Theis og den brændende platform

Sidste gang jeg så efter, lå Theis Ørntoft på best-sellerlisten med sin nye og første roman, Solar, og der skal han nok blive liggende en rum tid endnu. Det er ret godt skuldret af den knap 34-årige forfatter, som har præsteret at få sin seneste digt-samling, Digte 2014, trykt i hele 14 oplag. Og der vil komme flere. 

Som digter har Theis Ørntoft derfor allerede stjernestatus, sikkert ikke mindst fordi han har fået prædikatet økodigter hæftet på sig. Danmark har to af slagsen på det parnas, Ørntoft og Lars Skinnebach; der bliver konstant refereret til dem. Dermed er de uundgåelige i undervisningssammenhænge, ikke mindst på højskolerne, hvor man i dag ikke kan afslutte et forløb uden af have læst mindst et par digte af dem. Sådan skal det også være.

Men Ørntofts nye roman Solar er ikke en økoroman. Der er ikke noget brændende forsvar for naturen eller rasende tirader mod globalkapitalismens læggen verden øde. Hvis man vil have den slags, er man meget bedre kørende med Andrea Hejlskovs Og den store flugt, der anviser en hård og stenet vej ud ad forbrugersamfundet mod en ny og bæredygtig livsstil. 

Solar er derimod en klassisk undergangsroman, en slags moderne udgave af Tom Kristensens Hærværk. Men hvor Hærværk kun fokuserer på den individuelle og ubegrundede hang til at ødelægge eget liv og karriere, fokuserer Solar også på de kollektive, samfundsmæssige årsager til det. Når alt kommer til alt, er Hærværk snart 100 år gammel, og der er ikke skyggen af globalitet over den; det nærmeste vi kommer, er jazzmusikken som undergangs- og ekstasemusik til et København klædt i dekadente farver.

Solar er derimod et nutidigt Danmarksbillede anno lige her og nu set gennem øjnene på hovedpersonen Theis, der befinder sig i et eksistentielt sort hul: Hvad skal jeg her? Hvem er jeg? Hvad er meningen med det hele? Er der overhovedet en mening med det hele? Det er den klassiske outsiderposition, Theis er endda digter, og det gør det hele meget værre, for sådan en skikkelse har ingen faste holdepunkter. Det nærmeste han kommer det, er en position som løst tilknyttet højskolelærer, men selv her har han følelsen af at optræde i et teater, at være udenfor. Theis er betragteren og undersøgeren, han prøver at finde ud af, hvorfor disse mennesker gør det, de gør, og hvor han selv passer ind i det. Svaret er tydeligt: Han passer ikke ind, heller ikke her. 

Så han prøver at finde ud af, hvor mennesket passer ind i evolutionens store fortælling, for her kan han se en mening, som paradoksalt nok er kendetegnet ved ikke at have nogen anden end naturens egen gang. Det er den, han er nedfældet i, tilfældigvis her i Danmark 2018, et knap nok mikroskopisk øjeblik i det store billede. Theis ser sig selv i dette lys:

"Menneskeaberne må være søgt ned til flodbredden, op på plateauet, ind i klippehulen, ind i bunden af slugten. Slået lejr her. Tændt bål. Mumlet, råbt, sunget, parret sig. Lejrene må være blevet placeret her og ikke midt ude på savannen. Men i udkanten. Inde i skyggerne. Inde i ornamenterne og slyngningerne. Inde i myterne. Inde i sproget, i tegnene. Inde i aftalerne, skovene. For det var her i det skjulte, at homo sapiens’ kræfter kunne spire, det var her sproget kunne opstå. Det var i bagholdsangrebet, i snedigheden, i manipulationen at kræfterne lå. Til at snyde naturen. Til at vende den mod sig selv."

Afsnittet her står i bogens første del, hvor Theis er taget på vandring ned ad hærvejen ”uden klar grund”, som der står allerede på bogens første side. Noget skal man jo tage sig til, når man ikke kan se en mening med tingene, men vandringen hjælper ikke stort på noget som helst. Theis registrerer naturen og menneskene i dette danske landskab, der ikke har meget med de tidlige menneskeaber at gøre- Han møder folk og bliver mere eller mindre skræmt af dem, der er ikke basis for nogen interaktion mellem Theis og menneskene, som de fremtræder her og nu. Det er fristende at komme med konklusionen, at det er den slags, der sker, når man ser alt i lyset af millioner års udvikling: Man ønsker at blive et med altet, for det er den eneste mening, der tilsyneladende er. Dernæst følger ligegyldigheden: Hvis der ikke er nogen anden mening med det hele end en stadig udviklingshistorie, er der heller ikke nogen mening med det individuelle liv, med Theis her og nu, med alle andre her og nu. Sammenhængen med den store historie, altet, bliver hurtigt til en drøm om tilintetgørelse. Lad os få det overstået, livet her, eller som Jim Morrison formulerede det: ”I wanna have my kicks before this whole shithouse goes up in flames”.

Og sådan går det for vor hovedperson. Han vender tilbage til København, hvor der er masser af stoffer, sprut, damer og nattekicks. Samtidig spiller han GTA og går i fitnesscenter, hvor han træner benhårdt for at bygge den perfekte krop op. Ind imellem møder han op til digterarrangementer, men her er fremmedheden og ligegyldigheden den samme, og det er den, han ikke kan holde ud. Så er det meget bedre med GTA, dette ikoniske computerspil, hvor man smadrer rundt i Los Angeles og lever et helt liv i et fiktivt voldsunivers. Man køber våben og biler, andre fiktive mennesker er kun statister.

Men så sker der noget. Theis har hele tiden haft et stærkt fokus på kvinder, liderlig og livskraftig. Det lykkes ham at score den ultimative babe via fitnesscentret, en pædagog med fast arbejde på Amager. Så bliver der ellers kneppet igennem til den store guldmedalje i hendes lejlighed, hvor Theis flytter ind. Men nissen, i form af GTA og fremmedheden, livsleden, flytter med. Forholdet varer vel et halvt år, så er det brændt ud, for hvem gider have sådan en type uden initiativ og fremdrift hængende? Theis fornemmer det selvfølgelig, og til sidst pakker han dårligt nok en tandbørste, før han lister ud af bagdøren og blaffer ned gennem Europa. Et eller andet sted skal man være.

Her lægger romanen eftertrykkeligt fra land, selv om der ellers ikke er blevet skåret med tynde skiver indtil da. Theis’ tour de desperado med endestation i Portugal er så gennemført, at jeg ikke har læst noget lignende på dansk før. Det er en nedskrivning til et absolut nulpunkt - og derudover. Theis er efterhånden ganske gennemhullet og nihilistisk inde i hovedet, hvor diverse brokker fra tidligere tanker og læsninger manifesterer sig som bristende bobler. På et tidspunkt gør han et sidste forsøg på at få verden til at hænge sammen, som var den et computerspil, men heller ikke det kommer til at fungere. Og så bliver det sluppet endnu flere tøjler, selv om man skulle tro, at det ikke var flere tilbage. Men når man tror, at man har mistet alt, finder man ud af, at der altid er mere at miste, som Dylan engang sang. Theis bliver til sin egen hovedperson i sit eget GTA, bare i virkeligheden, hvor der ikke kan rebootes. Sådan kan man vist godt sige det uden at afsløre for meget af slutningen på romanen, der udvikler sig til en regulær cliffhanger.

Theis har nået det absolutte nulpunkt. Han lever ikke længere i skyggerne, i udkanten, som i citatet med de tidlige mennesker for måske 500.000 år siden. Theis befinder sig i det brændende lys på savannen, der hvor mennesket er udsat, brændemærket, gennemlyst. Theis er blevet solar. 

Selvfølgelig skal man læse denne roman. Theis er ikke den eneste, der bliver gennemlyst, det bliver Danmark, verden og læseren også. Det kan godt være, at det er svært for outsideren at se en mening, men hvis man bruger positionen til at skrive en roman som Solar, så er der mange andre, der kan.

Intet menneske er en ø – og dog

Med sin nye roman ”De usynlige” skriver norske Roy Jacobsen, født 1954, sig ind i en lang litterær tradition, hvor livet på en lille ø bliver udfoldet. Der er noget dragende ved små øer, fordi de er en hel verden i sig selv, et sted hvor mennesket er tvunget til at se det store i det små. Det er også et sted, der sætter et dybt og varigt aftryk.

Herhjemme har vi store klassikere som Vagn Lundbyes Anholdt-trilogi og – ikke mindst – Harald Kiddes fantastiske roman ”Helten”, som vist desværre er gået helt i glemmebogen. Og så naturligvis Martin A. Hansens ”Løgneren”. Alle bøger som man kan få for en slik i diverse antikvariater, og som er fremragende til rolige ferier. Mindfulness lige dér.

Tilbage til Roy Jacobsen, der ikke er en storsælger herhjemme – men det er han i Norge. Med rette. Hans sprog er klart og tydeligt, det er poetisk, men uden at være overgjort. Poetisk sprog handler om at ramme lige de rigtige ord for at skabe billeder, meddigtning og indlevelse hos læseren.

”De usynlige” kan det til perfektion. Historien handler om en lille familie, der bor alene på en lille ø kaldet Barrøy. Ingen i familien kan længere huske, hvor længe de har boet på Barrøy, men erfaringen om, hvordan man overlever, er nedarvet. Alt skal kunne modstå de hylende vinterstorme, huse, dyr, mennesker og grej – og alt skal passe ind i dette minikosmos – ellers går det galt. Hvis man får en idé til en nyskabelse eller nyanskaffelse, så skal det passe ind i den cyklus, der er naturgiven. Det nøgne menneske er prisgivet.

Historien om denne familie bliver fortalt gennem barnet Ingrid, som vi møder allerede som tre-årig. Vi slipper hende igen 15 år efter, og det fremgår ikke helt, hvornår den foregår, men det lugter af at være fra slutningen af 1920’erne og frem til Anden Verdenskrig.

Ingrid er det nysgerrige, opvakte barn – den perfekte hovedperson. Verden, både på Barrøy, de omgivende øer og fastlandet et par times rotur væk, vokser frem for læseren efterhånden som Ingrid erfarer dens bestanddele. Sammen med hende lærer vi Handelen, præsten og fastlandsfolkets syn på øboerne at kende. På sin vis er de imponerede over deres udholdenhed, men de betragter dem også som nogle uvidende bonderøve. Dybest set er de bare fremmede.

”Dt usynlige” er den slags bog, hvor de små ting er spændende. Hold da op – far skød den nyanskaffede hest, fordi den ikke passede ind i øens cyklus. En hest vil altid være gæst på en ø, hedder det, for om vinteren er den ikke til gavn – den er bare en ædemaskine.

Titlen ”De usynlige” går på, at øen ikke kan ses fra fastlandet, men man kan se fastlandet fra øen. På et andet plan står usynlighedsbegrebet også for alle de ting, der sker, som man ikke kan se, men kun registrere ved at et familiemedlem pludselig ændrer sig. Et skred i bevidstheden – og bang! – en person bliver en anden, og det påvirker alle i familien på sådan et lille sted. Men det usynlige er også den nedarvede erfarings vigtighed, for den udfordres til stadighed af nye erfaringer. Intet menneske er en ø, som det hedder, men det gælder ikke mindst for øboere.

Der sker utroligt meget i familien på disse 15 år, hvor vi følger den. Og det vil faktisk være synd for eventuelle læsere at afsløre noget af udviklingen, for bogen lever ikke mindst ved sine overraskelser. Men som det forhåbentlig fremgår her, er det virkelig værd at tage turen med. ”De usynlige” er kun på lidt over 200 sider – i vore dage kaldes den slags for en kort roman, forstå det, hvem der kan. Om ikke andet: Det er på alle måder en meget smuk bog, det er nok den bedste betegnelse.

Den burde i øvrigt finde mange læsere i disse dage, hvor idealerne er skiftet til at være traveture og kager fra at være udmattersport og diverse madkure. Slap af, let it be. I foråret læste jeg med stor glæde Andrea Hejlskovs ”Og den store flugt” om at forlade normalcivilisationen til fordel for et udmattende nybyggerliv i en svensk udørk. Den bog er en dokumentarisk beretning, men begge bøger handler om det samme: Det såkaldt enkle livs tiltrækning – og stenhårde virkelighed.

Alt dette er meget tiltrækkende for det moderne, medierede menneske. Oh at være offline, oh at stå af ræset, som det hed engang. Som alt andet findes det ikke uden omkostninger. Og dog. Hvilke omkostninger er der lige ved at tage fri et par dage for at læse og fundere over ”De usynlige”? Hvis man er bange for det, er man bange for sig selv.

Og den store angst. Anmeldelse af Andrea Hejlskovs beretning om at sige farvel til den moderne verden.

Derude i virkeligheden er de fleste vistnok meget godt tilfredse med deres liv. De fleste er alle de, for hvem det moderne samfund fungerer. De har deres karrierer, de tjener penge nok, og de føler en stor tilfredsstillelse i bekræftelsen ved at have travlt, ved at være efterspurgte. Man kan ikke bebrejde dem det, tværtimod, selv om mange opfatter det som om, at de kun tænker på sig selv, deres familie og karriere. Trods alt er det en af de mest basale selvopholdelsesdrifter her i verden.

Men så er der alle de andre. Alle de for hvem det hele giver stadig mindre mening, de, der får stress i mere eller mindre diagnosticerbar grad, de, der ikke kan få pengene til at slå til, de, der ikke kan holde ud at gå i Bilka – på en måde alle de anfægtede. Alle de sygdomsramte, alle kunstnertyperne, alle de udstødte og de fattige. Alle de for hvem karrieren, livet, samfundet og/eller verdens gang bliver en byrde.

Jeg har netop læst Andrea Hejlskovs nye bog Og den store flugt, og den er kommet lidt bag på mig. Heldigvis. Som professionel bogmand læser jeg en masse bøger, og det er de færreste, jeg læser til ende. Langt de fleste orienterer jeg mig blot i for at mærke sproget, stemningen og holdbarheden. Det bevirker, at mange bøger bliver lagt til side med en vis overbærenhed, godt forsøgt osv. Dér havde jeg også regnet med at placere Andrea Hejlskov, for jeg har læst et par ting af hende før, og jeg har det svært med den slags tekster, der er meget intime og åbenhjertige, hele nutidens bølge af ”Her er mit liv”-bøger og -blogs. Måske fordi der er så meget selvpromovering, dårligt sprog og Gajolæske-visdom i dem. Det er ofte overflade camoufleret som indsigt.

Men i Andrea Hejlskovs nye bog fungerer åbenhjertigheden. Ingen forstillelse her. Man tror hende, når hun skriver, at det i virkeligheden mest var angst, der fik hende, hendes mand og deres sammenbragte fire børn i alderen 1-16 år til at forlade samfundet for at blive nybyggere i Langtbortistan-Sverige, i en eller anden udørk tæt på grænsen til Norge. Angst for hvad der sker med dem selv i nutidens Danmark, hvor de åbenlyst ikke passer ind, heller ikke selv om de en overgang prøvede at flytte til Mors. Samfundet flytter naturligvis med. Tilsæt det angsten for den store økokatastrofe, ikke som en apokalypse, mere som en snigende forværring af menneskets vilkår globalt set.

Ægtheden i hendes bog træder hurtigt frem, når hun i begyndelsen af bogen refererer til sine tidligere posts på en blog. Hun erklærer, ikke videre frejdigt, nærmest lidt undskyldende, at bloggen var om ikke løgn, så heller ikke sandheden. Nærmest en slags selvopholdelse, en offentlig peptalk til sig selv, og det passer meget fint ind i det billede, jeg havde af hende, før jeg gik ombord i denne bog. Så lige dér får hun mig, hvis man kan sige det på den måde, lige dér tror jeg på hende. Og da familien er på vej til Sverige for at bosætte sig i en lille hytte, er der et spørgsmål, der dukker op igen og igen; det bliver en slags negativt mantra: ”Må man det?” lyder spørgsmålet, og her forener al angsten sig: Må man virkelig melde sig ud af samfundet på den måde, som denne familie gør? Det er både angsten for fremtiden, men også al den fremmedhed og angst for det, de har lagt bagude, der samles her.

Andrea Hejskovs bog er naturligvis beretningen om hende selv. Men det er også beretningen om manden og de fire børn, som vi efterhånden lærer at kende. I særlig grad blev jeg berørt af hendes billede af ægtefællen Jacob, der tydeligvis er en mand på sammenbruddets rand, når han skal eksistere i den moderne verden. For så vidt kan man sagtens læse bogen som en kærlighedserklæring til ham, et forsøg på at redde sin elskede fra det totale forlis. Han er om nogen fortabt i den civilisation, vi har opbygget her i Danmark anno nutiden. Og når de to store børn villigt giver afkald på civilisationen med al dens teknologibaserede dimsedutter, skyldes det, at de udmærket kan se forliset forude, hvis der ikke sker noget drastisk.

Nemt er det vitterligt ikke at sige den moderne verden ret farvel – og ret goddag til et efterår og en meget lang vinter i en lille hytte i Sverige, hvor projektet er at bygge et egentligt hus, som de alle kan være i.  Et enkelt billede er vel nok: Seks mennesker forsamlet på 16 kvadratmeter i 20 graders frost uden elektricitet. For hulen da – hvor kommer de tæt på hinanden på godt og ondt. Der er magiske øjeblikke, hvor det hele giver mening, men i bogen er der langt flere sindsoprivende øjeblikke, hvor familiemedlemmer er ved at rive ørerne af hinanden. Det er hjerteskærende i ordets egentlige betydning, og Andrea Hejlskov stikker ikke noget under stolen.

Og den store flugt er også en bog om at blive klogere undervejs, den er ikke kalkuleret fra en forfattervinkel, der genfortæller en svær periode, hvor fortælleren nu er blevet klogere og kan se det hele ovenfra. Den er et vidnesbyrd, en sammenskrevet dagbog – deraf ægtheden. Der er ikke noget autofiktionsshit og identitetsleg her. Det er blodig alvor.

Bogen er lykkeligt befriet for løftede pegefingre. Familien Hejlskov har tydeligvis en opfattelse af civilisationen som en fremadskriden mod den store økokatastrofe, men det bliver blandet sammen med Hejskovs egen frygt for familiens sammenbrud, og det er ikke godt at sige, hvor det ene begynder og det andet ender. Det er én stor pærevælling af angst og overlevelsestang, der samles på disse 16 kvadratmeter og gradvis finder både forløsning og tilbageslag.

Man kan læse bogen som en advarsel: Så svært er det at sige farvel til langt det meste af den moderne verden. Intet er pakket ind i denne bog. Men man kan også læse den som en klassisk udviklingshistorie: De gik grueligt meget igennem, men sejrede til sidst. Men måske især som et svar på Andrea Hejskov eget spørgsmål: Fik de bugt med den store angst? Til dels, ja. De blev i hvert fald meget klogere på dens bestanddele. Bogen ligger der, og den er åben som et godt stykke klassisk musik, som alle kan lægge deres tolkninger og liv ind i. Det er dens store styrke.