsidealister, der er millioner af dollars på spil, og Gavriel Mantzur ender da også som en hovedrig lobbyist, indtil det hele ramler for den hedgefond, han arbejder for, i forbindelse med krakket i 2007. Så det er en nedbrudt og desillusioneret Gavriel Mantzur, den unge revolutionære Liot interviewer i begyndelsen af romanen, der således ser verden fra to sider: De velmenende kapitalister og de udstødte. Det er lidt af et scoop, og Nir Baram er ganske troværdig i sin fremstilling. Det er så her, at man undersøger hans baggrund og opdager, at han selv er vokset op i en politikerfamilie, faren var medlem af Knesset og farfaderen en aktiv kraft i grundlæggelsen af staten Israel. Nir Baram burde altså vide, hvad han taler om. Og det er alfa og omega for en politisk roman, at den er troværdig, og så vidt jeg kan se, er der heller ikke i Israel sat spørgsmålstegn ved de faktuelle elementer i romanen.

For at det ikke skal være løgn, er der også et tredje spor i romanen, nemlig de interne forhold i et internationalt konsulentfirma, der beskæftiger sig med demokratiudvikling. Firmaet, der hedder MSV efter grundlæggernes initialer, bryster sig af, at de kun arbejder for folk og bevægelser, som de kan stå inde for. Ligesom Gavriel Mantzur arbejder de altså i det godes tjeneste, men det er selvfølgelig en hårfin grænse, når vi taler om præsidentkandidater i Congo og Bolivia. Det begynder ofte med de bedste intentioner, men på dette niveau har virkeligheden det med at udvande grænserne mellem godt og ondt. Hvor meget skal man gå på kompromis med en given præsidentkandidat, hvis man tror, at det samlet set vil være det bedste, hvis han bliver valgt? Det er et klassisk politisk dilemma, som også bliver foldet ud i Verdens Skygge, og igen sidder man som læser med oplevelsen af, at man har en direkte linje ind til det internationale maskinrum af politik i virkeligheden. Millioner flyder, kompromiser og studehandler bliver indgået.

De tre spor i romanen fletter sig naturligvis sammen på den mest ubarmhjertige måde. De revolutionære bliver flere og flere i talrige lande, dødsfald begynder at tikke ind, men det radikaliserer dem naturligvis endnu mere. Til sidst ændrer de også taktik og finder på en ny aktionsform kaldet "Personligt Ansvar": Spidserne i samfundet begynder at få hjemmebesøg af små autonome grupper, der for eksempel svinebinder de nøgne ofre og filmer dem: Se, sådan går det, hvis man er en af dem, der ”holder den herskende orden i live”, som det hedder. Og det stopper ikke der. ”Tilbageerobring af borgernes ejendom” er en anden aktionsform, raid på indkøbscentre, banker, regeringsbygninger, fagforeningskontorer, avisredaktioner og den slags. Kulturinstitutionerne har tjent deres formål som det, der fik presse, politikere og kommentatorer op på dupperne, nu går de revolutionære efter struben. Og det går ikke stille af. ”For hver død bliver vi stærkere”, som det hedder i titlen på romanens første kapitel. Og hvad det hele ender med, skal naturligvis ikke afsløres her.

Verdens skygge er Nir Barams anden roman på dansk. Det er Gyldendal der udgiver, det samme forlag der også udgiver Kasper Colling Nielsen, hvis politiske romaner har haft ganske stor udbredelse og indflydelse herhjemme. Hvis man kan lide dem, skal man absolut kaste sig over Nir Baram og Verdens skygge, men det skal man også, selv om man synes, at Collings mani med talende dyr er lidt trættende. Dem er der ikke nogen af hos Nir Baram, hvor indignationen til gengæld er større. Nir Baram er selv en af dem, der blev skuffet over at se fredsprocessen løbe af sporet, ikke på grund af høgene, men på grund af de velmenende deltageres korrumpering. Men det bevirker heldigvis ikke, at han kammer over i fordømmelse. Alle i denne roman er mennesker – på godt og ondt. Men de revolutionære er budbringere for ”den uundgåelige fremtid” som det hedder, og lur mig om ikke han har noget at have den profeti i.

Nir Baram: Verdens skygge. Roman, Gyldendal. 430 sider.

Jonas Eikas surrealistiske nutid

Det er ikke hver måned, at anmeldere på forskellige dagblade falder samlet på halen over en novellesamling. Men det skete for en måneds tid siden, da Jonas Eika udgav samlingen Efter solen på det lille, men meget litterært estimerede forlag Basilisk. Jonas Eika? Ham kender man måske fra romanen Lageret Huset Marie, en autofiktiv, socialrealistisk beretning om at arbejde på Dansk Supermarkeds lager uden for Århus. Den blev også rost mange steder og fik desuden en debutantpris.

Anmeldere, og professionelle litteraturfolk generelt, er altid på jagt efter ”det nye”. Og det er her, at Jonas Eika bonger ud til alle stjernerne og roserne: Man kan forstå på anmelderne i Information og Weekend-Avisen, at de faktisk ikke helt ved, hvad de har med at gøre i novellerne. Er det Science fiction eller hvad? Om ikke andet er det tindrende velskrevet, er de enige om. Og så er der jo ikke andet for, end at gå i gang med novellesamlingen, der består af fem noveller over 160 sider. Nysgerrighed er en dyd.

Den første novelle hedder ”Alvin” og handler om en systemudvikler, der lander i København for at hjælpe sit internationale firma med et længerevarende projekt – men finder ud af at bygningen er blevet jævnet med jorden. Det er bare sådan det er, og der kommer ikke noget svar på det, der er ingen hylende sirener og breaking news, ruinerne ligger der bare. Herefter møder den navnløse hovedperson en mand ved navn Alvin, der er kapitalinvestor. De to bliver venner og rejser sammen til Rumænien, dette foregangsland i kapitalistisk og nationalistisk opløsning. Det er sådan set det – kort refereret, og det er ikke videre interessant, når man siger det på den måde.

Det spændende ved novellen – og de andre noveller – er fortællestilen og tematikken. Læseren får intet forklaret på forhånd, men begynder midt i et livsforløb, som derefter folder sig ud til en historie – og den historie handler i alle novellerne om kærlighedens mulighed i en verden i opløsning. Det er mere eller mindre desperate mennesker, der søger netop menneskelighed i forskellige samfund, der er kendetegnet ved fravær af netop dette. Samfundene som sådan bliver slet ikke nævnt, menneskene er overladt til sig selv og deres søgen.

Det er vel dette, der skaber forvirringen om, hvorvidt novellerne er science fiction eller ej. For er dette virkelig billedet af verden af i dag? Det bliver der skrevet tykke politiske og filosofiske bøger om, men fordelen ved Efter solen er, at den tager det for givet. Sådan er verden. Og den bliver beskrevet fra det udsigtspunkt. Det er den slags, der viser noget om, hvad litteratur kan, som politisk teori og analyse ikke kan: Den får fiktion til at være en opfattelse af virkeligheden, som man ikke kan argumentere sig frem til. Take it or leave it. Det er i det spændingsfelt, at Efter solen lever. For selvfølgelig er kan en bygning ikke styrte sammen midt i København, uden at nogen gør noget ved det. Eller kan den? Hvis man nu først ser det et halvt år efter, og ingen har haft nærvær nok til at orientere en om det? Nej, det går ikke. Det er ikke realisme, det er en slags moderne surrealisme – i hvert fald i denne novelle.

Men tag så en anden novelle, der handler om unge beach boys i Cancun, Mexico. Et helt hold af unge drenge fungerer som opvartere for rige turister ved stranden, og en af dem taber en bakke forfriskninger ned over en turist. Resolut bliver han banket ihjel, og det får heller ikke nogen konsekvenser, beach boys’ene begraver ham alene under et selvskabt ritual. Kan den slags så forekomme? Tjah ... det må man selv ligge og rode med, men her handler det om ligegyldighed over for de mange, der hverken har penge eller status. Og en realisme er i hvert fald til stede, nemlig at et menneskeliv i dag ikke er lige så meget værd, som da menneskerettighederne blev skrevet efter Anden Verdenskrig. Der er ikke længere nogen fungerende konventioner, der gælder alle, den dér gamle sang om at alle menneskers liv er lige meget værd i sin egen ret, er blevet udhulet af de alt for mange mennesker i verden, som der ikke er brug for. Et besiddelsesløst – og måske endda statsløst – menneske er kun noget værd for de, der kender og elsker vedkommende. Det internationale samfunds bestemmende magter er reelt helst fri for, at dette problem kaldet et overflødigt menneske eksisterer.

Det er sådan en verden, som Efter solen maner frem, og den gør det med en fortælleteknik, der virker meget moderne. Novellerne er oftest lagt i hovedet på en enkelt beretter, der som nævnt begynder midt i begivenhederne, og som ikke er videre stringent, for her er et menneske, der fortæller en historie, som hvis man mødte vedkommende og gav ham et par timer, men redigerede sine egne opklarende spørgsmål ud. Det bevirker, at man som læser egentlig ikke aner, hvad novellen handler om, og hvem der fortæller den, før man begynder at lægge alle brikkerne sammen til en helhed, som langsomt åbenbarer sig. Og lad mig sige det, som det er: Det er ikke strandlæsning, man skal bide tænderne godt fast i bordpladen de første 10 sider af hver novelle, men så begynder de at åbne sig – og bliver interessante, men kun fordi Jonas Eika skriver så bragende godt – på samme tid flyvsk og fortættet. Og naturligvis også kommenterende, for det er jo et menneske, der fortæller en historie, som er vigtig for vedkommende. Her er et godt eksempel fra novellen ”Mig, Rory og Aurora”, der handler om et trekantsforhold blandt randeksistenser i London. Vi kommer ind der, hvor fortælleren kommer hjem til deres fælles lejlighed, hvor en masse hjemløse er inviteret indenfor:

”Jeg undgik at falde i snak med de hjemløse. I min øjenkrog var de en væg af stemmer, en grålig tåge, og jeg skammede mig over det. Men jeg så ikke andet i dem end trætheden. Den dybe, udødelige træthed der har overtaget ansigtet og normaliseret sig i det. For meget vejr og dårlig søvn, for meget larm, misbrug og trafik, det var alt der kom til udtryk. Det var det der skræmte mig ved dem, den måde deres træk var veget for en alt for generel og fælles tilstand.”

Det er den slags han kan, Jonas Eika, give klare billeder på nutidige situationer midt mens han er ved med at fortælle en anden historie, men billederne føjer sig ind til et samlet hele. Og det efterlader naturligvis læseren med dette, overvejende akademiske spørgsmål: Hvorfor virker det så godt at ty til surrealistiske effekter, når man vil gengive virkeligheden? Det er der også skrevet meget om, men chokeffekten ved noget usandsynligt midt i en kendt virkelighed er et gennemprøvet kneb. Jonas Eika bruger det dog ikke som effektjageri, men som middel til at sige noget væsentligt om menneskers vilkår i periferien under eller ved siden af den almindelige middelklasses arbejdsliv.

Så ja, hvis man er frisk på at læse det nyeste nye i dansk litteratur, så skal man give sig i kast med Efter solen. Og hvorfor hedder den så Efter solen? Se det kan man undre sig over meget længe, men løsningen kommer – delvis – til sidst: Det er en direkte oversættelse af Apres soleil, eftersolssmørelse. Det optræder i anden del af novellen ”Bad Mexican Dog” om beach boys’ene i Cancun. Men det er så én ting, noget andet er, hvad Eika driver eftersol og efterhånden også parasol ud i mod slutningen af novellen. Vi kommer ind der, hvor soldrengene holder fest:

”Vi smed en parasol i karret og sang. En slimet tåge rejste sig fra det og fortættedes i et langt, hult skaft og en skærm med blafrende billeder: ild der breder sig i klubben, gennem håndklæder og parasolskærme, et flammende gitterværk set fra himlen ... med et kæmpestort klæde holder vi røgen nede og slipper den ud i skiftende intervaller, en tåget kode ... en lav, krybende skov, hvor træerne koger og krummer mod jorden ... i mørkningerne står der parasoller med skærmen bøjet opad i tragter der griber regnvandet og leder det ned i store bassiner med krebsdyr og tangplanter ... i vandet et dybt, orange lys. Det ledes rundt i render mellem træerne og oplyser de første par meter over jorden ... (...)

Så syret kan Jonas Eika også skrive, og det giver naturligvis et apokalyptisk skær over ikke bare denne novelle, men også de andre. Som om det er de sidste tider, efter solen. Oplevelsen af verden handler som altid om synsvinkel og social status: Hvad kommer efter dette nu?

Hytteballe og den effektive civilisation

Det er en svær disciplin at skrive politiske digte. Faktisk er det nok en af de sværeste, da det lynhurtigt bliver forudsigelige postulater og brandtaler, som man har hørt mange gange før – og digtes fornemste kvalitet er at give nye indsigter eller nye billeder på gamle indsigter. Prøv lige det i en så opkæftende tid som denne, hvor alle kan sige hvad som helst i kommentarfelter og på sociale medier – og gør det.

Det gælder også forfatteren Albert Hytteballe Petersen. Han af en af de her undergrundsforfattere, der er ret kendt i diverse litterære miljøer, for det er svært at undgå at lægge mærke til ham, hvis han er i samme lokale som en selv. Hytteballe taler gerne og længe – og har en mening om stort set alt.

Derfor er det fint at læse Hytteballes nye digtsamling, Uanset hvad, der er udkommet på Det Poetiske Bureaus Forlag. Det er nemlig en langt mere afdæmpet og lyrisk stemme, vi møder her. Tag nu for eksempel åbningsdigtet:

Jeg skrev et digt i drømme
da jeg vågnede i morges
havde sneen dækket det.

Se det har jo intet med politik at gøre, det er en fin lille lyrisk observation, der blander drøm og virkelighed på en meget elegant måde. I bogens næste digt hedder det så:

Ineffektive civilisationer
er vilde med poesi.
Effektive civilisationer
er vilde med boligindretning.

Så er vi straks ovre i det mere politiske, men ikke som en brandtale, igen som en observation, en pludselig indskydelse eller indsigt, der er originalt udtrykt. Og har manden ret? Er det sådan, det er? Måske. Det kan man så diskutere lidt med sig selv. Lidt senere et lidt længere digt:

Jeg er overhovedet ikke bange for terrorister
det er tavsheden der holder mig vågen;
døden er ikke skræmmende
kun en alvorlig påmindelse om et begrænset antal løvspring;
mit fjernsyn og jeg havde en lykkelig skilsmisse -
det er ensomheden
der flakker rundt på fortovene
jeg ikke kan slukke for.

Politisk? Ja da, især fordi næsten samtlige politikere har fået terrorrister på hjernen, og fordi det er det mest mediedækkede område overhovedet. Forleden kunne vi for eksempel opleve SFs Pia Olsen Dyhr tage afstand fra muslimske terrorrister – som dog senere viste sig at være højreorienterede terrorister. Det siger noget om, hvor hurtigt dagens debattører er på tasterne – ikke et sekund skal spildes i kampen om opmærksomhed. Eller som Hytteballe skriver i et andet digt:

Aldrig før
har vi kommunikeret mere
samtalet så lidt.

Aldrig før
har nogle så fjendefri
været så krigsgale.

Aldrig før
har demokratiet været så lovprist
borgere så magtesløse.

Her er vi så endelig henne i mere rendyrket politisk digtning af den slags, som man kan være enig eller uenig i. Men hvis man sammenholder disse fire digte (det sidste er kun et uddrag) kan man uddrage en opskrift på, hvordan man i dag kan skrue en god politisk digtsamling sammen: Det politiske skal kun være en del af helheden, både i samlingen og den verdensanskuelse, der ligger til grund.

Albert Hytteballe Petersen er efterhånden en gammel svend i midten af 60erne, og det giver sig udtryk i mange digte om tiden nu og før, endda også før han blev født, men skrevet i jeg-form. Hytteballe nærer heller ikke nogen angst for det storladne, og han er ikke bange for at skrive et digt kaldet ”Jer er i dem alle”, der handler om at kunne se sig selv i alle mennesker (og dyr med såmænd) og faktisk være hos dem som en slags trøster, en altfavnende ven, en verdslig Jesusfigur. Jesustemaet ligger ikke fjernt fra Hytteballe, hvis forrige digtsamling hed Brev til Menneskesønnen – og her optræder en fortæller, der både er Jesus, Muhammed og sikkert også Albert Hytteballe samt alle andre. Digtsamlingen er forbilledligt godt skruet sammen, man sidder tilbage med en fornemmelse af, at alle er jesus’er, hvis de vil, og alle andre også kan være jesus’er for en selv. Jeg har set digtsamlingen rost af en anmelder, der kalder sig ”en forbenet ateist”, og større ros kan sådan en digtsamling vel ikke få.

Men hvad er det egentlig, som Albert Hytteballe kan og gør? Mit eget bud er, at han har formået at beholde barnets undrende blik på verden i stedet for at bliver gammel og bitter – en sygdom som rammer mange gamle venstreorienterede, der oplever en verden, der slet ikke blev, ”som vi mente/ det var vores ret/at kræve”, som en beslægtet digter, Peter Laugesen, engang skrev. Hytteballe er i øvrigt også i slægt med en anden gammel kending, nemlig Ivan Malinowski – samt en forfatter som færøske Jóanes Nielsen. Fælles for firkløveret her en en naturorienteret og anarkistisk indstilling til liv og digtning.

Som det fremgår, kan jeg kun anbefale, at man griber fat i både Brev til Menneskesønnen og Uanset hvad. Titlen, Uanset hvad, dækker over opfattelse af, at uanset hvad er der stadig masser af skønhed, kærlighed og alt det, der ligner:

Uanset hvad
sker det at min søn
sådan helt uden påviselig grund
holder om min gamle hærgede krop.

Uanset hvad
dukker der stadig nye beretninger op
om delfiner der redder mennesker fra druknedøden
bare fordi de finder det naturligt.