Sort nat i Reykjavik

Jeg læste en lille rød digtsamling i ét sug en efter-middag i et københavnsk S-tog. Det gik vistnok til Hillerød, men jeg stod af på Nørreport, lettere forvirret, for jeg havde godt nok en anelse om, hvad bogen handlede om, men efter-skriftet fortalte noget helt andet.

Forfatteren hedder Gerður Kristný, og hun er fra Island. Digtsamlingen hedder Drapa, og det skal man lige slå op, i hvert fald hvis man er mig. Drapa var den oldnordiske betegnelse for et hyldestdigt til store mænd, der opførte sig drabeligt – altså i betydningen prisværdigt og storladent, selv om – eller fordi – det er afledt af ordet drab. Og her kan man så lade tankerne svæve hen til en nordisk fortid, hvor blodfejder og hævn var tapre mænds dåd. 

Men Gerður Kristný vender det på hovedet i mere end én forstand. Digtet er nemlig tilegnet en kvinde, som blev dræbt af sin ægtefælle engang for ca. 20 år siden. Og på den måde er det også tilegnet alle de kvinder, som bliver slået ihjel af voldelige mænd verden over.

Men formen, drapaen, bevirker at drabet ikke er det gennemgående i digtet. Tværtimod er det kulisserne for drabet, der er det fremherskende. Gerður Kristný fremmaner en dyster, skæbnesvanger stemning over Reykjavik, en slags evig magisk nat, hvor magien ikke er af det gode, men sort og tåget som bly. Der er flere genkendelige stednavne og fikspunkter fra den islandske hovedstad, men de bruges også mytisk og surrealistisk:

Solskibet rev sig løs

og masede over strandens sten

de trearmede master

strakte sig

mod himlen

det spinkle skelet

kravlede ud

i nattehavet

Byen

slået af nat

tabtes i sneens

tykning

Her hjælper det måske at vide, at Solskibet er en nyere skuptur ud mod vandet ved Reykjavik, men på den anden side er det lige meget i det univers, der bliver fremmanet her. Man kan lige så godt tage det som et udtryk for glæden og livet, der river sig løs, hvilket naturligvis er ganske forsætligt fra Gerður Kristnýs side. Alle stroferne i langdigtet er korte, dystre og betydningsmættede for at give tyngde til den skæbnesvangre stemning, og bogstavrimene harmonerer ildevarslende:

Vinger bryder ud

af min ryg

sorte sejl

spændt mellem

spidsede tinder

En anden grund til, at Drapa fungerer så godt, er naturligvis at den oldnordiske form bliver opdateret i en nutidig ramme. Dette er ikke et uddrag fra en gammel saga, hvor man kan grine lidt af de muntre vikingesvende, det kort råbte ”Den traf” inden de døde. Indholdsmæssige og formmæssige sammenstød funger altid godt, hvis udførelsen som her er ganske eminent. Og Drapa er naturligvis hjulpet godt på vej af – hvem ellers – Erik Skyum-Nielsen, vores fremmeste islandskyndige.

Resultatet er glimrende, men det turde fremgå. Sjældent har ellers ganske fremsommelige Nørreport virket så dyster, som da jeg mødte den igen efter læsningen.

Det er forlaget Vandkunsten, der har udgivet Drapa på dansk. Vandkunsten er altid god for at udgive anderledes bøger, der ikke lefler for tidsånd eller kortsigtet salg. Forlaget udgav også Gerður Kristnýs første digtkreds Blodhingst, der kom i 2011 – den må jeg vist hellere også få læst.

Fortabt i prekariatet

Prekariatet (af engelsk: precarious – uholdbar, prekær) består af de millioner af mennesker, der må føre en usikker tilværelse uden nogen egentlig identitet på arbejdsmarkedet og nøjes med lave og flygtige lønninger uden medfølgende sociale ydelser, hvis de da ikke må leve i afhængighed af overførselsindkomster og velgørenhed. – Guy Standing.

Jeg har svært ved at finde ud af, om Selma Rosenfeldt-Olsens debutroman Leipziger Tagebuch er virkelig god eller noget værre bras. Den handler egentlig ikke om andet end en ung kvinde ved navn Frida, som rejser til Leipzig og møder nogle ligesindede, der drømmer om at være eller blive kunstnere.

Der sker ikke meget i romanen. Frida og hendes nyfundne tyske venner farter rundt i Leipzig og laver noget kunst hist og her, ingen har fast arbejde, alle boller på kryds og tværs og tager lejlighedsvis MDMA. De har nogle udflugter til forskellige byer i det gamle Østtyskland, hvor de møder nogle ældre tyskere, der har et liv bag sig. Et rigtigt, autentisk liv i modsætning til de unge i kunstnergruppen. Men ingen af møderne med det gamle Østtyskland eller folk i øvrigt bliver foldet ud, det bliver til en række glimt, der ikke er en del af romanens motor. Den har ikke nogen motor. Sådan er det også med den kunst, de unge fremstiller, drømmer om eller deltager i, der er ikke noget, der hænger ved, alt er bare sådan noget, de går rundt og laver, fordi de er kunstnere – hvilket romanen ikke sætter spørgsmålstegn ved.

Hovedpersonen Frida kalder sig selv ”en slags freelance kreativ iværksætter”. Nærmere kommer vi det ikke, og hun iværksætter heller ikke noget som helst. Hun flyder med, fordi hun håber på, at der en dag sker et eller andet. Hun er nogenlunde så lidt iværksætter, som man kan være. Hun har ingen holdbare ideer eller visioner, intet drive.

Som sagt, det er en mærkelig roman. På en sær måde minder den mig mest om Peter Seebergs berømte debutbog Bipersonerne om en gruppe unge tvangsarbejdere i Tyskland 1943. Her sker der heller ikke meget, det er den samme viljesløshed og afmagt, vi møder. Men der er dog en fremadskriden i handlingen, efterhånden som de allierede bomber sig vej ind i Tyskland. Bipersonerne bliver tvunget til at finde en mening og et nyt liv.

Der sker ikke noget lignende i Leipziger Tagebuch. Mod slutningen skriver forfatteren sin hovedperson hen mod en slags fremtid, men det lugter slemt af endnu en konstruktion, endnu et håb om, at noget vil vise sig. Som læser tror man ikke en bjælde på det. Der kommer ikke til at ske noget som helst i Fridas liv, før hun får et ordenligt spark i røven – men hvem skulle give hende det? Hvem orker?

Det interessante ved romanen ligger i læserens egen bevidsthed: Hvordan skabes et menneske som Frida, der helt åbenlyst ikke er alene, men deler skæbne med mange andre unge studerende og løsarbejdere i den sociale gruppe, der kaldes prekariatet. Gruppen er kendetegnet ved ikke at have fast arbejde og heller ikke mulighed for at se frem til et. Der er masser af den slags folk i København, der har det som Frida: ”Man måtte have noget, der var ens eget, eller gik man til”, som det hedder i romanen blandt Fridas mange selvrefleksioner. 

Fridas ræsonnement er følgende: De studerende, der virkelig prøver at gøre alt det, som samfundet har sat op, den lige vej, studiejobs og hårde studier, bukker under. ”De investerede alt, og det var den lige vej til ulykke. Gik de ikke ned med stress, blev de færdige og kunne ikke beholde deres relevante studiejob. Så var de lige vidt og måtte søge på lige fod med andre nyuddannede. Og var der endelig en interessant stilling, forudsatte den særlige kompetencer og erhvervserfaring i en anden retning end den, de havde fået igennem deres studiejob. De var lost. De havde satset forkert, spillet og tabt og måtte på dagpenge og søge job via jobnet.dk som kommunikationsmedarbejder i en mellemstor virksomhed sammen med hundrede og nioghalvfems andre ansøgere.”

Såvidt jeg kan se, er det en meget præcis beskrivelse af mange unge humaniora- og kommunikationsuddannede i dag. Her går Frida så den anden vej, dropper uddannelsen og håber på en fremtid som – et eller andet kreativt, hun ikke ved, hvad er. Men med den viljesløshed, som hun lægger for dagen, giver man hende ikke mange chancer for, at det skal lykkes. Hun er lige så lost. Hun drømmer om af blive frelst eller udfriet, men hun ved det sandsynligvis ikke engang selv.

Det er det gode ved Leipziger Tagebuch. Den giver et meget præcist billede af en gruppe unge, der sikkert er blevet fyldt med gode intentioner med kreativiteten i højsædet gennem deres opvækst. Men pludselig smækker virkeligheden, og så er det ikke hverken kønt eller kreativt længere.

Så hvis jeg skal anbefale, at man læser Leipziger Tagebuch, skal det være som et billede på en generation, der faldt ned mellem de gode intentioner om et godt og indholdsrigt liv på dagens arbejdsmarked, hvor der er helt andre boller på suppen, med mindre man er en af de heldige – og måske også mere realistiske -  der slipper gennem nåleøjet. Det er ret svært ikke at råbe ”Så tag dig dog sammen” ad Frida – men det er helt sikkert, at det ikke vil hjælpe noget. Især fordi mange af dem, der rent faktisk tager sig sammen, heller ikke finder fodfæste. Det er noget rent strukturelt på dagens arbejdsmarked, hvor folk som Frida ikke har mange chancer.

Selma Rosenfeldt-Olsen: Leipziger Tagebuch, 162 sider, Forlaget Gladiator. Illustration: William Blake: I want! I want!

En forfriskende anderledes roman om landsbyliv i de tidlige 60ere

Omtrent 50 sider inde i Bo Dahl Olssons roman Geronimos hævn kom jeg til at tænke på skole/hjem-samtaler. Jeg har altid hadet den slags, især når det arme barn er til stede og bliver omtalt i camoufleret tredje person. Jeg kom også til at tænke på MUS-samtalernes slet skjulte pisk. Og meget mere i samme skuffe fra det managementhelvede, der har taget det arme, født frie menneske som gidsel de sidste 15 år.

Der var faktisk en tid før denne disciplinerings-nutid. Og den tid genopliver Bo Dahl Olsson på ret imponerende vis i Geronimos hævn. Men han gør mere end det, han går tilbage til de tidlige 60ere, som de udspillede sig i lillebyen Fennerup, en fiktiv landsby. Den store by i nærheden hedder Nykøbing, og det er ret snedigt, for dem har vi tre af hertillands. Historien kan med andre ord foregå hvor som helst.

Geronimos Hævn er historien om to halvbrødre, Ingvar og Hector, som drømmer store drømme om at komme væk, især om at komme til det forjættede land, som USA var dengang. Vi møder dem som teenagere 5-6 år efter James Dean og Marlon Brando personificerede denne nye type ungdom, som søgte at blive fri for alt det pligt og ansvar, som Anden Verdenskrig havde krævet. Og de var ikke alene, Elvis Presley, Little Richard og mange andre satte strøm til guitaren og skabte rock’n’roll.

Dén musik er omdrejningspunktet for Ingvar og Hector. De laver et band sammen med en tredje ven og bliver taget i skole af en sort udvekslingsstudent fra Louisiana, som landsbyens brugsuddeler af en eller anden grund har taget ind – han er ellers lidt af en nærigfryns, så måske er der penge i det. Musikken er omdrejningspunktet for de to drenge, og jeg har aldrig før læst så vilde beskrivelser af musikkens frisættelse af mennesket, som Bo Dahl Olsson kan fremmane. Hør blot her hvad der farer igennem hovedet på Hector, mens han spiller guitar til ”Whole lotta shakin’ goin’ on”:

”Et tog i det fjerne. Fly på himlen. En hakket knallert på en skovvej. En sav der flækker stammer på langs. Negle på tavlen. Mareridt flænger natten. Gnister fra essen. Hammeren rammer ambolten. Grise hængt i bagbenene. Kniven i luften. Råbukken vejrer. Skuddet. Prikker i horisonten. De navnløse i rækker. Graveren tørrer sveden af panden. Skibe i havnen tuder en hilsen. Torden. Jorden ryster.”

Det er en fantastisk god beskrivelse af musik som prisme for de dér hellige glimt af pludselig at kunne se alt i et klart lys. Men Hector og Ingvar er også blevet godt opdraget i det ekstatiske, de har nemlig en onkel Kjeld, som er maler, men som ellers går mest op i at finde ud af verdens uendelighed, godt inspireret af de amerikanske indianere og egyptiske mysterier. De tre har bygget en pyramide ved siden af en stendysse for at fremmane jordens stærke kræfter. De bruger den som en slags shamanistisk svedehytte, et sjælens frirum. Men det ikke ikke sådan, at de ikke kan lide Fennerup, Fennerup er snarere en slags tryg base for at de kan være lige så sære, som de kan være. Det må de jo selv om, folk er folk. Der er højt til loftet.

Det er denne accept af hinanden i en lille landsby, der er en af de væsentlige styrker ved romanen. For på en måde tror man jo, at det er løgn, landsbyliv for 50 år siden bliver ofte betragtet som indskrænket, en forsamling bønder, der gør deres bedste for at blive ved jorden. Men sådan er det ikke i ”Geronimos Hævn”, og lur mig om det ikke er et lige så troværdigt billede som det dersens centnertunge lutheranske skyld og helvede, der ellers ofte står som en slags fællesnævner for den tid på bøhlandet.

Og så var det, at jeg begyndte at tænke på skole/hjem- og MUS-samtaler. Det er sådan set bare et nyt åg, der har sænket sig over befolkningen, men  gud ved om det ikke er endnu mere massivt en de tidlige tresseres landsbyliv.

Det er den slags tanker, der strømmer igennem en, mens man læser Geronimos Hævn. Historien er ganske prunkløst fortalt, her er ingen hævede pegefingre eller moralisering fra forfatterens side. Når jeg tænker på romaner om 50erne og 60erne, så kredser de fleste om tabet af landbokulturen – eller om frigørelsen fra den. Langt de fleste af forfatterne har en dagsorden med deres historier, men på forunderlig vis er det lykkedes Bo Dahl Olssen at være fri for sådan en. Måske bortset fra en helt tredje: At fortælle historien om disse drømme og længsler for at vise, hvordan det også var. Jeg mindes ikke at have læst noget lignende, så en sammenligning må blive en blanding af en Bill og Ben-bog, Morten Korch på speed og Huckleberry Finn. Det er derudaf over stok og sten med en masse dialoger, og meget af det er ret underholdende på en underfundig måde.

I den sidste tredjedel af bogen har Bo Dahl Olsson skruet tiden frem til halvfemserne, og så begynder det desværre at blive forudsigeligt. Her får vi en historie om den sædvanlige konflikt mellem kreative keramiker-tilflyttere og det pengeliderlige landbrug, som den ene af de to venner Hector og Ingvar nu er repræsentant for. Det vil være lidt synd at afsløre, hvem af de to, det er, for jeg synes absolut, at man skal give sig i kast med denne roman. Det er en debutroman, og den ligner som nævnt ikke ret meget andet, men den er lige ud ad landevejen, og hvis der er retfærdighed til i bogverdenen, vil den få en masse glade læsere. Glade fordi det sætter en masse tanker i gang om det Danmark, der var, og det, der er. Men på en helt anden og mere åben måde end man ellers er vant til i både nutidens og datidens romaner om udkantsDanmark.

Og hov! Vi mangler lige titlen ”Geronimos hævn”. Det skal man ikke lægge for meget i. Det er bare sådan noget, som Hector, Ingvar og Onkel Kjeld siger til hinanden, lidt som ”En for alle og alle for en”. Det er en fælles bekræftelse i, at der er noget andet og mere end Fennerup, og at det er dem, der vil finde det.

Find romanen på forlaget ”Det Poetiske Bureau”s hjemmeside for skaldede 150 kroner eller bestil den på biblioteket. Jeg var lige inde og tjække på bibliotek.dk, og ikke et eneste bibliotek har indkøbt den endnu, selv om den udkom for en måned siden. Det kan man lave om på ved at bestille den. Mig bekendt er der heller ingen aviser, der har anmeldt den. Well. Det syndrom har jeg allerede tærsket langhalm på mindst en gang for meget på denne blog.