Umbertos testamente

Faktisk har jeg læst Umberto Ecos sidste roman Nr. 0 om en avisredaktion, der skal lave et prøveeksemplar af et nyt magasin. Den er ikke særlig god, nærmest noget sjusk med en masse halvkvalte konspirationsteorier og forudsigelige meninger om journalistikkens forfald i internetalderen. Men hvad faen. Som ung læste jeg Foucaults pendul, der bedst kan karakteriseres som Da Vinci-mysteriet med pondus. Den betog mig meget og sendte mig på en livslang rejse med tempelriddere og andre esoteriske emner. Rosens Navn er i samme boldgade.

Men hans måske mest udfordrende bog er Kant og næbdyret – der bedst kan karakteriseres som en ultralærd semiotisk og dermed erkendelsesteoretisk bog om, hvorfor vi opfatter verden, som vi gør, og hvad vi så kan udlede af det om hvem vi er. ”Vi” er her ikke ment som det plebejerjournalistiske vi, som mange medier i dag benytter sig af. ”Vi” er det fællesmenneskelige – hvilket kan udvides til det fælles fundament for alt, der lever. Deraf Kant. Og deraf næbdyret – det æglæggende pattedyr.

Kant og næbdyret er en tyk bog, som konsekvent tager en masse sidegader i erkendelsens morads. Eco skrev den naturligvis bevidst på den måde, fordi et net af sidehistorier skaber en større forståelse og fører til flere spørgsmål hos læseren end en deduktiv bevisførelse af den slags, hvor man kun behøver at læse forord og konklusion for at erklære sig enig eller ej.

Umberto Ecos forfatterskab var demokratisk. Hans ideal var det tænkende menneske, det selvstændige menneske, på alle niveauer. Hvilket selvfølgelig minder mig om Bruce Springsteens fantastiske introduktion til ”War” i en liveoptagelse fra 1985: ” You’re gonna wanna need a lot of information to know what you’re gonna do. Cause in 1985, blind faith in your leaders – or in anything – will get you killed”.

Det er stadig aktuelt. Umberto Eco var en af dem, der tog idealet om det oplyste og vidende menneske alvorligt. Heldigvis var han ikke alene, og der er masser af arvtagere. I sagens natur er det ikke folk, der har den politiske magt. Regeringspolitik vil i næsten alle tilfælde stå i modsætning til personlig erkendelse og indsigt; politik handler om at holde fast. Indsigt handler om at turde give slip.

Jeg har på fornemmelsen, at det værste man kan ønske for Umberto Eco er, at han skal hvile i fred. Det kommer han heller ikke til. Der er så meget pondus i hans forfatterskab, at folk vil blive ved med at tage ham op af graven, vende og dreje ham, gå løs på ham, blive inspirerede. Det var T.S. Eliot, der for 100 år siden skrev i digtet Journey of the Magi, at ”With an alien people clutching their gods, I should be glad of another death”. Det kan nogen passende skrive på Ecos gravsten.

Jeg tror ikke, at døden passede Umberto Eco. Men det var noget af det eneste, som han trods alt ikke kunne prøve at lave om på.

Ikke et ord om Frankenstein

DNA-forskeren Eske Willerslev kom for et par uger siden med en næsten guddommelig udtalelse: Videnskabens teorier om livets opståen giver ikke meget mere mening end teorien om, at livet er skabt af en gud, sagde han, her refereret i kortform. Eske Villerslev er en af verdens førende videnskabsmænd, så det er en ret usædvanlig udtalelse. Men det er befriende, at han udtrykker sig så klart, for så behøver alle os, der ikke helt har fattet Big Bang-teorien, ikke længere at føle os som idioter.

Men hvordan blev livet så til? Var det hele blot et tilfælde? Var der en skabergud? Og hvis der var, kan mennesket så ikke også skabe liv, gøre Gud kunsten efter, så at sige?

Det spørgsmål har optaget jødiske teologer og mystikere i århundreder - mindst. På den baggrund er myten om Golem opstået. En golem er et væsen skabt af mennesker, lavet af ler. Det er et rigtig godt spørgsmål om det nogensinde er lykkedes en jødisk rabbiner at skabe en golem – altså i virkeligheden – for myten og virkeligheden bliver her blandet sammen på samme måde som med tempelriddere, pagtens ark, den hellige gral og den slags.

Vi ved det ikke. Lige som vi stadig ikke ved, hvordan livet blev til. Men som altid er det, vi ikke ved, godt romanstof. Forleden faldt jeg over en bog på brandudsalg, 10 kroner kostede den, og den var skrevet af hollandske Harry Mulisch. Proceduren hedder den, og den opstiller en meget inciterende teori: En den moderne DNA-videnskab blot en ubevidst kopi af den jødiske golem-myte?

Den sammenligning havde jeg ikke hørt før, men spændende lød det, så jeg smed de 10 kroner, gik hjem og læste nærmest ud i én køre. Proceduren lægger ud med en fantastisk god historie om en jødisk rabbiner, som bliver pålagt at skabe en golem til kejser Rudolf II. Rudolf er panisk angst for at dø, så han omgiver sig med mystikere og videnskabsfolk for at være på forkant med den nyeste forskning. Noget nødtvunget bliver rabbineren derfor pålagt at skabe en Golem til kejseren. Hvis det lykkes ham, vil han blive belønnet med at det jødiske folk i Prag, hvor denne del af romanen foregår, ikke vil blive udsat for hverken forfølgelse eller pogromer i kejserens levetid.

En faustisk pagt. For er det ikke gudsbespottelse at gå Gud i bedene? Det er rabbineren slemt bange for, men omvendt synes han ikke, at han har noget valg. Så han går i gang og efter tre år lykkes det ham faktisk at skabe en golem. Hans kone nægter, at dette ugudelige væsen kommer ind i deres hus, så hun – det blev en kvinde – tilbringer sin første levende nat hos rabbinerens hjælper. Men noget er gået frygteligt galt i skabelsesprocessen, og golem-eventyret ender i mord, kaos og destruktion.

Herefter tager romanen et spring til nutiden, hvor DNA-forskeren Victor Werker er blevet verdensberømt på at have skabt kunstigt liv. Han har ved hjælp af indædt forskning skabt en såkaldt eobiont, en levende organisme af dødt stof. Det er naturligvis en verdenssensation, så Victor Werker lever det gode forskerliv med masser af rejser, hyldester og gode middage. Men lykkelig er han ikke. For vel er det lykkedes ham at skabe kunstigt liv, men da hans kone er gravid, dør fosteret i hendes mave. Og da han ikke kan holde til at se hende føde det døde barn, forlader han hende under fødslen. Det tilgiver hun ham ikke, så hun forlader også ham.

Det er rammefortællingen. Men romanen beviser sig selv som stor litteratur, fordi den rummer mange gode sidehistorier, som alle bliver flettet ind i det store billede. Men først og fremmest er det et portræt af mennesket og videnskabsmanden Victor Werker, hans liv og tanker. Store dele af romanen er fortalt som Victors dagbogsbreve til sin døde datter, som han på denne måde prøver at puste liv i.

Det lyder tragisk, men det er det nu ikke. Store dele er bogen er meget vittig, og Harry Mulisch er en blændende fortæller. Han kan det lille trick med at få en masse spændende observationer ud af nærmest ingenting, og han lægger ofte kloge ord i munden på sin hovedperson. Således får den lykkelige læser mange guldkorn med i hatten, livskloge betragtninger der ikke vil overbevise om noget som helst, men meget gerne vil vise forskellige forestillinger om, hvad det vil sige at være menneske.

Det kom lidt bag på mig, at Proceduren er så god. Jeg har aldrig før hørt om Harry Mulisch, men bliver betragtet som en af Hollands største forfattere nogensinde. Han døde i 2010, og hans mesterværk siges at være bogen Skabelsen af himlen, som ikke er oversat til dansk, men som kan fås på engelsk. Mange kalder den for den bedste hollandske bog nogensinde, og da han døde, slap Nobel-komitéen for at have ham på listen over mulige pristagere. Han var en af de talrige kandidater, som man egentlig ikke kender meget til, når man hver år scroller ned over listen. Det er forbløffende, at så mange såkaldte verdensnavne kan være så ukendte.

Og dog. Proceduren blev udgivet af Tiderne Skifter i 2004 med udgiverstøtte af en hollandsk litteraturorganisation, i øverigt fremragende oversat af Aino Roscher. 11 år efter kan man erhverve sig et eller flere eksemplarer i en større stak restoplag hos Bog og Idé. Så penge er der ikke i det, og det er også derfor, at Harry Mulischs Skabelsen af himlen ikke er oversat. Men måske ligger en enkelt eller to Bog og Idé-butikker stadig inde med et eksemplar. Køb endelig rigeligt. Det er en af den slags bøger, som man har lyst til at stoppe ned i halsen på alle og enhver, der kan lide kvalitetslitteratur.

Gud ved – for nu at sige det på den måde – om Eske Willerslev har læst den? Det må jeg hellere spørge ham om en gang ved lejlighed.

Kvinder og kristendom

Jomfru Maria - altertavle i Sæby Kirke

Hvorfor skal man egentlig beskæftige sig med Maria Magdalene? Det har jeg spurgt mig selv om et par gange, men indtil videre må svaret blive, at myten om hende er fascinerende, fordi den taler direkte ind i både den historiske og den nutidige opfattelse af kvinden.

Denne sommer læste jeg Elisabeth Lyneborgs såkaldte roman ”Maria Magdalenes verdener”. Såkaldte, fordi den minder meget lidt om en traditionel roman. Der er tale om tre forskellige beretninger om historiske kristne mænd, der alle bliver nødt til at forholde sig til Magdalene-myten, og det hele bindes sammen af Maria Magdalenes egne ord, der kommer som afsnit og punktnedslag. Som sådan er det en meget tidstypisk bog, hvor personhistorier kun bindes sammen via tematik og en til lejligheden skabt fælles ramme.

Elisabeth Lyneborg giver i denne bog Magdalene sin egen stemme, og det er naturligvis ren fiktion. Men det samme kan man sige om Jesus’ mange lignelser. De fire evangelier, der er den væsentlige del af det nye testamente, er alle nedskrevet 60-90 år efter Jesus’ død.

Disse evangelier er desuden nøje udvalgt efter en meget lang proces i den kristne kirkes historie, og kirkefædrene nåede først til enighed 300 år efter Jesus død. For, hvilket desværre ikke er almindelig kendt, de er blot fire ud af mange. Således har vi også Maria Magdalenes evangelium – og vi har Judas’ evangelium, som vakte stor opstandelse, da det blev genopdaget i kølvandet på ”Da Vinci-mysteriet”, som måske vakte størst opstandelse ved at påstå, at Jesus og Magdalena havde et barn sammen – og at vogterne af den hellige gral, tempelridderne og deres efterkommere, kendte blodlinjen fra dette barn til nutidens nulevende efterkommer.

Det er naturligvis en god historie – og man kan ikke afvise den. Men meget tyder på, at kærligheden mellem Magdalena og Jesus var rent platonisk – at Magdalena var en af Jesus’ mest dedikerede disciple. Det lyser ud af mange af de evangelier, der ikke kom med i Bibelen.

Tilbage til Elisabeth Lyneborg, som skriver ud fra denne teori. Hendes bestræbelse med ”Maria Magdalenes verdener” er at genindsætte kvinden som ligeværdig manden i den kristne historieskrivning, for vi skal ikke meget mere end 40 år tilbage i historien for at se det dengang spirende oprør mod den patriarkalske kirke og det patriarkalske samfund. Der er sket ret meget på de 40 år, mere end der er sket kønspolitisk set i et par tusinde år før. Kvinder må da stadig heller ikke være hverken rabbier eller imamer – og som bekendt er både Islam og jødedommen dybt indflettet i kristendommen og omvendt.

Det er i denne kønspolitiske sammenhæng, at Elisabeth Lyneborg bliver interessant. Hendes version af Maria Magdalene lyder således i kortform: Maria Magdalene var Jesus’ yndlingsdiscipel, og det vakte ret meget jalousi bland de øvrige disciple, som ikke kun begrænsede sig til de berømte 12. Dengang havde kristendommen to store vækkelsesprædikanter, Jesus’ var den ene, Johannes Døberen (ikke at forveksle med den evangelisten Johannes) den anden. Maria Magdalene var først en af Johannes Døberens disciple, men da han fik hugget hovedet af via Salomes kvindelist, var hun den, der var med til at forene Johannes Døberens og Jesus’ disciple til en samlet bevægelse. Men da kirkefædrene begyndte at skabe en formel religion, var der kun plads til én gudssøn, nemlig Jesus, ikke Johannes Døberen. Derfor udvalget af de kendte evangelister i Det Nye Testamente, som anerkendte Johannes Døberen, men ikke Magdalena, denne kvindelige evangelist og forener. Sagt populært: Jesus skulle kunne stå på egne ben, og derfor også opgøret med gnostikerne, der var alt for præget af denne retnings mysticisme og transcendensforståelse. Begrebet genfødsel blev endeligt skiftet ud med Paradis, og den dag i dag skal man ikke sige ordet genfødsel til ret mange præster, før det tænder deres alarmknapper – nok især fordi det burde være indlysende for enhver, at sjælevandring og paradis-begrebet er skabt af den samme drøm om eller forståelse af, at døden ikke er det endelige punktum.

Disse ting bliver sat vældigt meget på spidsen i mange hundrede år, og da den kristne kirke tog opgøret med de mere gnostiske tempelriddere omkring 1200-1350 handlede det ikke kun om at bryde riddernes økonomiske magt og uafhængighed, men også om forståelsen af Jesus’ som den eneste ene – og om opgøret med dyrkelsen af kvinden som det livgivende princip – en forståelse, der trækker tråde tilbage til de oprindelige religioner, hvor kvinden er livgiveren. Livgiveren skulle centraliseres i én person, nemlig Jomfru Maria, der ifølge mytologien blev befrugte ”ubesmittet”. På godt dansk: Ud med liderlighed, ind med kyskhed.

Det er også derfor, at Maria Magdelena gøres til skøge i Det nye testamente. Hun blev karaktermyrdet som den kødelige kvinde, der angrede, og Jesus var tilgiveren. Det er en bekvem konstruktion, men den savner enhver form for dokumentation. Og Elisabeth Lyneborg føjer endnu en intrikat detalje til historien: Maria Magdalene var nubier fra Nildeltaet, altså sort. Dermed giver Lyneborg også svaret på de mange statuer af en sort madonna, der stadig findes og dyrkes i Middelhavsområdet: Det er resterne af den oprindelige Magdalene-dyrkelse, for Magdalene havde – som Jesus og Johannes Døberen – også healende kræfter. Det er klart, at man ikke bare dyrkede Jesus og Johannes Døberen, fordi de talte om Gud, men fordi guden virkede gennem dem – helt i tråd med den oprindelige forståelse af guder: man dyrker dem, fordi de virker. De helbreder, de giver god høst og så videre.

Den slags er det rene hedenskab og kætteri i den urkristne mytologi, hvilket allerede moseloven slog fast: Du må ikke have andre guder. Og da Jesus blev kåret som frelseren i den senere kristne menighed, var der heller ikke plads til andre.

Så hvorfor skal man beskæftige sig med Maria Magdalene i dag? Måske er svaret, at hun er en fremragende indfaldsvinkel til forståelsen af den religion, som vi har baseret en stor del af vores kultur på. Elisabeth Lyneborgs ”Maria Magdalenes verdener” folder historien ud gennem de tre anfægtede kristne hovedpersoner, som alle jagter både forståelsen af meningen med deres liv. Og det er en søgning, som alle mennesker har i større eller mindre grad – kristne eller ej.

Mere jordnært kan man desuden sige, at det ganske enkelt er en god historie. Hele mytologien omkring tempelridderne og den hellige gral er en god historie, men den plejer at blive fortalt i spændingsregi med cliffhangere og hele svineriet – tænk bare på Dan Brown og Raymond Khourys bestsellere. Det slipper man for i Elisabeth Lyneborgs version, uden at den af den grund bliver kedelig.

Elisabeth Lyneborg har også sin version af, hvad den hellige gral er, og den er efter min mening den bedste og mest troværdige, jeg har læst til dato. Men hvis vi nu leger, at dette er en anmeldelse, så må man altså selv læse det, for det bliver først afsløret til sidst. Dog dette: Den har naturligvis forbindelse til Johannes Døberen …