Alt er lige virkeligt

Der er noget hemmeligt over Iben Claces. Jeg vil godt holde en halv kanelstang på, at der ikke er særlig mange, der kender hende, og hvis de gør, så er det for hendes digte i 1990’erne, hvor hun udkom med tre digtsamlinger på det dengang førende lyrikforlag Borgen. Den første, Tilbage bliver fra 1994, blev tildelt den dengang nystiftede Bogforums Debutantpris, hvilket bringer Iben Claces i selskab med Tore Ørnsbo og Yahya Hassan som de kun tre forfattere, der har modtaget prisen for en digtsamling.  Man kan sagtens kalde disse tre digtsamlinger for Iben Claces' tidlige digttrilogi, for med det nye årtusinde blev der stille omkring Iben Claces, hvilket hænger sammen med børn. Det kan man forvisse sig om i hendes eneste bog fra Nullerne, fortællingen Akikos ammehjerne fra 2004, som handler om – ja, det giver sig selv.

I 2011, tolv år efter hendes sidste 90er-digtsamling, den helt vidunderlige Stjernehavet, udkommer Claces igen med nye digte, nemlig samlingen Den femte sol, der blev totalt overset af både anmeldere og et bredere publikum, hvilket muligvis skyldes den poetik, som Iben Claces har fulgt hele vejen, nemlig at forene myter med virkelighed. Det bliver hurigt til den retning i  litteraturen, som vi kalder symbolisme. Den femte sol trækker tråde tilbage til gamle, mytologiske kvad om menneskets stilling i verden og naturen, om altings sammenhæng. Historisk set er det ikke den form for digtning, som danskere sætter mest pris på, måske bliver det bare for mærkeligt, fremmed og alvorligt, hvad ved jeg. Men man kan sagtens finde lignende digtning her i Norden, tag bare islandske Gerður Kristnys to digtsamlinger Blodhingst og Drapa, der forbinder en nutidig hverdag med de nordiske mytologiske rødder. Det er den tradition, som Iben Claces befinder sig i med sine digte i Den femte sol, hør bare et tilfældigt udpluk her:

Barkklædt med oksehorn, fletning
  af regnvand, læbernes
sandjord, øjnenes muld.
  Hendes fødder planter frø
i forårets storm, væver sne
  i sommerens tæppe.
Hun borer hælene ned
  i have af sand, af is, i have
af stjerner, af salt.
  Kredsen
trædes i vandet, stampes
  i vinden
(...)

De er sjældne vækster, de digtere der kan skrive på den måde, for det afslører sig selv lynhurtigt, hvis det blot er en påtaget, ydre form. For at det skal blive nærværende og vigtigt, skal det være personligt gennemlevet, det skal være båret af indsigt i langt mere end sprog og digtning, det skal være et udtræk af forfatterens erfaringer i forbindelse med myterne, trådene tilbage til skabelsesberetningerne, de kollektive og den individuelle.

Det er i det lys, man skal læses Iben Claces nye bog ved navn Tærskler, der udkom for et par måneder siden på Forlaget Spring, som denne blog har et godt øje til. Tærskler er en roman om en piges barndom og ungdom, primært, men den er selvfølgelig også andet og mere. Det er en fintfølende registrering af et menneskes individuationsproces, som det hedder, hvis man skal bruge de termer, som symbolanalytikeren par excellence, C. G. Jung bruger, og det synes jeg, at man skal, for det ligger i titlen, Tærskler. En tærskel er andet og mere end et dørtrin, det er det sted, hvor mennesket overgår fra et stadie til et andet, både helt konkret og på et psykologisk plan. Tærsklen er forandringens fikspunkt, og den bliver brugt symbolsk i mange eventyr og film, ofte med en tærskelvogter iblandet. Tærskelvogteren kan være den onde drage, der forhindrer prinsen i af få prinsessen, tærsklen er vindebroen, der skal passeres.

Men så dramatisk går det slet ikke for sig i Iben Claces roman, der umiddelbar kan se ud som en ganske almindelig fortælling om at være barn. Men kun umiddelbart, for tærsklerne pigen/kvinden betræder er magiske, hvilket blot er et andet ord for at gå fra én tilstand til en anden. Det kan være ganske små ting som at gå ind i et legehus eller større som seksualitet og død, det hele har sin værdi og betydning i individuationsprocessen, i formningen af et menneske. Og det sjove ved det er, at det hele kan se ganske tilforladeligt og almindeligt ud, hvilket det også er, men det kan samtidig være noget langt mere betydningsfuldt. Forskellen kommer med opmærksomheden, med bevidstheden om at være en del af noget større end blot et tilfældigt menneske i en tilfældig tid.

I Tærskler viser opmærksomheden sig gennem sproget. Iben Claces skriver noget af det mest klokkerene dansk og beskriver de enkelte episoder med den gode digters præcision. Derfor er der mange afsnit i Tærskler, der kan stå lige så tågede som elverpiger i mosekonebryg, hvis man ikke ved, hvad der overordnet er på spil. Pigen i romanen kan for eksempel aldrig sove, hvilket naturligvis irriterer forældrene, der gerne vil have tid til sig selv, tid til sex og kærlighed, så pigen bliver sendt i seng efter aftensmaden, uden forklaring, så hun kan ikke argumentere imod det, som det hedder. Og videre:

”Hun ligger i den smalle underkøje i den orangemalede seng, og hun drømmer og tænker og lytter. Netop fordi man skal sove, er barnets hørelse slået vidåben. Som en dør mod en tærskel, et blændende hvidt men sløret rum, hvor alt træder alt for tydeligt frem. Som en køkkendør, der lukkes sagte, ad to omgange. Først forlader moren huset. Så forlader faren det.”

Her klipper romanen til en oplevelse, som den nu unge kvinde har i en bar, der kun består af kvinder, hvor hun er på date med en anden kvinde. Og klipper så tilbage til barne-erindringen, hvor en tåge blænder hende; det er mosekonen, og al tid bliver ophævet, barnet er

”... alene i halvlyset, i aftendagen, i halvverdenen mellem de hvide gardiner og hjerteslagene, der bliver så heftige og faste, at de banker hende ned i den blå madras. Ned og ned, og måske kan hun ikke rejse sig, med mindre hun prøver lige nu. Måske kan hun aldrig komme fri, men forstenet, som det to millioner år gamle træ, de så i antikvitetsforretningen. Det ligner sten. Det var meningen, at det skulle vokse, men to millioner år er længe nok til at ligne en sten”.

Herefter klipper romanen igen til en anden oplevelse med forældrene, på et skib hvor faren og moren hvisker sammen og barnet ikke vil vide af det, ikke høre.

”Så hun flyver ud af sit bryst og forvandler sig til en sommerfugl, der søger forskellige bregner (...) Halvlyset i hvidnatten forvandler ingen til sten; det forvandler børn til tåge”.

Den slags præcise observationer og overgange er der mange af i Tærskler, nok til at rundbarbere en hvilken som helst læser. Derfor kan romanen godt fremstå både ualmindelig syret og uendelig almindelig, lidt som hvis man læser en roman af Kafka, Slottet for eksempel: Der sker et eller andet meget mærkeligt, men du aner ikke, hvad det er, for nøglen eksisterer kun i din egen bevidsthed. Hvis den da gør det. Og det er vel det, der er essensen af magisk tænkning: Alt er lige virkeligt, tid og sted kan ophæves, elverpiger (dem er der mange af i romanen, og de hænger sammen med pigen/kvindes optagethed af farven og sindsstemningen hvid) kan være realiteter. Alt formes og former.

Derfor er der heller ikke nogen decideret handling i Tærskler, der er situationer og forløb. Samlet giver det en roman, der dårligt kan kaldes en roman, det er snarere et langtidsfremkaldende billede af en piges forvandling til kvinde primært gennem hendes erfaringer med den ultimative anderledeshed, nemlig drengen og manden. Hvordan rummer man sådan en størrelse, hvad består den af? Det gør også romanen til en oplevelse for en mandlig læser, der nødvendigvis skal rumme og prøve at forstå den modsatte anderledeshed, nemlig kvinden og pigen.

Men jeg vil godt holde – denne gang en hel – kanelstang på, at Tærskler ikke får mange mandlige læsere, og det kan man selvfølgelig synes er lidt ærgerligt, men jeg tror, at den meget feminine skrift bliver for hardcore, for fremmed. ”Det er der ikke noget at gøre ved”, som Iben Claces gentager meget ofte hen mod slutningen af romanen, når hun ser, at noget kunne og muligvis burde være anderledes, men hvorfor ændre det? På den måde bliver Tærskler også til en bog om at – måske ikke acceptere, det er et forkert ord – men komme overens med virkeligheden i dens mange gestalter. Og den udfordring (i ordets oprindelige betydning) er nok i virkeligheden en af de største for os mennesker.

Man skal absolut prøve at give sig i kast med Tærskler. Den har potentiale til at være en tærskel, en forandringsproces og indsigtsudvidelse i sig selv.

Natbådens sygehusfærd

Vi lever i følelsernes tidsalder. I det offentlige rum er følelser vigtigere end tanker og fornuft. Først skal man føle, derefter handle – eller ikke handle, hvilket blot betyder, at man har et frirum til at føle videre. Læg for eksempel mærke til mange politikere – hvis fakta ikke passer ind i deres kram, så føler de. Ofte maveføler de ligefrem, det er der også sådan lidt moderne tarmecharme over. Eller tag en hvilken som helst dokumentarudsendelse i TV, det er føleri over hele linjen. 

Det samme gælder meget af lyrikken, men her er der en tradition for, at følelserne er i højsædet. Problemet er bare, at når der er så meget føleri i resten af det offentlige rum, så ryger eksklusiviteten. Mange moderne digtsamlinger indeholder sætninger, som vi i forvejen bliver stopfodrede med på TV, så det kan for mig at se sagtens være et krav til nutidige digtsamlinger, at de går den modsatte vej: en beherskelse af følelser. På den måde kan digtning være det nødvendige korrelat til massekulturens følelsesbombardement.

Og se, det ved jeg ikke, om den danske forfatter Harald Voetmann har tænkt på, da han skrev sin nys udkomne bog Amduat. En iltmaskine, som handler om en far, der ligger døende – og til sidst dør - på Holbæk Sygehus. Harald Voetmann formår at forbinde en højst nutidig død med den egyptiske mytologi. Den er der ikke meget føleri over, for som i så mange andre mytologier er det gudernes og skæbnens vilje, der er fokus på.

Det er for mig at se en stor bedrift at koble den moderne, institutionaliserede død og den egyptiske mytologi med hinanden, uden at det virker påklistret eller kunstlet. Tilmed behøver man heller ikke den store viden om egyptisk mytologi for at kunne forstå bogen, der på sin egen sære måde er ret ligetil. De egyptiske guder er kun bifigurer i dramaet. Guderne kunne lige så godt have heddet Svend eller Thor, i hvert fald for denne ukyndiges betragtning. Dog er jeg helt med på, at hvis jeg kendte mere til den egyptiske mytologi, ville der sikkert åbne sig nye lag. Men de behøves ikke for at opleve bogens vingefang.

Amduat. En iltmaskine har naturligvis den døende far i centrum, og en af de faste strukturer er en timevis nedtælling til den tolvte time, dødens. Men inden døden ankommer kan ventetiden lyde sådan her:

Sengehesten er min stolte ganger

På dens fjed kan jeg kende den

Når jord bliver til kød

Når kød bliver til lys

Når lyset rammer det blinde øje

En salvet sjakal løfter sin pote

Udpeger nødudgangen

En blænddør i den vestlige himmel

Fascinerende, ikke? Det er svært at tænke sig en mere ydmygende død end at ligge savlende og blebehæftet med iltmaske på et offentligt hospital. Det er vel den død, de fleste frygter mest, ydmygelsen ved ikke længere at have styr på sine kropsvæsker og sine tanker. Man er ikke længere sig selv, stoltheden, ukrænkeligheden er taget fra en. Her er en beskrivelse af den døendes befragtning til en anden afdeling, set som var vi ved Nilen dengang:

I sivene langs flodbredden ligger

døde på lur og titter ud på natbådens

færd og på dens hærgede guddom

sunket sammen under tæppet, hvæsende

lungepibende, klynkende af angst (...)

I fertilitetsrådgivningen

pisker tre unge sygeplejersker med

gåsegribbehoveder på skift en

ulykkelig kvinde fra Hvalsø med

et bundt tørrede flodhestehaler, mens

de messer en frugtbarhedshymne

Man ser det for sig. Men i denne bog kommer hele det egyptiske tankesæt om Amduat, ”Det som findes i underverdenen”, den døende til undsætning nu 3.500 år senere. Han får sin værdighed igen, fordi døden jo er banal, den vej skal vi alle, hvis vi ikke er guder. Så gudeverdenen hjælper det arme menneske og de pårørende med at acceptere den ydmygende død som noget normalt – og som måske endda noget ophøjet, en rejse til en anden verden:

Sengehesten er spændt for sin solbåd, guden

hoster overfladisk fra sin plads i stævnen

giv mig noget, jeg kan drikke, jeg vil leve

i det store mørke, som engang var dagen

jeg kan høre emhættens susen

vinden i kirsebærtræets grene.

Harald Voetmann insisterer her igen på, at den døende også er en gud i egen ret. Det er meget fremmedartet, men giver virkelig et rum for refleksion i denne sammenblanding af fortid og nutid, hvor fortiden hjælper nutiden med at acceptere døden som et vilkår. Måske er det ikke engang fortiden, der hjælper nutiden, måske er det hele nutid, måske er det bare os, der ser den egyptiske mytologi som fortid? Guderne som begreb kan vel være ligeglade, og hvad er religion andet end fortiden ført videre i nutiden for at sikre accept og forståelse af det mest uforsonlige, vore elskedes død. Det er ikke noget specielt egyptisk, det sker i alle religioners riter i forbindelse med døden. Ligbålet. Jordpåkastelsen. Rite på rite for at acceptere det uundgåelige, men det er spændende at se det i en dansk nutid klædt i fremmedartede guder og natbåde. Det gør døden nemmere at leve med, eller som det hedder i bogens sidste linjer:

At sige i den 12. time:

Jeg skal dø nu

Det er ikke fordi, jeg vil det.

Men det er det, der sker

Som man sikkert kan fornemme, er det et syret tableau, Harald Voetmann dækker op med her, og der var elementer, som jeg ikke forstod et suk af. Men jeg er meget begejstret for dens lange mytologiske svæv, der for en gangs skyld ikke er pakket ind i hverken kristendom eller New Age-filosofi. Døden kom. Accepter det. Det tiltaler mig mere end meget af den litteratur og virkelighed via TV-mediet, der fokuserer længe og intenst på de pårørende og efterladtes følelser. Måske, som sagt, fordi der er så meget af det derude – og så lidt accept af døden som et vilkår, hvor uretfærdigt det end kan synes. 

Amduat. En Iltmaskine er udgivet på Gyldendal og er håndskrevet af Harald Voetmann selv. Det giver ret god mening i en personlig bog som denne – og er jo en gammel tradition i modernistisk digtning, tænk bare på Dan Turèll. Men til gengæld har Gyldendal ikke haft styr på sit lettiske trykkeri denne gang. Efter første gennemlæsning var flere af siderne allerede faldet ud, så jeg er glad for, at jeg lånte den på biblioteket. Gyldendal bør selvfølgelig trække bogen tilbage og trykke et nyt oplag – det fortjener Harald Voetmann og Amduat.

Esbjergs lyriske comeback-kid

For 20 år siden var jeg journalist på dagbladet Aktuelts kulturredaktion. Det var i avisens sidste dage, den lukkede i 2001, og digte var ikke det, der var højest prioriteret. På redaktionen lå der derfor altid en frygtelig masse digtsamlinger, som ingen gad åbne og læse. Her fandt jeg i 1998 en digtsamling kaldet Pestskibet, skrevet af en esbjergenser ved navn Erik Trigger Olesen. Ham havde jeg ikke hørt om før, men digtene – de var gode! Tag bare de allerførste linjer fra Pestskibet:

Under decembers grå slør

udsender kulkraftværket

en kold, let violet røg

imens man i en pause sidder

på ru sække af halvfærdigt

liv og venter på tiden, arbejdet,

anløbende skibes dønninger,

nogens død.

Det er et ret konkret billede, og det er et af dem, som der ikke var mange af i datidens – eller nutidens for den sags skyld – digte, fordi der er så meget hav, havn og industri i det. Digtene holdt samme standard samlingen igennem, konkrete digte om en virkelighed ved Vesterhavet, der blev både universel, dagligdags og ophøjet. Den slags digte skal man normalt til for eksempel Færøerne for at opleve, læs bare Jóanes Nielsens mange digtsamlinger, hvor vejret og havet altid er et sindbillede på livet. Selvfølgelig blev jeg nysgerrig, og i Paludans Antikvariat i Fiolstræde fandt jeg Erik Triggers tre første digtsamlinger, ligeledes fra 90erne, i restoplag for ingen penge. Samme høje kvalitet, samme billedmættede skrivestil.

Der kom en digtsamling mere fra Erik trigger, i 2000. Men bum – så blev der ellers stille, hvad digte angår. Indtil lige før jul 2017, hvor samlingen Mørkets journaler kom ud i lyset, udgivet af gode gamle Brøndums Forlag, der ellers har ligget stille i lang tid. Faktisk er forlaget så hemmeligt, at det ikke engang har en hjemmeside. Den slags er selvfølgelig ikke optimalt for en forfatter, men til gengæld har Brøndum ikke glemt håndværket: Mørkets journaler er en meget smuk og stilfuld udgivelse, som holder sig til det strengt nødvendige på bagsiden:

Gud er nådig

men dans ikke i en robåd

står der ganske enkelt. Det er et fortræffeligt motto – det kan vel dårligt kaldes et digt, vi er snarere henne i afdelingen for avancerede Gajolpakkeslogan, en aforisme der indrammer stemningen i Mørkets journaler, som nærmest flyder over af den slags mere eller mindre uudgrundelige udsagn. 

Som man sikkert kan fornemme, er Erik Trigger tilbage i storform. Det er fristende at kalde Mørkets journaler for en god, gammeldags digtsamling, altså af den slags, hvor sætningerne er komprimerede, og hvor man lige skal læse et digt én gang til før det åbner sig. Samtidig er digtene stadig billedmættede i sjældent ekspressiv grad. Så hvorfor ikke tage et af de længere digte:

Igennem verdensrummet

styrtbløder gadelyset

i systemets kartoteker

mørket gærer i det ubevægelige bag mig

i sofaen klædeskabet kommoden lænestolen

en rest af bristet oktober

løsrevne breddegrader

glider ud i en verden uden tal

fra havet

vokser horisonten op

som en forventet sorg

lande bæres frem uden folk

indhold uden verden

processioner af restmennesker

tvinges videre

blymånen blomstrer

under blodmånen

Digtet er emblematisk for samlingen som helhed. Der ligger noget truende, ildevarslende over verden, både den nære og den fjerne, en apokalyptisk stemning fremmanet af usikkerhed og tomhed. Det fornemme ved digtningen er, at billederne aldrig bliver fastlåst i Erik Triggers egen personlige erfaring, tværtimod bliver de universelle, en journalisering af et mørke, der enten er her eller på vej. Det har naturligvis konsekvenser:

Ægget vender ryggen til fremtiden

og nægter at klække

som det hedder i et digt. Yes, selv de ufødte fugle eller krybdyr gider ikke være med mere. På realplanet er det naturligvis noget værre vrøvl, men billedmæssigt gengiver det meget godt en omsiggribende stemning af dysterhed, der synes at have grebet verden. Alle de mennesker der ikke er brug for. Det giver naturligvis grobund for en global kynisme, der ville være uhørt for bare 20 år siden, men det er så mine egne mørkejournaler, min egen registrering, som jeg dog er ret sikker også på ligger til grund for Erik Triggers.

Mørkets Journaler er en elegi, et syn fremkaldt af en verden, der ikke er for de sagtmodige, blandet godt rundt i en digtertromle, der heldigvis ikke er størknet de sidste 17 år siden Erik Triggers forrige digtsamling. Der virker som om, at han er krøbet ind i Svend Wiig Hansens monumentale skulptur af de fire siddende mænd, som man ikke kan undgå at se lidt uden for Esbjerg. Der sidder han og skuer ud over verden, forstenet. Den eneste trøst i Mørkets Journaler er kvinden, som Erik Trigger skriver ind i mange digte, kvinden som forløser af den universelle smerte, der bliver digterens. Det er meget traditionelt – men fordi digtene er så eviggyldige, tidløse, bliver det ikke til en kliché. Det er sådan det er, når man prøver at komme ind fra den yderste revle og heldigvis finder en favn:

Jeg vågner ved

at du åbner mine porer

og kobler mig til sandets dynamo